Da jeg blev gravid med min datter, var jeg godt i gang med min uddannelse til sygeplejerske. Jeg var en ambitiøs og pligtopfyldende studerende. Jeg fik topkarakterer, havde relevante studiejobs og arbejdede frivilligt ved siden af. Jeg havde planer om, efter endt uddannelse, at få et par års erhvervserfaring og derefter læse videre på en kandidat.
Det var min plan i hele graviditeten, da min datter blev født og mange måneder efter. Da hun var helt lille var jeg derfor på rundvisning i vuggestuer, læste om forskellige dagplejere og lavede lange lister, hvor jeg opvejede fordele og ulemper ved dagpleje vs. vuggestue. Jeg endte med at skrive hende op til nogle udvalgte og fandt endda også "drømmestedet" i en privat flerbørnsdagpleje. Jeg var meget positiv og planlagde at starte hende op stille og roligt omkring 11-12 måneder, og derefter fortsætte med min uddannelse.
Og det gjorde jeg sådan set også. Jeg var der to dage sammen med hende, hvor hun klamrede sig til mig uafbrudt. Hvor jeg så de andre børn græde og kalde på deres mødre og fædre. Børn der græd alene på legepladsen, uden nogen så det. Jeg så også en masse børn grine og lege med hinanden.
Pædagogerne var meget søde og tog godt imod os, men alt indeni mig skreg nej, da kontaktpædagogen sagde, at jeg næste dag skulle gå i en time.
Det havde jeg ellers været forberedt på, men da det kom til stykket, føltes det så naturstridigt og var tydeligvis ikke i min datters interesse. Det var udelukkende et spørgsmål om, at hun skulle passes af andre end mig, så jeg kunne få tiden fri til mine studier.
Og det fik mig til at tænke mig grundigt om. Efter jeg fik min datter har jeg virkelig indset, at min familie er min 1. prioritet. Over mine studier, karriere eller hvad end jeg ellers har af andre personlige ønsker og mål. Og når jeg nu tydeligt kunne mærke, at det ikke var min datters behov at starte i institution - burde jeg så ikke prioritere hendes behov først og leve i tråd med mine værdier og prioriteter?
Da jeg tog hjem fra institutionen på 2. dagen ringede jeg derfor til min mand og forklarede ham om mine følelser, og fortalte at jeg ikke havde planer om at komme tilbage dertil. Vi måtte finde løsninger - koste hvad det ville. Han var heldigvis enig.
Hjemmepasning som studerende
I det næste og sidste halve år af min uddannelse passede jeg derfor min datter selv og læste samtidig.
Jeg sagde mine studiejobs op, undlod at komme til al undervisning uden mødepligt og når jeg endelig havde mødepligt, brugte min mand sit sparsomme tilladte fravær på sit studie og tog hjemmedage med hende i stedet. Det var hårdt nogle dage og krævede, at jeg sad længe oppe og læste og skrev min bachelor.
Men jeg blev færdig og uddannet sygeplejerske med flotte karakterer og en masse relevant praksiserfaring - jeg kunne vælge og vrage i jobs og havde allerede fået tilbudt to ønskejobs, som stod klar til mig, når jeg var færdig.
Hvad med min datter?
Hun var nu halvandet, og jeg mente stadig bestemt ikke, at institution var i hendes interesse. Faktisk var jeg, efter at have lavet en masse research på emnet, kommet frem til, at institution aldrig ville blive i hendes interesse. Daginstitutioner kom som en løsning på det pasningsproblem der opstod, da kvinderne ville på arbejdsmarkedet. Og selvom der er rigtig mange positive ting ved, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet, er det i mine øjne sket på bekostning af børnene.
Hverken min mand eller jeg mener, at det er naturligt eller i vores børns interesse at blive passet af professionelle i institutioner. Vi mener, at vores børn skal være sammen med os og lave andre nære og varige relationer - både til børn og voksne.
Om at fravælge institutioner helt og permanent
Derfor har vi nu fuldstændig og permanent fravalgt institutioner til vores datter og alle fremtidige børn.
Vi har lagt vores liv og vores planer om. Jeg har nu ingen planer om at arbejde som sygeplejerske eller læse videre, så længe jeg har hjemmeboende børn.
Min mand planlægger sit studie og sin jobsøgning efter, hvordan han kan få frihed og selvstændighed, så vi alle kan være sammen mest muligt.
Vi har opbygget et stort netværk af andre familier med samme værdier, som vi ser mange gange om ugen - enten enkeltvist eller i grupper, og nogle af de familier planlægger vi at flytte sammen med senere hen.
I øjeblikket betyder det økonomisk, at vi lever meget stramt og meget småt. Vi er konstant lidt fattige og har ikke udsigt til flere penge foreløbig. En dag, når min mand tjener en fuldtidsløn, vil det hjælpe lidt på det. Vi har dog affundet os med, at vi nok aldrig bliver rige. Når vi en dag vil have mere plads, må vi finde os et sted, hvor husene koster det samme som vores lille bitte lejlighed i København, da vi ikke bliver gode kandidater til et stort huslån.
Men hvad vi ikke har og får i penge og luksus har og får vi til gengæld i tid med hinanden og vores børn. Vi får lov at kende dem ud og ind og til at opleve hele deres barndom. Vi undgår stressede morgener, ulvetime og sure pligter. Vi har en enorm frihed i hverdagen og kan planlægge hver dag, lige som vi har lyst til.
Jeg er glad og har overskud til min datter og min mand hver eneste dag. Og selv på den hårdeste dag er jeg inderligt lykkelig over det liv, vi har skabt ❤
Hvis du vil læse mere omkring en hverdag med naturlig opdragelse og uden institutioner, kan du gå på opdagelse i min blog NeoHippie.dk
Er du interesseret i at læse mere om hjemmepasning anbefaler Min-barsel.dk bogen: Er der nogen hjemme? en antologi om hjemmepasning