Min Barsel

Spørg jordemoderen, barselsregler, aktikler, graviditetskalender og meget mere
Du er her:min barsel»Artikler»Pædagogik»Hvem vil du vinke farvel med? Dig.

Hvem vil du vinke farvel med? Dig.

Skrevet af 
Små børn vil allerhelst være sammen med deres mor og far. Sådan er det bare. Det er ikke altid muligt at opfylde det ønske hos dem, fordi vi som forældre også vil noget andet. Derfor kommer vores børn i institution. Det betyder, at vi næsten hver dag skal sige farvel til hinanden.

Når jeg afleverer min datter i børnehave, vil hun gerne vinke farvel med en pædagog. Hvis jeg spørger hende: "Hvem vil du vinke farvel med?" Svarer hun altid: "Dig."

Av. Jeg får et stik i hjertet. Hver gang.

Det tror jeg mange forældre gør, når de skal aflevere deres børn. For at undgå smerten og barnets gråd, forsøger vi at få det hele hurtigt overstået. Måske sender vi barnet i armene på en pædagog og møder dets grædende ansigt med et akavet smil og en febrilsk vinken, mens vi bedragerisk siger: "Mor kommer lige om lidt igen.". Eller vi gør barnet forkert og siger: "Hvad hyler du for? Vi ses jo lige om lidt igen. Hvorfor skal det være sådan hver morgen? Hold nu op med det hyleri." Og giver det ansvaret, når vi siger: "Slip mig nu, jeg kommer for sent, hvis jeg ikke går nu.". Måske er vi i tankerne allerede på arbejdet, og på den måde kunne vi lige så godt lade vores barn gå alene til institutionen, for det føles lige så tomt at være sammen med os.

Vi gør afskeden mere smertefuld ved ikke at få sagt ordentlig farvel.

Hvad vil det sige at tage ordentlig afsked?

For børn er det vigtigste ikke at få deres vilje, det vigtigste er at få lov at have det, som de har det. Og netop dét, har vi ofte sværest ved at give dem. Hvis vi vil øve os i den kunst, handler det om at acceptere, at følelser er, som de er – og vide, at de hurtigere falder til ro, når de bliver mødt med anerkendelse frem for afvisning. Det gælder for børn såvel som voksne.

Forleden morgen i børnehaven, da min datter sagde: Dig. Og hendes hage hang helt nede på brystet, tog jeg hende over på mit skød.

– Nu bliver du ked af, at jeg skal gå (pause). Kom, lad os få sagt ordentlig farvel, sagde jeg og krammede hende.

Vi sad lidt sådan og derefter gav jeg hende stille og roligt til en pædagog og gik.

Det er sådan, jeg anerkender min datters ønske om, at jeg skal blive. Selvom hun ikke kan få det, som hun gerne vil, får hun ikke en oplevelse af at være forkert eller besværlig. Tværtimod. Hun får en oplevelse af sig selv som meningsfuld. Det er i orden at ville have, at ens mor skal blive, og det er i orden at blive ked af det, når man ikke kan få det, som man gerne vil have det – og det gør det nemmere for hende at slippe mig og sige farvel. For når vi accepterer vores børns følelser, bliver det nemmere for dem selv at acceptere dem.

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

Skrevet af