Det kan være rigtig svært at blive mor for første gang. Du har nok brugt en masse tid til at sætte dig ind i graviditet og fødsel. Men hvad med amning? Hvor godt forberedt er du på dén? Ved du, at det kan være en meget stor udfordring at få amningen etableret, og at det ofte tager op mod 5-6 uger, før det bare kører?

En ting er sikkert: du skal aldrig stå alene, hvis ammeetableringen er overvældende. Søg hjælp så hurtigt som muligt hos din sundhedsplejerske eller en privat ammerådgiver, inden det går i hårdknude. Ofte er det bare en lille teknisk ting eller dét ene lille gode tip, der kan få det hele til at vende.

Jeg har, på en overskuelig måde, forsøgt at kaste lys over de problemstillinger jeg oftest støder på, i mit virke som ammerådgiver:

Hvor ofte skal jeg amme mit barn?

Du skal amme dit barn så snart det giver tegn til at være sulten. Det vil sige, når det giver lyd, smasker, laver små bevægelser med munden eller tager hænderne til munden. Vent ikke på at din baby græder.

Du kan indstille dig på, at din baby skal have mad ca. 10-12 gange i døgnet. HELE døgnet i den første tid.

Du kan ikke amme for meget, men du kan amme for lidt. Hvis du ammer ofte i den første tid, får du oparbejdet en god produktion af mælk til din baby. Den mængde mælk du fjerner fra brystet, bliver gendannet. Bliver der suppleret med MME, fortæller det dit bryst, at det ikke behøver at producere så meget mælk, som din baby reelt har brug for, for at vokse.

Sigt efter at amme ca. hver 2. time om dagen, og hver 3-4. time om natten. Og sørg for at ligge sammen med dit barn hud-mod-hud, så meget som overhovedet muligt.

 

Får min baby nok mælk?

• vægtøgning: Det er normalt, at babyer taber sig lidt de første dage efter fødslen. De må max tabe sig 10% af deres kropsvægt og man ser helst, at de har nået deres fødselsvægt indenfor de første 14 dage. Sundhedsplejersken kommer og ser til jer et par dage efter fødslen og her vil baby blive vejet. Hvis det er meget svært at få baby til at sutte ordentligt på brystet i starten, så sørg for at få malket ud. Mest for at få stimuleret brysterne, når nu baby ikke gør det, men også for, at du kan give din egen mælk på kop evt., hvis det ikke helt går glat med amningen.

• våde bleer: Når først din mælk er løbet til, kan du forvente ca 5-6+ våde bleer i døgnet. Hvis du ikke før har mærket en våd ble kan du prøve at hælde ca 45 ml vand i en ble og så få en fornemmelse af, hvor tung den sådan ca. skal være.

• beskidte bleer: I de første dage er babys afføring helt sort og klistret, nærmest tjæreagtig. Det er ok, det er mekonium, som består af slim, galde, hår og afstødte hud- og slimhindeceller, som baby har slugt med fostervandet. Farven skyldes et stort indhold af galdefarvestoffer. Efter ca. 4 dage skulle afføringen gerne have ændret farve og konsistens, så den nu er gul og grynet og du kan nok forvente ca 3-4 af denne slags bleer i døgnet. Nogle babyer har gang i maven hver gang de ammer, og det er også helt normalt.

Forandringer i brystet

Efter ca. 2-5 dage begynder mælken at løbe til. Det vil sige, at mængden øges og mælken ændrer sammensætning fra råmælk/kolostrum (den første mælk, som er super-potent) til den mere modne mælk.

Det er vigtigt at du ammer ofte og ikke springer amninger over om natten (du er træt, I know, men det er så vigtigt at du får stimuleret de bryster). 

Det er super vigtigt og meget afgørende, at du og din baby får lært god sutteteknik. Få hjælp til dette, hvis det er svært eller hvis du er i tvivl om noget.

Lad baby blive færdig ved det ene bryst, (afbryd ikke måltidet, hvis baby sutter aktivt) og tilbyd bagefter det andet. Hvis dine bryster er meget spændte og hårde kan det være svært for baby at få godt fat om brystet. Her kan du lige håndmalke lidt, så området omkring brystvorten bliver blødere og dermed nemmere at få fat om.

 

Kontakt sundhedsplejerske eller læge hvis:

• baby ikke har våde bleer
• baby har mørkfarvet urin efter 3 dage (skulle helst være lys gul eller klar)
• baby har meget mørk afføring efter 4 dage (skulle helst være remolade-agtig uden mekonium)
• baby bliver meget gul og sløv
• hvis baby ikke vil til brystet
• hvis mor har symptomer på brystbetændelse (smerter, feber, influenzalignende symptomer)

Læs også artiklen: Spis kokosolie når du ammer

Læs mere om amning i bogen Alt om Amning af Stine Roldgaard & Christina Tatarczuk.

For lidt tid siden skrev jeg om kropskontakt på min blog NeoHippie.dk. Hvordan og hvorfor min mand Benjamin og jeg har besluttet, at vores nyfødte søn Anakin skal have konstant kropskontakt, indtil han når kravlealderen. Vi besluttede dette under graviditeten efter at have læst bogen “The Continuum Concept”, som handler om forældreskab hos stammer i Sydamerika. I disse stammer er børnene konstant i arme, i slynge, på hofte, i skødet eller på maven fra de bliver født, til de selv er gamle nok til at kravle væk og tilbage.

Dette er de fordi, vi mennesker evolutionært set ville være i fare, hvis vi blev lagt alene uden at kunne forsvare os. Derfor reagerer spædbørn ofte helt biologisk med stress og gråd som overlevelsesmekanisme, hvis de bliver lagt alene - fx i vugger, på legetæpper eller i barnevogne, selvom dette i vores samfund ikke er farligt. Det ved en baby ikke.


Da vi fik vores første barn Aston, endte vi ret hurtigt med også at give hende konstant kropskontakt, rent intuitivt. Hun græd, når hun lå alene i barnevogn eller vugge, hvilket stressede både hende og os. Derfor solgte vi både barnevogn og vugge og begyndte at bruge slynge og samsove i stedet på fuld tid. Derefter var hun altid helt rolig og vi det blev vi som følge også.

Betydningen af kropskontakt

Kropskontakt har nemlig en enorm betydning for børn - og voksne for den sags skyld. Det er dokumenteret, at børn der bliver båret, er mindre urolige, mindre stressede og generelt græder mindre. Derfor anbefales det efterhånden af alle sundhedsprofessionelle, at spædbørn får så meget kropskontakt som overhovedet muligt.

 Læs også: Slynger og vikler gør dit barn trygt og roligt

Men hvad så, når de ikke er spædbørn mere? Forsvinder deres behov for kropskontakt?

Nej. Berøring og hyppig kropskontakt er i følge psykologer afgørende for børns udvikling og sundhed hele barndommen igennem - og endda også for voksne menneskernes psykiske velvære. 

På trods af dette er berøring ikke en prioritet i vores samfund. I et samfund fuld af individualister, der har behov for personlig plads og udfoldelse, er berøring kraftigt nedprioriteret.

Vi sætter ganske vist ofte tid af til intens kropskontakt de første par uger efter fødslen, hvor barnet ofte ligger hos moderen og måske etablerer amningen. Men derefter går løsrivelsen også straks i gang. Barnet får en gummisut i stedet for huden på brystet. Barnet flyttes over i vugge. Barnet lægges på legetæppe og i barnevogn. Vi skal, som individualister, kunne have hænderne frie og barnet skal lære at blive selvstændigt. 

Når barnet så bliver lidt større, bliver det ofte afleveret i pasningstilbud i dagtimerne. Fra morgen til eftermiddag leger barnet med andre børn, men modtager sjældent kropskontakt eller længerevarig berøring. Når barnet bliver hentet, er det ofte i klapvogn, i bilsæde eller bag på cyklen.

 

Barnet skal hjem og lege, se fjernsyn eller spille tablet, mens der laves mad og derefter puttes. Ofte alene og på eget værelse og det skal helst sove igennem. Og sådan kører rutinen hos mange børnefamilier. Ofte glemmer selv forældrene at røre ved hinanden, da hverdagen er stresset og hektisk og man måske sover bedre, hvis man ikke ligger i ske.

Det er helt forståeligt, at det er sådan. Det er det, vi lærer og ser hos andre. Det er det, vi bliver anbefalet af sundhedsplejersker eller familiemedlemmer med velmenende råd til at få hænderne frie. Det er sådan, vi forventer, at det skal være at blive forældre. Vi forventer, at kunne fortsætte med at tage på arbejde, til middag med veninderne eller manden og have aftenen fri til at se film, læse en bog eller bare få lidt fred i hovedet. Det er helt normalt i den vestlige verden. Men det er ikke uden konsekvenser. Og konsekvensen er hudsult.

Hudsult, eller manglende kropsberøring, er meget udbredt i den vestlige verden. Berøring får kroppen til at producere hormonet oxytocin, hvilket giver os lykkefølelse, beroliger os og hjælper os med at skabe relationer. Konsekvensen af manglende kropskontakt i hverdagen er derfor, at mennesker, særligt børn, bliver mere aggressive, nedtrykte, stressede og angste. Netop psykiske sygdomme relateret til disse følelser bliver mere og mere udbredte i den vestlige verden - og ses stort set ikke i andre dele af verden.

Hvad kan vi gøre?

Vores livsstil i den vestlige verden lægger ikke op til meget kropskontakt, hverken til voksne eller børn. Ikke alle forældre har lyst til - eller mulighed for - at holde deres børn i arme eller være sammen med dem hele tiden. Mange føler det nødvendigt, eller måske endda sundt, at få dem passet i institution. Mange forældre er meget glade for barnevogn og klapvogn eller ville sove elendigt, hvis de skulle sove i samme seng som deres børn. En slynge vil være et godt udgangspunkt. Her kan du finde et stort udvalg.

Men det betyder ikke, at vi ikke kan lade os inspirere af andre samfund alligevel. Samfund som fx indianerstammerne i Sydamerika, hvor stress og gråd er uhørt. Hvor deres børn er en forlængelse af dem selv.

I vores familie har vi valgt helt at adoptere denne stammelivsstil i vores hverdag, hvilket jeg skriver mere om på min blog. Men hvad enten forældres holdning er til - eller behov er for - pasningstilbud, kæresteaftener, vugger, barnevogne og sutter, så er det måske bare vigtigt at tænke over, at disse ting alle tager kropskontakt væk fra børnene. Og at børn i vores del af verden har behov for mere kropskontakt.

 

Så hvis man er glad for barnevognen til lur om dagen, kan man måske prøve at ligge i arm med barnet under putningen om aftenen eller samsove om natten. Er barnet i pasningstilbud, kan man måske hente det i slynge på maven, i stedet for i klapvogn. Og hvis intet af dette er muligt, kan man måske bare prøve at huske at give sit barn lidt flere kram i løbet af dagen. Det kunne vi vist alle sammen godt bruge <3

 

Din baby dufter af noget helt særligt fra fødslen – nemlig af din baby. Kun din. Forskning viser, at nyfødte og deres mødre kan genkende hinanden ved kun at bruge lugtesansen. Læs med her, hvis du vil vide mere om effekten af din babys duft og hvorfor, du derfor ikke bør give baby en hue på lige efter fødslen.

Det er en sød tradition, at frivillige, flittige hænder strikker babyhuer til nyfødte, som de små pus får på lige efter fødslen for at holde på varmen. Når baby kommer lige fra livmoderens lune vande, virker det da også fornuftigt at give dem rigeligt tøj og et tæppe på, og glem så ikke det lille hoved. På med huen.

Men det er skrøner og forældet viden, der ligger til grund for babyhuernes popularitet. Det har i årevis været bevist, at huerne ikke holder babyer varme. Det er står også klokkeklart for flere forskere, at det er meget vigtigt at lade kroppens biologiske system sørge for, at baby er tilpas, med så lidt indblanding som muligt. Det betyder, at en hue er i vejen. Den dufter ikke af baby, og netop den barriere udgør et problem.

Det er nemlig vigtigt, at moderen kan dufte sin baby. For når moderens lugtesans fornemmer babys duftende hoved, sætter det gang i et væld af processer i kroppen. Hormonet oxytoxin, som er et af kroppens vigtige signalstoffer, bimler rundt hos moderen. Det betyder faktisk, at niveauet af oxytoxin hos baby også øges voldsomt.

Rigshospitalet er, som de første herhjemme, begyndt at bruge en ny metode når der laves kejsersnit. Metoden bliver kaldt hud mod hud og formålet med metoden er blandt andet at gøre fødslen mere naturlig.

Rigshospitalet er begyndt med en ny prosedure i forhold til kejsersnit, nemlig det såkaldte hud-mod-hud kejsersnit.

Hud mod hud kejsersnittet adskiller sig fra de traditionelle kejsersnit ved, at moderen har mulighed for at se barnet, idet barnet tages ud af maven, og ved, at barnet kommer direkte op på sin mors mave, i stedet for at komme over til en læge eller sygeplejerske. Barnet bliver liggende på mors mave men hun syes.

Hidtil var proceduren, at den nyfødte efter et kejsersnit fik klippet navlestrengen, blev målt og vejet og svøbt i et tæppe og blev holdt hen til moderen, så hun kunne se den lille ny. Herefter bliver barnet overbragt til faderen eller fødselsledsageren som må tage barnet med ud af operationsstuen for senere at blive genforenet med sin mor, når hun er blevet syet og efterfølgende kørt på opvågning efter operationen.

Ifølge lægerne vil den hurtige kontakt mellem mor og barn have en positiv indflydelse på barnets sutterefleks og vejrtrækning og givetvis også moderens mælkeproduktion.

I Danmark fødes en femtedel af alle børn ved kejsersnit. Metoden har vagt stor interesse hos landets øvrige fødesteder.

Læs også:
https://min-barsel.dk/nyheder/forsker-derfor-skal-antallet-af-kejsersnit-ned
https://min-barsel.dk/fodsel/er-dit-barn-en-af-de-fem
https://min-barsel.dk/nyheder/mere-hjaelp-til-de-kejsersnitfodende
https://min-barsel.dk/nyheder/kvinder-der-foder-ved-kejsersnit-skal-tilbydes-genoptraening

 

 

 

 

Der findes så utrolig mange forskellige kulturer, familiekonstellationer og levemåder på denne smukke planet. Så uendelig mange gaver at hente i hinandens forskelligartetheder og verdenssyn. Den diversitet, der findes er som en uudtømmelig kilde af visdom, men med verdensbefolkningens konstante vækst og det store ressourceforbrug, der kommer i kølvandet heraf, er der fare for, at mange stammesamfund og dermed deres skatkammer af hemmeligheder bliver en saga blot. 

Vi er en familie med stor tiltro til det naturlige og vores iboende instinkter, som stadig findes inde bag de konstruerede moderne lag, og da vi for fire år siden blev forældre, havde vi en stærk tro på vores egne instinktive reaktioner og følelser og fulgte den vej, vi mente var den rigtige for vores familie. Men da vi var førstegangsforældre, og til tider stod i situationer, hvor vi var frustrerede, trætte, forvirrede og lette ofre for (mis-)vejledning, kom vi ind imellem på afveje og trådte skævt. Ofte endte det i gråd og endnu større frustrationer og afmagt, hvorfor vi hurtigt fandt op af grøften og atter fortsatte ud af den for os logiske vej.

I årene, der siden er gået, har vi gjort os en masse erfaringer, så da vi for lidt over et halvt års tid siden blev forældre til vores andet barn, var vi meget bevidste omkring, at der var ting, vi ville tage med os og gøre som sidst og andre som vi ville ændre markant på.

I tråd med den bekræftede tiltro til vores iboende instinkter som forældre, stødte jeg på et tidspunkt på en interessant person; den engelske fotograf Jimmy Nelson, der har gjort det til sin livspassion at samle visuel dokumentation af jordens mange stammesamfunds levevis for at viderebringe denne viden til os og fremtidige generationer.

I sit arbejde fandt han frem til nogle ligheder, der løber som en ubrydelig snor, mellem de mange forskelligartede samfund - nogle ligheder som jeg mener er værd at reflektere over, og måske i bedste fald tage til sig og inkorporere i en travl, hektisk og til tider egocentreret moderne hverdag.

Hvad han fandt var:

• Alle babyer får modermælk:
  Modermælk er den perfekt kombinerede kost til spædbørn og babyer og er unikt sammensat efter det enkelte barns behov, og det synes at være en ur-viden, da samtlige stammefolks babyer/børn ammes. I mange af de observerede samfund bliver børn ammet indtil de er 4-5 år gamle. De spiser når de er sultne, og måltiderne er derfor ikke skemalagt, som det ofte gør sig gældende i Vesten, og som ligefrem anbefales af bl.a. sundhedsplejersker.

• Børnene får konstant kropskontakt:
  Kropskontakt er lige så essentiel og livsvigtig som føde, væske og søvn - uden den, dør et spædbarn! I de observerede stammer er babyer (indtil kravlealderen, hvor de naturligt bevæger sig væk fra forældrene) i konstant kropskontakt med et andet menneske. De bliver båret af forældre, søskende eller andre stammemedlemmer fra solen står op til den går ned, og når natten falder på sover de op og ned af familiemedlemmerne.

• Babyerne græder aldrig, hvis deres behov for kropskontakt bliver mødt:
  Blandt stammefolk er det en intuitiv viden, at barnet har behov for kropsvarmen og kropskontakten for at trives, og når dette behov opfyldes forekommer ingen gråd.
  
  
• Der ammes efter barnets ønske:
  Når et barn er sultent, ammes det - om det er om dagen eller natten. Barnets ønske bliver mødt, og derfor høres sjældent gråd i et stammesamfund.

• Børn bliver båret:
  Stammefolk bærer deres børn i vikler eller på armen, hvilket giver dem den nødvendige tryghed, varme og sikkerhed. De ser verden fra de voksne perspektiv, og udvikles derved hurtigere til selvstændige og selvsikre individer. De voksne, der bærer i vikler, har desuden den fordel, at de har mulighed for at arbejde mens de imødekommer barnets behov.

• At sove sammen er en naturlig ting:
  Familierne sover sammen, hvilket giver nogle stærke og intense familiebånd, der igen resulterer i mere selvstændige børn. Nat-amningen bliver nemmere og både børn og voksne opnår derved en bedre søvn.
  Når det er koldt, opretholder de den optimale kropstemperatur ved at placere hænder og fødder ved hinandens skridt og armhuler.

• Forældreskabet deles samfundet imellem:
  At opfostre, opdrage og passe børnene er et kollektivt ansvar i stammerne - ansvaret ligger ikke kun på forældrenes skuldre.

• Der opdrages ikke med straf:
  Der hersker en stærk tro på, at et barn lærer af sig selv, og at denne læring sker hurtigst uden indblanding i den naturlige proces (så længe, at denne proces ikke indebærer fare for barnet).
  De anerkender og roser ved den positive adfærd frem for at lægge vægt på og straffe ved den uhensigtsmæssige adfærd.
  
  

Hvad fotografen fandt, vidner i min optik om en naturlig og dybtliggende sandhed - en menneskelig medfødt adfærd, som i den moderne verden er blevet fortrængt og undertrykt af behovet for mere bekvemmelige, praktiske og nødvendige løsninger så dagligdagen med børn kan harmonere med ønsket om en karriere og anden selvrealisering samt imødekomme de af samfundet opstillede kriterier for, hvordan man bør gøre.

Mange af lighederne stemmer godt overens med mine egne overbevisninger og bekræftede min allerede etablerede viden om de naturlige forældre-instinkter. Og selv om det ved første øjekast muligvis synes svært at leve i overensstemmelse med de otte ligheder i en moderne verden er det muligt, hvis man ønsker det - det er et spørgsmål om lyst og vilje.

Det handler om at række ud efter en underliggende visdom som alle er udstyret med fra naturens side, mærke en dybt klingende sang fra fordums tid, danse efter trommernes dundrende slag og turde folde urinstinkterne ud i en verden, der langt hen ad vejen synes styret af effektivitet frem for kærlighed.

At min mand og jeg deler samme overbevisninger om, hvad der er det vigtige i vores liv og familie, føler jeg mig utrolig heldig over - jeg ved, at det ikke er alle par, der er enige på ovenstående punkter/ønsker at leve på den måde og at der findes mange familiekonstellationer, som kan vanskeliggøre en sådan livsstil. 

Helt lavpraktisk er vi en familie, der lever i tråd med stammernes levevis ved, at vi sover sammen med vores børn, hud mod hud. Vores datter bliver ammet, når hun er sulten, søger tryghed eller blot hudkontakt - om det er dag eller nat - jeg følger ikke et skema, kigger ikke på klokken for at regulere eller kontrollere måltidernes hyppighed eller varighed. Er hun sulten om natten, rækker hun ud efter mig, og når hun er lagt til, falder vi hurtigt i søvn i tæt omfavnelse, og vores begges søvn forstyrres der ved minimalt.

Siden vores datters fødsel er barnevognen skiftet ud med en vikle/slynge, og vores erfaring har været, at hun herved får stillet sit behov for nærhed og tryghed, og vi er overbevist om, at den har stor del i, at hun er et utroligt nemt, roligt og gladt barn, der stort set aldrig græder og som nemt falder i søvn. Vi er himmelhenrykte over viklens fordele, vi anbefaler du selv finder en vikle der passer dig

Ydermere har vi været så privilegerede, at vi har haft/skabt muligheden for at have vores børn hjemme siden de blev født - godt nok har vi ikke én hel landsby i ryggen, men vi har fået den gave at være primær-voksne i vores børns liv, at opleve deres udvikling på nærmeste hold og at dele al tid sammen - på godt og ondt.

Vi forsøger at føre en anerkendende dialog med vores børn og hinanden, hvor man taler med hinanden, respekterer hinanden og lytter til hinanden; vores ord som forældre bliver til vores børns indre stemme.

I sidste instans tror vi på, at “leading by an example” er vejen frem, og at børn er som frø, der skal have næring, omsorg, kærlighed og trygge rammer for at kunne spire og sidenhen vokse sig til sit fulde potentiale.

Det være sagt, så mærker vi i stor grad rigtigheden i disse urgamle sandheder; og jeg vil på det kraftigste anbefale andre at prøve kræfter med ovenstående, da det for os har lettet hverdagen, givet en større ro og forenklede alt både tidsmæssigt, økonomisk og følelsesmæssigt.
Alt det, og meget mere, kan du læse mere om på vores blog.

 

Vi lever i en tidsalder og en verdensdel, hvor der er et stort fokus på det enkelte individ og hvor selvstændighed i den grad hyldes.

Det har grelle konsekvenser for vores børn. Ikke fordi der er noget som helst galt med selvstændighed, hvilket er en meget vigtig og naturlig ”evne” for alle mennesker. Men fordi vi kommer til at overføre vor tids selvstændighedsideal til vores børn i blinde, uden at tage deres udvikling i betragtning.
 
Det forårsager, at vi ofte kommer til at gøre ting, der modvirker vores børns selvstændighed og dermed vanskeliggør deres naturlige evne til at kunne klare sig i denne verden.
 
Selvstændighed er nemlig ikke noget der skal læres, men noget der udvikles helt naturligt. Ligesom det at kravle eller at gå.
 
Men hvordan støtter vi så bedst denne (selvstændige) udvikling?
 
Ved netop at fokusere på de ting, der i generationer er blevet udskældt for at gøre vores børns uselvstændige.