Sådan opdrager vi vores børn til at blive egoistiske - Selvom vi egentlig ønsker det modsatte; at gøre dem ansvarlige mennesker og medmennesker.
"Det er du selv ude om", hører vi ofte forældre svare deres børn, når de søger trøst:
• fordi, de faldt ned fra den stol, hvor de for lidt siden sad uroligt
• fordi, de tabte deres is på jorden
• fordi, de fik én på kassen af storebror, da de tog hans Lego
• fordi, de kom for sent i skole
• fordi, de fik dårlige karakterer
• fordi, de mistede det stykke legetøj, de havde med i institutionen
• fordi, skærmen på iPaden er blevet et mosaikstykke
osv.
Vi gør det sikkert, fordi vi gerne vil lære dem at tage konsekvensen af deres handlinger. På denne måde gør vi dem ansvarlige, tænker vi måske.
I min optik er konsekvenspædagogik på denne måde rå og benhård. Og det er de egenskaber og kompetencer, vi lærer vores børn på gennem denne opdragelse; at være benhårde og rå over for sig selv – og andre.
For når vi lærer, at vi selv må bære skylden og ansvaret for vores handlinger, lærer vi også, at det samme gælder for andre; de må klare sig selv, det er deres egen skyld, det har ikke noget med mig at gøre.
Man er sig selv nærmest.
Det er sådan, vi opdrager børn til at blive egoistiske
Jeg mener ikke, at noget menneske i alle situationer kan overskue konsekvensen af sine handlinger og bære ansvaret for dem – og slet ikke børn.
Men presser vi dem alligevel til det, så kan de udvikle en overdreven skyldfølelse og blive bange for at handle = lav selvfølelse (også kaldet lavt selvværd).
Nu tænker du måske:
Skal børn så slet ikke mærke konsekvensen af deres handlinger?
Jo, men det gør de også hele tiden – for børn er i en konstant læringsproces. Hver eneste dag oplever de, hvordan deres handlinger har konsekvenser (ligesom vi voksne gør):
- De balancerer på en kant og falder ned.
- De leger med vand og bliver våde.
- De dominerer en leg og oplever, at de andre ikke vil lege med.
- De lyver og opdager, at løgnen er tung at bære.
- De lader være med at lave lektier og oplever, at det ikke er sjovt at komme uforberedt.
- De afviser legen med bedstevennen og erfarer, at det ikke er sjovt at være alene.
- De stjæler en opgave fra nettet og bliver opdaget.
Børn lærer som forskere, de eksperimenterer hele tiden.
Det er herigennem, at de gør deres erfaringer, men vi afbryder tit denne erfaringsdannelse med vores bedrevidenhed, skældud, kritik, bebrejdelser og på den måde lander skyldfølelsen i dem i stedet for erfaringen.
Når børn rammes af deres virkelighed, styrker vi dem ved at trøste dem. Det er sådan de finder modet til at forsætte og deres nyvundne erfaring får ro til at bundfælde sig.
For tænk lige over det engang, hvis du havde kvajet dig og din partner sagde:
"Det er du selv ude om".
Gør det dig mere ansvarlig? Eller får du lyst til at sige f**k dig!
På den måde er der ikke forskel på voksne og børn.
Der er mange eksempler på, hvordan vi gennem vores opdragelse af børn opnår præcis det modsatte af det, vi egentlig vil.
Fx når vi siger "Op igen, det gjorde ikke ondt" eller "Så slemt er det da heller ikke", hvor vi forsøger at styrke og ruste vores børn til livet.
Men den form for opdragelse svarer til at hive i en blomst for at få den til at gro. Børn og voksne bliver stærke ved at få lov at have det, som de har det. På den måde vokser de nemlig op med en stærk fornemmelse af sig selv – og det er den stærke fornemmelse af os selv, mange af os mangler – og derfor kan have svært ved at navigere i livet.
Fordi vores opdragelse og samspil med børn i dag er forældet grundet den forskning, der er blevet tilgængelig for os de sidste 40år, kan vi ikke længere gentage den opdragelse, vi selv fik – det betyder også, at vores uddannelse i relationskompetence er blevet populær for forældre – og ikke kun fagfolk.
