Du er her:min barsel»Artikler»Samfund»Hjemmepasning | min barsel

Kommuner giver forældre større fleksibilitet med tilskud til pasning af egne børn, men betingelser og retningslinjer fastlægges individuelt. Undersøgelse afslører detaljerne bag den populære ordning.

Hver enkelt kommune har beføjelse til at fastsætte størrelsen af tilskuddet samt bestemme, hvilken aldersgruppe der kan få tilskud til at passe egne børn. Kommunalbestyrelsen kan vælge at tilbyde forældre et tilskud til at passe deres børn fra 24 uger op til skolestart i stedet for at tilbyde en plads i en daginstitution. Det er op til kommunalbestyrelsen at træffe beslutning om, hvorvidt de ønsker at tilbyde tilskud til pasning af egne børn.

Hvis kommunalbestyrelsen beslutter at tilbyde dette tilskud, kan de vælge at begrænse tilbuddet til en specifik aldersgruppe.

For at modtage tilskud til pasning af egne børn skal forældrene afstå fra at have deres barn optaget i en daginstitution i henhold til dagtilbudslovens §§ 19 og 21 eller modtage tilskud til privat pasning i henhold til dagtilbudslovens § 80.

Forældre, der ansøger om tilskud til pasning af eget barn, kan ikke modtage dette tilskud samtidig med at modtage offentlig overførselsindkomst eller have en arbejdsindtægt. Derudover er det en betingelse, at ansøgeren har opholdt sig i landet i mindst 7 ud af de seneste 8 år.


Læs også: Hjemmepasning i verdens mest institualiserede land

Kilde: https://www.uvm.dk/dagtilbud/typer-af-tilbud/pasning-af-egne-boern

 

Tilskud til pasning af egne børn kan gives for en periode på minimum 8 uger og maksimalt et år. Kommunalbestyrelsen har mulighed for at fastsætte længere minimumsperioder og kortere maksimumsperioder. Der kan højst udbetales tre tilskud til samme husstand.

Kommunalbestyrelsen kan kun tildele et tilskud pr. barn i en periode, der ligger inden for de fastsatte minimums- og maksimumsgrænser. Tilskuddet tildeles hvert barn for en periode, der er inden for de fastsatte tidsgrænser. Den samlede tilskudsperiode kan opdeles i to, men den må samlet set ikke overstige den maksimale periode. Hvis tilskudsperioden deles i to, kan perioden deles mellem barnets forældre, hvis begge forældre har ret til ydelser og opfylder betingelserne for at modtage tilskud til pasning af eget barn.

Det samlede tilskud pr. husstand må ikke overstige beløbet for maksimale dagpenge. Det er kommunalbestyrelsen i den pågældende kommune, der fastsætter tilskuddet til pasning af egne børn. Tilskuddet skal være ens for alle børn inden for samme aldersgruppe.

Kommunalbestyrelsen har generelt ansvar for at føre tilsyn med forholdene, hvorunder børn i kommunen lever.

Læs undersøgelsen: https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/publikationer/2018/nov/181112-kort-fortalt-tilskud-til-pasning-af-egne-boern-t.pdf


Udgivet i SAMLIV


Det er langt fra alle kommuner, der giver økonomisk støtte til, at man kan passe sit eget barn hjemme. Faktisk er det kun omkring halvdelen af landets kommuner der har valgt at benytte sig af dagtilbudsloven, der giver kommunerne lov til at vælge at give forældre et økonomisk tilskud, hvis de gerne vil passe deres egne børn. Dette på trods af, at det offentlige tilskud, som en institution modtager, ligger på133.000 kroner om året i gennemsnit for et vuggestuebarn og 74.000 for et børnehavebarn.

Det er heller ikke alle kommuner der giver det samme beløb til hjemmepasning. Silkeborg kommune yder tilskud til hjemmepasningen, men mens andre kommuner betaler langt mere, har Silkeborg ind til nu ligget i den lave ende. Nemlig et tilskud på kr. 2000 pr. barn. 

Men nu lader det til, at der er flere penge på vej til familier der ønsker selv at stå for dagligdagen for de 0-5 årige borgere i kommunen. Fra næste år er planen at fordoble tilskuddet til hjemmepasning, og det betyder, at Silkeborg kommune hermed nærmer sig det økonomiske gennemsnit på landsplan.

Det kommer til at koste kommunen omkring 1 million kroner at sætte beløbet op, og derfor vil de meget gerne have flere børn ind i ordningen.

TV2 ØSTJYLLAND har interviewet Søren Kristensen (S), der er formand i Børne- og Ungeudvalget i Silkeborg kommune, og til spørgsmålet om hvorfor det er kommunens opgave at finansiere pasning af egne børn, lyder svaret:

- Det er en vekselvirkning, som jeg synes, er rigtig vigtig. Vi skal være med til at skabe de bedste rammer for børn, og jeg har et stort hjerte for børn i 0-6-årsalderen, og de skal have en god start på livet, siger Søren Kristensen.  Vi mangler noget fleksibilitet til de forældre, der gerne vil gå hjemme lidt længere tid, og give deres børn den oplevelse. 

 
Udgivet i NYHEDER

Vi lever i en tidsalder og en verdensdel, hvor der er et stort fokus på det enkelte individ og hvor selvstændighed i den grad hyldes.

Det har grelle konsekvenser for vores børn. Ikke fordi der er noget som helst galt med selvstændighed, hvilket er en meget vigtig og naturlig ”evne” for alle mennesker. Men fordi vi kommer til at overføre vor tids selvstændighedsideal til vores børn i blinde, uden at tage deres udvikling i betragtning.
 
Det forårsager, at vi ofte kommer til at gøre ting, der modvirker vores børns selvstændighed og dermed vanskeliggør deres naturlige evne til at kunne klare sig i denne verden.
 
Selvstændighed er nemlig ikke noget der skal læres, men noget der udvikles helt naturligt. Ligesom det at kravle eller at gå.
 
Men hvordan støtter vi så bedst denne (selvstændige) udvikling?
 
Ved netop at fokusere på de ting, der i generationer er blevet udskældt for at gøre vores børns uselvstændige.

Udgivet i BARNETS UDVIKLING
lørdag, 03 februar 2024 06:03

Lykken som småbørnsmor med egen virksomhed

Filmen knækkede, da jeg blev gravid med mine tvillinger.

Hverdagen havde længe været presset. Jeg var træt af mit konsulentjob med sene arbejdstider, som var svært at forene med at være en småbørnsmor, der gerne ville have tid til leg og hygge. Med udsigten til to babyer kunne jeg slet ikke se, hvordan enderne skulle mødes og jeg frygtede, at jeg ville blive stresset og trist.

Noget skulle laves om.

Jeg havde længe haft lyst til at blive selvstændig igen. Mens vi boede i Paris, havde jeg startet et rekrutteringsfirma.

Det var vildt sjovt, det gik godt og jeg kunne sælge min del, da vi flyttede til Danmark. Jeg havde en positiv erfaring at se tilbage på, men vidste også, at jeg ikke ville arbejde lige så meget som dengang, og at det kunne være hårdt at skulle sælge og skaffe kunder.

Jeg sagde mit job op under barslen og gik i tænkeboks med, hvordan min virksomhed skulle se ud.

 

 

I dag, to et halvt år senere, har jeg en velfungerende virksomhed, med en fornuftig økonomi og tid til at aflevere og hente alle børnene sammen med min mand, fire ud af fem dage. Jeg laver det jeg brænder for, nyder friheden til selv at bestemme, og føler mig taknemlig for alle de muligheder jeg har.

Jeg vil gerne dele mine overvejelser, erfaringer og bedste råd med dig, så du kan få inspiration til at lykkes med din virksomhed.


5 råd til at komme godt i gang med din virksomhed

1) Hvad er vigtigst for dig, arbejdsmæssigt og privat?

Start med at finde ud af, hvad der er allervigtigst for dig både arbejdsmæssigt og privat.

Privat handler det om, hvem du gerne vil være sammen med, og hvad du gerne vil have tid til. Arbejdsmæssigt handler det både om, hvor meget du vil tjene, og hvad du gerne vil lave.

Prøv at lave en liste med alt det du gerne vil, og derefter prioritere tre områder privat og tre områder arbejdsmæssigt, som du vil fokusere på. Du kan ikke nå det hele på en gang. 

I din virksomhed er det bedste du kan gøre at lykkes med en ting af gangen, inden du starter noget nyt op:

Start med at sælge et produkt til en målgruppe, før du går videre til det næste. Vil du for eksempel sælge både til virksomheder og privatpersoner, så vælg det du helst vil og start her.

Når du har kunder nok, kan du så gå videre til den næste målgruppe. Der hvor mange går galt er, at de giver op for hurtigt, det vil sige, at de prøver at sælge noget et par gange, og når det så ikke lykkes, skifter de fuldstændig retning og afprøver en ny idé.

Du er nød til at være vedholdende og fokuseret, for det tager tid at blive "kendt" og få kunder.


Alle kan få idéer, kunsten er at lykkes med dem.

Privat er det en god idé at dele dine aktiviteter op over længere tid,  samt at skære de ting fra der ikke hjælper dig med at udvikle din virksomhed eller få tid til familien. For eksempel se dine veninder en gang om måneden i stedet for hver uge eller droppe at se fjernsyn.

Husk også dit helbred, så du ikke kører dig selv ned. Søvn, sund kost og fysisk aktivitet er med til at give dig det overskud, du har brug for som mor og selvstændig. Jeg har ofte valgt at tage en lur, hvis børnene har holdt mig vågne om natten. Jeg når mere, er gladere og laver færre fejl, når jeg er veludhvilet.



2) Lav et økonomitjek og justér

Kig din økonomi igennem, og spar op eller skær ned på forbruget i en periode, så du ikke er så økonomisk presset i starten. Er du i forhold, så tal med din partner om det, og afstem forventninger til fremtiden.

Jeg ville gerne have en blid start på mit firma, da tvillingerne kun var seks måneder, da jeg fik CVR nummer. Vi valgte derfor at skifte bilen ud med en ladcykel og blive boende i vores tre-værelses lejlighed med vores fire børn, fremfor at flytte til noget større og dyrere, samt at bruge af vores opsparing.

Jeg kender andre, der har valgt at holde ferierne hjemme, hæve noget af deres pensionsopsparing eller holde op med at ryge, for at gøre opstarten nemmere.

Hvad kan du gøre?



3) Lær om salg og markedsføring

Lær om salg og markedsføring og find ud af, hvordan du får kunder. Det er i sidste ende kunderne, der afgør om du kan leve af din virksomhed.

Start med at finde ud af:
 - Hvem vil du hjælpe?
 - Hvem er din målgruppe?
 - Hvilken forskel gør det du laver for dine kunder?
 - Hvad får de ud af din service eller dit produkt?

Lav en trin for trin plan, hvor du holder dine kunder i hånden fra, at de hører om dig til, at de køber noget hos dig.



4) Find nogen at sparre med

Der er en del usikkerhed forbundet med at være selvstændig:

Du kaster dig ud i noget nyt, du er ikke sikker på din indtjening, du skal være synlig og du skal til at sælge.

Disse ting kan sætte gang i overlevelsesmekanismerne hos de fleste mennesker, og kan gøre, at man bliver “bange”, laver overspringshandlinger og går i stå.

Det bedste du kan gøre, er at have nogen, du kan sparre med. Kender du ikke andre selvstændige, kan jeg anbefale, at du deltager i netværk og arrangementer for selvstændige, så du kan tale med ligesindede og få støtte eller et boost, når du trænger til det.



5) Vær fokuseret og vedholden

Husk! Der er ingen mirakelkur eller quick-fix til at få succes. Det er handling, fokus og vedholdenhed, som giver resultater.


Læs også:  Businessmor - tre trin til succes


Udgivet i SELVUDVIKLING


Da jeg blev gravid med min datter, var jeg godt i gang med min uddannelse til sygeplejerske. Jeg var en ambiti
øs og pligtopfyldende studerende. Jeg fik topkarakterer, havde relevante studiejobs og arbejdede frivilligt ved siden af. Jeg havde planer om, efter endt uddannelse, at få et par års erhvervserfaring og derefter læse videre på en kandidat.

Det var min plan i hele graviditeten, da min datter blev født og mange måneder efter. Da hun var helt lille var jeg derfor på rundvisning i vuggestuer, læste om forskellige dagplejere og lavede lange lister, hvor jeg opvejede fordele og ulemper ved dagpleje vs. vuggestue. Jeg endte med at skrive hende op til nogle udvalgte og fandt endda også "drømmestedet" i en privat flerbørnsdagpleje. Jeg var meget positiv og planlagde at starte hende op stille og roligt omkring 11-12 måneder, og derefter fortsætte med min uddannelse.

Og det gjorde jeg sådan set også. Jeg var der to dage sammen med hende, hvor hun klamrede sig til mig uafbrudt. Hvor jeg så de andre børn græde og kalde på deres mødre og fædre. Børn der græd alene på legepladsen, uden nogen så det. Jeg så også en masse børn grine og lege med hinanden.

Pædagogerne var meget søde og tog godt imod os, men alt indeni mig skreg nej, da kontaktpædagogen sagde, at jeg næste dag skulle gå i en time.

Det havde jeg ellers været forberedt på, men da det kom til stykket, føltes det så naturstridigt og var tydeligvis ikke i min datters interesse. Det var udelukkende et spørgsmål om, at hun skulle passes af andre end mig, så jeg kunne få tiden fri til mine studier.

Og det fik mig til at tænke mig grundigt om. Efter jeg fik min datter har jeg virkelig indset, at min familie er min 1. prioritet. Over mine studier, karriere eller hvad end jeg ellers har af andre personlige ønsker og mål. Og når jeg nu tydeligt kunne mærke, at det ikke var min datters behov at starte i institution - burde jeg så ikke prioritere hendes behov først og leve i tråd med mine værdier og prioriteter?

Da jeg tog hjem fra institutionen på 2. dagen ringede jeg derfor til min mand og forklarede ham om mine følelser, og fortalte at jeg ikke havde planer om at komme tilbage dertil. Vi måtte finde løsninger - koste hvad det ville. Han var heldigvis enig.


Hjemmepasning som studerende

I det næste og sidste halve år af min uddannelse passede jeg derfor min datter selv og læste samtidig.

Jeg sagde mine studiejobs op, undlod at komme til al undervisning uden mødepligt og når jeg endelig havde mødepligt, brugte min mand sit sparsomme tilladte fravær på sit studie og tog hjemmedage med hende i stedet. Det var hårdt nogle dage og krævede, at jeg sad længe oppe og læste og skrev min bachelor

Men jeg blev færdig og uddannet sygeplejerske med flotte karakterer og en masse relevant praksiserfaring - jeg kunne vælge og vrage i jobs og havde allerede fået tilbudt to ønskejobs, som stod klar til mig, når jeg var færdig.

 

Hvad med min datter?

Hun var nu halvandet, og jeg mente stadig bestemt ikke, at institution var i hendes interesse. Faktisk var jeg, efter at have lavet en masse research på emnet, kommet frem til, at institution aldrig ville blive i hendes interesse. Daginstitutioner kom som en løsning på det pasningsproblem der opstod, da kvinderne ville på arbejdsmarkedet. Og selvom der er rigtig mange positive ting ved, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet, er det i mine øjne sket på bekostning af børnene.

Hverken min mand eller jeg mener, at det er naturligt eller i vores børns interesse at blive passet af professionelle i institutioner. Vi mener, at vores børn skal være sammen med os og lave andre nære og varige relationer - både til børn og voksne.


Om at fravælge institutioner helt og permanent

Derfor har vi nu fuldstændig og permanent fravalgt institutioner til vores datter og alle fremtidige børn.

Vi har lagt vores liv og vores planer om. Jeg har nu ingen planer om at arbejde som sygeplejerske eller læse videre, så længe jeg har hjemmeboende børn. 

Min mand planlægger sit studie og sin jobsøgning efter, hvordan han kan få frihed og selvstændighed, så vi alle kan være sammen mest muligt.

Vi har opbygget et stort netværk af andre familier med samme værdier, som vi ser mange gange om ugen - enten enkeltvist eller i grupper, og nogle af de familier planlægger vi at flytte sammen med senere hen.

I øjeblikket betyder det økonomisk, at vi lever meget stramt og meget småt. Vi er konstant lidt fattige og har ikke udsigt til flere penge foreløbig. En dag, når min mand tjener en fuldtidsløn, vil det hjælpe lidt på det. Vi har dog affundet os med, at vi nok aldrig bliver rige. Når vi en dag vil have mere plads, må vi finde os et sted, hvor husene koster det samme som vores lille bitte lejlighed i København, da vi ikke bliver gode kandidater til et stort huslån.

Men hvad vi ikke har og får i penge og luksus har og får vi til gengæld i tid med hinanden og vores børn. Vi får lov at kende dem ud og ind og til at opleve hele deres barndom. Vi undgår stressede morgener, ulvetime og sure pligter. Vi har en enorm frihed i hverdagen og kan planlægge hver dag, lige som vi har lyst til.

Jeg er glad og har overskud til min datter og min mand hver eneste dag. Og selv på den hårdeste dag er jeg inderligt lykkelig over det liv, vi har skabt

Hvis du vil læse mere omkring en hverdag med naturlig opdragelse og uden institutioner, kan du gå på opdagelse i min blog NeoHippie.dk

Er du interesseret i at læse mere om hjemmepasning anbefaler Min-barsel.dk bogen: Er der nogen hjemme? en antologi om hjemmepasning

 

 
Udgivet i SAMLIV
mandag, 11 januar 2016 00:00

Hvor mange børn skal dele én voksen?

Jeg har ét brændende ønske om mininimumsnormeringer. Og det er fordi jeg hører til blandt dem, der almindeligvis, er begejstret for vores daginstitutioner. Ja, jeg fristes til at sige, at jeg hører til blandt dem, der 'elsker' daginstitutioner. Fordi gode daginstitutioner med veluddannet pædagogisk personale kan give mit barn rigtig meget.

Vuggestuer, dagpleje og børnehaver er ikke blot pasning - det er her vores børn socialiseres og udvikles, det er her hvor fællesskab og gode oplevelser går hånd i hånd med omsorg fra varme pædagogiske hænder.
 
Men nogen har hvisket mig i øret, at jeg bør dæmpe min begejstring. Og det er ikke Hr. og Fru 'Hvem-som-helst'. Professor i psykologi Dion Sommer og lektor Grethe Kragh-Müller tvivler så meget på kvaliteten af danske dagtilbud, at de ikke længere kan anbefale danske daginstitutioner. Først nævnte, som tidligere har været en begejstret fortaler for vores daginstitutioner, går faktisk så langt som til at sige, at vores institutioner nu er så ringe, at de kan være direkte skadelige for børns udvikling.
 
Det ekko´er i mit hoved.....'skadelige for børns udvikling....., skadelige for børns udvikling...' og den dårlige samvittighed trænger sig voldsomt på. Der mangler 4.400 ansatte i vores daginstitutioner sammenlignet med 2009 – og det kan mærkes, selvfølgelig kan det dét!

 
 
Jeg mærker det, når jeg afleverer mit barn på legepladsen, og det er svært at spotte en voksen. Jeg mærker det, når jeg afleverer mit barn og tæller 11 børn og kun én voksen. 
Jeg mærker det, når jeg hører ansatte fortælle, at de alt for ofte oplever, at de ikke har tid til at trøste et barn, der er ked af det.
Når jeg afleverer mit barn i børnehavens varetægt, så vil jeg være 100% sikker på, at hun har en dejlig dag, at nogen holder om hende og af hende, ser og hører hende, drager omsorg for hende, støtter hende i hendes udvikling og hjælper hende med at etablere venskaber. Og det er kun muligt, hvis der er tilstrækkeligt med veluddannet pædagogisk personale på rød stue.
 
I dette land, hvor alt synes reguleret til mindste detalje, hvor vi har regler for krumningen på agurken, findes der ikke regler eller lovgivning for hvor mange børn der må dele én voksen i vuggestuen og børnehaven. 
 
Ja, man undres, men det er sandt.  Vi ved fra forskningen at ratioen børn/voksen har afgørende betydning for barnets trivsel her og nu, men vi ved også at det trækker spor langt ind i voksenlivet. Børn der har gået i højkvalitets børnehaver med et betydeligt antal veluddannede pædagoger klarer sig bedre, bliver mindre kriminelle, får bedre uddannelse, bliver i højere grad selvforsørgende og bidrager i højere grad til fællesskabet. Vi ved også fra forskningen, at investeringer i de mindste giver det bedste 'afkast', så hvis vi i denne sammenhæng skal tage de økonomiske briller på, så er investeringer i de mindste oven i købet en 'god forretning'.

 
 
 
Derfor er det mit største ønske, at regeringen og de øvrige politikere på Christiansborg forstår nødvendigheden af minimumsnormeringer. Altså en centralt fastsat grænse for hvor mange børn der må dele én voksen. Gode normeringerne er fundamentet for at vi kan skabe kvalitet. Vi kan have nok så dygtige og engagerede medarbejdere, hvis de er alene med børnegrupper på 10, 15, 20 børn eller flere, så bliver det 'brandslukning' og vi kan se i vejviseren efter omsorg, udvikling, trivsel og for den sags skyld læring.
 
Jeg synes faktisk at vores børn har ret til flere pædagogiske medarbejdere og det er vores pligt som ansvarlige voksne at sikre det nødvendige antal medarbejdere. 

 

 

Udgivet i SAMFUND

I Danmark starter de fleste børn i vuggestue eller dagpleje lige omkring deres 1 års fødselsdag. Dermed er de danske børn blandt de børn i verden, der starter tidligst i daginstitution. De er også de børn i verden, der tilbringer flest timer af deres dag i daginstitutioner. Vi taler bare ikke så meget om det.

På kun 50 år er vi gået fra at betragte institutionerne som en nødvendig forudsætning for forældrenes deltagelse på arbejdsmarkedet, til i dag at betragte dem som en nærmest nødvendig del af børns udvikling. Det er de ikke. 

Som forældre kan man måske midt i hverdagens travle trummerum få den tanke, at det kunne være rart selv at tage del i de bedste vågne timer af sit barns dag. Man kan drømme om selv at være den, der hører de nye ord og ser de første skridt; man kan drømme om selv at få lov til at opleve de første års eksplosive udvikling fra første parket. 
 
Men i Danmark er tårevædede afskedsscener ved “vinkevinduet” og en klump i maven på vej på arbejde på få årtier blevet en helt almindelig del af børnefamiliernes liv. De fleste affinder sig med det, for “sådan er det jo”. Men der er også dem, der stopper op, vender om og går imod strømmen med deres børn i hænderne - for livet er så kort, og barndommen endnu kortere.


Samfundets rammer lægger dog ikke ligefrem op til, at vi selv tager os af vores børn fuld tid i de første ellers så afgørende år, og derfor kræver det mod, vilje og benhård prioritering at vælge det.

En af grundene til det er fx den måde vores skattesystem er skruet sammen på, en anden er det pasningstilskud, som staten giver i støtte til børnepasningen; begge dele nærmest tvinger begge forældre til at arbejde fuldtid, mens deres guldklumper tilbringer dagen med profesionelle omsorgspersoner.


Statsfinansieret pasning

I Danmark er institutionspladserne finansieret 75% af det offentlige. Det vil sige, at de omkring 3.000,- (tallet varierer fra kommune til kommune), forældrene betaler for en vuggestueplads, kun dækker 25% af den samlede udgift for pladsen.
 
Grunden til at forældrene støttes økonomisk i at få passet deres barn, mens de arbejder, er selvfølgelig, at det er fordelagtigt for statskassen, at både mor og far er på arbejde, mens pædagogen i vuggestuen passer fire børn. 1:4-pasning kan betale sig, fordi det frigiver forældrenes arbejdskraft.
 
Tilskudet på de 75% af pladsens egentlige omkostning følger barnet i den offentlige institution, men kan i dag også tages med over i en privat institution, en kommunal dagpleje eller en privat dagpleje. Faktisk følger det offentlige tilskud barnet helt ind i hjemmet. Man kan få det store offentlige tilskud til pasning af barnet med hjem, så barnet kan lære at tale og gå i vante og hjemlige omgivelser.

Det offentlige støtter altså ikke kun 1:4-pasning i institutionen, men også 1:1-pasning i hjemmet, og det er jo meget godt.

Den eneste hage ved det er, at det vel at mærke ikke må være en af barnets forældre, der passer det! Hvem må så stå for 1:1-pasningen af det lille barn i dets eget hjem? Det er i princippet lige meget – så længe vedkommende er fyldt 18 år og har en ren straffeattest – bare det ikke er barnets far eller mor. 

Læs også: Er den nogen hjemme? - En antologi om hjemmepasning


Alle andre end forældrene

Jeg kan altså som forælder få pasningstilskuddet og give det i løn til en bedstemor, en tante, en onkel, en bekendt eller en 18-årig, jeg hiver ind fra gaden. Jeg kan ansætte et andet lille barns mor til at passe mit lille barn; og så kan hun jo passende ansætte mig til at passe sit barn. Vi kan så at sige bytte barn og hjem i dagens lyse timer – med statens velsignelse og økonomiske støtte. Så længe vi bare ikke passer vores egne børn.
 
At tilskuddet fordeles sådan, forekommer mig helt grotesk. Om jeg passer mit barn, mens den private børnepassers arbejdskræfter frigives til at betale skat af et andet job, eller omvendt, gør jo ingen forskel for bundlinjen.

Det oplagte ville være at lade pengene følge barnet. At vi i stedet for at lade pengene følge vuggestuen, dagplejen, onklen, bedstemoren eller den 18-årige giver forældrene råderetten over tilskuddet og et reelt frit valg i forhold til pasningen af deres børn.

For det første: Fordi signalet ved at give tilskuddet til alle andre end forældrene er, at forældrene er de mindst egnede til at tage sig af deres egne børn – og det mener jeg er helt forkert. For det andet: Fordi et sådant økonomisk tilskud ville gøre valget om hjemmepasning til en reel mulighed for flere. 
 
Børn vil gerne være der, hvor deres forældre er, og hvis forældrene også gerne vil være der, hvor børnene er, synes jeg, de skal have muligheden for det.

 

Red: Siden forfatteren skrev denne artikel, er flere kommuner begyndt at tilbyde tilskud til pasning af egne børn. En undersøgels,  der er opdateret i 2022 viser, at halvdelen af landets kommuner nu tilbyder tilskuddet. 

Kommuner har siden 2002 haft mulighed for at give tilskud til forældre, der passer egne børn i alderen 24 uger og frem til skolestart.

Børne- og Socialministeriet har set nærmere på, hvor mange kommuner der giver tilskud, og udviklingen i antallet af børn der bliver passet af egne forældre med tilskud fra kommunen.

Rapport - Kort fortalt: Halvdelen af landets kommuner yder tilskud til pasning af egne børn (pdf)

 

 

 

Udgivet i SAMFUND
mandag, 01 juni 2015 00:00

Småbørns familieforeningen SAMFO

For tiden debatteres det mange steder, om de danske småbørn ville være bedre tjent uden den tidlige start og omfattende pasning i vuggestue og dagpleje.

Flere og flere forældre begynder at stoppe op og overveje, hvad de og deres børn er bedst tjent med i stedet for bare at følge flokken og gøre som alle andre.

 

Flere og flere hjemmepassere

Antallet af forældre, der passer deres børn hjemme, er stærkt stigende, men antallet af de forældre, der drømmer om at gøre det, men ikke kan få det til at lade sig gøre, er endnu større. 

I Danmark er samfundet nemlig skruet sådan sammen, at det er svært for børnefamilier at klare sig for én indkomst.
 
Man kan få store pasningstilskud til at få sine børn passet af andre, men man kan ikke få økonomisk støtte til at passe dem selv.
 
I dag er vores Dagtilbudslov blevet så liberaliseret, at kommunen betaler 75% af barnets pasning, hvad enten det er i offentlig eller privat vuggestue og dagpleje.

 

Forældrene er de mest oplagte

Ja faktisk kan man få dækket 75% af udgiften til en privat børnepasser, der passer barnet derhjemme i trygge og velkendte omgivelser; det må bare ikke være én af forældrene, der gør det.
 
Det er en skæv politik, der sender det helt forkerte signal, at forældrene er de mindst egnede til at tage sig af deres egne børn – selvom de i min optik er de mest oplagte til det.
Udgivet i SAMFUND