”Moar! Moaar! Moooooaaar, jeg skal altså sige noget til dig, jeg skal!” Alle forældre har oplevet at blive afbrudt af børn, der ikke kan eller vil vente med at fortælle det, der for dem er uopsætteligt vigtigt at sige lige nu og her. Hvad gør du i den situation? En amerikansk mor har et anderledes bud på, hvordan du tackler at blive afbrudt.

I internetavisen Huffington Post skriver Kate Baltrotsky, mor til en 2-årig og en 5-årig, at det er en misforståelse, at børn ikke må afbryde voksnes samtaler. Det er ellers den gængse praksis blandt de allerfleste forældre - formentlig på verdensplan – at børn bliver opdraget til at lade være med at afbryde, når de voksne taler. De skal i stedet pænt vente på, at de voksne giver tegn til, at nu er det deres tur.

Men hvad er egentlig konsekvensen af, at børn ikke må afbryde? Det spørgsmål har Kate stillet sig selv, fordi hun ikke kunne holde ud at se det besejrede udtryk i sin datters øjne, hver gang barnet skulle vente og lade være med at afbryde. Hun hævder, at vi som forældre gør børnene uret, når vi ikke lige kan stoppe vores ”Åh så Vigtige” samtale og bruge 5 sekunder på at høre, hvad barnet brænder for at fortælle og give en kort reaktion – ”Aha, min skat, det var spændende” tager ikke så lang tid at sige.

Kate Baltrotskys argumenter er:

1: Børn bør lære, at det, de har at sige, er vigtigt for deres forældre.

2: Det er de voksne, der er i stand til at vente. Børn lever i nuet, indtil de er omkring 7 år.

3: Vores opmærksomhed er alligevel forstyrret, når der står et barn og hiver os i ærmet for at fortælle noget - så lad dem hellere komme af med det med det samme.

4: Børn lærer ved at se os, hvornår det er relevant at afbryde, og hvornår man skal vente. Derfor skal man ikke knægte deres entusiasme, når de virkelig gerne vil sige noget, men glæde os over deres fortælleglæde.

 

Den amerikanske mor forsøgte ellers at benytte en særlig teknik til at lære sine børn ikke at afbryde: Når barnet afbryder, så tag det i hånden og hold (blidt) fast, indtil det er barnets tur til at sige noget. Dermed har barnet en klar fornemmelse af, at du har set, at det vil sige noget, men at det lige må vente.

Hvad gør du, når dit barn afbryder dine samtaler?

Kilde: Huffington Post "Why I let my kids interrupt my conversations"

 

Da jeg blev mor for første gang for femten år siden og for anden og sidste gang for elleve år siden, var det oplevelser af dimensioner der kun kan defineres som at himlen var kommet ned på jord!

Det at blive forælder er så meget, giga-meget større end noget vi overhovedet kan indstille os på, mens vi venter. Vi hører det fra alle andre, hvor fantastisk det er. Hvor stort øjeblikket er, når baby stikker sit ansigt ud i den nye og store verden, og hvor mor og far instinktivt mærker, at nu er livet for altid forandret!

Fra dette øjeblik vil der altid være en anden person, hvis ve og vel altid vil komme før én selv (en omvæltning af største slags for langt de fleste af os, som har rigeligt med at holde fokus på os selv!). Kærligheden der vælder os over på en svævende lyserød sky, er også den der gør vi kan holde fødselssmerterne og sår efter amningen ud, holder os oppe om natten og gør det muligt at skifte bleer tunge af lort uden vi vrænger på næsen.

Det er kærlighed i den reneste og mest himmelske form! Det er lykkehormoner i kæmpe massive rush og der findes intet større!

Tænk det siger jeg; en mor der slet ikke ønskede sig børn, førend det skete. Som aldrig har haft en iboende forventning om en dag at skulle blive mor.

Der er selvfølgelig familier, hvor miraklet af en fødsel og et barns opvækst og udvikling på ingen måde hverken fejres eller opleves lykkeligt og mange af os kommer fra barndom, hvor det gjorde mere end forfærdeligt ondt at være barn, og hvor man naturligt ikke kan forestille sig, hvordan man ville være i stand til at give børn en tryg opvækst.

Vi kender det selv. Når vi eksempelvis spørger vores partner, kollega eller et andet nærtstående menneske, om de vil gøre noget for os. De siger tilsyneladende ja. Men der er noget i det ja, der ikke overbeviser os. Så vi spørger igen:

Så når vi siger ja til at læse den ekstra godnathistorie, til en ekstra kiks, til at lege, mere tv – og vi egentlig mener nej, så bliver det krævende for vores børn at være sammen med os. Og ikke mindst krævende for os at være sammen med dem.

Børn vil gerne vide, hvem de er sammen med, og de går hele tiden efter den ægte vare. Så når børn mærker uoverensstemmelsen hos os, vil de udfordre os indtil, der er overensstemmelse. Det gør de ved at plage og klage.

En adfærd, vi før i tiden har kaldt grænsesøgende. I dag ved vi, at den kamp handler om at finde ud af, hvem deres far og mor er.

 

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

- Læs mere om bogen her.

 

 

Han var træt – virkelig træt. Fortalte mig, at den 5 årige havde haft fødselsdag og at hans kone, der i parentes bemærket stadig var på barsel med nr. 3, havde været projektleder på projekt ”Perfekt fødselsdag” de sidste 14 dage.

Det indebar mange ting som blandt andet en perfekt morgen med hjemmebagte, langtidshævede surdejsboller, flag, vækning af fødselsdagsbarnet med sang og gaver, besøg af børnehaven, der skulle have en ret indviklet form for ”frugttapas” osv. osv. 

Vi kender det godt 

 

Du kan også få mere overskud

 

Accept – af dine egne tanker

Både din tid og dit overskud er begrænset med et lille barn og alt det, det medfører. Det er det vigtigste. Måske tænker du ”Ja, ja …. det ved jeg godt”. Men det er vigtigt, at du får det helt frem i bevidstheden. Accepterer at sådan er det lige nu. 

 

Positive tanker giver dig overskud

 

  

Og hvorfor er det så, så vigtigt? 

Undersøgelser fra den positive psykologi har på smukkeste vis bekræftet, at positive tanker giver ændringer i din hjerne, så du bl.a. bliver bedre til at løse problemer, får flere gode ideer, bliver bedre til at rumme andre mennesker og bliver bedre til at klare forandringer (og livet som nybagt mor er jo netop en kæmpe forandring. Nok en af de største vi kommer ud for i livet). 

 

Søvn skal der til

  

Tid til dig

Det kan være meget forskelligt – småt som stort, hvad der giver dig energi.  Fra et fodbad, til 1 time for dig selv måske på cafe med en veninde, måske tid til at læse i en bog eller til at gå en tur ved vandet (uden barnevogn). 

Læs også: Få svar på hvor god du er til nærvær

 

For Anja og Jesper er der ikke noget mere unikt end at sidde med deres nyfødte datter Esther i deres favn. Holde Esther ind til deres krop og mærke Esthers og deres puls synkronisere sig. Mærke nærheden og intensiteten der går op i en højere enhed. Den kontakt kan ikke erstattes af nogen, denne oplevelse eksisterer kun imellem Anja, Jesper og Esther.

I de mange første måneder af Esthers liv er hun tæt knyttet til Anja og Jesper og omgivet af dem konstant. Det er meget afgørende måneder hvor Esther er omgivet af kærlighed og får sine behov dækket. Disse spor sætter sig hos Esther og har betydning for hende. Det er i familien at Esther får viden om værdier og hvordan hun skal forholde sig til verdenen. Det er her hun erfarer hvad en tæt relation betyder.

De fleste børn i Danmark starter i en institution, og det er her Esther møder sådan en som mig. Jeg er pædagog og arbejder i vuggestue afdelingen i et børnehus. Mit arbejde består blandt andet i, at være med til at udvikle Esther så hun kan lære at hvile i sig selv på sigt. Esther har om noget brug for at få udviklet sit sprog, relationer, motorik og udvikle empati for sig selv og ikke mindst for andre børn. Sagt på en anden måde, så har Esther rigtig meget hun skal tillærer sig i de tidlige år af hendes liv. Det er hele Esthers fundament.

Jeg modtager børn som for første gang skal være adskilt fra deres forældre omkring 7-8 timer og andre flere timer om dagen. Nogen børn tager det let at skulle adskille sig fra sin mor og far, mens andre børn har det svært.

Når forældrene møder op i institutionen første dag med Esther, opstår der med det samme et arbejde, for at skabe den nære relation og tryghed til Esther og forældrene. Det er nu vi sammen skal opbygge og give Esther viden om de værdier der er i institutionen, og hvilke værdier familien har.

Læs også: Hvem vil du vinke farvel med? Dig

Anja sidder med Esther på skødet mens vi taler om hvordan barslen har været. Anja holder kærligt om Esther og Anja forsøger hele tiden at have øjen kontakt med mig, mens hun også har fokus på Esther. Esther sidder og følger nysgerrigt med i hvem jeg mon er, mens mor og far sidder og snakker.

Jeg smiler til Esther og tager forsigtig min hånd hen imod Esther for at sige Hej. Mine øjne er smilende og min stemme er lav så Esther ikke bliver bange for mig. "Hej, Esther" "hvor er du kommet hen?" Anja smiler til mig og smiler til Esther. Relationen mellem Esther, Anja, Jesper og mig er igang og nu handler det om, at vi skal have fokus på tryghed og tillid. 

Anja og Jesper kigger på hinanden. De virker lidt usikre og alligevel afklaret med hvad der skal ske. Vi taler om rutiner, mad, søvn og den nære kontakts vigtighed for en god start i Esthers nye hverdag. Anja og jesper skal nu til at vænne sig til ikke at være sammen med Esther hele tiden.

Når jeg arbejder som pædagog arbejder jeg hele tiden ud fra, at alle børn skal være en del af et fællesskab. Et fælleskab hvor Esther er en vigtig brik for at være lige så værdig som menneske som de andre børn. Esther skal kunne navigere i mange forskellige arenaer, og her har Esther om nogen brug for at hvile i sig selv.

Mit fornemmeste job er at fylde Esther med en stor portion selvværd, selvtillid og lære hende hvad empati er. Esther har hver dag brug for at blive set, hørt og rørt i form af kram for at mærke sig selv. Jeg skal som pædagog gå forrest og guide hende og børnene.

Hvor god er du til nærvær? Det er et spørgsmål, som kan være svært at svare på.

Refleksion

 

Det kan være svært med nærvær i en travl hverdag

  

Hvad er egentlig nærvær?

Oplevelsen af manglende nærvær for et barn, sker også når der hele tiden forekommer små afbrydelser, men du er sammen med dit barn.

 

Hvorfor være nærværende?

 

 

Hvad gør børn når de ikke får nærvær?

 

Hvad skal der til for at du kan være nærværende?

 

Træn din opmærksomhed 

 

20 tips til mere nærvær

• hav øjenkontakt når du taler med dit barn
• følg dit barns initiativ
• inddrag dit barn i de daglige gøremål og i fællesskaber, så det føler sig betydningsfuldt
• vær tålmodig - tæl til 10 og lad rod være rod - smid perfektionisten over bord
• lyt aktivt til dit barn
• brug dialog til at udforske
• benævn hvad barnet gør og siger
• gå sammen ud og udforsk naturen, et supermarked osv
• hav fast offline tid - f.eks. om morgenen og fra 16-19.00
• læg mobilen væk når i spiser
• lad ikke fjernsynet kører konstant i baggrunden
• bed ikke dit barn om at vente 117 gange om dagen.
• sørg for, at der er masser af stunder, hvor du er  tilgængelig og dit barn kan komme i kontakt med dig.
• tæl til 10 og træk vejret dybt, inden du går ind i institutionen, for at hente dit barn.
• giv slip på daglige distraktioner til fordel for at gribe det, der virkelig betyder noget.
• vær til stede følelsesmæssigt, ikke kun fysisk
• stop med at multitaske
• søg hjælp hvis du har for travlt
• prioriter det vigtigste
• Vær tilgængelig for dit barn

 

I en undersøgelse blandt 531 børnehavebørn foretaget af Børnerådet svarer næsten halvdelen af de adspurgte børn, at deres forældre har alt for travlt med at kigge på mobil eller computer.

Det er en trist tendens, når børn får en opfattelse af, at mobilen er vigtigere end dem, og forældre skal være meget mere bevidste om deres mobilbrug når deres børn er til stede, hvis ikke deres børn skal betale prisen fra selvværdskontoen. Sådan lyder advarslen fra psykolog og forsker i omsorgssvigt Niels Peter Rygaard, som har kigget nærmere på 531 børns udsagn i en ny undersøgelse foretaget af Børnerådet.

Resultaterne fra Børnerådets undersøgelse, taler da også sit eget tydelige sprog når hele 43% af de adspurgte børn mener, at deres forældre har "rigtig meget travlt".

Hver tredje barn synes ikke, at deres mor og far har tid til at være sammen med dem og tæt på en femtedel af børnene mener, at de aldrig laver noget sjovt med deres forældre.

Ifølge børnene er det særligt mobilen, der tager far og mors tid. 

En andenplads til børnene

Børnene i undersøgelsen giver udtryk for, at de føler, at de kommer i anden række, efter mobilen. 

Det giver børnene en oplevelse af tristhed, forvirring og bekymring, når forældrene har travlt med f.eks. at tærske facebook igennem for noget der i virkeligheden ofte er ligegyldigheder, - i hvert fald i forhold til barnet, og det eneste der kan vende disse følelser til noget positivt er, ifølge Niels Peter Rygaard, et tæt følelsesmæssigt samvær og masser af interaktion med en mor eller en far, som har nærvær og opmærksomhed. 

Man kan gå en lille tur sammen hånd i hånd, se en film, skrælle et kilo kartofler, spille et brætspil, eller noget andet dagligdags, for det er ikke engang de store oplevelser, som børnene efterspørger, men rå og simpel nærvær fra deres forældre.

Ifølge børnepsykolog Mergrethe Bruun Hansen. giver mangel på nærvær indre uro, som på længere sigt går ind og påvirker barnets selvværd og gør barnet meget opmærksomhedskrævende, fordi der mangler tryghed og ro fra forældrene.

"Inderst inde har de lavt selvværd, og hvis du kigger på stigningen i antallet af børns psykiske sygdomme, så drøner det opad nu – også for middelklassefamilier, hvor det før i tiden kun var de rige, der ikke havde tid til deres børn, eller de fattige, der ikke kunne tage sig af dem, så gælder det nu næsten alle", siger Niels Peter Rygaard til TV2. Han mener, at den er helt gal, og at vi er ved at tabe næste generation på gulvet. 

Få svar på hvor god du er til nærvær

Omprioritering af tid

Formand for Børnerådet, Peter Larsen, mener, at det er ærgerligt, at forældrene ikke prioriterer deres i forvejen sparsomme tid anderledes. Men han mener ikke, at ansvaret udelukkende ligger hos forældrene og efterlyser en familiepolitisk debat om forældrenes muligheder for at tilrettelægge deres arbejdstid. 

"Hvad er der tilbage af samlet, stabilt og følelsesmæssigt nærvær, hvor man udveksler noget med hinanden? Det bliver der næsten ingenting af. Det er det, børnene sidder og siger i undersøgelsen. Løsningen i de moderne familier kan være, at man bliver bedre til at strukturere og opbygge rutiner for hvornår man er sammen og hvornår man ikke er sammen. Man kan ikke være sammen med sine børn altid, men når man er, så skal man være det intenst, og man skal være nærværende, og man skal have slukket alt muligt andet", lyder konklusionen fra Niels Peter Rygaard.

Læs også: Mangel på nærvær

Kilde: Tv2: Den er helt gal. Vi er ved at tabe næste generation på gulvet

Giv dig tid, mor er en bog, der henvender sig bredt til mødre i alle aldre, til fagpersonale: jordemødre, sundhedsplejersker, sygeplejersker, læger, men også mere generelt til dem, der er omkring kvinder, der snart eller lige er blevet mødre.

Bogen går på opdagelse i moderskabet, og i hvordan vi kan hjælpe hinanden og os selv med at møde og favne de store følelser, som er på spil, når kvinder træder de første spæde skridt på moderskabets sti. Bogen stiller spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå vi som samfund betragter graviditet, fødsel og den første tid som mor og inviterer til en genfortælling af moderskabet.

"Der findes ikke nogen i denne verden, som ikke kommer fra en mor, og som ikke i større eller mindre grad har været i berøring med en kærlig mor. Derfor er det også så vigtigt, at vi kigger på moderskabet, fordi det er alle menneskers indgang til denne verden. Det er vores velkomst og vores anslag til det liv, vi skal leve. Så den måde vi betragter graviditet, fødsel og den første tid som mor på, er fuldstændig essentiel for, hvordan vores samfund ser ud". (Giv dig tid, mor, s. 7)

Giv dig tid, mor  har fokus på overgangen som fænomen – overgangen ind i moderskabet og det at blive født som mor. Vi kan have det svært med de store følelser, og når de meget ofte dukker op i en overgang, kan de hurtigt blive oplevet og betegnet som voldsomme og værende alt for meget – både hos os selv og hos andre. Bogen ønsker at gøre op med denne forestilling og udvide normalbegrebet i forhold til, hvad vi betegner som normale reaktioner på at blive mor.

Giv dig tid, mor er en beskrivelse af forfatterens rejse i overgangen fra kvinde til kvinde og mor, men den er i lige så høj grad en formidling af andre kvinderes oplevelse af denne passage. Bogen er en formidling af, hvordan en overgangsperiode, og de store følelser, kan føre til vækst hos den enkelte kvinde. Og hvordan en anerkendelse og fordybelse i overgangen kan skabet et solidt fundament for moderskabet.


Bogen er en vekselvirkning mellem interviews og forfatterens egne ord.

Bogen består af tre hovedafsnit:

”At blive født som mor”. som behandler emnerne graviditet, fødsel og den første tid som mor.

”Superkvindens død?!”, hvor superkvinden skitseres – hende som klarer det hele, som hjælper alle andre før sig selv, og hende som gerne vil have, at alt er perfekt. Der gives et bud på alternativer til superkvinden.

Bogen afsluttes med  ”Livsfortællingerne”, hvor tre kvinder deler deres oplevelse, når de træder ind i moderskabet. Undervejs er der indlagt refleksionsafsnit under overskriften ”Giv dig tid…”, hvorunder læseren selv kan arbejde med de temaer, der skitseres undervejs i bogen.

Bogen kan købes her

 

 

Mange af os er så fokuseret på at være effektive, at vi konstant har gang i flere ting på samme tid. Sådan er vi hele tiden et skridt foran nuet på vejen videre mod det næste. Det skaber et hektisk aktivitetsniveau, som giver nærværet svære betingelser.

Vi, der er forældre i dag, husker nok 80’er-kampagnen, der kørte under sloganet ”Har du talt med dit barn i dag?” Man kunne sågar få klistermærker til køleskabet som en reminder. I dag kan vi trække på smilebåndet af det og tænke, at det er indlysende, at vi skal tale med vores børn hver dag og det gør de fleste af os garanteret også. Og sikkert på en helt anden åben og ligeværdig måde end for 30-40 år siden.

Men hvad med denne her: Har du haft øjenkontakt med dit barn i dag?
Tænk lige over det, – hvor tit foregår jeres snak og samvær under multitasking med oprydning, tjek af sociale medier eller med blikket nede i din egen tallerken, fordi du i virkeligheden ikke er helt tilstede, men er drevet ud af kontakten og videre til den e-mail, du skal skrive, når børnene sover, planerne for weekenden eller regninger, der skal huskes?

Multitasking plejede at være et plusord, men det er ved at ændre sig. I forhold til nærvær er det direkte usundt. Også for kvinderne, selvom de er bedre til det end mænd. Det belaster både vores nervesystem og relationen til vores børn, fordi vi kan ikke være nærværende, når vi samtidigt laver noget andet. Som en femårig pige bemærkede det om et ”mobil-forbudt-skilt” i svømmehallen: ”Jeg tror, telefoner er forbudt her, fordi de gerne vil have, at forældrene er sammen med deres børn.”
De mærker det instinktivt, vores børn – enten er vi sammen med dem, eller også er vi sammen med vores smartphone, vores tanker om arbejdet, vores bekymringer. Vi kan ikke begge dele samtidig. Ikke rigtigt.

For mange af os er det en vanskelig opgave at fokusere vores opmærksomhed mod en enkelt ting ad gangen, men det har vi i dag mere brug for end nogensinde. I den digitale verden vi lever i, er der så meget, der konkurrerer om vores opmærksomhed, at vi næsten ikke har tid til kun at være et sted ad gangen og derfor får vi svært ved at være nærværende. Børnene mærker det og oplever desværre, at de ikke bliver valgt til.

Når vi til gengæld kigger dem ind i øjnene og giver dem vores fulde opmærksomhed, så lyser de og spirer. Og det er der ikke noget at sige til. Vi elsker alle sammen at blive set, føle os valgt til og især af de vigtigste i vores liv. Det giver os en følelse af at være betydningsfulde og det nærer vores selvfølelse.

 

Hvorfor er øjenkontakt så vigtig?

Øjne er dragende at kigge i og fulde af informationer, fordi de ærligt afspejler vores inderste følelser. Vi kan altså aflæse hinandens følelser ved at se hinanden i øjnene. Og særligt i de nære relationer skaber øjenkontakt et nærværende og kontaktfuldt øjeblik, hvor vi virkelig ser og mærker hinanden – nærmest på celleplan. Vi er så tæt forbundet i disse øjeblikke, at vi med et enkelt blik og et smil kan vise vores kærlighed, vores forståelse eller give trøst og berolige.

Det kan næsten komme til at lyde som om, at øjenkontakt helt kan erstatte alle ordene. Det kan det i nogen situationer og slet ikke i alle. Men øjenkontakt skaber et tæt bånd mellem os, som gør, at vi ofte vil møde hinanden med en større nysgerrighed, empati og forståelse. Vigtigst af alt, at blive set ofte i øjnene af de vigtigste mennesker i barnets liv, dets forældre, gør at barnet mærker tyngden af sin eksistens: jeg er her i verden, jeg har min plads og jeg bliver set, lyttet til og taget alvorligt.

Øjenkontakt bringer nu’et i spil

Når øjenkontakt så effektivt kan rette vores opmærksomhed væk fra alt det, der så larmende kalder på os og mod vores barn, kan vi aktivt bruge øjenkontakt som et redskab til at bringe noget langsomhed ind i vores hverdag. For når vi i et øjeblik hiver i bremsen ved at kigge vores barn i øjnene, bringer vi nuet i spil og der skaber vi et rum, hvor vi lige præcis i dette øjeblik får lov til at gøre indtryk. Hvor her og nu får en betydning i sig selv i stedet for blot at være et skridt på vej til noget andet. Det giver både os og vores barn en grounding, hvor vi mærker jorden under vores fødder, fornemmelsen i maven og ikke mindst vores kærlighed til hinanden. Et sådant øjeblik kan have en gennemslagskraft, der rækker langt ind i dagen, hvor vi ellers er adskilt.

 

Tilbyd din øjenkontakt

Med denne viden kan man få lyst til bare at sidde og se sit barn i øjnene hele tiden. Her er det vigtigt at tænke på øjenkontakt som et tilbud, der kan tages imod og udveksles som en gave, hvor vi åbner op til vores inderste og mest private. Insisterende øjenkontakt derimod er ikke en gave, men kan føles grænseoverskridende og krævende. Især for børn.
Modsat os voksne, der kan sidde, tale og kigge hinanden dybt i øjnene i halve og hele timer ad gangen, kan den intense øjenkontakt hurtigt blive for overvældende for børn, og de vil foretrække at gå ind og ud af kontakten. Derfor skal vi nøjes med at tilbyde vores øjne og stå til rådighed, når børnene har brug for at kigge ind i dem, så de kan tjekke ind og ud af kontakten efter behov.

Vi kan passende dosere den nærende kontakt drypvist i de små pauser i hverdagssituationerne og ikke kun omkring middagsbordet. Det kunne fx være bagspejlet, når vi kører og barnet sidder på bagsædet. Her kan vi med øjenkontakt og uden ord få sagt: ”Jeg ser dig og du er så betydningsfuld for mig.” Det kilder i maven, fordi de mærker, at de er til og har betydning. Eller i de tilspidsede situationer om morgenen på vej ud af døren, kan vi se vores barn ind i øjnene og siger noget i retningen af: ”Nu er vi ved at gå helt galt af hinanden. Hvad har du brug for, for at vi kan komme ordentlig ud af døren sammen?”

Og det er ikke ensbetydende med, at vi så modvilligt skal give barnet, hvad det ønsker sig. Det afgørende er, at barnet i det øjeblik vil føle sig set og taget alvorligt. Og det er det vigtigste i de betydningsfulde relationer. Vi kunne også få øjenkontakt med vores barn, når det leger på legepladsen og dermed lade dem vide, at vi ser dem og at det de laver ser sjovt ud.

Summen af disse små øjeblikke er med til at skabe den tætte, nærende kontakt mellem forælder og barn, der giver barnet oplevelsen af, at det er betydningsfuldt og værd at elske. Det hjælper til at barnet kan føle sig tryg og rolig i livet, så det kan stå stille, når der er brug for det i en verden, der suser forbi. Og det er et godt udgangspunkt og styrker børn i at tro på deres eget værd og tage deres plads i livet.

Selvregulering og farfundamentet

Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.

I mit forløb for fædre - Farfundamentet, (<--- du finder information om forløbet, nederst i artiklen efter at du har klikket på linket her) sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
OBS holdopstart i KBH primo november 2022

 

Vold forskrækker de fleste mennesker. Vold mod børn er særligt alvorligt og giver forældre store bekymringer og vækker uro i hele samfundet. Men hvad gør man som forælder, når det er ens barn, der er voldeligt – og endda bruger fysisk vold mod sig selv?

Forstå børn, der slår sig selv

Den populære sundhedsplejerske og forfatter til en række bøger om familie og børn Helen Lyng Hansen, fortæller på Netsundhedsplejerske.dk, at der kan være mange grunde til, at børn i nogle situationer og faser af barndommen slår sig selv.


Som svar til en mor, hvis datter slår sig selv, giver Helen Lyng Hansen en række forslag til, hvordan man som forælder kan forstå barnets selvskadende adfærd:

- Se den smerte, barnet forvolder sig selv, som en fysisk manifestation af stærke følelser indeni: Fysisk smerte er nemmere for barnet at forholde sig til, og nemmere for barnet at se. Det er en form for kommunikation, hvor barnet måske søger forældrenes opmærksomhed om noget, det har svært ved at sætte ord på.

- Børn kan straffe forældre ved at slå sig selv efter logikken ”Se, hvad du får mig til, når jeg ikke må få den is/have Eva på besøg/være sent oppe/få hul i ørene”.

- Barnet kopierer forældrenes opførsel. Hvis man som forælder ofte omtaler sig selv negativt, når noget er gået galt, så kan det betyde, at barnet straffer sig selv fysisk, hvis der er sket noget, som barnet ser som sin fejl.

 

Det handler om situationen

Når du vil finde ud af, hvorfor dit barn slår sig selv, så prøv at tænke over, hvilke situationer det sker i. Sker det, mens barnet er alene, i skolen, i trygge rammer eller blandt andre mennesker?

Menneskers reaktioner handler ofte om menneskerne omkring dem – vi er vores relationer. Tænk derfor over, om kommunikationsformen kan laves om i de situationer, hvor barnets slår sig selv.

Du kan også overveje om der bliver givet nok plads og hjælp til, at barnet kan udtrykke sin frustration, sorg eller vrede?

Nærvær og tryghed

Endeligt anbefaler Helen Lyng Hansen, at vi voksne ganske simpelt husker at tale med barnet om, hvorfor det slår sig selv.

At vi skal huske at lade barnet føle sig set og ikke blot suse gennem livet med barnet parkeret foran en skærm. - At vi skal finde tid til at bage en kage og gå en tur. Holde en tæt og tryg kontakt, så barnet føler, at forældrene er der til at hjælpe, når livet er svært. Kombinationen af nærvær og tryghed kan være den bedste medicin - både for børn og voksne.

 

Husk, at det altid er muligt at finde råd og vejledning hos din egen sundhedsplejerske eller din kommunale familievejledning.

Læs også: Når mit barn sparker og bider