Du er her:min barsel»Nyheder»Kvinder der føder ved kejsersnit skal tilbydes genoptræning
torsdag, 07 marts 2024

Kvinder der føder ved kejsersnit skal tilbydes genoptræning

Skrevet af 

I Danmark kommer ca. hvert 5. barn til verden ved hjælp af kejsersnit. Selv om et kejsersnit er en omfattende operation findes der ingen form for offentlig organiseret genoptræning efter et kejsersnit. Nu mener flere af Folketingets sundhedsordførere, at der skal indføres offentligt finansieret genoptræning til kejsersnitsmødre.


Et kejsersnit er en omfattende operation. Når en kvinde føder ved kejsersnit, går selve snittet gennem syv forskellige vævslag i kroppen for at komme ind til barnet; nemlig huden, fedtvævet, bindevævet, muskelsenerne, bughinden, livmoderen og til sidst fosterhinden.

"Det er paradoksalt, at nybagte mødre efter så stor en operation bliver udskrevet uden anden vejledning end en formaning om ikke at løfte for tungt i x antal uger. Ved andre større operationer bliver folk udskrevet med en genoptræningsplan og tilbud om fysioterapi. Kvinder, der har fået kejsersnit, bliver bare overladt til sig selv. Det er ikke i orden". Sådan siger Mie Ryborg-Larsen, der er presseansvarlig i foreningen Forældre og Fødsel, som  blandt andet står bag et borgerforslag, der går ud på at sikre fødendes rettigheder. 

Ifølge Mie Ryborg Larsen er det foreningens klare opfattelse at det er decideret organiseret genoptræning på hold, - gerne i kommunalt regi, der er vejen frem.

"I dag må kvinderne selv finde vej i junglen af private genoptræningstilbud, og det er ikke alle, der har økonomiske ressourcer eller mentalt overskud til at komme i gang med genoptræning, når de selv skal stå for det. Det skaber en ulighed, som vi ikke kan være bekendt i det danske velfærdssamfund", siger Mie Ryborg-Larsen.


Som det er nu, beslutter hvert enkelt fødested selv, hvordan det tilrettelægger sit tilbud for fødende, uanset om kvinderne har født vaginalt eller ved kejsersnit og her er det, at foreningen Forældre og Fødsel håber, at det kan blive en del af de rettigheder, som politikerne nu er i gang med at forhandle om det konkrete indhold og finansieringen af. 

Kommunernes Landsforening henviser til, at alle mødre der har været igennem et kejsersnit, akut eller planlagt, kan blive henvist til kommunal genoptræning gennem lægen, men de vil ikke udtale sig om genoptræningshold for kejsersnitsmødre kunne være en del af en fremtidig kommunal opgave. 

Kilde: https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art8273839/Kejsersnitsm%C3%B8dre-f%C3%A5r-ingen-genoptr%C3%A6ning