Jeg har noget på hjerte. Jeg er bekymret for fremtiden, bekymret for vores elskede børnebørn og de kommende generationer.
Min egen barndom var ikke just vellykket, hvilket skyldtes min mor var psykisk syg og min far alkoholiker. De var begge totalt fraværende.
Jeg blev tvangsfjernet hjemmefra som 9 årig og opvoksede på forskellige døgninstitutioner. Hvor velmente lønnede voksne tog sig af mig på klokkeslæt og efter en nøje planlagt pædagogik.
De uddannede havde ingen ægte empati, ingen ægte kærlighedsfølelser og skulle passe på sig selv. De ansatte skulle ikke brænde ud, de skulle lægge afstand og være professionelle.
Og sådan noget kan børn mærke – børn kan ikke snydes på følelserne.
Og bliver børn udsat for meget for ”uægte” fraværende voksne, stressede voksne, voksne der ikke er autentiske og for mange elektroniske babysittere, så rammer det vore dejlige poder. Og det slår hårdt.
Læs også: Få svar på hvor god du er til nærvær?
Børn vil ses, de vil høres og tages alvorlige. De vil have ægte nærvær, anerkendelse og de vil elskes for det de er.
Og det er der jo ikke noget odiøst i – det vil vi vel alle.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om at vi alle elsker vore børn – og der findes mange fantastiske forældre. MEN nogle forældre er ikke i stand til at vise det, de har simpelthen ikke lært det hjemmefra, det kan heldigvis læres. Hvor der er indsigt og vilje – er der også en vej.
Her kommer vi til min bekymring.
Vores samfund er efter min mening kørt helt af sporet. Vi skærer kraftigt ned på alt hvad der har med børneområdet at gøre. Vi pisker forældrene rundt i manegen med reklamer – der giver et forfejlet billede af hvad det er vore børn har brug for. Vi hopper lige i med begge ben, lapper på den dårlige samvittighed og holder godt gang i salget, af dét, et hvert barn bare må eje.
Forældre knokler så sveden springer, tempoet bliver konstant sat op og vil man være på arbejdsmarkedet – har man bare at følge trop. Ellers er der nok ledige og villige til at overtage.
Hold op hvor vi bare sidder i saksen.
Efter en lang opslidende arbejdsdag - eller for den sags skyld; klapjagt på de ledige – er man så udmattet, at man ikke har overskuddet og kræfterne til uddeling af ægte nærvær til poderne.
Her er det, at TV, Ipad, Iphone og computer kommer ind og det jeg startede med at skrive om - fraværende voksne.
Vi gør det ikke af ondskab og manglende kærlighed til vore børn, men af simpel mangel på tid, energi og overskud. Og jeg er dybt i mit hjerte og langt ind i min mavefornemmelse overbevist om, at det skader vores børn på sigt.
De vil komme til at mangle evnen til ægte nærvær, empati og de meget vigtige sociale kompetencer.
Det var så noget fra mig til eftertanke og refleksion.
Ikke for at ramme nogen eller give dårlig samvittighed - Om man er enig med mig i det skrevne – er ligegyldigt i denne sammenhæng. Det vigtige for mig at se er, at vi alle elsker vore børn, og at vi langt hen af vejen har en valgmulighed for at ændre nogle ting i dagligdagen.
Handling skaber forvandling.
Læs også: Hanne Furby's bog: Dagbogsblade fra et Mælkebøttebarn – livtag med den negative sociale arv
