Meditation er en praksis, der har eksisteret i årtusinder. Den tilbyder mange fordele for krop og sind. Uanset om du er gravid eller ej, kan meditation bidrage til at forbedre dit velbefindende på mange måder.

I denne lille artikel ser jeg på de generelle fordele ved meditation, samt vigtigheden af en daglig meditationspraksis og på, hvordan du som gravid kan drage særligt nytte af meditation.
Du vil  også kunne finde links til en guidet meditation samt en mindful kropsscanning i artiklen her.  

Generelle fordele ved meditation

Uanset om du er gravid eller ej, er der en række sundhedsfordele ved at meditere:

1. Stressreduktion:
Meditation er kendt for at hjælpe med at reducere stressniveauer, fordi når du mediterer sænkes pulsen, og din vejrtrækning bliver langsommere og dybere, dit blodtryk sænkes og produktionen af
cortisol (kroppens stress hormon) nedsættes. Dette er afgørende for alle der gerne vil nedsætte deres stressniveau.

2. Bedre søvn:
Mange mennesker oplever søvnforbedringer som et resultat af regelmæssig meditation, fordi det beroliger din krop og hjælper dig med at håndtere tankemylder, uro og eventuel stress.

3. Bedre mental klarhed:
Med meditation og mindfulness udvikler vi en større klarhed. Meditation kan afhjælpe tankemylder og forbedre koncentrationen og mange oplever forbedringer allerede efter en uges tid med regelmæssig meditation, hvilket kan give en følelse af mestring, som smitter af på dig i andre sammenhænge.

4. Følelsesmæssig balance:
Meditation kan hjælpe med at opretholde en følelsesmæssig balance og reducere angst og depression. Gennem meditation træner vi vores evne til at være til stede i nuet, og gennem træning som eksempelvis kropsscanning, bliver vi bedre til at mærke, hvornår der er emotionelle forstyrrelser igang i kroppen. Prøv fx. denne kropsscanning: Mindful kropsscanning

Daglig meditationspraksis

For at opnå de mest betydningsfulde fordele ved meditation er det afgørende at praktisere regelmæssigt. I det følgende gennemgår jeg nogle gode råd til at etablere en daglig meditationsrutine:

Vælg et tidspunkt:
Find et tidspunkt på dagen, hvor du kan fordybe dig i meditation uden afbrydelser. Mange foretrækker morgen- eller aftenmeditation for at starte eller afslutte dagen med ro og klarhed.

Start kort:
Begynd med korte sessioner på 5-10 minutter og øg så gradvist varigheden, når du bliver mere fortrolig med praksis.

Find et roligt sted:
Vælg et roligt sted, hvor du kan sidde eller ligge komfortabelt. Brug eventuelt bløde puder eller en stol for ekstra komfort.

Fokusér på dit åndedræt:
Brug dit åndedræt som et fokus for din opmærksomhed. Dette hjælper med at berolige sindet og bringe dig ind i øjeblikket.

Meditation under graviditet

Gravide kvinder kan især drage fordel af meditation på grund af den unikke situation, de står over for. Her er, hvordan meditation kan hjælpe under graviditet:

Stressreduktion:
Graviditeten kan medføre stress og angst. Meditation er et effektivt værktøj til at reducere disse følelser og skabe en følelse af ro.

Smertelindring:
Meditationsteknikker kan hjælpe med smertehåndtering under fødsel og lindre generelle graviditetsrelaterede smerter.

Forbindelse til baby:
Meditation giver mulighed for at opbygge en dybere forbindelse til dit ufødte barn ved fx. at fokusere på babyens bevægelser og trivsel. 

Forbedret søvn:
Gravide kvinder kan opleve søvnforstyrrelser. Meditation kan hjælpe med at forbedre søvnkvaliteten.

Guidet meditation

For mange er det at sidde i stilhed med sig selv lidt af en prøvelse. Her kan man med stor fordel prøve guidede meditationer, hvor man lytter og kan slippe et eventuelt pres om hvorvidt man nu gør det
godt nok.

Samlet set kan meditation være en værdifuld praksis for gravide kvinder og enhver, der ønsker at forbedre sit mentale og følelsesmæssige velbefindende.

Ved at etablere en daglig meditationsrutine kan du opleve de transformative fordele, som meditation kan give dig, mens du forbereder dig på den vidunderlige rejse mod moderskab.

Prøv denne guidede meditation: Afspænding under graviditet

Rigtig god fornøjelse med din meditationsrejse.

PS: Da jeg helt naturligt ikke selv har førstehåndsviden om graviditet og fødsel, har jeg spurgt min kone og mor til vores 3 drenge til råds. Tak til hende.

Giv dig tid, mor er en bog, der henvender sig bredt til mødre i alle aldre, til fagpersonale: jordemødre, sundhedsplejersker, sygeplejersker, læger, men også mere generelt til dem, der er omkring kvinder, der snart eller lige er blevet mødre.

Bogen går på opdagelse i moderskabet, og i hvordan vi kan hjælpe hinanden og os selv med at møde og favne de store følelser, som er på spil, når kvinder træder de første spæde skridt på moderskabets sti. Bogen stiller spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå vi som samfund betragter graviditet, fødsel og den første tid som mor og inviterer til en genfortælling af moderskabet.

"Der findes ikke nogen i denne verden, som ikke kommer fra en mor, og som ikke i større eller mindre grad har været i berøring med en kærlig mor. Derfor er det også så vigtigt, at vi kigger på moderskabet, fordi det er alle menneskers indgang til denne verden. Det er vores velkomst og vores anslag til det liv, vi skal leve. Så den måde vi betragter graviditet, fødsel og den første tid som mor på, er fuldstændig essentiel for, hvordan vores samfund ser ud". (Giv dig tid, mor, s. 7)

Giv dig tid, mor  har fokus på overgangen som fænomen – overgangen ind i moderskabet og det at blive født som mor. Vi kan have det svært med de store følelser, og når de meget ofte dukker op i en overgang, kan de hurtigt blive oplevet og betegnet som voldsomme og værende alt for meget – både hos os selv og hos andre. Bogen ønsker at gøre op med denne forestilling og udvide normalbegrebet i forhold til, hvad vi betegner som normale reaktioner på at blive mor.

Giv dig tid, mor er en beskrivelse af forfatterens rejse i overgangen fra kvinde til kvinde og mor, men den er i lige så høj grad en formidling af andre kvinderes oplevelse af denne passage. Bogen er en formidling af, hvordan en overgangsperiode, og de store følelser, kan føre til vækst hos den enkelte kvinde. Og hvordan en anerkendelse og fordybelse i overgangen kan skabet et solidt fundament for moderskabet.


Bogen er en vekselvirkning mellem interviews og forfatterens egne ord.

Bogen består af tre hovedafsnit:

”At blive født som mor”. som behandler emnerne graviditet, fødsel og den første tid som mor.

”Superkvindens død?!”, hvor superkvinden skitseres – hende som klarer det hele, som hjælper alle andre før sig selv, og hende som gerne vil have, at alt er perfekt. Der gives et bud på alternativer til superkvinden.

Bogen afsluttes med  ”Livsfortællingerne”, hvor tre kvinder deler deres oplevelse, når de træder ind i moderskabet. Undervejs er der indlagt refleksionsafsnit under overskriften ”Giv dig tid…”, hvorunder læseren selv kan arbejde med de temaer, der skitseres undervejs i bogen.

Bogen kan købes her

 

 

Mange af os er så fokuseret på at være effektive, at vi konstant har gang i flere ting på samme tid. Sådan er vi hele tiden et skridt foran nuet på vejen videre mod det næste. Det skaber et hektisk aktivitetsniveau, som giver nærværet svære betingelser.

Vi, der er forældre i dag, husker nok 80’er-kampagnen, der kørte under sloganet ”Har du talt med dit barn i dag?” Man kunne sågar få klistermærker til køleskabet som en reminder. I dag kan vi trække på smilebåndet af det og tænke, at det er indlysende, at vi skal tale med vores børn hver dag og det gør de fleste af os garanteret også. Og sikkert på en helt anden åben og ligeværdig måde end for 30-40 år siden.

Men hvad med denne her: Har du haft øjenkontakt med dit barn i dag?
Tænk lige over det, – hvor tit foregår jeres snak og samvær under multitasking med oprydning, tjek af sociale medier eller med blikket nede i din egen tallerken, fordi du i virkeligheden ikke er helt tilstede, men er drevet ud af kontakten og videre til den e-mail, du skal skrive, når børnene sover, planerne for weekenden eller regninger, der skal huskes?

Multitasking plejede at være et plusord, men det er ved at ændre sig. I forhold til nærvær er det direkte usundt. Også for kvinderne, selvom de er bedre til det end mænd. Det belaster både vores nervesystem og relationen til vores børn, fordi vi kan ikke være nærværende, når vi samtidigt laver noget andet. Som en femårig pige bemærkede det om et ”mobil-forbudt-skilt” i svømmehallen: ”Jeg tror, telefoner er forbudt her, fordi de gerne vil have, at forældrene er sammen med deres børn.”
De mærker det instinktivt, vores børn – enten er vi sammen med dem, eller også er vi sammen med vores smartphone, vores tanker om arbejdet, vores bekymringer. Vi kan ikke begge dele samtidig. Ikke rigtigt.

For mange af os er det en vanskelig opgave at fokusere vores opmærksomhed mod en enkelt ting ad gangen, men det har vi i dag mere brug for end nogensinde. I den digitale verden vi lever i, er der så meget, der konkurrerer om vores opmærksomhed, at vi næsten ikke har tid til kun at være et sted ad gangen og derfor får vi svært ved at være nærværende. Børnene mærker det og oplever desværre, at de ikke bliver valgt til.

Når vi til gengæld kigger dem ind i øjnene og giver dem vores fulde opmærksomhed, så lyser de og spirer. Og det er der ikke noget at sige til. Vi elsker alle sammen at blive set, føle os valgt til og især af de vigtigste i vores liv. Det giver os en følelse af at være betydningsfulde og det nærer vores selvfølelse.  

Hvorfor er øjenkontakt så vigtig?

Øjne er dragende at kigge i og fulde af informationer, fordi de ærligt afspejler vores inderste følelser. Vi kan altså aflæse hinandens følelser ved at se hinanden i øjnene. Og særligt i de nære relationer skaber øjenkontakt et nærværende og kontaktfuldt øjeblik, hvor vi virkelig ser og mærker hinanden – nærmest på celleplan. Vi er så tæt forbundet i disse øjeblikke, at vi med et enkelt blik og et smil kan vise vores kærlighed, vores forståelse eller give trøst og berolige.

Det kan næsten komme til at lyde som om, at øjenkontakt helt kan erstatte alle ordene. Det kan det i nogen situationer og slet ikke i alle. Men øjenkontakt skaber et tæt bånd mellem os, som gør, at vi ofte vil møde hinanden med en større nysgerrighed, empati og forståelse. Vigtigst af alt, at blive set ofte i øjnene af de vigtigste mennesker i barnets liv, dets forældre, gør at barnet mærker tyngden af sin eksistens: jeg er her i verden, jeg har min plads og jeg bliver set, lyttet til og taget alvorligt.

Øjenkontakt bringer nu’et i spil

Når øjenkontakt så effektivt kan rette vores opmærksomhed væk fra alt det, der så larmende kalder på os og mod vores barn, kan vi aktivt bruge øjenkontakt som et redskab til at bringe noget langsomhed ind i vores hverdag. For når vi i et øjeblik hiver i bremsen ved at kigge vores barn i øjnene, bringer vi nuet i spil og der skaber vi et rum, hvor vi lige præcis i dette øjeblik får lov til at gøre indtryk. Hvor her og nu får en betydning i sig selv i stedet for blot at være et skridt på vej til noget andet. Det giver både os og vores barn en grounding, hvor vi mærker jorden under vores fødder, fornemmelsen i maven og ikke mindst vores kærlighed til hinanden. Et sådant øjeblik kan have en gennemslagskraft, der rækker langt ind i dagen, hvor vi ellers er adskilt.

 

Tilbyd din øjenkontakt

Med denne viden kan man få lyst til bare at sidde og se sit barn i øjnene hele tiden. Her er det vigtigt at tænke på øjenkontakt som et tilbud, der kan tages imod og udveksles som en gave, hvor vi åbner op til vores inderste og mest private. Insisterende øjenkontakt derimod er ikke en gave, men kan føles grænseoverskridende og krævende. Især for børn.
Modsat os voksne, der kan sidde, tale og kigge hinanden dybt i øjnene i halve og hele timer ad gangen, kan den intense øjenkontakt hurtigt blive for overvældende for børn, og de vil foretrække at gå ind og ud af kontakten. Derfor skal vi nøjes med at tilbyde vores øjne og stå til rådighed, når børnene har brug for at kigge ind i dem, så de kan tjekke ind og ud af kontakten efter behov.

Vi kan passende dosere den nærende kontakt drypvist i de små pauser i hverdagssituationerne og ikke kun omkring middagsbordet. Det kunne fx være bagspejlet, når vi kører og barnet sidder på bagsædet. Her kan vi med øjenkontakt og uden ord få sagt: ”Jeg ser dig og du er så betydningsfuld for mig.” Det kilder i maven, fordi de mærker, at de er til og har betydning. Eller i de tilspidsede situationer om morgenen på vej ud af døren, kan vi se vores barn ind i øjnene og siger noget i retningen af: ”Nu er vi ved at gå helt galt af hinanden. Hvad har du brug for, for at vi kan komme ordentlig ud af døren sammen?”

Og det er ikke ensbetydende med, at vi så modvilligt skal give barnet, hvad det ønsker sig. Det afgørende er, at barnet i det øjeblik vil føle sig set og taget alvorligt. Og det er det vigtigste i de betydningsfulde relationer. Vi kunne også få øjenkontakt med vores barn, når det leger på legepladsen og dermed lade dem vide, at vi ser dem og at det de laver ser sjovt ud.

Summen af disse små øjeblikke er med til at skabe den tætte, nærende kontakt mellem forælder og barn, der giver barnet oplevelsen af, at det er betydningsfuldt og værd at elske. Det hjælper til at barnet kan føle sig tryg og rolig i livet, så det kan stå stille, når der er brug for det i en verden, der suser forbi. Og det er et godt udgangspunkt og styrker børn i at tro på deres eget værd og tage deres plads i livet.

Selvregulering og farfundamentet

Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.

I mit forløb for fædre - Farfundamentet, (<--- du finder information om forløbet, nederst i artiklen efter at du har klikket på linket her) sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
OBS holdopstart i KBH primo november 2022

 

I en undersøgelse blandt 531 børnehavebørn foretaget af Børnerådet svarer næsten halvdelen af de adspurgte børn, at deres forældre har alt for travlt med at kigge på mobil eller computer.

Det er en trist tendens, når børn får en opfattelse af, at mobilen er vigtigere end dem, og forældre skal være meget mere bevidste om deres mobilbrug når deres børn er til stede, hvis ikke deres børn skal betale prisen fra selvværdskontoen. Sådan lyder advarslen fra psykolog og forsker i omsorgssvigt Niels Peter Rygaard, som har kigget nærmere på 531 børns udsagn i en ny undersøgelse foretaget af Børnerådet.

Resultaterne fra Børnerådets undersøgelse, taler da også sit eget tydelige sprog når hele 43% af de adspurgte børn mener, at deres forældre har "rigtig meget travlt".

Hver tredje barn synes ikke, at deres mor og far har tid til at være sammen med dem og tæt på en femtedel af børnene mener, at de aldrig laver noget sjovt med deres forældre.

Ifølge børnene er det særligt mobilen, der tager far og mors tid. 

En andenplads til børnene

Børnene i undersøgelsen giver udtryk for, at de føler, at de kommer i anden række, efter mobilen. 

Det giver børnene en oplevelse af tristhed, forvirring og bekymring, når forældrene har travlt med f.eks. at tærske facebook igennem for noget der i virkeligheden ofte er ligegyldigheder, - i hvert fald i forhold til barnet, og det eneste der kan vende disse følelser til noget positivt er, ifølge Niels Peter Rygaard, et tæt følelsesmæssigt samvær og masser af interaktion med en mor eller en far, som har nærvær og opmærksomhed. 

Man kan gå en lille tur sammen hånd i hånd, se en film, skrælle et kilo kartofler, spille et brætspil, eller noget andet dagligdags, for det er ikke engang de store oplevelser, som børnene efterspørger, men rå og simpel nærvær fra deres forældre.

Ifølge børnepsykolog Mergrethe Bruun Hansen. giver mangel på nærvær indre uro, som på længere sigt går ind og påvirker barnets selvværd og gør barnet meget opmærksomhedskrævende, fordi der mangler tryghed og ro fra forældrene.

"Inderst inde har de lavt selvværd, og hvis du kigger på stigningen i antallet af børns psykiske sygdomme, så drøner det opad nu – også for middelklassefamilier, hvor det før i tiden kun var de rige, der ikke havde tid til deres børn, eller de fattige, der ikke kunne tage sig af dem, så gælder det nu næsten alle", siger Niels Peter Rygaard til TV2. Han mener, at den er helt gal, og at vi er ved at tabe næste generation på gulvet. 

Få svar på hvor god du er til nærvær

Omprioritering af tid

Formand for Børnerådet, Peter Larsen, mener, at det er ærgerligt, at forældrene ikke prioriterer deres i forvejen sparsomme tid anderledes. Men han mener ikke, at ansvaret udelukkende ligger hos forældrene og efterlyser en familiepolitisk debat om forældrenes muligheder for at tilrettelægge deres arbejdstid. 

"Hvad er der tilbage af samlet, stabilt og følelsesmæssigt nærvær, hvor man udveksler noget med hinanden? Det bliver der næsten ingenting af. Det er det, børnene sidder og siger i undersøgelsen. Løsningen i de moderne familier kan være, at man bliver bedre til at strukturere og opbygge rutiner for hvornår man er sammen og hvornår man ikke er sammen. Man kan ikke være sammen med sine børn altid, men når man er, så skal man være det intenst, og man skal være nærværende, og man skal have slukket alt muligt andet", lyder konklusionen fra Niels Peter Rygaard.

Læs også: Mangel på nærvær

Kilde: Tv2: Den er helt gal. Vi er ved at tabe næste generation på gulvet

Vold forskrækker de fleste mennesker. Vold mod børn er særligt alvorligt og giver forældre store bekymringer og vækker uro i hele samfundet. Men hvad gør man som forælder, når det er ens barn, der er voldeligt – og endda bruger fysisk vold mod sig selv?

Forstå børn, der slår sig selv

Den populære sundhedsplejerske og forfatter til en række bøger om familie og børn Helen Lyng Hansen, fortæller på Netsundhedsplejerske.dk, at der kan være mange grunde til, at børn i nogle situationer og faser af barndommen slår sig selv.

Som svar til en mor, hvis datter slår sig selv, giver Helen Lyng Hansen en række forslag til, hvordan man som forælder kan forstå barnets selvskadende adfærd:

- Se den smerte, barnet forvolder sig selv, som en fysisk manifestation af stærke følelser indeni: Fysisk smerte er nemmere for barnet at forholde sig til, og nemmere for barnet at se. Det er en form for kommunikation, hvor barnet måske søger forældrenes opmærksomhed om noget, det har svært ved at sætte ord på.

- Børn kan straffe forældre ved at slå sig selv efter logikken ”Se, hvad du får mig til, når jeg ikke må få den is/have Eva på besøg/være sent oppe/få hul i ørene”.

- Barnet kopierer forældrenes opførsel. Hvis man som forælder ofte omtaler sig selv negativt, når noget er gået galt, så kan det betyde, at barnet straffer sig selv fysisk, hvis der er sket noget, som barnet ser som sin fejl.

 

Det handler om situationen

Når du vil finde ud af, hvorfor dit barn slår sig selv, så prøv at tænke over, hvilke situationer det sker i. Sker det, mens barnet er alene, i skolen, i trygge rammer eller blandt andre mennesker?

Menneskers reaktioner handler ofte om menneskerne omkring dem – vi er vores relationer. Tænk derfor over, om kommunikationsformen kan laves om i de situationer, hvor barnets slår sig selv.

Du kan også overveje om der bliver givet nok plads og hjælp til, at barnet kan udtrykke sin frustration, sorg eller vrede?

Nærvær og tryghed

Endeligt anbefaler Helen Lyng Hansen, at vi voksne ganske simpelt husker at tale med barnet om, hvorfor det slår sig selv.

At vi skal huske at lade barnet føle sig set og ikke blot suse gennem livet med barnet parkeret foran en skærm. - At vi skal finde tid til at bage en kage og gå en tur. Holde en tæt og tryg kontakt, så barnet føler, at forældrene er der til at hjælpe, når livet er svært. Kombinationen af nærvær og tryghed kan være den bedste medicin - både for børn og voksne.

 

Husk, at det altid er muligt at finde råd og vejledning hos din egen sundhedsplejerske eller din kommunale familievejledning.

Læs også: Når mit barn sparker og bider

 

”Moar! Moaar! Moooooaaar, jeg skal altså sige noget til dig, jeg skal!” Alle forældre har oplevet at blive afbrudt af børn, der ikke kan eller vil vente med at fortælle det, der for dem er uopsætteligt vigtigt at sige lige nu og her. Hvad gør du i den situation? En amerikansk mor har et anderledes bud på, hvordan du tackler at blive afbrudt.

I internetavisen Huffington Post skriver Kate Baltrotsky, mor til en 2-årig og en 5-årig, at det er en misforståelse, at børn ikke må afbryde voksnes samtaler. Det er ellers den gængse praksis blandt de allerfleste forældre - formentlig på verdensplan – at børn bliver opdraget til at lade være med at afbryde, når de voksne taler. De skal i stedet pænt vente på, at de voksne giver tegn til, at nu er det deres tur.

Men hvad er egentlig konsekvensen af, at børn ikke må afbryde? Det spørgsmål har Kate stillet sig selv, fordi hun ikke kunne holde ud at se det besejrede udtryk i sin datters øjne, hver gang barnet skulle vente og lade være med at afbryde. Hun hævder, at vi som forældre gør børnene uret, når vi ikke lige kan stoppe vores ”Åh så Vigtige” samtale og bruge 5 sekunder på at høre, hvad barnet brænder for at fortælle og give en kort reaktion – ”Aha, min skat, det var spændende” tager ikke så lang tid at sige.

Kate Baltrotskys argumenter er:

1: Børn bør lære, at det, de har at sige, er vigtigt for deres forældre.

2: Det er de voksne, der er i stand til at vente. Børn lever i nuet, indtil de er omkring 7 år.

3: Vores opmærksomhed er alligevel forstyrret, når der står et barn og hiver os i ærmet for at fortælle noget - så lad dem hellere komme af med det med det samme.

4: Børn lærer ved at se os, hvornår det er relevant at afbryde, og hvornår man skal vente. Derfor skal man ikke knægte deres entusiasme, når de virkelig gerne vil sige noget, men glæde os over deres fortælleglæde.

 

Den amerikanske mor forsøgte ellers at benytte en særlig teknik til at lære sine børn ikke at afbryde: Når barnet afbryder, så tag det i hånden og hold (blidt) fast, indtil det er barnets tur til at sige noget. Dermed har barnet en klar fornemmelse af, at du har set, at det vil sige noget, men at det lige må vente.

Hvad gør du, når dit barn afbryder dine samtaler?

Kilde: Huffington Post "Why I let my kids interrupt my conversations"

 

For Anja og Jesper er der ikke noget mere unikt end at sidde med deres nyfødte datter Esther i deres favn. Holde Esther ind til deres krop og mærke Esthers og deres puls synkronisere sig. Mærke nærheden og intensiteten der går op i en højere enhed. Den kontakt kan ikke erstattes af nogen, denne oplevelse eksisterer kun imellem Anja, Jesper og Esther.

I de mange første måneder af Esthers liv er hun tæt knyttet til Anja og Jesper og omgivet af dem konstant. Det er meget afgørende måneder hvor Esther er omgivet af kærlighed og får sine behov dækket. Disse spor sætter sig hos Esther og har betydning for hende. Det er i familien at Esther får viden om værdier og hvordan hun skal forholde sig til verdenen. Det er her hun erfarer hvad en tæt relation betyder.

De fleste børn i Danmark starter i en institution, og det er her Esther møder sådan en som mig. Jeg er pædagog og arbejder i vuggestue afdelingen i et børnehus. Mit arbejde består blandt andet i, at være med til at udvikle Esther så hun kan lære at hvile i sig selv på sigt. Esther har om noget brug for at få udviklet sit sprog, relationer, motorik og udvikle empati for sig selv og ikke mindst for andre børn. Sagt på en anden måde, så har Esther rigtig meget hun skal tillærer sig i de tidlige år af hendes liv. Det er hele Esthers fundament.

Jeg modtager børn som for første gang skal være adskilt fra deres forældre omkring 7-8 timer og andre flere timer om dagen. Nogen børn tager det let at skulle adskille sig fra sin mor og far, mens andre børn har det svært.

Når forældrene møder op i institutionen første dag med Esther, opstår der med det samme et arbejde, for at skabe den nære relation og tryghed til Esther og forældrene. Det er nu vi sammen skal opbygge og give Esther viden om de værdier der er i institutionen, og hvilke værdier familien har.

Læs også: Hvem vil du vinke farvel med? Dig

Anja sidder med Esther på skødet mens vi taler om hvordan barslen har været. Anja holder kærligt om Esther og Anja forsøger hele tiden at have øjen kontakt med mig, mens hun også har fokus på Esther. Esther sidder og følger nysgerrigt med i hvem jeg mon er, mens mor og far sidder og snakker.

Jeg smiler til Esther og tager forsigtig min hånd hen imod Esther for at sige Hej. Mine øjne er smilende og min stemme er lav så Esther ikke bliver bange for mig. "Hej, Esther" "hvor er du kommet hen?" Anja smiler til mig og smiler til Esther. Relationen mellem Esther, Anja, Jesper og mig er igang og nu handler det om, at vi skal have fokus på tryghed og tillid. 

Anja og Jesper kigger på hinanden. De virker lidt usikre og alligevel afklaret med hvad der skal ske. Vi taler om rutiner, mad, søvn og den nære kontakts vigtighed for en god start i Esthers nye hverdag. Anja og jesper skal nu til at vænne sig til ikke at være sammen med Esther hele tiden.

Når jeg arbejder som pædagog arbejder jeg hele tiden ud fra, at alle børn skal være en del af et fællesskab. Et fælleskab hvor Esther er en vigtig brik for at være lige så værdig som menneske som de andre børn. Esther skal kunne navigere i mange forskellige arenaer, og her har Esther om nogen brug for at hvile i sig selv.

Mit fornemmeste job er at fylde Esther med en stor portion selvværd, selvtillid og lære hende hvad empati er. Esther har hver dag brug for at blive set, hørt og rørt i form af kram for at mærke sig selv. Jeg skal som pædagog gå forrest og guide hende og børnene.

Jeg vil gerne fortælle dig om to børn, jeg kender.

Den ene er en mørkhåret pige på 3 år. Hendes mor står hver morgen og ordner hendes hår, så hun enten har fletninger, rottehaler eller en fin hestehale. Hver morgen bliver hun afleveret og ligner den yndigste lille pige. Det gør hun ikke, når hun bliver hentet. Så ligner hun en vildkat. Alle elastikker og hårspænder ligger rundt omkring i børnehaven, hendes hår stritter og hun har kun strømpebukser og undertrøje på, fordi hun lige har givet den gas inde i vores tumlerum.

Hvis det er en af de dage, hvor der har været mudder på legepladsen, så hænger hendes flyverdragt ikke i garderoben. Den står selv.

Pigen hedder Mejse. Hun lever livet fuldt ud. Alt skal opleves, undersøges og mærkes. Mejses forældre synes, det er skønt. De ved godt, at når man er tre år gammel, så skal man have lov til at udforske, røre og bare være.

 

I børnehaven er Mejse en af de børn, der kræver lidt af os voksne. Vi skal møde hendes nysgerrighed og pirre den. Vi skal være klar til at svare på spørgsmål, når Mejse stiller dem. Vi skal kigge og anerkende hende, når hun siger ”Se mig”. Vi skal formå at rumme Mejse til samlingerne og holde hendes interesse. 

Jacob er fire år. Han er lyshåret, og af en eller anden årsag, så ligner han altid en, der trænger til at blive klippet. Han er lidt forpjusket, og ikke særlig stor af sin alder. Han siger ikke så meget. Ikke fordi han ikke kan, men han synes bare ikke, at der er så meget at sige.

Jacob kan godt lide at lave puslespil og lege med LEGO. Han bygger ting. Ikke biler og slotte, som de andre børn. Nej, Jacob bygger tidsmaskiner, satellitter og vikingeskibe.

De andre børn kan godt lide Jacob, men det virker ikke til, at de helt forstår ham. Jacob kan godt lide at sidde ved siden af en voksen, når vi spiser.

 

Jacob siger aldrig ”Se mig”, hvilket gør det endnu vigtigere, at det lige præcis er det, vi gør. Ser ham og anerkender ham, som den helt særlige dreng, han er. Jacobs forældre laver mange ting med ham. De tager på museer og ind imellem i planetariet.

Mejse og Jacob er meget forskellige. Alligevel kræver de dog det samme af de voksne i børnehaven. Nemlig nærvær og omsorg.

Der er dog stor forskel på, hvordan denne omsorg giver sig til udtryk. Når jeg er sammen med Jacob, så prøver jeg at inddrage de andre børn, så de kan få øjnene op for, hvor fantastisk en dreng, han er. Jeg hjælper Jacob og de andre børn til at finde noget, de kan være fælles om. Jeg forsøger også at vise Jacob, at det også er dejligt at bruge sin krop til at springe, gynge og hoppe. 

Når jeg er sammen med Mejse, så prøver jeg at møde hendes livsglæde og bevægelyst, men jeg prøver også at vise hende glæderne ved at kigge i bøger og bruge sin finmotorik. 

I den perfekte verden kunne jeg, sammen med mine kolleger, nå både Jacob og Mejse hver dag. I virkeligheden bliver jeg nødt til at vælge. Alle børn i en børnehave har nemlig hver deres unikke personlighed, og derfor også hver deres udfordringer. Nogle har større udfordringer end andre, men det ændrer ikke på, at de alle skal mødes, ses, støttes og anerkendes.

Lige nu knokler vi, og vi gør hvad vi kan for at nå både Mejse, Jacob og alle de andre.

Vi bliver dog nødt til at indse, at det kan vi ikke. Desværre bliver det ikke bedre. Tværtimod. Omprioriteringsbidraget vil komme til at koste pædagogstillinger, og det vil skade børnene. Også dit. Vi skal have det stoppet. Nu. Vi skal tænke langsigtet og investere i børnene i stedet for. Det vil nemlig gavne os allesammen.

Læs også: Giv os en chance for balance

 

 

Sundhedsstyrelsen vil have de små væk fra skærmen, ved at sætte mere fokus på bevægelse og motorik.

Anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen, om at mindre børn skal bevæge sig så meget som muligt er et nyt tiltag. 

Sundhedsstyrelsen har tidligere udarbejdet anbefalinger om fysisk aktivitet for 5-17-årige og også for voksne, men det er først nu, at der også gives anbefalinger til børn fra 0-4. 

Anbefalingerne skal belyse vigtigheden af at styrke barnets motorik

Sundhedsstyrelsen opdeler anbefalingerne i to kategorier. Dels for de 0-1 årige, hvor Sundhedstyrelsen anbefaler, at barnet skal ligge mere på maven. 

Læs også: Barnet skal om på maven

Dels for de 1-4 årige, hvor det blandt andet handler om at begrænse børnenes tid foran skærmen.

Jeg har noget på hjerte. Jeg er bekymret for fremtiden, bekymret for vores elskede børnebørn og de kommende generationer.

Min egen barndom var ikke just vellykket, hvilket skyldtes min mor var psykisk syg og min far alkoholiker. De var begge totalt fraværende.

Jeg blev tvangsfjernet hjemmefra som 9 årig og opvoksede på forskellige døgninstitutioner. Hvor velmente lønnede voksne tog sig af mig på klokkeslæt og efter en nøje planlagt pædagogik.

De uddannede havde ingen ægte empati, ingen ægte kærlighedsfølelser og skulle passe på sig selv. De ansatte skulle ikke brænde ud, de skulle lægge afstand og være professionelle.

Og sådan noget kan børn mærke – børn kan ikke snydes på følelserne.

Og bliver børn udsat for meget for ”uægte” fraværende voksne, stressede voksne, voksne der ikke er autentiske og for mange elektroniske babysittere, så rammer det vore dejlige poder. Og det slår hårdt.  

Læs også: Få svar på hvor god du er til nærvær?
 

Børn vil ses, de vil høres og tages alvorlige. De vil have ægte nærvær, anerkendelse og de vil elskes for det de er.

Og det er der jo ikke noget odiøst i – det vil vi vel alle.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at vi alle elsker vore børn – og der findes mange fantastiske forældre. MEN nogle forældre er ikke i stand til at vise det, de har simpelthen ikke lært det hjemmefra, det kan heldigvis læres. Hvor der er indsigt og vilje – er der også en vej.

Her kommer vi til min bekymring.

Vores samfund er efter min mening kørt helt af sporet. Vi skærer kraftigt ned på alt hvad der har med børneområdet at gøre. Vi pisker forældrene rundt i manegen med reklamer – der giver et forfejlet billede af hvad det er vore børn har brug for. Vi hopper lige i med begge ben, lapper på den dårlige samvittighed og holder godt gang i salget, af dét, et hvert barn bare må eje.

Forældre knokler så sveden springer, tempoet bliver konstant sat op og vil man være på arbejdsmarkedet – har man bare at følge trop. Ellers er der nok ledige og villige til at overtage.

Hold op hvor vi bare sidder i saksen.

 

Efter en lang opslidende arbejdsdag - eller for den sags skyld; klapjagt på de ledige – er man så udmattet, at man ikke har overskuddet og kræfterne til uddeling af ægte nærvær til poderne.

Her er det, at TV, Ipad, Iphone og computer kommer ind og det jeg startede med at skrive om - fraværende voksne.

Vi gør det ikke af ondskab og manglende kærlighed til vore børn, men af simpel mangel på tid, energi og overskud. Og jeg er dybt i mit hjerte og langt ind i min mavefornemmelse overbevist om, at det skader vores børn på sigt.

De vil komme til at mangle evnen til ægte nærvær, empati og de meget vigtige sociale kompetencer.

Det var så noget fra mig til eftertanke og refleksion.

Ikke for at ramme nogen eller give dårlig samvittighed -  Om man er enig med mig i det skrevne – er ligegyldigt i denne sammenhæng. Det vigtige for mig at se er, at vi alle elsker vore børn, og at vi langt hen af vejen har en valgmulighed for at ændre nogle ting i dagligdagen.

Handling skaber forvandling.

Læs også: Hanne Furby's bog: Dagbogsblade fra et Mælkebøttebarn – livtag med den negative sociale arv