Du er her:min barsel»Artikler»fødselsberetning | min barsel

Torsdag d. 8 april 2010: min terminsdag

Jeg vågner om morgenen og tænker - wauw det er i dag. Der går pludselig nogle ting op for mig og til trods bækkenlæsning går jeg i krig med at vaske tøj, gøre hytten ren og bager veboller. Til frokost kommer min kæreste hjem for at sige hej.

Han finder mig på køkkengulvet i færd med at vaske køkkenlåger. Han kigger noget målløst på mig og giver mig et kys.

Jeg fortæller at slimproppen er gået kort forinden, men at det jo desværre ikke betyder fødsel. Han tager på arbejde igen og jeg fortsætter arbejdet.

Klokken 17.00 kommer Steffan hjem og han er helt oppe at køre. Han spørger om det er okay at han går ud og ryger (han er stoppet med at ryge i hverdagen) for han er helt ude af den. Han går lige op på arbejdet - jeg aner dog ikke hvorfor (det viser sig i dag at han ikke aner hvad han lavede der eller hvad han skulle - plus at vagtmødet han havde med sine medarbejdere tidligere havde været en underlig oplevelse for medarbejderne, da han klokkede i alt og skrev forkerte arbejdstider ind i systemet.)

Nåh, men han kommer hjem og jeg har slemme plukveer men det er jeg jo vant til, så ingen ko på isen. Vi spiser en lækker risotto med stegt laks dertil. Mums. Det fortryder jeg senere. Jeg sidder resten af aftenen i en stor sækkestol pga. plukveerne som gør det uudholdeligt at sidde i sofaen eller en stol. Går i seng ved 22.30 tiden og jeg har ikke sat forhåbningerne op efter noget, da jeg er bange for at blive skuffet.

 Natten mellem torsdag og fredag

Kl. er nu 01.30 og jeg vågner til det der kan kaldes for en solid ve. Jeg tænker - det kan da ikke passe. Så jeg prøver at sove igen, men 12 min senere kommer næste ve. Okay, men jeg vil altså sove da der jo måske venter en "maraton" forude.

Det skal dog vise sig at søvn bliver en by i Rusland, for allerede kl. 2 kommer de ret hyppigt. Jeg kan overhovedet ikke finde ud af at tage tid på veerne (havde downloaded en fancy app, men havde for ondt til at kunne overskue det), og kl. 02.15 går jeg ned i stuen for at ringe til fødegangen.

Jeg får en meget sød jordemoder i telefonen og får en del veer i telefonen. Hvis vi har lyst må vi gerne komme og det vil jeg gerne.

 

Går nu op for at vække den kommende far, som kommer ud af sengen i en fart jeg aldrig har set før og han får sig på rekord tid et bad og gjort sig klar. Han styrter rundt i hytten af forvirring, men jeg havde på forhånd pakket alt til ham og selv ve-bollerne som jeg bagte onsdag kom med. Han spurgte sågar om han kunne nå på toilettet.

Han havde for første gang parkeret vore nye bil foran huset, da han var sikker på, at det var i nat - og ganske rigtigt. Kl. 03.16 kører vi fra Nordborg og har 30 km til fødegangen.

Undervejs i bilen kan min kæreste ikke overskue længden af veerne længere og tager tid - 2 min mellem og 1 min varighed. Ved hver ve hiver jeg mig op fra sædet, ved at holde med et fast og hårdt greb omkring bøjledimsen i loftet, mens den anden hånd med et blev placeret på Steffans hånd som styrede gearstangen.

Ja, Toyotaen fik da lov at vise hvad den kunne, for kl. 03.30 holder vi på parkeringspladsen ved sygehuset – godt det var nat og vi ikke mødte nogen politibil undervejs. Turen fra parkeringspladsen til fødegangen er et mareridt, hvor jeg under hver ve hænger op af Steffan.

Da vi kommer op på fødegangen er der meget stille og vi kommer ind og jeg bliver undersøgt - ingen livmoderhals og 3 cm åben - wuhu. Hun står desværre skævt i bækkenet, men ikke noget der skal gøre ved pt. Vi skal ikke hjem før prinsessen er kommet til verden. Jeg kommer i badekar med det samme og det virker så dejligt under veerne.

Omkring kl. 6 får jeg pressetrang og kommer op af badekaret. Jeg er 5 cm åben, så det er super godt. Havde forinden fået lavement og nøj en oplevelse - råbte bare til Steffan: "Af banen skat, mor skal på toilette nu". Får også taget vandet herefter, for at sætte skub i tingene. Hvilken grinagtig oplevelse. Steffans øjne var større end tekopper, da han så vandet klaske ned på gulvet.

Det efterfølgende er MEGET uklart rent tidsmæssigt…

Ved jordemoderskift kl. 7.00 får jeg jordens bedste jordemoder Anita. Hun har en ambulance-elev, Sally med som skal opleve en fødsel netop i dag.

Ca. to timer senere har jeg stadig denne pressetrang og veerne stormer ind over mig, men er meget uregelmæssige og jeg suger løs på min iltmaske. Anita må beklageligt fortælle, at jeg stadig kun er 5 cm åben. Jeg klemmer min kærestes fingre og han har det så skidt med, at jeg har det så dårligt, men intet kan han gøre. Jeg kaster nu op to gange, og risottoen fra aftenen i forvejen ligger nu i posen – ad!!!

2 timer senere undersøges jeg igen - stadig kun 5 cm åben. Anita siger nu at vi om en time tjekker igen og så kalder hun både for- og bagvagten til dette tjek da lillepigens hjerterytme ikke er alt for god. Jeg får lagt en epidural blokade. som hjælper på smerterne fortil, men ikke pressetrangen.

En time senere - stadig kun 5 cm åben. Jeg får nu vedrop og har nu dobbelt veer og vepauser som svinger fra 1 min til 5 sekunder.

STADIG PRESSETRANG. Fy for den.

 

Jeg får lagt akupunkturnåle fortil, men de ryger hurtigt, og jeg bliver stukket 2 gange for neden - podendus - for at dæmpe pressetrangen, men dette hjælper heller ikke.

Min kæreste kan efter en halv time ikke længere overskue, at se mig med så svære smerter og spørger om de ikke kan gøre et eller andet, for han kan ikke holde ud at se mig sådan længere.

Anita siger, at hvis der ikke er sket noget indenfor en halv time, så kommer for- og bagvagten, for herefter at foretage et akut kejsersnit, .. hvis der ikke er fremgang. Jeg får at vide af Steffan, at jeg undervejs flere gange har grædt ind i iltmasken, revet den af og skreget: "Så spræt mig op"..

En halv time senere skal jeg ud og tømme blæren i håbet om at det kan hjælpe lidt. Jeg har tegnblødning, som Anita siger kan være et godt tegn. Min kæreste er på det tidspunkt ret påvirket af situationen og fortalte mig efterfølgende, at han på det tidspunkt blev enig med sig selv om, at han skulle snakke med en psykolog bagefter, fordi det var så skræmmende en oplevelse – at han kun kunne stå ved siden af mig og støtte mig, men intet gøre.
I mellemtiden har vi fået "besøg" af to assistenter, som følger resten af forløbet. På et tidspunkt spørger Steffan Sally, om hvor sort en finger skal være for at falde af, og hun siger – ”Ork, der skal meget til”. Indtil hun kigger på Steffans fingre og konstaterer, at de er helt blå, så han bør nok skifte hånd. Utroligt så mange kræfter man får som fødende.

Da jeg kommer tilbage fra toilettet bliver jeg tjekket og Anita kigger med store øjne på mig: "Jamen Tina, du har udvidet dig til 10 cm på den sidste halve time. Så nu skal vi bare have hende ned på bækkenbunden. Jeg tænkte bare WHAT!!!! For en halv time siden snakkede vi akut kejsersnit og NU må jeg nøkke stille og roligt med, for at få hende ned. Hvilken lettelse.

Anita siger, at jeg er super dygtig til at nøkke med og få hende "hurtigt" ned på bækkenbunden. Pludselig siger hun, at jeg må presse aktivt med.

 

NU! Er det NU?

Den ene af de to søde assistenter, spørger om jeg vil kigge med i et spejl. Havde svoret, at jeg ALDRIG ville gøre dette, men nikkede ja tak. Steffan har efterfølgende sagt at dette var en sjov oplevelse, for mens jeg pressede som en gal med iltmasken på, fik jeg "råbt" OP, NED, OP, OP (altså til spejlet). Steffan har fortalt, at det så ret sjovt ud, for assistenten fulgte jo mine instrukser i en vældig fart.

Anita siger, at jeg er rigtig god, men at de måske er nødt til at klippe. Næ nej – du kan da bare tro nej, tænker jeg. Jeg presser som en gal og holder pause i ve-pauserne.

Lillepigens kurve er rigtig fin. Pludselig siger Anita, "Tina, kan du se vi er ved at gøre klar?" Jeg råber ind i iltmasken "Neeej, du skal ikke klippe" og hun siger så kækt, ”Nej rolig nu Tina, det er fordi hun kommer lige om lidt”.

WHAT!!!! Det jeg kan se i spejle, kan da umuligt være ude om lidt!!! Der presses heftigt videre og min kæreste som har kigget meget ind i væggen, kigger nu på mig og som han siger: "Jeg pressede og var ildrød i hovedet - pludselig kom der et hov, hov, nej fra mig i iltmasken og et meget sjovt ansigtsudtryk" - og ud kommer vores lille elskede prinsesse i et pres.

Hun stikker i hyl og er lidt blå - det havde vi dog fået at vide at hun ville være, men de gned løs på hende, mens hun lå hos mig og hun var helt fin og velskabt og blev hurtigt ”lyserød” som hun skulle.

Åh mor og fars lille skat.

På stuen stod nu min jordemoder Anita, Sally ambulance-eleven, de to assistenter, bag- og forvagten plus min elskede kæreste. Min kæreste græd, men jeg var så overvældet, at jeg ikke rigtig fattede så meget. Kiggede bare min kæreste dybt i øjnene og sagde: "Her er hun skat, hun er vores". Anita spørger om jeg har flere presseveer, men nej.

Så siger hun ”Host Tina”, og jeg forsøger at hoste. Efter to minutter er moderkagen ude. Et par enkelte rifter, som får et par knuder.

Anita sige, at det er et under, at jeg ikke sprækker, da jeg havde så stor pressetrang i så længe.

Filippa Olivia blev født 13.14.

3 timer senere blev hun målt til 52 cm og 3650 gram. Hun har en stor fødselssvulst på højre side af hovedet, som dog havde fortaget sig mandag da vi tager hjem.

 

For omkring to år siden, fødte jeg mit tredje barn. En lille dreng som ikke blev adskilt fra moderkagen før navlesnoren på tredjedagen var så indtørret at den faldt af helt af sig selv.
 
Tid! Tre dage, hvad er det i det store regnskab - intet. Det var en magisk overgang og de tre dage var indholdsmæssigt guddommelige og eventyrlige. Det var vidunderligt ikke at forcere noget, bare være til stede sammen. Zappe helt ind i euforien, kærligheden, lykkefølelsen, glæden og stoltheden. Hvor var det en smuk fødsel.
 
Jeg græd inderligt, da vi efter fem dage, pga. lugtgener måtte tømme fødekarret. Graviditeten og fødslen, var på alle måder helt anderledes end de to foregående.


 

Et andet spor end det slagne

Jeg havde valgt at følge et helt andet spor, end det slagne.

I denne graviditet gik jeg meget ind i mig selv, for at finde frem til hvordan jeg egentlig ønskede det hele skulle være. Og ikke mindst fødslen.
 
Det betød f.eks. at jeg reflekterede en del over, om jeg havde brug for alle de tilbud jeg fik i graviditeten. Tilbud om scanninger og ekstra flow målinger. En flow måling, er en scanning, der viser trykket i navlesnoren og derved overførslen af blod; ilt og næring via moderkagen, til barnet.  
 
Vi valgte nakkefoldsscanningen fra. Vi nåede frem til, at vi alligevel ikke ville kunne få fjernet barnet, hvis det nu viste sig at have Downs.
 
Misdannelsesscanningen valgte vi til – dog uden kønsvurdering. Jeg ville gerne føde dette barn i vores sommerhus, derfor havde jeg brug for, at vide om der var nogle misdannelser hos barnet. Eller jeg følte måske først endeligt, at jeg kunne tage beslutningen om en fødsel i et andet setting, end hospitalets, når jeg vidste med sikkerhed, at barnet ikke ville have særlige behov ved fødslen.
 
Kønsvurderingen ville vi ikke have. Vi snakkede meget om det. Vi syntes det var spændende at blive overrasket. Vi syntes også det var vigtigt for barnet, ikke at være kønsligt specificeret indtil fødslen. Jeg havde heller ikke de fjerneste skrupler over at ”møde” barnet som både en pige og en dreng, i den tid det boede indeni mig. Tværtimod. Et menneske har jo alligevel både feminine og maskuline anlæg.
 
Vi sagde nej tak til de ekstra flowmålinger, fordi jordemoderens ”målinger” med hænder og centimetermål, sagtens ville kunne fortælle om en evt. nedsat tilvækst. Især fordi de jordemødre der fulgte os, var de samme fra gang til gang. Dette giver alt andet lige, en mere præcis måling. 
 
Jeg gik også indad, for at finde ud af hvordan vi bedst kunne skabe rammer for at modtage dette barn, som var en lille efternøler og en gave til de større søskende på  17 og 14. 

 
 

Det norske urinstinkt

Jeg arbejdede på det tidspunkt i Norge som jordemoder, på en lille fødeklinik langt ude i fjeldende. Her traf jeg kvinder, der ofte var vokset op på landet, med dyr omkring sig. De besad de fleste af dem, en ro der viste sig at være forbundet med det at have set dyremødre give liv til små dyreunger. De fleste havde set både større og mindre dyr føde stærke levedygtige unger. Og selvfølgelig havde de også erfaret at ikke alle dyreunger overlever.

Læs også: Flere vælger hjemmefødsel

 
De havde altså en form for afklarethed eller måske var det ydmyghed, overfor fødslen. En ærbødighed. Dette fandt jeg ud af, fordi jeg spurgte ind til forhold, der for den enkelte skabte tryghed. Her kom der selvfølgelig andet til syne, end blot dette at have set en eller flere dyrefødsler, men det var iøjnefaldende gennemgående, at dette vidne til naturens kraft og magiske livsudfoldelse, gav dem ro og tillid til deres egen graviditet og fødsel.  
 
Jeg var således imens jeg selv ventede mig, jordemoder ved mange vidunderlige fødsler. Det skete bare. Kvindernes kroppe gjorde det helt af sig selv – vi havde masser af tid.
 
Selvom jeg er jordemoder, var jeg i min graviditet som sådan, ikke meget i kontakt med systemet, blot mine egne jordemødre, når jeg var hjemme i Danmark.  Dette kombineret med alle samtalerne og de smukke uberørte fødsler på mit arbejde, satte mig ind i en mere instinktiv følelse af barnet og den fødsel som begyndte at nærme sig. Den tid jeg tilbragte i naturen, når jeg havde fri fra mit jordemoderarbejde, gav mig et meditativt fokus i form af kærlighed, glæde, tillid, luft, fred, tid og naturlighed samt intelligensen i det naturlige. 
 
Da alt viste sig at være 100% fint ved misdannelsesscanningen, bestemte vi os endeligt for, at indrette os i vores sommerhus.

 
 
Dette fine fine familiested, var indhyllet i både skov og hav. Stranden lå lige ude på den anden side af hybenbuskene, ti skridt fra terrassedøren.
 
Her kunne jeg ånde og igen synke ind i min krop og meget tydeligt mærke den ro jeg havde brug for. At komme ind til der hvor jeg kunne være autentisk i mine valg. For at finde modet, måtte jeg gå ind og videre ind og videre ind. Ind til den indre graviditet. Den indre autoritet og visdom. Og skærme denne tilstand.
 
I svangreomsorgen i dag, bliver vi hele tiden revet ud af kroppen og op i hovedet – ud på et stykke papir. Eksempelvis min svangre journal. Objektivitet kombineret med mangel på tid og evt. fravær, vidste jeg ikke ville være nogen god kombination for mig. Det ville fjerne mig for meget fra den vigtige kropsfornemmelse og tillid, en graviditet kræver.  
 
Min baby var meget livlig. Jeg vidste jo ikke om det var en pige eller en dreng. Jeg følte oftest, det var en pige. 
 

Moderkagen - Det Glemte Chakra

Jeg havde købt og downloaded (derved støttet hendes NGO arbejde på den lille fødeklinik i Ubud på Bali. BumiSeihat www.bumisehatfoundation.org) et kompendium om moderkagen fra en jordemoderkollega Ibu Robin Lim, som jeg gav mig i kast med at læse i de sidste uger inden fødslen.
 
Kompendiet hed ”Placenta, The Forgotten Chakra” og lokkede mig umådeligt med sin antydning af nogle finurlige sammenhænge. Skulle moderkagen kunne betragtes som et chakra? Spændende, det havde jeg ikke hørt om før.
 
Jeg slugte den, på stranden, i haven, i hængekøjen, straks jeg var stået op, efter hav bad – tilbage til min bog. Den fortryllede mig  - den handlede om hvordan man kunne se på moderkagens funktion, ud fra mange forskellige forståelser; medicinsk, antropologisk, spirituelt og naturvidenskabeligt, og så handlede den om lotusfødslens filosofi samt alt det praktiske du skal overveje ifbm. en lotusfødsel. 
 
Der med ét var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg ville have en lotusfødsel. Jeg ville ikke aktivt afbryde forbindelsen imellem min baby og moderkagen efter fødslen. Jeg føjede følgende til min fødeplan:
 
Min fødsel skal være en lotusfødsel, derfor:
 
Navlesnoren skal ikke på noget tidspunkt klippes over.  
 
Moderkagen skal, når den er født, nænsomt lægges ned i en skål med håndvarmt vand og blive der lidt efter fødslen.  
 
Herefter skal den vaskes, tørres, saltes og ligges på et stykke hvidt bomuldsstof i en kurv med blomster omkring. Måske lavendel. 
 
Og jeg skrev yderligere; ikke fordi det har noget særligt med lotusfødslen at gøre, men mere noget at gøre med den fascination jeg fik af moderkagen imens jeg læste: 
 
Jeg vil gerne indtage et stykke af moderkagen blended med friskpresset økologisk grapefrugtjuice.
 
Hvorfor havde jeg pludselig lyst til at spise rå moderkage?
 
Det ved jeg simpelthen ikke, udover at jeg jo godt var klar over, at der skulle være en række ”medicinske” fordele ved det, som nedsat blødning pga. bedre sammentrækning af livmoderen, modermælksboostet og påvirkningen til at undgå fødselsdepression / reaktion.
 
Jeg tilskriver det nu jeg tænker efter, nok det, at jeg havde givet mig selv plads og mulighed for, at finde helt ind til min egen autoritet og mit mod til fuld ansvarlighed, ifht. min krop, min graviditet og min fødsel. Og derinde. Derinde i instinktet, lå denne længsel efter at spise noget helligt.
 
For det havde jeg fået fuld forståelse for, ved at læse Ibu Robin Lims ”Placenta, The Forgotten Chakra” at den er. Moderkagen er hellig. Moderkagen er skabt af faderen og moderen til barnet, som en tvilling, der omslutter barnet i tiden i livmoderen, som en søster, som en engel. Som en støtte i den voldsomme overgang en fødsel er for barnet. 
 

Fødslen - et hav af lykke

De to andre børn havde jeg født to uger før min terminsdato. Vi flyttede først ned i sommerhuset ca. fjorten dage inden termin.  
Det var lidt nervepirrende, men den lille bønne ventede pænt.  
 
Godt.
 
Da jeg var 40 + 2 havde vi om dagen været ude at cykle en lang lang tur. Jeg var dejlig træt og havde slet ikke i tankerne at jeg kunne gå i fødsel.
 
Efter grill i haven lagde jeg mig lidt i aftensollyset, som i overflod strømmede ind på loftet. Lyset faldt omkring mig som en hvid vinge. Ihmmmm jeg var i en ret poetisk stemning den aften, jeg husker det tydeligt.
 
Jeg havde læst mit moderkagekompendium færdigt og havde intet jeg skulle nå nu. Var det virkelig sådan? Dette gjorde mig rolig. Jeg døsede hen. Åbnede øjnene som små sprækker. Jeg følte mig konturløs og beruset. Om lidt ville min elskede komme op til mig og stilheden ville inspirere os… Jeg kunne høre ham rumstere nedenunder.
 
Fødekarret havde vi fået med, alle de hvide stofstykker, mine blomsterhomøopatien, alt det bløde tøj i småt. Vi havde lavet mad og raw energikugler. Jordemødrene havde været hos os for et par dage siden, vi havde spist i haven. Min fødeplan havde jeg finjusteret og fortalt dem hvad der virkelig ville betyde noget for mig under fødslen og hvorfor. Jeg havde en rigtig dejlig følelse af tryghed.
 
Min mand var med på det hele og vi glædede os. Hvem var det mon der var derinde?
 
Mine større børn ville vist ikke rigtigt med til fødslen, de var inde i byen og den største boede sågar oppe omkring Kulhuse, Jægerspris. Han var på efterskole. De havde så travlt med det der var deres og selvom jeg havde fortalt dem at de endelig måtte komme, komme, komme og være med – at det ville være fantastisk for dem at opleve, var de ligesom et andet sted.
 
Min store dreng sagde at han da bestemt glædede sig til at være med til en fødsel engang, men at det måske føltes lidt sjovt hvis det skulle være mig der fødte – hans mor.
 
Den vinkel kunne jeg jo godt følge men jeg følte mig i virkeligheden ikke blufærdig og vidste jo hvor overjordisk en fødsel er og jeg ønskede virkelig at give dem muligheden for at være der når deres lille søskend kom til verden. Vidste det ville give dybde til deres forståelse af fødsel og liv. Men det skulle selvfølgelig være frit.  
 
I dag har min datter lidt fortrudt at hun ikke kom med – det vidste jeg ville kunne ske, men sådan er det jo. 
 
Jeg missede med øjnene. Solens lys var vandret baglæns, havde trukket sig ud over vandet, eller var det månelys. Det var mørkt i rummet. Jeg var døsig. Mærkede mine plukkeveer langt borte i livmoderhulens fjerneste kroge. Var jeg faldet i søvn? Alt var stille og jeg listede nedenunder. Jeg skulle på toilettet. 
 
Tilbage på loftet blev jeg helt blød over synet af min elskede der sov tungt på madrassen. Gardinerne var ikke trukket for og lyset fangede min opmærksomhed. Månen var næsten fuld og lyste op. Det var som om der var undervandslys i en lige linje fra månen som hang derude over de regelmæssige rolige bølger og ind til stranden. Det var enestående, jeg havde virkelig ikke set sådan et lys før. Jeg husker at jeg nåede at tænke; ”Nu kommer de med mit barn” inden jeg faldt i søvn igen.  
 
Kl. 7 vågnede jeg og mærkede at sammentrækningerne i livmoderen stadig var der, som torden langt borte. Mon det var nu? Jeg krøb ikke elegant (væltede) ned til min mand og fortalte ham at det måske var nu, jeg fortalte ham hvordan det føltes og vi snakkede om hvordan vi skulle gribe det an hvis jeg var på vej i fødsel. Vi bed os i læben hver især og kneb os i armen – waaaauw nu var det nok nu. Men først senere for de var så langt borte og stadig plukkeveagtige.
 
Efter en time stod vi op og jeg var ikke mere end lige kommet nedenunder før jeg overhovedet ikke længere var i tvivl. Nu havde jeg rigtige veer og med ét gik vandet.  Veerne blev endnu kraftigere og jeg var ikke længere i stand til at tage deltagelse i nogen som helst praktiske beslutninger, jeg nåede lige at ringe til jordemødrene Anne og Krista inden jeg trak mig ind i mit eget fødelandskab. 
 
Kl. 12 var min dreng født… jeg sprang op i fødekarret lige inden fordi jeg følte en spænding imod mit mellemkød så enorm, at jeg var nervøs for at gå i stykker. Vidste at vandet ville hjælpe mig til at turde give efter og modtage min baby. Jeg havde forinden været både i vandet og rundt på gulvet.
 
Jeg springer altid omkring, kravler på væggene, griber fat i alt muligt jeg kan hænge i, når jeg er på land, så vandet var en stor støtte for mig. Jeg faldt til ro. Vandet var en stor støtte for mig i enden. Det gav mig mod og tillid i den virkelig krævende overgang.
 
Jeg tog selv imod vores barn.
 
Han havde stået stædigt på ikke at ville flektere nakken åbenbart, så han havde en stor kalot øverst oppe på issen. Men hans øjne. Hans læber. Hans fingre. Hans styrke ikke mindst. Det var overvældende. Det havde været barskt for ham.  
 
Jeg var nu mere klar og kunne fokusere på alt det gode vi kunne gøre for ham. En blid velkomst skulle han have. Han var hos mig. Min mand omsluttede os og det føltes så eventyrligt fint at jeg næsten ikke kunne rumme det. Jeg var helt stille. Naturkræfterne der for et øjeblik siden havde været inde i min krop; stormen, bølgerne, den tunge torden, var nu som forsvundet. Afløst af en stille regn af kærlighed. Et hav af lykke.  
 

Moderkagens helligdom og forfald

Moderkagen blev født og vi lagde den i et lille stål fad med lunkent vand – dette for at accelerere overførslen af alt hvad der findes i moderkagen af ilt, næring som vitaminer, mineraler f.eks, jern, stamceller og selvfølgelig den umålbare livsenergi samt varmen ikke mindst fra en ven til en anden, i en svær overgang. Den sejlede rundt på overfladen af det stille verdenshav i fødekarret i en rum tid.
 
Jeg drak den hellige eliksir og har aldrig nogensinde før smagt noget der føltes så vitalt og opkvikkende. Smagen var - helt ærligt…skøøøøn!

Læs også: Sen afnavling

 
På et tidspunkt svævede jordemødrene os over på et tillavet leje i stuen i sommerhuset. Nu var solen ved at bryde frem. Det havde ellers været overskyet og det havde regnet. Det var hyggeligt med regn undervejs og det fik ilden i brændeovnen til at virke endnu mere varmende end ellers. Magi! 
 
Nu lå vi der min baby og jeg og alt prikkede i mig. Huden føltes næsten overfølsom og lykken fyldte alle celler ud med lys. Aldrig havde jeg forestillet mig at dette kunne svare til virkeligheden. Jeg kunne simpelthen ikke havde forestillet mig det, for jeg havde aldrig oplevet sådan en grad af velvære før. Nej åbenbart ikke!
 
Jordemødrene tog sig et havbad, min mand lavede kyllingesuppe til os, den røde naturvin stod og iltede. Lige der besluttede jeg mig for, at jeg i min jordemoderpraksis fremadrettet ville udbrede kendskab til lotusfødslen og selvfølgelig fortsat slå et slag for hjemmefødslerne. Dette skulle mange flere opleve.
 
Det var eventyr at ligge der med moderkagen i kurven, nu saltet og pyntet med blomster og fint tildækket med hvidt bomuldsstof.
 
Jeg lå og betragtede navlesnoren der var blevet kold og helt hvid, strømme af taknemmelighed vandrede igennem mine tanker og jeg ærede moderkagen og takkede den for at have skænket barnet den optimale omsorg og næring og for at den havde tjent os så upåklageligt intelligent i alle ni måneder. Vi havde selv lavet den og den var blevet til et selvstændigt lille væsen som jeg på en eller anden måde holdt af som var det en tvilling til min søn.
 
Jeg følte vemod som den sygnede hen. Strengen blev indenfor det første døgn indtørret og brunlig. Selve moderkagen var virkelig effektivt konserveret af saltet og duftede på sin helt egen måde. Ikke dårligt, men særligt. 
 
Vi fik på tredjedagen besøg af min eksmand og det menneske der nu både var lillesøster og storesøster. Storebror havde allerede været forbi. Han havde grådkvalt, overfor sine lærer på efterskolen, insisteret på at rejse helt fra Kulhuse til Faxe Ladeplads dagen efter fødslen, for at holde sin lillebror i sine arme.
 
Jeg var stolt af at kunne vise dem at moderkagen kunne bevares i dagene efter fødslen indtil baby selv ville adskilles. Jeg vidste godt at de sikkert ville finde det en kende mærkeligt og måske endda frastødende.
 
Jeg blev dog også rørt over min piges umiddelbare accept og over hendes nysgerrighed. Hun kiggede på navlesnoren og moderkagen og stillede en masse spørgsmål – Bla. ville hun vide hvor længe der gik indtil navlesnoren faldt af? Tre til ti dage svarede jeg og fortalte videre, at det typisk blot varede tre til fire dage, men en sjælden gang imellem helt op til ti dage.
 
Hun sad med sin lillebror og betragtede hans små fingre gribe fat i navlesnoren og jeg kunne se at hun forstod og at hun blev rørt. Mon han legede med den? Sikkert. Hun gjorde efter et stykke tid antræk til at ville give lillebror til mig og idet hun rækker ham frem falder navlesnoren af.
 
Vi kigger på hinanden og mærker et sekund tilfældighedens skønhed sno sig ind og ud af det felt, alle os der sidder ved bordet i dette sekund, udgør. Tre smukke dage var nu kommet til ende. Det var ok. Fremdriften i tiden kan ingen overvinde. Alt er i konstant bevægelse. 
 
Sommeren efter havde jeg stadig ikke fået lavet kapsler af det tilbageblevne af moderkagen. Jeg havde fået lavet homøopatisk modertinktur dog og det til flere år og generationer. Moderkagen havde ligget i fryseren og vi tog den med ned i sommerhuset den sommer. 
 
En aften da vi var alene – bare os tre, besluttede vi os for at svømme sammen ud i havet med moderkagen. Vores søn sov oppe på loftet og vi tog hende – jeg har hele tiden følt at moderkagens stemning var mest som en piges, med ned til stranden, gik ud i vandet og svømmede langt langt ud i aftenrøden.
 
Det var igen overvældende at mærke hvordan den stadig havde personlighed og hvordan den berørte os begge. Vi skiftedes til at holde hende, svømme med hende og jeg fik opgaven at give slip på hende og lade hende vugge væk fra os i havets mørke. Vi var stille, jeg græd og følte en klump at sorg presse sig på i halsen og i maven. Men det var heller ikke rigtig at hun bare skulle ligge i vores fryser.
 

Lotusfødslens magiske potentiale

Når jeg er på kant med min mand, lukker jeg, hvis jeg lige husker på det, mine øjne og genkalder mig vores lotusfødsel ved havet en dyb, tåget, guddommelig majdag i 2013.
 
Det er simpelthen ikke muligt ikke at være i hjertet i forhold til min mand, med hvem jeg har dette lille hjemmefødte lotusbarn.
 
Derfor er jeg tilbøjelig til at sige at lotusfødslen kan skabe fred på vores jord. Den kan skabe fred i mig og imellem min mand og i vores familie. I alle lotusfamilier vil den have dette potentiale, er jeg sikker på. Lotusfødslen rækker langt ud over barnets første år ved jeg nu igennem min erfaring.
 
Lotusfødslen er med til at fortælle det lille nye menneske en historie om en verden der anerkender barnet som et visdomsfyldt lille væsen og viser det, at det er kommet til en venlig verden der i fødselsdagsgave skænker det en intakt forståelse af at kærlighed er ikke at separere det fra sin moder. Derved giver vi det modet til senere hen at være sig selv, idet jeg antager at det eneste der kan få os til at fjerne os fra os selv og vores livsopgave, er længslen efter samhørighed og enhed.
 
Hermed siger jeg at denne første passivitet i fødselsritualet og hele stemningen i en lotusfødsel giver menneskeindividet en mulighed for at blive healet af omsorgen og forståelsen for hvorledes ur-angsten vi oplever i fødslen deles af os alle og at vi alle tager ansvar for at heale det globale fødselstraume.
 
Jeg har en formodning om, at et menneske født på denne måde, vil have en naturlig sans for at forene hellere end at adskille. En sans for at beskytte og kæmpe for noget hellere end at give op og følge massernes måde at gøre tingene på (som dog kan være meget godt hvis det føles rigtigt) En sans for at gennemskue negativitet og vælge kærlighedens vej fremfor hadets og fortrydelsens. Hmmmm, hvad mere kan man ønske sig for sit barn?
 
Jeg ønsker alle en rigtig smuk oplevelse med lotusfødslen og vil meget gerne svare på spørgsmål, hvis nogle har brug for at trække på min erfaring. Jeg vil også meget gerne høre fra andre der har lyst til at beskrive deres oplevelse med denne type fødsel.
 
Alle billederne er taget af Tara selv.
Her ses storesøster Liva i haven med lotusbarnet Hugo.

Læs også: Overvejer du en hjemmefødsel

 

Udgivet i FØDSEL
tirsdag, 01 december 2015 10:13

Bare en helt almindelig torsdag

Det hele startede en helt almindelig torsdag.

Jeg var i uge 36+0 og var kun hjemme fra arbejde fordi jeg holdt ferie inden jeg gik fra de 4 uger før termin som man normalt gør.

Min kæreste som er studerende var kommet tidligt hjem og vi tog ud og handle og som gravid har man har lyst til mærkelige ting, og jeg havde lyst til ris a la mande.

Vi tager hjem og hygger på sofaen og spiser ris a la mande. Og pludselig mærker jeg et kraftigt spark (af baby) i underlivet, hvilket fører til at vandet går.

onsdag, 02 december 2015 20:51

Betydningen af en Doula under hjemmefødsel

Vi havde besluttet at ville føde vores 2. barn derhjemme. Med den beslutning følger der mange møder med forskellige holdninger til dette. Oftest er det ikke de støttende ord man får med på vejen.

Vi vidste på forhånd at vi næsten med sikkerhed ikke ville have mødt den jordemoder der skulle være til stede under fødslen. Vi havde derfor behov for en person vi kendte, der ville være til stede under hele forløbet, en vi havde tillid til, en der gennem samtaler før fødslen har dannet sig et billede af hvilken fødsel Henrik og jeg ønskede.

Alt dette fik vi med doula Hannah (red. Hannah Lind Arlaud) til stede.

Jeg havde fået massage af Hannah under graviditeten og den tryghed det var at vide, at Hannah kender mig i den sårbare situation, var vigtig for mig. Hvordan reagerer min krop, hvem er jeg, hvad ønsker jeg og er der noget jeg frygter?

Henrik var fra første færd meget støttende omkring Hannahs tilstedeværelse selvom han også startede med at spørge: ”Hvad er en Doula?”

Hannah kom hjem til os før fødslen og vi talte ønsker og forventninger igennem. Hannah spurgte ind til Henrik, hvad han ønskede, hvordan den sidste fødsel var gået og hun gav ham nogle papirer med akupressurpunkter, nogle redskaber han kunne anvende under fødslen.

Læs også: Mit arbejde som doula

Det kendetegnende for de ønsker vi begge havde for denne fødsel, var at Henrik havde en større rolle. Vi ønskede nærhed, rent fysisk. Vi håbede og forventede at vi kunne få det mere som vi ønskede fordi vi skulle føde hjemme. Vi var helt trygge ved ikke at kende jordemoderen, for som vi sagde, så var hun ikke den vigtigste under fødslen. Hun var en fagperson der skulle hjælpe med at tage imod barnet. Og det blev også sådan.

Hannah havde et fint samarbejde med jordemoderen og de fandt uden problemer ud at komplementere hinanden i fødslens sidste faser.

At have Hannah tilstede betød at Henrik blev støttet i at være der for mig under fødslen. Han blev støttet i at hjælpe med gode stillinger, massage, akupressur og fysisk nærvær. Hannah guidede ham ind i mellem og han fandt det utrolig givende at blive guidet uden at nogen forsøgte at tage hans plads, ved min side.

Under fødslen havde jeg for det meste lukkede øjne, var koncentreret. Men vidste og kunne mærke Hannahs tilstedeværelse. Hendes hænder der hjalp, med lindring under fødslen, og på en så fin måde, næsten uden ord. Fødselsforløbet var så intenst og der blev næsten ikke brugt nogen ord. Dette kunne lade sig gøre fordi Hannah kendte os på forhånd og arbejder intuitivt.

Vi blev under fødslen støttet i de ønsker vi havde.

Før fødslen talte jeg flere gange med Hannah. Selvom jeg var stærk i troen på at vi havde valgt det rigtige, så havde jeg alligevel nogen gange behov for at blive bekræftet i dette. Her var kontakten til Hannah en utrolig støtte. Hun hjalp med at styrke og bevare den ro jeg havde og ønskede at beholde.

Efter fødslen havde vi en efterfødselssamtale, hvor Henrik, Hannah og jeg sad og talte fødslen igennem. Det var en dejlig afslutning på en intens og stærk oplevelse. Her fik vi også afsluttet oplevelsen på en fin måde. Det at lukke en anden ind i vores intime oplevelse er også en glæde. At kunne dele noget så smukt med et andet menneske – det betyder noget specielt. Samtidig er det også vigtigt at afslutte forløbet, så vi som familie kan fortsætte uden følelsen af at der mangler nogen. Det gjorde denne efterfødsels samtale på en fin og blid måde.

Vi havde en fantastisk fødsel og kom som forældre og som kærester ud af det dette med styrke, stolthed og fornyet nærhed. At have en doula tilstede har betydet at vi fik støtte til at få opfyldt vores drøm om den rolige, smukke og helt naturlige fødsel.

Henrik og Pernille

Læs også: Danmark tager doulaerne til sig 

Vores første barn Johan blev født i Helsingborg den 8/10-06. Inden fødslen mødtes vi med vores doula Hannah Lind Arlaub et par gange og havde telefonisk kontakt mindst en gang dagligt i løbet af de 2 uger Katharina gik over tiden.

Vi satte meget pris på møderne med Hannah. Hun har en stor ”værktøjskasse” til både det mentale og det rent fysiske. Samtalerne hjalp os til at fokusere på det der ventede os og med at ”komme på banen”. Vi følte os styrkede som individer og som par. Gradvist nærmede vi os det ordløse samarbejde og samspil, som senere skulle vise sig så vigtigt.

Hannah har en ekstremt god situationsfornemmelse. Hun lyttede nøje til os - af og til kunne vi næsten ”høre” hende lytte. Det virker som om hun har en slags indre kompas, der guider hende i samtale og andre situationer. Dette skabte stor tryghed både inden, under og efter fødslen.

Under fødslen var doulaens nærvær til stor støtte for os begge fra det øjeblik hun ankom til fødestuen. Hun gav os ro, information og massage. Selvom vi havde gået til fødselsforberedelse i flere måneder havde vi stor glæde af Hannahs viden og erfaring under hele forløbet. 

fredag, 19 august 2016 07:30

Giv din fødselsberetning til Politiken

Politiken søger mødre fra 3 forskellige generationer til en artikel om deres fødselsberetning.

Min-Barsel.dk er blevet kontaktet af Politiken med henblik på hjælp til at finde frem til 3 generationer, som hver især vil fortælle om deres fødselsoplevelse. De skriver:

"Til en artikel er vi på jagt efter tre eller fire mødre fra forskellige generationer, men fra samme familie. Det eneste ”must” er, at I alle har født. Vi søger derfor en datter, en mor, og en mormor (og også meget gerne en oldemor), der har lyst til at fortælle deres fødselsberetninger og om sjove anekdoter – både individuelt og til en god gammeldags rundbordssnak. Vi vil gerne høre om jeres forventninger til og oplevelser med at være gravide og føde.


Vi kan kontaktes her:

Sofie Sørensen: sofie.sorensen@pol.dk eller mobil 60241406
Ditte Ravn: ditte.ravn@pol.dk eller mobil 22386802

I første omgang kan vi bare tage en uforpligtende snak.

Vi glæder os til at høre fra jer!"

Her kan du læse andres fødselsberetninger på Min-Barsel.dk

Udgivet i NYHEDER
lørdag, 24 oktober 2015 18:41

Mirakelbarnet der gav mig drømmefødslen

Fødselsberetning - Bastian Ziegler Jensen, 23.01.15


Torsdag d. 22.01.15 kl. 11.20, 39+6

Vi havde tid til jordemoder til ordinær kontrol inden, forhåbentligt, forestående fødsel. Inden havde vi diskuteret muligheden for hindeløsning og var blevet enige om at takke ja hertil, fordi mit bækken efterhånden var begyndt at være mere og mere mærket af graviditeten. Jeg havde i øvrigt haft en del plukkeveer, og håbede selvfølgelig at hun ville sige, at han snart var ude hos os.

Jordemoderen undersøgte mig, mærkede på hans hovedstilling og målte maven. Alt var i skønneste orden. Hun spurgte om hun skulle prøve at lave hindeløsning, og det takkede vi - som allerede aftalt - ja til.

Hun kunne fortælle at jeg var 2 cm åben, og at der var knap 1 cm meget blød livmoderhals tilbage. Hun løste hinderne og fortalte, at hvis der skete noget ville det ske i løbet af de næste 24 timer. Jeg kunne godt få plukkeveer, men det var helt ok. Skete der ikke noget indenfor 24 timer, eller i mellemtiden, aftalte vi en ny tid torsdag kl. 10 til hindeløsning til åbent hus, og så sku jeg ringe til sygehuset fredag, med henblik på scanning og igangsættelse (ved at tage vandet, nu jeg var så åben), om mandagen, hvor jeg ville være 41+3.

Hun skød ham til at veje 3600g, og var ikke et sekund i tvivl om at han var SÅ klar til at komme ud. Min krop var også klar, så nu sku den bare have lov til at arbejde.

På vej hjem fra jordemoder blev vi enige om at køre omkring Mac og ta mad med hjem. Kroppen arbejdede helt vildt, men ikke noget jeg ikke kunne være i. Da vi havde spist smed vi os på hver sin sofa og slappede lidt af inden Silke skulle hentes i dagplejen. Vi hentede hende med plukkeveer og hele pivtøjet. Tog hjem og hyggede lidt ekstra.


Ved 20tiden ringede jeg til mormor om af hun godt måtte komme og sidde hos Silke fordi (plukke)veerne var begyndt at blive regelmæssige, og ringede omkring 20.30 til Fødegangen, som gerne ville se mig til tjek. Inden vi kørte var jeg inde og give Silke et kys og fortælle hende, at nu blev hun snart storesøster.

Vi ankom på fødegangen omkring 21.30, havde lidt ventetid og omkring kl 22 kom der en jordemoder og undersøgte mig.

 
Først fik jeg kørt strimmel, som viste ok styrke, men ik den vilde regelmæssighed i plukkeveerne. Det viste sig at der ik var sket en sk*d siden om formiddagen, så vi tog hjem med besked på at komme igen hvis der skete mere. Jeg var rimeligt mullen, for jeg havde virkelig sat næsen op efter at NU skete det.

Da vi kom hjem, sad vi lidt og snakkede med mormor inden hun kørte hjem igen. Vi aftalte at ringe hvis der skete mere. Derefter så vi lidt tv og slappede lidt af inden vi gik i seng omkring 00.30.

Fredag d. 23.01.15

Omkring kl 02.30 vågnede jeg ved at det føltes som om der var nogen der klemte noget omkring mit underliv. Hele min krop spændte op og jeg væltede rundt i sengen uden kontrol over noget som helst. Da den faldt til ro skulle jeg tisse, og så gik jeg i seng igen.

10-15 min senere skete det igen. Sådan blev det ved i nogle timer. Omkring kl. 5 blev det for meget for mig. Der skete jo ik en skid med de åndsvage plukkeveer, så kunne jeg vel for fa'en få lov til at sove?!

Jeg brølede og tudede mig igennem de næste 2-3 veer, i ren frustration. Kl. 6.15 ringede jeg til fødegangen, som anbefalede et varmt bad. Samtidig præsterede jeg at vække Silke, så Carsten blev rimeligt muggen over at blive sparket ud af sengen.

Kl. 7 spiste vi morgenmad, Silke, Carsten og mig, mens jeg rendte i pendulfart mellem soveværelset og spisebordet, fordi Silke ikke skulle se mig have ondt. Kl. 7.30 afleverede Carsten hende i dagplejen, mens jeg drønede ud under bruseren. Her stod jeg så den næste times tid. Det hjalp ikke, fordi vores vand ikke rigtigt ville blive varmt - i hvert fald ik varmt nok til at jeg var tilfreds.

Omkring 8.45 ringede jeg til fødegangen igen, og vi aftalte at vi kom derud til omkring 9.30.

Af en eller anden vanvittig årsag mente Carsten at han liiige skulle sende nogle mails til arbejdet inden vi kørte, så jeg stod "pænt" og skældte ham ud indtil han blev færdig. Kl. Ca 9.30 stod vi på fødegangen og jeg fik de obligatoriske undersøgelser. Jeg var nu 3 cm åben og havde ikke mere livmoderhals. HURRA! Så var der da sket lidt.

Jeg fik en 3.års jordemoderstuderende og en yngre, men erfaren, færdiguddannet jordemoder. Jeg fik klyx imens de fandt min journal og en fødestue. Da de kom tilbage havde de fundet en god stor stue til mig, og så havde de altså bestemt at jeg skulle have chancen for at føde i badekar. Fantastisk! Netop hvad jeg havde ønsket!

Vi blev installeret på fødestuen, veerne havde deres eget liv, kom stærkt, men meget uregelmæssigt. Vi havde god tid til at hyggesnakke med JM. Da der var gået en times tid, og vi havde snakket lidt om Silkes fødsel, siger jordemoderen til mig "skal vi ikke aftale, at din første fødsel er historie, og at denne her ikke er det samme?" Og så var det emne ligesom uddebatteret. Omkring kl 12 fik vi lidt sandwich, og lidt efter gik Carsten ned for at ryge og i 7eleven efter cola til mig. Han vendte tilbage med sodavand og 2 store poser slik som vi delte med jordemødrene.

Ind i mellem tjekkede den studerende Bastians hjertelyd (som hun fandt midt i min tatovering; et hjerte - det morede vi os lidt over), men ellers sad jeg bare på en bold og hoppede, eller gik lidt rundt.

Ved 12.30tiden gik de ud og fik lidt frokost, så vi også fik lidt tid til bare at være os. Halvvejs i deres frokost begyndte veerne virkelig at bide, og vi måtte tilkalde dem.

 

Jeg blev undersøgt og var nu så åben at jeg måtte komme i vand (7 cm tror jeg nok), så de begyndte at fylde badekarret op. Hoooooooold nu k*ft det tager lang tid når man har veer og bare gerne vil i vandet. Da det var ca halvt fyldt fik jeg lov til at komme op i karret.

Fra jeg kom i vand er det hele lidt sløret (især tidsmæssigt), men alligevel tydeligt. I starten nød jeg det bare, men veerne var der jo stadig og var og begyndt at være både regelmæssige og stærke.

Jeg kon i vandet ca 13-13.30, og omkring kl 14-14.30 konstaterede de at han stod skævt. eg blev ret nervøs, dels for at jeg så skulle op af vandet, men også for at det ville give problemer.

Jeg begyndte at skulle arbejde - ret meget - med vejrtrækningen, men kunne stadig være i veerne. De havde flere gange snakket om, at jeg ikke måtte blive forskrækket når vandet gik, men at det godt kunne virke lidt voldsomt, især hvis der skete i vand. Jordemoderen gjorde mig også opmærksom på at jeg ikke måtte panikke, fordi det kunne komplicere fødslen.

Jeg kastede op et par gange, kylede kolde klude af helvedes til og brokkede mig over at jeg frøs, samtidig med at jeg kylede tøjet langt væk i næste ve. Jordemoderen og Carsten morede sig vist lidt over mig på et tidspunkt...

Pludselig besluttede min hjerne sig for at slå bak. Jeg fik et øjebliks klarhed, kiggede Carsten dybt i øjnene og meddelte at nu gad jeg fandeme ik mere, NU ville jeg hjem....! Det kom jeg sjovt nok ikke.

Omkring kl 15 fik jeg den sygeste pressetrang. De undersøgte mig, og jeg var stadig kun 8-9 cm åben, så jeg måtte ikke presse.

Det var fordi han stod skævt at jeg fik pressetrang. Den studerende forsøgte at tage vandet, uden held. Til gengæld nev hun mig i skamlæberne - av av. Kom vist til at skælde hende lidt ud, men undskyldte pænt efterfølgende.

Efter endnu en ve tog jordemoderen over. Aldrig i mit liv har jeg oplevet så stor smerte. Hun åbnede mig den sidste cm, fjernede det sidste livmoderhals OG tog vandet på en gang. Jeg råbte og skreg og bandede og svovlede - og fik besked på at NU skulle jeg altså koncentrere mig om at lade være med at panikke, som hun havde fortalt, for nu kom han altså lige straks....!

Og så kaldte de på en sosu-assistent - hende der havde taget imod os da vi ankom til fødegangen. En sød ældre dame.

Og så måtte jeg i øvrigt godt presse. Så det gjorde jeg. Pressede 1 gang, mens jordemoderen satte sig og kiggede på, som om hun sad og så en god film - hun havde i øvrigt lige hentet vores kamera, så hun kunne tage billeder. Og den studerende sad også lige så pænt og kiggede. Da jeg var færdig med at presse, kiggede jeg op på dem og spurgte om de ik sku lave noget... "Nej da" kom det "du kan jo godt selv" - øhm nåh ok... Så presser jeg da bare igen.

Ved nr. 2 presseve fik jeg besked på at nu sku jeg altså liiiige ta den med ro, ellers revnede jeg. Ja ja goddaw mand økseskaft, det ka du da sagtens sige. "Prøv lige at mærke" sagde jordemoderen så, "hans hovede er næsten ude". NUL! Fandeme nej. Men som sagt så gjort, jeg mærkede, slappede af og ventede med at presse til næste presseve, hvor han svømmede ud og op i armene på Carsten. Kl. 15.27. Sådan bare lige.

"Tillykke" sagde jordemoderen. Jeg kiggede på den lille skabning der lå på mit bryst. Carsten klippede navlesnoren. Og der lå en lille bitte baby på mit bryst. Min lille baby. Sådan uden videre. Bum! Så var jeg mor til 2. Fattede det ik.

Og så den der følelse. Jordemoderen stod og hev i navlesnoren (der virkede flere meter lang) og sagde pres. Det gjorde jeg så. 2 gange og så var moderkagen ude. Det er altså den klammeste følelse i verden. Som at presse en snotklat mellem fingrene. Og der lå stadig en lille baby på mit bryst.

Jeg aner ikke hvem der tog ham, men jeg tror han kom op til Carsten, men jordemoderen og den studerende hjalp mig op af vandet og fik mig spulet og tørret. Så blev jeg undersøgt på briksen. Sprøjterne havde vi fået i vandet. Jeg havde nogle overfladiske skrammer, men ikke noget af betydning - 0 sting.

Bastian vejede 3820g og var 53 cm lang.


 

onsdag, 24 september 2014 00:00

Om at blive mor til tre på to år

For 4 år siden sad jeg med en lille smuk, nyfødt guldklump i min favn. Efter en hård lang fødsel, kom smukke lille Filippa Olivia til verden.


Jeg havde aldrig forestillet mig hvilken glædesrus det ville være, at føde et barn. At gå fra tosomheden, til det at være 3 var helt unikt. Det var overvældende, hårdt, magisk og skræmmende at gennemgå et smertehelvede, hvor medicinen ikke virkede, men kun ren ilt igennem en maske, kunne få mig gennem mine galoperende veer. At skulle rumme så mange følelser på en og samme tid, var den vildeste oplevelse.

At opleve sin kæreste så tæt på, at skulle overskride grænser sammen, og efter 12 timer og 45 minutter, opleve fødselen af sit barn - endda begge med lukkede øjne. Wauw.

Nok vidste jeg at det ville være vildt, men havde aldrig turde håbe på, at øjeblikket ville være så magisk. På et splitsekund forsvandt al smerte, og vores lille guldklump lå i min favn. Indsmurt i fosterfedt og blod.

Med 'ét så jeg de smukkeste isblå øjne, som bare lå og stirrede på mig, mens tungen søgte mit bryst. Det var overvældende at være gået fra smertehelvede til paradis. At se glæden stråle ud af min elskedes øjne, at se ham blive blød om hjertet, med tårerne trillende ned af kinderne. Det var et øjeblik jeg aldrig glemmer. 

 

Fra 1 til 2….

Filippa var den nemmeste lille baby – glad, tilfreds og godt tilpas. Hun spruttede af glæde og tog godt imod sommeren 2010. Samtidig blev vi enige om, at forsøge lykken igen. Det gik stærkt og inden vi så os om, så havde jeg endnu en positiv graviditetstest i hånden.

Det var overvældende og enormt befriende ikke at skulle kæmpe den brave kamp for undfangelsen. Nu ventede vi os barn nr. 2, til trods for at Filippa stadig var så lille. Vi offentliggjorde det til Filippas barnedåb. Vi inviterede hele familien til fest året efter. Dog havde folk forventet et bryllup, men vi måtte erkende, at det i stedet var endnu en barnedåb (det var ikke alle der forstod den med det samme). 

Udgivet i GÆSTEBLOG
onsdag, 24 september 2014 00:00

Om en svær barsel og en fantastisk barsel

En smuk, stjerneklar april-nat, kom min datter Filippa til verden! Som alle førstegang-mødre, var jeg utrolig spændt på fødslen og det, at blive mor og at skulle danne min egen lille familie. 
 
Det havde været en fantastisk graviditet uden nogen gener og jeg var helt klar til fødslen! Jeg havde læst stort set alle babybøger, set fødselsfilm og ”interviewet” de af mine veninder der allerede var blevet mødre en eller flere gange. 
Jeg levede på en lyserød sky, byggede rede og nød det virkelig!
 
Før jeg blev mor levede jeg meget af hurtige kulhydrater – såsom sukker, ris, pasta, brød osv. og under graviditeten fik jeg nogle dage spist en hel plade Marabou, eller et par Lion bar, som var min yndlings chokolade, skyllet ned med en masse sodavand.

 

Min første fødsel

Jeg havde gennem min graviditet hørt om MANGE fødsler (det er nok naturligt, at når vi ser en gravid får vi lyst til at berette om vores egen fødsel), men det var både gode solstråle historier og også en del af den forfærdelige slags! Så jeg vidste, at det ville gøre MEGET ondt!
 
Jeg havde en hård fødsel og var 15 timer i aktiv fødsel, før Filippa kom til verden.
 
De første 2 dage efter var vi begge helt høje af lykke og jeg var så lettet, nu var det værste overstået :o)
 
Hvorfor var der slet ikke nogen der har fortalt mig, at det er skide svært, at amme og at det godt kan være, at din baby slet ikke vil ligge i barnevognen?
 
De første 30 dage som nybagt mor var hårde, jeg græd uafbrudt og det kunne Filippa godt fornemme, så hun græd også.
 
Efter den første måned begynde jeg at vænne mig til, at være mor og jeg fik så småt det hele til at fungere. Vi gik en lækker sommer i møde og nød livet, med vores lille prinsesse.
 
I start august meldte min far sin ankomst til Danmark, så han kunne deltage i Filippas barnedåb. Jeg var så lykkelig, nu kunne det ikke blive bedre. 
Min far boede på øen Rhodos i Grækenland (han var græker), og havde ikke været i Danmark i mange år, så det var en ret stor nyhed.
 
Vi gjorde klar i vores 3 værelses lejlighed så min far kunne bo hos os, mens han var her. Han skulle være her i en måned og så skulle han hjem til Rhodos igen, efter barnedåben.

  

Den værste tid i mit liv

Min far kom til Danmark, da Filippa var 3,5 måned, det hele var så godt. 
MEN…
3 uger før barnedåben blev min far mere og mere træt, han kunne ikke spise noget, han følte han ikke kunne synke maden. Til sidst lå han bare og sov hele dagen. 
Jeg blev bange og nervøs og en morgen, hvor han slet ikke ville vågne ringede jeg til lægevagten, som indlagde ham med det samme.
 
Min far blev desværre mere og mere dårlig på hospitalet og det var virkelig mærkeligt, at holde barnedåb, når han lå der på hospitalet og var så dårlig.
 
Hver morgen, når Filippa og jeg var vågnet pakkede jeg pusletasken og noget legetøj og så gik turen til Bispebjerg Hospital. 
 
De dage jeg slet ikke kunne overskue det og ”tillod” mig selv, at vi skulle have en dag hjemme og synge, lege, tumle og læse bøger, ringede sygeplejersken og sagde, at min far spurgte efter mig, så pakkede vi selvfølgelig tasken og tog afsted!
 
Vi tumlede, legede, sang og læste i 2 måneder på en lille kold hospitalsstue på Bispebjerg Sygehus. Jeg kan huske, at jeg satte stor pris på min mødregruppe, min mand, mine veninder og min familie, som var en kæmpe støtte. En af mine veninder tog endda med mig til hospitalet en dag,  selvom det ikke var en kønt syn, der mødte hende. 

 

Bispebjerg hospital blev min fars sidste hjem

Min far havde gennemgået en masse undersøgelser og det viste sig, at han havde kræft i spiserøret, da han ikke var dansk statsborger kunne hospitalet ikke tilbyde kemoterapi og operation.  
 
Han sagde til mig hver dag: Vi skal kæmpe Mathilda – vi skal kæmpe! 
Jeg KÆMPEDE, men til ingen nytte! Jeg skældte uskyldige sygeplejerske ud og tog hen og tiggede Udlændingestyrelsen om hjælp, lille Filippa og jeg var også forbi den græske ambassade, for at bede om hjælp!
 
Intet virkede – jeg følte mig alene og magtesløs!
 
Jeg lånte pengene og betalte for en operation på rigshospitalet. Min far fik opereret et lille rør ind i spiserøret, som skulle gøre, at han kunne få mad ned igennem. Men lægerne fortalte, at det blot var livsforlængende og at han max. havde 5 år. 
Inden operationen havde vi talt, om alle de ting vi skulle nå sammen og alle de planer han havde for den tid han havde tilbage. 
 
En uge efter operationen – sov han ind! 
 
Det føltes helt uvirkeligt, som om det ikke var rigtigt! Jeg brød sammen.
 
Jeg havde heldigvis været på hospitalet hele dagen, sammen med min søskende. 
Min far blev meget religiøs i sin sidste tid, så hospitals præsten sad der også.
Det var den samme præst, der bisatte ham og nogle år efter også viede min mand og jeg. Jeg er hende evigt taknemmelig.

  

Verden er farvet og vi vælger selv, hvad farve den skal have

Min fars død blev min motivation, til at KÆMPE, til ikke at lade noget spændende passerer forbi, til at gribe enhver chance der kommer, til at prøve noget nyt, til at lære og til, AT LEVE LIVET.
 
Efter min fars død var jeg selvfølge nervøs for, om min fars sygdom var arvelig. Jeg gik derfor til lægen og ville gentestes.
Lægen fortalte mig, at denne form for cancer var meget livsstilsbetonet.  Jeg plejer at sammenligne det med, at han hele sit liv har hældt benzin på en diesel bil, desuden havde han været stresset og ikke dyrket nogen form for motion siden ungdomsårene. 
Der var selvfølgelig også andre faktorer der spiller ind, som f.eks., hvilke gener vi har, det er meget forskelligt, hvor meget vi hver især kan tåle, før kroppen bukker under for sygdom. Nogle familier tåler meget ”skidt” og bliver aldrig syge, andre familier tåler ikke så meget, før de bliver syge. Min far sagde altid, at han var en af dem der kunne tåle det hele!
 
Jeg valgte, at jeg ville ”slukke for generne” jeg ville gøre, hvad jeg kunne for, at leve sundt og opnå fysisk velvære og holde sygdom på afstand.

 

Min far gav mig en gave

Et par måneder efter begravelsen begyndte jeg, at løbe sammen med Maria (MødreCirklen.dk). Maria var lige kommet ud af et langt forløb med Brystkræft og kemoterapi og var begyndt, at løbe og leve sundt. Jeg synes det var så sejt af hende og hun inspirerede mig til at komme i gang med løb. 
 
Løb og sund kost gav (og giver stadig) mig rigtig meget værdi, som f.eks. glæde, ro, alenetid til at reflekterer, velvære, mere overskud til, at være mor og så tabte jeg også et par kilo, som bonus.
 
Da jeg blev gravid med min dejlige Karla Viola, kunne jeg ikke give slip på mit løb og jeg løb indtil uge 31, hvor jeg fik lidt for mange plukveer og måtte holde mig i ro.
 
Min 2. Barsel var alt det, jeg havde forestillet mig den første skulle være – meget lyserød!.
 
6 uger efter fødslen, løb jeg igen med Karla Viola i barnevognen. Jeg spiste sundt og så brand lækker ud til vores Bryllup, 10 måneder efter jeg havde født. 
Det var den helt perfekte barsel og jeg nød, hvert et sekund hjemme med min 2 dejlige piger.
 
I dag vælger jeg hele tiden, at kæmpe, jeg gør det jeg har lyst til og husker, at mærke efter. Kæmper for det og for de ting der giver mig værdi og glæde. 
Når jeg husker, at være god ved mig selv og give min krop en masse ro, motion og nærende kost, er jeg i flow, det hele kører som smurt!
 
Når jeg tænker tilbage, kan jeg stadigvæk i få øjeblikke falde ned i offerrollen og føle, at det var synd for mig, men så tænker jeg på, at min fars død blev min motivation til, at tænke på mig! Tænke på, at jeg selv kan vælge og mærke efter, hvad jeg har brug for! Indimellem vælger jeg, at gøre noget HELT vildt og træder ud af min comfort zone. 

 

 
 
Udgivet i GÆSTEBLOG