Vi kender det selv. Når vi eksempelvis spørger vores partner, kollega eller et andet nærtstående menneske, om de vil gøre noget for os. De siger tilsyneladende ja. Men der er noget i det ja, der ikke overbeviser os. Så vi spørger igen:

Så når vi siger ja til at læse den ekstra godnathistorie, til en ekstra kiks, til at lege, mere tv – og vi egentlig mener nej, så bliver det krævende for vores børn at være sammen med os. Og ikke mindst krævende for os at være sammen med dem.

Børn vil gerne vide, hvem de er sammen med, og de går hele tiden efter den ægte vare. Så når børn mærker uoverensstemmelsen hos os, vil de udfordre os indtil, der er overensstemmelse. Det gør de ved at plage og klage.

En adfærd, vi før i tiden har kaldt grænsesøgende. I dag ved vi, at den kamp handler om at finde ud af, hvem deres far og mor er.

 

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

- Læs mere om bogen her.

 

 

Vi er alle født med evnen til at være indfølende og nærværende, men en travl hverdag med stress og dårlig samvittighed er noget af det, som modarbejder vores naturlige evne til at kunne være nærværende. Derfor er det bedste vi kan gøre for vores børn at skabe nogle åndehuller i hverdagen, hvor vi leger sammen, er sammen og slapper af, så vi kan lande i os selv.

Hvorfor åndehuller? 

Når vi fokuserer på at være nærværende i samtalen og legen med vores børn, kræver det, at vi lægger opdragerrollen på hylden som forældre og møder børnene som de mennesker, vi er. Det i sig selv er godt givet ud, da vi ved at børn trives allerbedst med forældre, der har det godt med sig selv og tør vise hvem de er. Det er ganske simpelt trygt selskab - og det er tit også meget sjovere at være voksen på den måde.

En anden grund til at skabe åndehuller af kontakt og nærvær, er at vi ved, fra hjerneforskningen, at vi er koblet på hinandens nervesystemer, og at vores børn regulerer deres nervesystem i vores, så når vores nervesystem er i ro, vil vores børns nervesystem justere sig derefter – og naturligvis også omvendt.
 

Hvordan skaber vi åndehuller? 

De fleste børn har brug for at omstille sig fra institution til hjem uden så mange ord. Det kender mange af os også fra os selv.

En blød overgang kan derfor være at slænge sig på sofaen sammen eller på gulvet og starte med at lave ingenting – andet end at ligge sammen, ved siden af hinanden og måske nusse dit barns fødder, ansigt, ryggen eller hovedbunden til roen sænker sig, og du kan høre åndedraget bliver dybere.

Fysisk berøring er en genvej til at berolige vores børn og vores eget nervesystem – og jo yngre børn er, jo mere har de brug for fysisk berøring fra os.

 

Børn gør som vi gør, ikke som vi siger

Vi ved det godt og derfor kan det være en god ide at skabe en ramme og struktur i hverdagen, der sikrer åndehuller, leg og eventyrlighed.

Samvær og fællesskabsfølelse gør livet til en fryd, og hvad mange ikke ved er, at følelser smitter. Når vi giver vores børn vores ro og nærvær, gør vi dem trygge og mere rolige. På den måde vil vi også sjældnere opleve børn som er plagende, klagende, krævende, eller som kravler på væggene.

Jo mere nærværende vi er som forældre, jo mindre skal børn arbejde for at få det allervigtigste, de har brug for fra os, hvilket netop er vores nærvær og kontaktfuldhed.

Når vi skaber åndehuller af leg, ro, nærvær og samvær, giver det ro hos os alle sammen. En bonus kan også være, at der heller ikke er så meget efterspørgsel på telefoner, computer eller iPads.

Den vigtigste relation i familien er parforholdet. Det gælder også, når far og mor lever adskilt. Alligevel er det sjældent parforholdet, vi prioriterer højest. Men det er det vand, der flyder mellem mor og far, som børnene svømmer i.

Så hvad der ligger her af næring, glæde, beundring, foragt, skænderier, ophobede konflikter, manglende nærvær, bitterhed og længsler bliver til det rum vores børn vokser op i og tager til sig på godt og ondt. 

Nogle gange er der uendelig langt fra det, vi siger – til det, vi egentlig mener og ville sige, hvis vi ellers formåede det. Det er en kløft, som der er stor gevinst i at gøre mindre for at kunne komme tættere på os selv og vores partner.
 
Det falder os ikke altid naturligt at være tydelige omkring, hvad vi vil og ikke vil. Heller ikke i relationen til vores partner. Derfor kan vi tit høre os selv kommunikere det stik modsatte af, hvad vi ønsker:

Vi vælger at være tavse, når vi vil have kontakt, vi råber og bebrejder den anden, når vi er kede af det og gerne vil holdes om, vi siger ”der er ikke noget”, når der i den grad ER noget, vi kritiserer, selvom vi gerne vil sige noget pænt – og vi siger ja med et smil, selvom vi mener nej.
 
I de situationer er vi sjældent helt klar over, hvad det er, vi gør, og hvad der er i gang imellem os. Vi mærker blot, at der er dele af vores samspil, der gør os urolige, utilfredse, kede af det og vrede – og det bliver til en oplevelse af, at vi har problemer med at blive forstået og forstå vores partner. 

Små børn vil allerhelst være sammen med deres mor og far. Sådan er det bare. Det er ikke altid muligt at opfylde det ønske hos dem, fordi vi som forældre også vil noget andet. Derfor kommer vores børn i institution. Det betyder, at vi næsten hver dag skal sige farvel til hinanden.

Når jeg afleverer min datter i børnehave, vil hun gerne vinke farvel med en pædagog. Hvis jeg spørger hende: "Hvem vil du vinke farvel med?" Svarer hun altid: "Dig."

Av. Jeg får et stik i hjertet. Hver gang.

Det tror jeg mange forældre gør, når de skal aflevere deres børn. For at undgå smerten og barnets gråd, forsøger vi at få det hele hurtigt overstået. Måske sender vi barnet i armene på en pædagog og møder dets grædende ansigt med et akavet smil og en febrilsk vinken, mens vi bedragerisk siger: "Mor kommer lige om lidt igen.". Eller vi gør barnet forkert og siger: "Hvad hyler du for? Vi ses jo lige om lidt igen. Hvorfor skal det være sådan hver morgen? Hold nu op med det hyleri." Og giver det ansvaret, når vi siger: "Slip mig nu, jeg kommer for sent, hvis jeg ikke går nu.". Måske er vi i tankerne allerede på arbejdet, og på den måde kunne vi lige så godt lade vores barn gå alene til institutionen, for det føles lige så tomt at være sammen med os.

Vi gør afskeden mere smertefuld ved ikke at få sagt ordentlig farvel.

Hvad vil det sige at tage ordentlig afsked?

For børn er det vigtigste ikke at få deres vilje, det vigtigste er at få lov at have det, som de har det. Og netop dét, har vi ofte sværest ved at give dem. Hvis vi vil øve os i den kunst, handler det om at acceptere, at følelser er, som de er – og vide, at de hurtigere falder til ro, når de bliver mødt med anerkendelse frem for afvisning. Det gælder for børn såvel som voksne.

Forleden morgen i børnehaven, da min datter sagde: Dig. Og hendes hage hang helt nede på brystet, tog jeg hende over på mit skød.

– Nu bliver du ked af, at jeg skal gå (pause). Kom, lad os få sagt ordentlig farvel, sagde jeg og krammede hende.

Vi sad lidt sådan og derefter gav jeg hende stille og roligt til en pædagog og gik.

Det er sådan, jeg anerkender min datters ønske om, at jeg skal blive. Selvom hun ikke kan få det, som hun gerne vil, får hun ikke en oplevelse af at være forkert eller besværlig. Tværtimod. Hun får en oplevelse af sig selv som meningsfuld. Det er i orden at ville have, at ens mor skal blive, og det er i orden at blive ked af det, når man ikke kan få det, som man gerne vil have det – og det gør det nemmere for hende at slippe mig og sige farvel. For når vi accepterer vores børns følelser, bliver det nemmere for dem selv at acceptere dem.

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

Og nej, - det kan godt være det aldrig bliver sjælens dybe ønske at lave LEGO eller lege med Barbie, men så må vi finde ud af, hvad der kan være meningsfuldt i situationen. Finde det, der kan nære vores nu.

Gå til nuet med en nysgerrig og anden måde end ved at falde i automatgearet eller i vågen søvn. Det er alligevel så røvsygt at være i den tilstand.
Så når du ... hvis du ...sidder her eller der, hvordan vil du så være her?

Tag stilling. Bare det bringer livet mere ind. Din måde at gå til livets øjeblikke, alle øjeblikke, bliver på sigt dine børns måder.

Der er masser af ting vi ‘skal’ i det her liv. Vi ‘skal’ gå i skole, som forælder ‘skal’ vi mange gange dagligt lave noget, vi ikke synes er sjovt eller endda virkelig kedeligt.

Men vi har altid et valg.
Ingen siger du skal gå på legepladsen, hvis du ikke vil. - For at stå på en legeplads og klø sig i skægget og ligne en, der har lyst til forsvinde fra jordens overflade er ikke fedt for nogen. Dit barn kan mærke, hvordan du har det. Måske det er bedre at lade være så.
Find på noget andet, hvor du kan være til stede.

Bevidstheden om os selv, og hvad vi gør, øger det ansvar, vi tager for os selv og dermed andre. Når vi ser os selv klart giver det os flere muligheder.

Da vi ved at børn gør som vi gør, og ikke som vi siger, - bliver den afgørende faktor, i forhold til at gøre dem robuste og livsduelige, at starte med os selv. 
Din måde at gå til livets øjeblikke, alle øjeblikke, bliver på sigt dine børns måder.

Måltidet handler alt for ofte om, hvad vores børn spiser, og hvordan de spiser. Vi glemmer det vigtigste: Stemningen – og hvordan vi har det. 

Måltidet i familien kan hurtigt komme til at handle om andet end mad. Alt, hvad der er af små konflikter, sårede følelser eller ubalancer i familien lander ofte på middagsbordet.
 Så middagsbordet er et godt sted at tage temperaturen på sin familie og få svar på, hvordan har vi det egentlig sammen for tiden? 

Når vi krydrer følelserne fra dagen med forventningerne om, hvad der er sundt og godt at spise, hvor meget og hvor lidt, samt hvordan vi skal spise, helst pænt og mens vi sidder stille, er der alt for mange forventninger, værdier og behov i spil.

Det er næsten dømt til at fejle på forhånd, og derfor bliver det ofte svært for både børn og voksne at nyde måltidet og al den mad, vi har brugt tid på at lave. 

Spørgsmålet:

”Hvordan vil vi gerne have det, når vi sætter os til bords?”

– er derfor relevant at stille sig selv.
 
Måltidet er ofte et sted, hvor børn udtrykker mistrivsel ved ikke at ville spise, ikke gide at snakke eller sidde ved bordet ret længe. Når børn lukker munden i eller ikke vil sidde med ved bordet, er det tid til at lytte efter og tænke grundigt over, hvad der kan være grunden til, at barnet føler, det er nødt til at gøre sådan.

Det er nemlig et signalflag.

Der kan være mange grunde til, at børn ikke vil spise eller deltage i det fælles måltid. Nogle af dem kan findes i alt det, der ofte bliver sagt rundt om bordet til børn fx:

"Sæt dig så op. Sid nu stille. Ti stille, når vi spiser. Tag det nu roligt, du skal nok få. Hold så op med at skændes ved bordet. Lad være med at snak med mad i munden. Må vi andre også få lov at være her? Smag nu lige på det, før du siger, at du ikke kan lide det. Hvorfor kan du ikke sidde stille bare et øjeblik? Spis lige en kartoffel mere. Hvis du ikke spiser op, så får du ingen dessert. Det er da utroligt, at man ikke kan få lov at spise sin mad i ro. Hvor tror du, du skal hen? Du skal ingen steder, før du har spist op. Hvad hedder det, når man går fra bordet? "
 
Når vi som forældre bliver så optaget af hvad, hvor lidt/meget og hvordan vores børn spiser, glemmer vi at se og høre, hvordan barnet har det lige nu. Vi glemmer også os selv, og hvordan vi egentlig gerne vil have det, mens vi sidder, denne ene gang om dagen sammen med vores familie. Vi glemmer relationen.
 
”Måltidet er ikke det rette sted at opdrage og ændre sine børn. Som voksne ved vi selv, hvor ubehageligt det er at blive stirret og rettet på, mens vi spiser. Vi mister både appetitten og lysten til at være sammen med den, der gør det.”


Hvorfor gør vi det egentlig?

Fordi vi bliver automatiserede. Vi får ikke rigtig mærket efter og lyttet til, hvad vi selv siger, og hvordan det må være at høre på. Vi kopierer ofte blot det, vi selv fik af vide som børn omkring middagsbordet.

Derfor er det så værdifuldt for familien at give det fælles måltid et eftersyn og få spurgt os selv om de omstændigheder og holdninger, der sætter rammen om det fælles måltid overhovedet skaber nogle betingelser, der giver os lyst til at spise? Eller om vi i højere grad mister appetitten?

 Er det med andre ord rart at sidde om middagsbordet hjemme hos jer? 

Og hvad skal der eventuelt justeres på?

Mange af vores klienter og kursister i Family-lab kommer med et ønske om at blive bedre til at kontrollere deres vrede, fordi den løber af med dem. Især i relationen til deres nærmeste.

Ligesom børn regerer voksne også der, hvor vi føler os tryggest – de ansigter og følelser vi viser vores familie, ser vores venner eller kollegaer sjældent eller aldrig. Sådan er det.

Følelser er vigtige og skal tages alvorligt. De er signaler om, at der er noget, vi skal være opmærksomme på. Tage os af. Men følelser frakoblet fornuft løber nemt løbsk.

Når følelserne får lov at regere på egen hånd, er vi ude i hovedløs gerning.

Prisen er ofte moralske tømmermænd. Skyld og skam. Fordi vi ikke fik handlet i overensstemmelse med sådan, som vi gerne ville, og fordi vi i vredens rus fik skadet vores omgivelser.

Måske lover vi under oprydningsarbejdet vores børn og partner, at det ikke vil ske igen. At vi nok skal styre os fremover.

Men vi kan ikke bare fjerne noget uden at sætte noget nyt i stedet.

Så hvad kan vi sætte i stedet?

Sådan opdrager vi vores børn til at blive egoistiske - Selvom vi egentlig ønsker det modsatte; at gøre dem ansvarlige mennesker og medmennesker.
 
 
"Det er du selv ude om", hører vi ofte forældre svare deres børn, når de søger trøst:


    •    fordi, de faldt ned fra den stol, hvor de for lidt siden sad uroligt
    •    fordi, de tabte deres is på jorden
    •    fordi, de fik én på kassen af storebror, da de tog hans Lego
    •    fordi, de kom for sent i skole
    •    fordi, de fik dårlige karakterer
    •    fordi, de mistede det stykke legetøj, de havde med i institutionen
    •    fordi, skærmen på iPaden er blevet et mosaikstykke

osv.

Vi gør det sikkert, fordi vi gerne vil lære dem at tage konsekvensen af deres handlinger. På denne måde gør vi dem ansvarlige, tænker vi måske.

I min optik er konsekvenspædagogik på denne måde rå og benhård. Og det er de egenskaber og kompetencer, vi lærer vores børn på gennem denne opdragelse; at være benhårde og rå over for sig selv – og andre.

For når vi lærer, at vi selv må bære skylden og ansvaret for vores handlinger, lærer vi også, at det samme gælder for andre; de må klare sig selv, det er deres egen skyld, det har ikke noget med mig at gøre.

Man er sig selv nærmest.

Det er sådan, vi opdrager børn til at blive egoistiske
 
Jeg mener ikke, at noget menneske i alle situationer kan overskue konsekvensen af sine handlinger og bære ansvaret for dem – og slet ikke børn.

Men presser vi dem alligevel til det, så kan de udvikle en overdreven skyldfølelse og blive bange for at handle = lav selvfølelse (også kaldet lavt selvværd).
 
Nu tænker du måske:

Skal børn så slet ikke mærke konsekvensen af deres handlinger?

Jo, men det gør de også hele tiden – for børn er i en konstant læringsproces. Hver eneste dag oplever de, hvordan deres handlinger har konsekvenser (ligesom vi voksne gør): 

• De balancerer på en kant og falder ned.
• De leger med vand og bliver våde.
• De dominerer en leg og oplever, at de andre ikke vil lege med.
• De lyver og opdager, at løgnen er tung at bære.
• De lader være med at lave lektier og oplever, at det ikke er sjovt at komme uforberedt.
• De afviser legen med bedstevennen og erfarer, at det ikke er sjovt at være alene.
• De stjæler en opgave fra nettet og bliver opdaget.

Børn lærer som forskere, de eksperimenterer hele tiden.

Det er herigennem, at de gør deres erfaringer, men vi afbryder tit denne erfaringsdannelse med vores bedrevidenhed, skældud, kritik, bebrejdelser og på den måde lander skyldfølelsen i dem i stedet for erfaringen.
 

 
Når børn rammes af deres virkelighed, styrker vi dem ved at trøste dem. Det er sådan de finder modet til at forsætte og deres nyvundne erfaring får ro til at bundfælde sig.

For tænk lige over det engang, hvis du havde kvajet dig og din partner sagde:

"Det er du selv ude om".

Gør det dig mere ansvarlig? Eller får du lyst til at sige f**k dig!

På den måde er der ikke forskel på voksne og børn.

Der er mange eksempler på, hvordan vi gennem vores opdragelse af børn opnår præcis det modsatte af det, vi egentlig vil.

Fx når vi siger "Op igen, det gjorde ikke ondt" eller "Så slemt er det da heller ikke", hvor vi forsøger at styrke og ruste vores børn til livet.

Men den form for opdragelse svarer til at hive i en blomst for at få den til at gro. Børn og voksne bliver stærke ved at få lov at have det, som de har det. På den måde vokser de nemlig op med en stærk fornemmelse af sig selv – og det er den stærke fornemmelse af os selv, mange af os mangler – og derfor kan have svært ved at navigere i livet.

Fordi vores opdragelse og samspil med børn i dag er forældet grundet den forskning, der er blevet tilgængelig for os de sidste 40år, kan vi ikke længere gentage den opdragelse, vi selv fik – det betyder også, at vores uddannelse i relationskompetence er blevet populær for forældre – og ikke kun fagfolk. 

Det er tonen, der skaber fundamentet for samspillet mellem forælder og barn – og mellem os voksne. Tonen nedtrapper og optrapper konflikterne og skaber nærvær og afstand mellem os. 

 
Det sker ofte helt ubevidst for os, hvilket kan efterlade os magtesløse og uforstående i samspillet med vores børn og andre voksne.

Derfor bliver det væsentligt at lære skelne mellem det, vi siger – og måden, vi siger det på.

Selvom vi benytter os af de 'rigtige ord', kan betydningen nemt blive udhulet af den tone, vi har fx:
 

• Jeg hører, hvad du siger, men det kan ikke lade sig gøre.
• Jeg kan godt forstå, du ikke vil, men det skal du altså.

De to eksempler formidler ikke forståelse, som ordene forsøger at give indtryk af, og det vil få frustrationen til at stige i barnet og enhver voksen, fordi det ikke føler sig hørt. 

Det er vores erfaring i Family-lab, at mange forældre ikke er opmærksomme på, hvor afgørende lyden af deres ord er. De opdager ikke, at det er deres egen tone, der optrapper konflikterne - og ikke børnene.  

De allerfleste af vores kursister og klienter siger, at det, der virkelig skabte forandring hjemme hos dem og fik samspillet til at glide lettere i familien, var, da de blev opmærksomme på deres tone og formåede at ændre den. 
 

"Droppe opdragelsen?
Nej, det er jeg nu alligevel ikke sikker på jeg vil"  

-sagde en ung herre forleden, da vi fortalte at vi har et familieterapeutisk institut, baseret på forfatteren Fie Hørbys bog 'Drop opdragelsen' og et teoretisk fundament der hviler på 3 søljer; det eksistentialistiske, det psykodynamiske og det somatiske felt. 

Udover at være forfatter til bestselleren 'Drop opdragelsen' er Fie Hørby også underviser og fagligt ansvarlig på Blackbird Institute, som sammen med uddannelser i relationskompetence og famileterapi, nu også tilbyder workshops, kurser og foredrag for forældre, om børn og unges trivsel.  

Men hvad er det egentlig Fie Hørby mener vi skal droppe, når hun siger at vi skal droppe opdragelsen?

Det er at vi skal:

Droppe opdragerrollen og være os selv. 

Kort sagt.

Den måde mange af os traditionelt opdrager på, har nemlig ofte et 'opdrageransigt' og en 'opdragerstemme'.
Vi påtager os en rolle, som vi taler ud fra, i stedet for at tale ud fra os selv.

Det gør at vi kan finde på at sige ting som:

”Hvis du ikke spiser op, bliver du aldrig stor og stærk”.
”Hvis man ikke spiser sin mad, kan man heller ikke få dessert”,
”Man skal yde for at kunne nyde”
”Sådan taler man ikke til sin lillebror. Du er den store, så må du også opføre dig som en, ikke?”
"Hvis ikke du lærer at regne, kan du ikke få et arbejde og så kan du ikke klare dig selv når du bliver voksen"
Man kan ikke bare aflyse en aftale. Når man først har sagt A, så må man også sige B"

Tænk evt. over, et øjeblik:  Hvad siger du selv til dine børn, på den måde?

Når vi tænker og taler sådan, så er vi med til at skabe en ensretning og rigiditet, som ikke giver plads til individualitet.
Det er alle upersonlige normer, som det er nødvendigt at tage personlig stilling til som forældre, for vi taler hér ud fra en rolle med en stemme, der tilhører én eller flere fra vores fortid (vores egne forældre) – og den stemme er ikke vores egen.

Det vi i stedet, og med fordel kan gøre, er at tænke over hvad vi egentlig ønsker at sige, når vi bruger den slags standardiserede formuleringer?

I Blackbird Institute arbejder vi med at finde ressourcerne i det vi siger, gør og er.
I stedet for at slå os selv i hovedet med det der ikke fungerer, så lad os kigge på det der virker. Lede efter hvad vi kan sætte i stedet. 

Det, synes vi, er mere interessant at finde ud af – og gøre, i stedet for.

F.eks kan du sige:
”Jeg vil ikke have, du får dessert, når du ikke har spist aftensmad”
”Jeg vil gerne have, du tager ud af bordet, inden du sætter dig ind og hygger dig”
"Jeg vil gerne have at du tager med til den fødselsdag i dag"
"Jeg vil gerne have at du laver dine lektier"

Det er sådan, vi finder ind til et personligt sprog, hvor vi mere oprigtigt udtrykker, hvem vi er, og hvad vi står for, frem for at gemme os bag forældede normer og fortidens stemmer, som tager afsæt i det gamle børnesyn.

Ud fra dette nye perspektiv lærer vi i højere grad også os selv at kende og får muligheden for at danne vores eget børnesyn og stemme. Meget enkelt kan man sige:
 

Vær dig selv og tal personligt.
Så er det meget nemmere for dine børn at samarbejde og høre hvad du siger.