For Anja og Jesper er der ikke noget mere unikt end at sidde med deres nyfødte datter Esther i deres favn. Holde Esther ind til deres krop og mærke Esthers og deres puls synkronisere sig. Mærke nærheden og intensiteten der går op i en højere enhed. Den kontakt kan ikke erstattes af nogen, denne oplevelse eksisterer kun imellem Anja, Jesper og Esther.

I de mange første måneder af Esthers liv er hun tæt knyttet til Anja og Jesper og omgivet af dem konstant. Det er meget afgørende måneder hvor Esther er omgivet af kærlighed og får sine behov dækket. Disse spor sætter sig hos Esther og har betydning for hende. Det er i familien at Esther får viden om værdier og hvordan hun skal forholde sig til verdenen. Det er her hun erfarer hvad en tæt relation betyder.

De fleste børn i Danmark starter i en institution, og det er her Esther møder sådan en som mig. Jeg er pædagog og arbejder i vuggestue afdelingen i et børnehus. Mit arbejde består blandt andet i, at være med til at udvikle Esther så hun kan lære at hvile i sig selv på sigt. Esther har om noget brug for at få udviklet sit sprog, relationer, motorik og udvikle empati for sig selv og ikke mindst for andre børn. Sagt på en anden måde, så har Esther rigtig meget hun skal tillærer sig i de tidlige år af hendes liv. Det er hele Esthers fundament.

Jeg modtager børn som for første gang skal være adskilt fra deres forældre omkring 7-8 timer og andre flere timer om dagen. Nogen børn tager det let at skulle adskille sig fra sin mor og far, mens andre børn har det svært.

Når forældrene møder op i institutionen første dag med Esther, opstår der med det samme et arbejde, for at skabe den nære relation og tryghed til Esther og forældrene. Det er nu vi sammen skal opbygge og give Esther viden om de værdier der er i institutionen, og hvilke værdier familien har.

Læs også: Hvem vil du vinke farvel med? Dig

Anja sidder med Esther på skødet mens vi taler om hvordan barslen har været. Anja holder kærligt om Esther og Anja forsøger hele tiden at have øjen kontakt med mig, mens hun også har fokus på Esther. Esther sidder og følger nysgerrigt med i hvem jeg mon er, mens mor og far sidder og snakker.

Jeg smiler til Esther og tager forsigtig min hånd hen imod Esther for at sige Hej. Mine øjne er smilende og min stemme er lav så Esther ikke bliver bange for mig. "Hej, Esther" "hvor er du kommet hen?" Anja smiler til mig og smiler til Esther. Relationen mellem Esther, Anja, Jesper og mig er igang og nu handler det om, at vi skal have fokus på tryghed og tillid. 

Anja og Jesper kigger på hinanden. De virker lidt usikre og alligevel afklaret med hvad der skal ske. Vi taler om rutiner, mad, søvn og den nære kontakts vigtighed for en god start i Esthers nye hverdag. Anja og jesper skal nu til at vænne sig til ikke at være sammen med Esther hele tiden.

Når jeg arbejder som pædagog arbejder jeg hele tiden ud fra, at alle børn skal være en del af et fællesskab. Et fælleskab hvor Esther er en vigtig brik for at være lige så værdig som menneske som de andre børn. Esther skal kunne navigere i mange forskellige arenaer, og her har Esther om nogen brug for at hvile i sig selv.

Mit fornemmeste job er at fylde Esther med en stor portion selvværd, selvtillid og lære hende hvad empati er. Esther har hver dag brug for at blive set, hørt og rørt i form af kram for at mærke sig selv. Jeg skal som pædagog gå forrest og guide hende og børnene.

Små børn vil allerhelst være sammen med deres mor og far. Sådan er det bare. Det er ikke altid muligt at opfylde det ønske hos dem, fordi vi som forældre også vil noget andet. Derfor kommer vores børn i institution. Det betyder, at vi næsten hver dag skal sige farvel til hinanden.

Når jeg afleverer min datter i børnehave, vil hun gerne vinke farvel med en pædagog. Hvis jeg spørger hende: "Hvem vil du vinke farvel med?" Svarer hun altid: "Dig."

Av. Jeg får et stik i hjertet. Hver gang.

Det tror jeg mange forældre gør, når de skal aflevere deres børn. For at undgå smerten og barnets gråd, forsøger vi at få det hele hurtigt overstået. Måske sender vi barnet i armene på en pædagog og møder dets grædende ansigt med et akavet smil og en febrilsk vinken, mens vi bedragerisk siger: "Mor kommer lige om lidt igen.". Eller vi gør barnet forkert og siger: "Hvad hyler du for? Vi ses jo lige om lidt igen. Hvorfor skal det være sådan hver morgen? Hold nu op med det hyleri." Og giver det ansvaret, når vi siger: "Slip mig nu, jeg kommer for sent, hvis jeg ikke går nu.". Måske er vi i tankerne allerede på arbejdet, og på den måde kunne vi lige så godt lade vores barn gå alene til institutionen, for det føles lige så tomt at være sammen med os.

Vi gør afskeden mere smertefuld ved ikke at få sagt ordentlig farvel.

Hvad vil det sige at tage ordentlig afsked?

For børn er det vigtigste ikke at få deres vilje, det vigtigste er at få lov at have det, som de har det. Og netop dét, har vi ofte sværest ved at give dem. Hvis vi vil øve os i den kunst, handler det om at acceptere, at følelser er, som de er – og vide, at de hurtigere falder til ro, når de bliver mødt med anerkendelse frem for afvisning. Det gælder for børn såvel som voksne.

Forleden morgen i børnehaven, da min datter sagde: Dig. Og hendes hage hang helt nede på brystet, tog jeg hende over på mit skød.

– Nu bliver du ked af, at jeg skal gå (pause). Kom, lad os få sagt ordentlig farvel, sagde jeg og krammede hende.

Vi sad lidt sådan og derefter gav jeg hende stille og roligt til en pædagog og gik.

Det er sådan, jeg anerkender min datters ønske om, at jeg skal blive. Selvom hun ikke kan få det, som hun gerne vil, får hun ikke en oplevelse af at være forkert eller besværlig. Tværtimod. Hun får en oplevelse af sig selv som meningsfuld. Det er i orden at ville have, at ens mor skal blive, og det er i orden at blive ked af det, når man ikke kan få det, som man gerne vil have det – og det gør det nemmere for hende at slippe mig og sige farvel. For når vi accepterer vores børns følelser, bliver det nemmere for dem selv at acceptere dem.

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

Rigtig mange børn får alt for lidt voksenkontakt i vuggestuen. 

Det udtaler forsker Ole Henrik Hansen, ph.d.-stipendiat på DPU, Aarhus Universitet, i et interview til Politiken.

Ole Henrik Hansen er i øjeblikket i færd med at lave en afhandling om det 0-3-årige barn i vuggestuen og dets relation med de voksne, med særligt fokus på sprogudvikling. Han har lavet observationer, hvor små børn får 15 minutters voksenkontakt på en hel dag. En gang har han endda observeret en 14 måneder gammel dreng være alene i fem kvarter, uden at nogen voksne kontaktede ham.

 

Børn indordner sig

Sådan ser mange danske børns virkelighed ud i vuggestuen, mener han, og fortsætter: ”Nogle gange kan jeg næsten ikke holde ud at lave de her observationer i vuggestuerne, for det er seriøst trist. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at børn indretter sig. Du kan udsætte børn for næsten hvad som helst, så indordner de sig, men de går rundt som små zombier, som bare venter på at blive hentet. Det er så forkert”.

Mange gange bliver børnene også hentet sent, og det betyder, at der heller ikke er den store voksenkontakt, når de komme hjem, hvilket gør problematikken endnu værre."Vi får nogle sårbare, ulykkelige børn af det her. Det er ikke tilfældigt, at man de sidste ti år har set langt flere børn med opmærksomhedsproblemer. Den slags problemer skyldes især manglende opmærksomhed i den tidlige barndom”, siger Ole Henrik Hansen. Læs f.eks hans bog Det ved vi om - Betydningen af voksen-barn-kommunikation

 

Flere ting på spil

Ifølge Ole Henrik Hansen handler det om flere ting. Dels om normeringerne, men det handler endnu mere om at bruge ressourcerne bedre og organisere pædagogikken mere hensigtsmæssigt:

”Uddannelse og videreuddannelse og langt bedre, mere udfordrende og indsigtsfuld ledelse, så man kan skabe den struktur, der er nødvendig, for at børnene kan udvikle sig.

Det handler om, at pædagogerne skal være veluddannede, men også om, at de skal vide, hvad det vil sige at arbejde i en vuggestue. I mit hoved er vuggestuen det absolut vigtigste dagtilbud. Det er et pædagogisk tilbud, der kræver, at man virkelig ved, hvad man laver. Ikke mindst fordi børnene ikke verbalt kan udtrykke særlig meget.

Hvis man ikke er godt uddannet, kan det være svært at aflæse barnet, at indtage barnets perspektiv, og det her handler netop om opmærksomhed og nærvær. 

Hvis ikke pædagogerne er uddannet, så de ved, hvad der er i spil, så ser de ikke børnene, og så kan børnene kun futte rundt og vente på at komme hjem. De, der taber, er de børn, der heller ikke bliver set derhjemme. Det behøver ikke være de socialt svage børn. Det kan sagtens være veluddannedes børn, hvor familierne er travle. Det handler ikke om penge, men indstilling til livet”.

Ifølge Ole Henrik Hansen har vi indrettet os forkert. Vuggestuen kunne indrettes meget mere smart ved at skabe bedre pædagogiske læringsmiljøer. Han mener ikke, at det har så meget med normering at gøre, men, at det der mangler mest af alt, er engagerede og konfronterende ledere, som kritisk vurderer kvaliteten af arbejdet og de ansattes evner og indsats.

 

 

Fra mange sider kommer der nu vidnesbyrd efter vidnesbyrd fra frustrerede pædagoger, der slider sig selv op i forsøget på at gøre deres job. Nærværet har vanskelige kår i danske institutioner. Gruppen af professionelle omsorgspersoner, som skal tage sig af danske børn i størstedelen af deres vågne timer, har alt for længe råbt vagt i gevær. Elastikken kan ikke strammes mere. Vi har effektiviseret og uddannet og lavet læreplaner – men nærvær, det kræver flere hænder, end der er til rådighed nu.

I et debatindlæg i Politiken skriver en frustreret vuggestuepædagog, Cindie Christoffersen, om sin morgen med den 1,5 årige Johannes. Hun tager imod ham i fred og ro som et af de første børn på stuen. Det er tidligt om morgenen, moderen skal af sted før morgentrafikken, men der er ro på i institutionen, og pædagogen kan nusse om Johannes. Men lige så snart der kommer flere og flere børn, begynder manglen på hænder at vise sig.

Med eksemplet fra morgenafleveringssituationen viser Cindie os, hvordan børnene må parkeres og forsøgt selv-underholdt, mens de kun 2 ansatte haste-trøster det ene barn efter det andet. Der er ikke tid eller ro eller skød nok til at tage ordentligt og kærligt imod alle børn, selvom mange af dem bliver kede af det, når forældrene skal sige farvel i al hast på vej videre på job.

Gråd og snøften over at blive efterladt på gulvet med en bamse er hverdag i danske institutioner, fordi vi ikke er nok personale, skriver Cindie.

Der er for mange tidspunkter, hvor det er ren overlevelse. Hun peger på, at vi som samfund bør prioritere mere omsorg og tid til trøst og ro for vores yngste, hvis vi gerne vil have, at de vokser op til at blive aktive medborgere. Deres sociale og individuelle udvikling skal sættes højere op på prioriteringslisten, for børn skal ikke overlades til sig selv, skriver hun.

Flere institutioner i Danmark integrerer 'langsomhed' som en central værdi og fundamentet for deres pædagogiske tilgang. Samtidig ser vi en stigende interesse for begrebet "langsom pædagogik" i forskningsmiljøer over hele verden. Forsker Alison Clark har skrevet en bog om betydningen af tid som en autonom værdi inden for pædagogisk arbejde.

I en verden præget af hastighed og konstant aktivitet både i børns liv og i pædagogisk praksis argumenterer forsker Alison Clark for værdien af en langsom pædagogisk tilgang. Med sin seneste bog, 'Slow Knowledge and the Unhurried Child', deler hun indsigter fra pædagogisk praksis i 11 lande, herunder Danmark.

Alison Clarks interesse for langsomhed blev vakt under et studie i Norge, hvor hun observerede, at pædagoger, der arbejdede uden stramme tidsplaner og aktiviteter, var mere til stede og nærværende over for børnene. Denne observation fik hende til at reflektere over det stigende tempo og politiske pres, der påvirker børns udvikling helt fra vuggestuealderen.

Refleksioner over tempo og udmattelse

Erfaringen i Norge inspirerede altså Alison Clark til at undersøge værdien af langsomhed i det pædagogiske arbejde. Hun påpeger det stigende politiske pres for at gøre børn skoleklare allerede fra en tidlig alder og den udmattelse, hun så hos mange pædagoger. Hun stillede spørgsmålet: Hvordan kan pædagoger skrue ned for tempoet og dyrke langsomme øjeblikke sammen med børnene?

Alison Clark interviewede pædagoger og forskere for at forstå, hvordan travlhed påvirker deres arbejde med børn og resultaterne af hendes forskning peger på behovet for at flytte fokus fra målorienterede aktiviteter til at værdsætte processen og de mere abstrakte kvaliteter som tålmodighed og evnen til at lytte til børnene.

Værdien af langsomhed

Alison Clark argumenterer for, at en langsom pædagogik ikke kun handler om at bremse tempoet, men om at skabe rum for børn til at udvikle sig og udforske deres interesser. Hun understreger vigtigheden af at genindføre værdien af langsomhed i pædagogikken, så børn får den nødvendige tid og ro til at trives og udvikle sig.

Hun håber, at en sådan tilgang til pædagogikken kan få politisk opbakning og føre til ændringer i praksis til gavn for både børn og pædagoger. Gennem sit arbejde forsøger Alison Clark at fremme debatten om den accelererede barndom og skabe opmærksomhed om vigtigheden af langsomhed i børns liv og læring.

Langsomhed i pædagogikken: en modvægt til tidens pres og politisk negligeret betydning

Pædagoger og forskere lægger vægt på langsomhed som en modvægt til årtiers fokus på effektivitet og målbare resultater i den offentlige sektor samt den tiltagende opskruning af tempoet i samfundet og i pædagogiske institutioner, hvor børn forventes at opnå mere på kortere tid, hvilket giver pædagogerne en øget travlhed.

Barndomsforsker og professor på RUC, Jan Kampmann, er overbevist om, at langsomhed vil blive en fremtrædende tendens inden for pædagogikken i de kommende år.

”Det står klart, at slow pedagogy eller den langsomme pædagogik er ved at vinde frem nedefra. Jeg er ikke i tvivl om, at det inden for et til to år vil få enorm betydning,” siger han.

Politisk manglende prioritering af tid

Tid er en afgørende faktor i pædagogisk arbejde, hvilket er en selvfølgelig erkendelse. Dog mener forsker og docent på Københavns Professionshøjskole, Crisstina Munck, at betydningen af tid og kontinuitet politisk har været forsømt alt for længe. Hun leder et nyt forskningsprojekt, der over fire år har undersøgt et forsøg med mindre børnegrupper i Københavns Kommune.

”Vi har mistet synet for tidens betydning. Men hvis man vil forstå børns perspektiver, kræver det en vis grad af langsomhed. Ellers er det fuldstændig umuligt at forstå, hvad børnene egentlig kommunikerer. Det er ikke altid gennem ord; det kan være gennem mimik, blikkontakt eller hvad de strækker sig efter - disse fine, små måder at være til stede på,” siger hun.

Kilder: https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/forskningsunivers/paedagoger-og-forskere-insisterer-paa-langsomhed-i

https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/forskningsunivers/accelereret-barndom-derfor-har-boern-brug-langsom?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAAR0tc6ZTtdL0jxBdD3PFCe6RxwVhTFGzlon3PrdeiseHhxsmxPVm0N5Ymio_aem_ASspFasNhPjNevh5QmowbbGv-geyaR1rcZSMtTjkP4brW-oMMeNxPQ03em5kdreBdfKjqYSX-ZH04qYd045GCafA

En stor del af de Storkøbenhavnske vuggestuer er så elendige, at de burde lukkes, mener phd.- forsker Ole Henrik Hansen. Dommen kommer efter mere end 8.000 video-observationer fordelt på 26 børn i vuggestuer i Storkøbenhavn.

Ole Henrik Hansen har observeret i alt 450 timer i 9 vuggestuer i københavnsområdet. Videoklippene viser, at børn overlades til sig selv, indtil de lukker følelsesmæssigt ned. I yderste konsekvens skader det udviklingen af børnenes hjerner, lyder det fra Ole Henrik Hansen.

Studierne tyder på, at det, som de observerede vuggestuer havde at byde på var ren og skær omsorgsløs opbevaring. "Pædagogik er at ville noget med et barn - at flytte noget ved at overveje indholdet af en aktivitet. Men i de fleste institutioner aner de ikke, hvad de vil foretage sig sammen med børnene det meste af dagen" lyder det fra Ole Henrik Hansen.

Ole Henrik Hansen mener, at det blandt andet skyldes en udbredt fejlfortolkning af begrebet fri leg, som er den fremherskende pædagogik i de danske vuggestuer. Han konkluderer at voksenkontakten mange steder er så sparsom, at det direkte hæmmer børnenes udvikling.

 

 

 

Der skal være en klar plan og mål for, hvad børn skal lære - allerede fra de går i vuggestue. Sådan lyder et forslag fra undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V).

Udspillet kommer på baggrund af, at regeringen har lyttet til diverse eksperter og forskere, der i årevis har påpeget, at tiden før skolen er afgørende for, hvordan børnene kommer til at klare sig i fremtiden. Undervisningsministeren har derfor gode og valide argumenter for at fremsætte sit forslag, der vil give de yngste et bedre fundament for at kunne klare sig godt gennem hele livet.

Men én ting er at lægge en strategi - noget andet er at implementere og eksekvere den. Selvom forslaget møder megen skepsis rundt omkring, om hvordan det skal kunne lade sig gøre, så har regeringen en plan.

Forslaget her minder i al sin enkelthed om processen, der anvendes i folkeskolen om “Fælles mål”, hvor der bliver brugt meget tid på at formulere læringsmålene. Når læringsmålene er fastlagt, er det nemmere at forholde sig konkret til, hvad der skal gøres i hver enkelt daginstitution.

Lykkes det for ministeren at få samlet et flertal for forslaget, nedsættes der arbejdsgrupper i løbet af foråret, som skal udforme både læringsplaner og mål.

Der er rigtig stor forskel på, hvor meget tid forældre har til deres børn. Faktisk er forskellen så stor, at hvis man sidestiller det med en opgørelse af uligheden i penge, så er uligheden størst i tid. Det slår en ny undersøgelse, som er foretaget af Rockwoolfonden, fast.

Undersøgelsen sammenligner uligheden, som man normalt opgør i familiernes indkomst, med den mængde af tid, som hver familie bruger med børnene. Og da vi alle har lige mange timer, så er der alligevel rigtig stor forskel på, hvordan de enkelte forældre vælger at bruge tiden med eller uden børnene, forklarer seniorforsker, Jens Bonke.

Større ulighed i tid end penge

Undersøgelsen, som Jens Bonke forklarer om, bygger på 2.700 personer, som siden 2001 har registreret de aktiviteter, som er blevet lavet for barnets skyld. Ikke andet. Alligevel ser han en markant forskel på tidsforbruget i det enkelte hjem, som indikerer, at den tidsmæssige ulighed er meget større end den økonomiske.

Da jeg blev gravid med min datter, var jeg godt i gang med min uddannelse til sygeplejerske. Jeg var en ambitiøs og pligtopfyldende studerende. Jeg fik topkarakterer, havde relevante studiejobs og arbejdede frivilligt ved siden af. Jeg havde planer om, efter endt uddannelse, at få et par års erhvervserfaring og derefter læse videre på en kandidat.

Det var min plan i hele graviditeten, da min datter blev født og mange måneder efter. Da hun var helt lille var jeg derfor på rundvisning i vuggestuer, læste om forskellige dagplejere og lavede lange lister, hvor jeg opvejede fordele og ulemper ved dagpleje vs. vuggestue. Jeg endte med at skrive hende op til nogle udvalgte og fandt endda også "drømmestedet" i en privat flerbørnsdagpleje. Jeg var meget positiv og planlagde at starte hende op stille og roligt omkring 11-12 måneder, og derefter fortsætte med min uddannelse.

Og det gjorde jeg sådan set også. Jeg var der to dage sammen med hende, hvor hun klamrede sig til mig uafbrudt. Hvor jeg så de andre børn græde og kalde på deres mødre og fædre. Børn der græd alene på legepladsen, uden nogen så det. Jeg så også en masse børn grine og lege med hinanden.

Pædagogerne var meget søde og tog godt imod os, men alt indeni mig skreg nej, da kontaktpædagogen sagde, at jeg næste dag skulle gå i en time.

Det havde jeg ellers været forberedt på, men da det kom til stykket, føltes det så naturstridigt og var tydeligvis ikke i min datters interesse. Det var udelukkende et spørgsmål om, at hun skulle passes af andre end mig, så jeg kunne få tiden fri til mine studier.

Og det fik mig til at tænke mig grundigt om. Efter jeg fik min datter har jeg virkelig indset, at min familie er min 1. prioritet. Over mine studier, karriere eller hvad end jeg ellers har af andre personlige ønsker og mål. Og når jeg nu tydeligt kunne mærke, at det ikke var min datters behov at starte i institution - burde jeg så ikke prioritere hendes behov først og leve i tråd med mine værdier og prioriteter?

Da jeg tog hjem fra institutionen på 2. dagen ringede jeg derfor til min mand og forklarede ham om mine følelser, og fortalte at jeg ikke havde planer om at komme tilbage dertil. Vi måtte finde løsninger - koste hvad det ville. Han var heldigvis enig.

Hjemmepasning som studerende

I det næste og sidste halve år af min uddannelse passede jeg derfor min datter selv og læste samtidig.

Jeg sagde mine studiejobs op, undlod at komme til al undervisning uden mødepligt og når jeg endelig havde mødepligt, brugte min mand sit sparsomme tilladte fravær på sit studie og tog hjemmedage med hende i stedet. Det var hårdt nogle dage og krævede, at jeg sad længe oppe og læste og skrev min bachelor. 

Men jeg blev færdig og uddannet sygeplejerske med flotte karakterer og en masse relevant praksiserfaring - jeg kunne vælge og vrage i jobs og havde allerede fået tilbudt to ønskejobs, som stod klar til mig, når jeg var færdig.

 

Hvad med min datter?

Hun var nu halvandet, og jeg mente stadig bestemt ikke, at institution var i hendes interesse. Faktisk var jeg, efter at have lavet en masse research på emnet, kommet frem til, at institution aldrig ville blive i hendes interesse. Daginstitutioner kom som en løsning på det pasningsproblem der opstod, da kvinderne ville på arbejdsmarkedet. Og selvom der er rigtig mange positive ting ved, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet, er det i mine øjne sket på bekostning af børnene.

Hverken min mand eller jeg mener, at det er naturligt eller i vores børns interesse at blive passet af professionelle i institutioner. Vi mener, at vores børn skal være sammen med os og lave andre nære og varige relationer - både til børn og voksne.

Om at fravælge institutioner helt og permanent

Derfor har vi nu fuldstændig og permanent fravalgt institutioner til vores datter og alle fremtidige børn.

Vi har lagt vores liv og vores planer om. Jeg har nu ingen planer om at arbejde som sygeplejerske eller læse videre, så længe jeg har hjemmeboende børn. 

Min mand planlægger sit studie og sin jobsøgning efter, hvordan han kan få frihed og selvstændighed, så vi alle kan være sammen mest muligt.

Vi har opbygget et stort netværk af andre familier med samme værdier, som vi ser mange gange om ugen - enten enkeltvist eller i grupper, og nogle af de familier planlægger vi at flytte sammen med senere hen.

I øjeblikket betyder det økonomisk, at vi lever meget stramt og meget småt. Vi er konstant lidt fattige og har ikke udsigt til flere penge foreløbig. En dag, når min mand tjener en fuldtidsløn, vil det hjælpe lidt på det. Vi har dog affundet os med, at vi nok aldrig bliver rige. Når vi en dag vil have mere plads, må vi finde os et sted, hvor husene koster det samme som vores lille bitte lejlighed i København, da vi ikke bliver gode kandidater til et stort huslån.

Men hvad vi ikke har og får i penge og luksus har og får vi til gengæld i tid med hinanden og vores børn. Vi får lov at kende dem ud og ind og til at opleve hele deres barndom. Vi undgår stressede morgener, ulvetime og sure pligter. Vi har en enorm frihed i hverdagen og kan planlægge hver dag, lige som vi har lyst til.

Jeg er glad og har overskud til min datter og min mand hver eneste dag. Og selv på den hårdeste dag er jeg inderligt lykkelig over det liv, vi har skabt ❤

Hvis du vil læse mere omkring en hverdag med naturlig opdragelse og uden institutioner, kan du gå på opdagelse i min blog NeoHippie.dk

Er du interesseret i at læse mere om hjemmepasning anbefaler Min-barsel.dk bogen: Er der nogen hjemme? en antologi om hjemmepasning

 

Nu er tiden kommet hvor computer-tablets som iPads også har fundet vej til landets vuggestuer. Vel at mærke tablets, til børnene.Bare i østjylland har hele otte institutioner ud af ti, købt computer-tablets til børnene.

Tablets er blevet en naturlig del af hverdagen og en del af den måde, man lærer og leger på i dag. Flere fagfolk advarer dog mod, at små børn vænnes til at ’spille computer’, og nogle ønsker et forbud i vuggestuer og børnehaver.

F.eks. anbefaler netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen forældre at de holder igen med at deres små børn bruger iPads indtil følgerne af tidlig brug er undersøgt nærmere og videnskabeligt belyst. Fysioterapeut Vibeke Winter taler for et forbud i vuggestuer og børnehaver med henvisning til børns motoriske udvikling.

Det sker som en reaktion på, at børn helt ned til halvandet år kan bruge de nye trykfølsomme computere som smartphones og tavlecomputere.

Et forbud ligger dog ikke lige for, fastslår Henning Pedersen, som er formand for pædagogernes fagforening BUPL. Han anbefaler at pædagogerne tager skærmene til sig i institutionerne, og henviser til, at IPads er almindelige i børnehaver. Jeg er sikker på, at de i løbet af få år vil være udbredt i alle daginstitutioner«, siger han.

Det største ængstelse går typisk på, om de små computere hindrer den fysiske aktivitet, som er afgørende for børns evne til indlæring og udvikling. 

Henning Pedersen er dog ikke bekymret, og mener, at man kan sikre sig mod de negative konsekvenser ved at lave retningslinjer.