Find hjælp efter fødslen i dit område
Når en kvinde føder, fødes ikke kun et nyt lille menneske. Der fødes også en mor. At gå fra at være kvinde til at være kvinde og mor er måske den største forandring i en kvindes liv – og det gælder også, når man bliver mor igen.
Her kan du finde fagpersoner og tilbud, der kan støtte dig og din baby i den første tid – fra efterfødselstræning og babymassage til samtaler og behandling. Vælg dit område, og find hjælp nær dig.
Vores livssituation og identitet ændres drastisk, og vi skal til at lære at være i livet på en helt ny måde. Vi er forandrede.
Forsøg ikke at klare det hele selv, men tillad dig at fokusere på nærværet med dit barn og på at få så meget hvile som overhovedet muligt. Sov gerne selv, når dit barn sover til middag, frem for at bruge al tiden på at gøre rent og ordne praktiske ting.
Du er ikke en bedre mor, fordi du klarer alting selv. Det er en styrke at række ud og bede om hjælp. Kommuniker dine behov klart, og lad din familie og dine venner vide, at deres hjælp gør en forskel og er værdsat.
Det kan føles svært at finde tid til at lave mad til sig selv under barsel. Derfor bliver det for mange mødre ofte til et hurtigt stykke brød og en kop kaffe. Men din krop har i den grad brug for mad, der styrker og opbygger dig. Du kan finde en masse opskrifter på retter, der er lette at lave, og som giver dig den energi og næring, du har brug for: gryderetter, der har simret længe, gode olier, masser af grøntsager (gerne rodfrugter), æg, kød eller bælgfrugter samt vand og urtete i lange baner. Er du vegetar eller veganer, så husk B12. Spørg gerne din læge, jordemoder eller sundhedsplejerske, hvilke kosttilskud der er relevante for dig.
Vi lever i dag i et samfund, hvor effektivitet og målbare resultater fylder meget. Det kan påvirke den måde, vi tænker om os selv som mødre, og den måde vi møder vores børn på.
Det er vigtigt at være bevidst om dette, så du kan træffe et aktivt valg om, hvad der er vigtigt for dig. Lyt til dit moderinstinkt og din intuition. Hvad er dine vigtigste værdier, ønsker og drømme for dig og din familie?
Tilknytning kræver mental tilstedeværelse og nærvær. Dyrk nærværet mellem jer. Dit spædbarn er 100 % til stede i nuet. Babyer og små børn har ingen bekymringer, ingen bagtanker, ingen skjulte motiver. De agerer, som de føler, her og nu. Udnyt det, lad din baby vise dig, hvordan man er i nuet, og drop mobiltelefonen eller andet, der tager dig væk fra "jer", mens du sidder med din baby.
Vid, at din baby hurtigt bliver mæt af indtryk. Hvis du sidder med din baby og har en god kontakt, vil du kunne se, at når din baby kigger væk fra dit ansigt, er det, fordi den har brug for at fordøje indtrykkene. Vent, til barnet er klar til at genoptage kontakten mellem jer og kigger på dig igen.
Hvis vi ikke selv har fået opfyldt vores fysiske og følelsesmæssige behov som små, kan vores spædbørn vække en masse gammel smerte i os. Hvis vi tør omfavne de svære følelser, der dukker op, rumme vores børn igennem deres forskellige tilstande og være med dem i et kærligt nærvær, kan vi heale mange af vores egne tidlige sår og blive i stand til at forbinde os endnu stærkere til vores moderinstinkt.
Vores børn kan ikke selv regulere følelser. De er afhængige af, at vi responderer på dem og rummer dem. Vi hjælper vores børn med at udvikle et sundt nervesystem, et godt selvværd og følelsesmæssig modenhed gennem følelsesmæssig respons og fysisk kontakt.
Jo mere hud mod hud-kontakt vores spædbørn får, desto bedre. Det får de blandt andet, når vi ammer dem, når vi bærer dem (fx i vikle), og når vi har dem tæt på os – også om natten.
Mange nye mødre oplever, at der ikke altid er den tid og støtte i sundhedsvæsenet, som de har brug for – blandt andet til amning. Derfor er det en god idé, at du selv forbereder dig, søger information og finder ud af, hvor du kan få hjælp af kompetente og kærlige fagpersoner.
Mange forældre vælger at supplere sundhedsplejerskens og lægens hjælp med fx kraniosakral terapi, zoneterapi eller osteopati – for at skabe ro hos barnet eller hjælpe med uro, søvn og mave. Der er begrænset videnskabelig dokumentation for effekten, men mange familier oplever, at det giver ro og trivsel. Se det som et supplement, og kontakt altid sundhedsplejersken eller lægen, hvis du er bekymret for dit barn, fx ved eksem, vedvarende mavesmerter eller hvis barnet ikke trives.
Ammer du, og har din baby ofte ondt i maven, kan det være værd at se på, hvad du selv spiser, da nogle babyer reagerer på fx komælk i mors kost. Tal med sundhedsplejersken, før du udelukker fødevarer, så du stadig får den næring, du har brug for.
Mange nye mødre fortæller, at de bekymrer sig og føler sig som dårlige mødre, fordi deres barn er for tykt, for tyndt eller ikke kan kravle, rulle, gå eller tale så hurtigt som andre børn.
Det er svært ikke at blive påvirket af den store opmærksomhed på at måle og veje vores spædbørn. Men husk, at mange vigtige sider af barnets trivsel og sundhed ikke kan måles. Alle børn er forskellige og udvikler sig forskelligt, ligesom vi voksne.
Så prøv at stoppe op og lad være med at sammenligne dit barn med andres børn. Dit barn er unikt. Vid, at du er den bedste mor for lige præcis dit barn.
Efter en fødsel er vi mere sårbare end nogensinde, og samtidig står indgangen til vores kraft og intuition vidt åben. Det har stor betydning, hvordan vi bliver mødt i denne periode af vores liv, og vi er meget følsomme over for, hvordan de mennesker, der står os nært, agerer. Med den rette støtte og omsorg kan vi finde frem til kræfter og visdom, vi ikke vidste, vi havde adgang til.
Der er et ordsprog, der siger, at det kræver en landsby at opfostre et barn. I dag er de fleste forældre meget alene med deres små børn, og mange kvinder på barsel føler sig ensomme, når de går alene hjemme, mens partneren er på arbejde.
Prioriter at bruge din tid sammen med de venner og familiemedlemmer, der gør dig glad. Det er ikke vigtigt for dit barn, at de mennesker, du mødes med, har babyer på samme alder. Hvis du ikke har det godt i din mødregruppe, kan du måske finde andre på barsel at mødes med. Meld dig gerne ind i online-grupper, der inspirerer og løfter dig, og meld dig ud af dem, hvor der er en dårlig tone.
Det er et stort skridt for parforholdet, når man bliver forældre sammen. Fra at have været kærester er I pludselig blevet forældre med et helt andet fokus end hinanden.
Det kræver meget af jeres evne til at samarbejde, give plads og være overbærende og kærlige over for hinanden, når det hele kører på pumperne, som det jo gør i den første tid – indtil det langsomt bliver nemmere igen.
Det er vigtigt at prioritere at være noget for hinanden og arbejde sammen som et forældreteam, så I ikke ender i den typiske fælde, hvor sårbarhed, skuffelse og udmattelse bliver til bebrejdelser. Tal om tingene, giv hinanden plads til at gøre tingene forskelligt, og til at komme ud og blive tanket op – sammen og hver for sig.
Følelser som magtesløshed, overvældelse, skyld og skam er noget, mange mødre kæmper med. Forskellige former for efterfødselsreaktioner i forskellige grader er langt mere almindelige, end du måske tror – og fædre kan også få en efterfødselsreaktion.
Nogle gange tager reaktionerne overhånd, og så er der brug for ekstra hjælp og støtte, fx gennem samtaler med en psykolog. Der er meget, man kan gøre for at forebygge og behandle en efterfødselsreaktion, og jo tidligere man får hjælp, jo bedre.
Søg hjælp, hvis du har det svært
Føler du dig nedtrykt, angst eller ude af stand til at glæde dig over noget i mere end et par uger, så tal med din sundhedsplejerske eller egen læge. Det er almindeligt, og der er god hjælp at få.
Der er mange måder, du kan støtte dit barns motoriske og musikalske udvikling og kropsbevidsthed på. Der findes et bredt udvalg af gode aktiviteter for de helt små, blandt andet babysvømning, babyrytmik, sang og musik. Der findes også kurser i babymassage, akupressur og zoneterapi, hvor du kan lære at støtte dit barns velvære gennem rolige tryk og berøringer.
Det er vigtigt ikke at stresse kroppen med hård træning efter en fødsel. Det er også en god idé at huske, at målet ikke bør være at få din gamle krop igen. Din krop er en anden og kan noget andet nu. Hvad enten du melder dig til efterfødselsyoga, træning med barnevogn i naturen eller noget helt tredje, så vær opmærksom på, at instruktøren er veluddannet i træning efter fødsel. Mange efterfødselshold fungerer også som et fællesskab, hvor du kan dele dine tanker, bekymringer og glæder, samtidig med at du tager dig af din krop.
Camilla Willumsen, Moderskaber.dk