Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

Du er her:min barsel»Artikler»Samfund»Hjemmepasning i verdens mest institutionaliserede land

Hjemmepasning i verdens mest institutionaliserede land

Skrevet af 

I Danmark starter de fleste børn i vuggestue eller dagpleje lige omkring deres 1 års fødselsdag. Dermed er de danske børn blandt de børn i verden, der starter tidligst i daginstitution. De er også de børn i verden, der tilbringer flest timer af deres dag i daginstitutioner. Vi taler bare ikke så meget om det.

På kun 50 år er vi gået fra at betragte institutionerne som en nødvendig forudsætning for forældrenes deltagelse på arbejdsmarkedet, til i dag at betragte dem som en nærmest nødvendig del af børns udvikling. Det er de ikke. 

Som forældre kan man måske midt i hverdagens travle trummerum få den tanke, at det kunne være rart selv at tage del i de bedste vågne timer af sit barns dag. Man kan drømme om selv at være den, der hører de nye ord og ser de første skridt; man kan drømme om selv at få lov til at opleve de første års eksplosive udvikling fra første parket. 
 
Men i Danmark er tårevædede afskedsscener ved “vinkevinduet” og en klump i maven på vej på arbejde på få årtier blevet en helt almindelig del af børnefamiliernes liv. De fleste affinder sig med det, for “sådan er det jo”. Men der er også dem, der stopper op, vender om og går imod strømmen med deres børn i hænderne - for livet er så kort, og barndommen endnu kortere.


Samfundets rammer lægger dog ikke ligefrem op til, at vi selv tager os af vores børn fuld tid i de første ellers så afgørende år, og derfor kræver det mod, vilje og benhård prioritering at vælge det.

En af grundene til det er fx den måde vores skattesystem er skruet sammen på, en anden er det pasningstilskud, som staten giver i støtte til børnepasningen; begge dele nærmest tvinger begge forældre til at arbejde fuldtid, mens deres guldklumper tilbringer dagen med profesionelle omsorgspersoner.


Statsfinansieret pasning

I Danmark er institutionspladserne finansieret 75% af det offentlige. Det vil sige, at de omkring 3.000,- (tallet varierer fra kommune til kommune), forældrene betaler for en vuggestueplads, kun dækker 25% af den samlede udgift for pladsen.
 
Grunden til at forældrene støttes økonomisk i at få passet deres barn, mens de arbejder, er selvfølgelig, at det er fordelagtigt for statskassen, at både mor og far er på arbejde, mens pædagogen i vuggestuen passer fire børn. 1:4-pasning kan betale sig, fordi det frigiver forældrenes arbejdskraft.
 
Tilskudet på de 75% af pladsens egentlige omkostning følger barnet i den offentlige institution, men kan i dag også tages med over i en privat institution, en kommunal dagpleje eller en privat dagpleje. Faktisk følger det offentlige tilskud barnet helt ind i hjemmet. Man kan få det store offentlige tilskud til pasning af barnet med hjem, så barnet kan lære at tale og gå i vante og hjemlige omgivelser.

Det offentlige støtter altså ikke kun 1:4-pasning i institutionen, men også 1:1-pasning i hjemmet, og det er jo meget godt.

Den eneste hage ved det er, at det vel at mærke ikke må være en af barnets forældre, der passer det! Hvem må så stå for 1:1-pasningen af det lille barn i dets eget hjem? Det er i princippet lige meget – så længe vedkommende er fyldt 18 år og har en ren straffeattest – bare det ikke er barnets far eller mor. 

Alle andre end forældrene

Jeg kan altså som forælder få pasningstilskuddet og give det i løn til en bedstemor, en tante, en onkel, en bekendt eller en 18-årig, jeg hiver ind fra gaden. Jeg kan ansætte et andet lille barns mor til at passe mit lille barn; og så kan hun jo passende ansætte mig til at passe sit barn. Vi kan så at sige bytte barn og hjem i dagens lyse timer – med statens velsignelse og økonomiske støtte. Så længe vi bare ikke passer vores egne børn.
 
At tilskuddet fordeles sådan, forekommer mig helt grotesk. Om jeg passer mit barn, mens den private børnepassers arbejdskræfter frigives til at betale skat af et andet job, eller omvendt, gør jo ingen forskel for bundlinjen.

Det oplagte ville være at lade pengene følge barnet. At vi i stedet for at lade pengene følge vuggestuen, dagplejen, onklen, bedstemoren eller den 18-årige giver forældrene råderetten over tilskuddet og et reelt frit valg i forhold til pasningen af deres børn.

For det første: Fordi signalet ved at give tilskuddet til alle andre end forældrene er, at forældrene er de mindst egnede til at tage sig af deres egne børn – og det mener jeg er helt forkert. For det andet: Fordi et sådant økonomisk tilskud ville gøre valget om hjemmepasning til en reel mulighed for flere.  

Børn vil gerne være der, hvor deres forældre er, og hvis forældrene også gerne vil være der, hvor børnene er, synes jeg, de skal have muligheden for det.

Læs også: Din kommune giver muligvis penge for at du kan passe dit barn

Her kan du se hvilke kommuner der giver tilskud til hjemmepasning

 

 

 

Janni Iben Stevn Hansen

 

 

Janni Iben Stevn Hansen er hjemmegående mor til tre børn, bestyrelsesmedlem i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO og medforfatter til bogen Er der nogen hjemme? – en antologi om hjemmepasning.

Køb bogen eller læs mere på  www.erdernogenhjemme.dk

Hjemmeside: www.erdernogenhjemme.dk
(C) Min-Barsel.dk | Annoncør: We Digitize