Du er her:min barsel»Artikler»Samliv»Vidste du, at din tone afslører dig?

Vidste du, at din tone afslører dig?

Skrevet af 
Det er tonen, der skaber fundamentet for samspillet mellem forælder og barn – og mellem os voksne. Tonen nedtrapper og optrapper konflikterne og skaber nærvær og afstand mellem os. 

 
Det sker ofte helt ubevidst for os, hvilket kan efterlade os magtesløse og uforstående i samspillet med vores børn og andre voksne.

Derfor bliver det væsentligt at lære skelne mellem det, vi siger – og måden, vi siger det på.

Selvom vi benytter os af de 'rigtige ord', kan betydningen nemt blive udhulet af den tone, vi har fx:
 
  • Jeg hører, hvad du siger, men det kan ikke lade sig gøre.
  • Jeg kan godt forstå, du ikke vil, men det skal du altså.

De to eksempler formidler ikke forståelse, som ordene forsøger at give indtryk af, og det vil få frustrationen til at stige i barnet og enhver voksen, fordi det ikke føler sig hørt. 

Det er vores erfaring i Family-lab, at mange forældre ikke er opmærksomme på, hvor afgørende lyden af deres ord er. De opdager ikke, at det er deres egen tone, der optrapper konflikterne - og ikke børnene.  

De allerfleste af vores kursister og klienter siger, at det, der virkelig skabte forandring hjemme hos dem og fik samspillet til at glide lettere i familien, var, da de blev opmærksomme på deres tone og formåede at ændre den. 
 


Det er nemlig tonen bag vores ord, der gør stærkest indtryk. For tonen afslører os. Det er tonen, der mest ærligt afspejler vores sjæl, og det er den, børn lytter til.



Børns følsomhed over for tonen kan ses i dette eksempel med min datter Liv, da hun var tre år:


   -   Skal du have dit havfruekostyme på, når gæsterne kommer? spurgte jeg. 
   -   Ja. Hvad tænker du på? spurgte Liv. 
   -   Jeg spørger, fordi jeg helst vil have, du får kjole på, men det lyder som om, du vil være udklædt.
   -   Ja.
   -   Ok.


Min tone skal naturligvis signalere, at det vitterlig er ok. Ellers vil det ikke føles godt for Liv at gå mod mit ønske, hvis hun kan mærke en dobbelthed hos mig.

Mit indledende spørgsmål til Liv havde en skjult hensigt, der var forklædt som et spørgsmål. Hensigten var, at jeg gerne ville have hende i en anden kjole, men det sagde jeg ikke til hende.

Den lå mellem linjerne i den tone, jeg benyttede mig af, og det er den, Liv reagerede på, da hun sagde:


”Hvad tænker du på?”


Det gør mig opmærksom på min indirekte måde at tale til hende på, og det er noget snavs. Derfor får jeg rettet op og talt klart sprog til hende, så der er ren r*v at trutte i.

Børn forholder sig for det meste til det, vi ikke siger. Det gælder nu også voksne. Tonen skaber nærværet og ansvarsfuldheden – eller mangel på samme.

 
Det er som om, at vi i vores kultur ikke bliver holdt ansvarlige for tonen. Og det er der, vi så lægger alt det, vi ikke kan, tør eller vil sige. Men jo mere som henlægges i tonen, jo større distance bliver der mellem os.

 
                                                                     
                                                              * * *



Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - og bliv klogere på dig selv og dit barn


Læs mere om bogen her


Læs mere om: Family-labs grunduddannelse i relationskompetence 


 
Skrevet af