En stor del af de Storkøbenhavnske vuggestuer er så elendige, at de burde lukkes, mener phd.- forsker Ole Henrik Hansen. Dommen kommer efter mere end 8.000 video-observationer fordelt på 26 børn i vuggestuer i Storkøbenhavn.
Ole Henrik Hansen har observeret i alt 450 timer i 9 vuggestuer i københavnsområdet. Videoklippene viser, at børn overlades til sig selv, indtil de lukker følelsesmæssigt ned. I yderste konsekvens skader det udviklingen af børnenes hjerner, lyder det fra Ole Henrik Hansen.
Studierne tyder på, at det, som de observerede vuggestuer havde at byde på var ren og skær omsorgsløs opbevaring. "Pædagogik er at ville noget med et barn - at flytte noget ved at overveje indholdet af en aktivitet. Men i de fleste institutioner aner de ikke, hvad de vil foretage sig sammen med børnene det meste af dagen" lyder det fra Ole Henrik Hansen.
Ole Henrik Hansen mener, at det blandt andet skyldes en udbredt fejlfortolkning af begrebet fri leg, som er den fremherskende pædagogik i de danske vuggestuer. Han konkluderer at voksenkontakten mange steder er så sparsom, at det direkte hæmmer børnenes udvikling.