Du er her:min barsel»Nyheder»Flere penge på vej til hjemmepassere i østjylland
onsdag, 02 december 2020

Flere penge på vej til hjemmepassere i østjylland

Skrevet af 


Det er langt fra alle kommuner, der giver økonomisk støtte til, at man kan passe sit eget barn hjemme. Faktisk er det kun omkring halvdelen af landets kommuner der har valgt at benytte sig af dagtilbudsloven, der giver kommunerne lov til at vælge at give forældre et økonomisk tilskud, hvis de gerne vil passe deres egne børn. Dette på trods af, at det offentlige tilskud, som en institution modtager, ligger på133.000 kroner om året i gennemsnit for et vuggestuebarn og 74.000 for et børnehavebarn.

Det er heller ikke alle kommuner der giver det samme beløb til hjemmepasning. Silkeborg kommune yder tilskud til hjemmepasningen, men mens andre kommuner betaler langt mere, har Silkeborg ind til nu ligget i den lave ende. Nemlig et tilskud på kr. 2000 pr. barn. 

Men nu lader det til, at der er flere penge på vej til familier der ønsker selv at stå for dagligdagen for de 0-5 årige borgere i kommunen. Fra næste år er planen at fordoble tilskuddet til hjemmepasning, og det betyder, at Silkeborg kommune hermed nærmer sig det økonomiske gennemsnit på landsplan.

Det kommer til at koste kommunen omkring 1 million kroner at sætte beløbet op, og derfor vil de meget gerne have flere børn ind i ordningen.

TV2 ØSTJYLLAND har interviewet Søren Kristensen (S), der er formand i Børne- og Ungeudvalget i Silkeborg kommune, og til spørgsmålet om hvorfor det er kommunens opgave at finansiere pasning af egne børn, lyder svaret:

- Det er en vekselvirkning, som jeg synes, er rigtig vigtig. Vi skal være med til at skabe de bedste rammer for børn, og jeg har et stort hjerte for børn i 0-6-årsalderen, og de skal have en god start på livet, siger Søren Kristensen.  Vi mangler noget fleksibilitet til de forældre, der gerne vil gå hjemme lidt længere tid, og give deres børn den oplevelse.