Torsdag d. 8 april 2010: min terminsdag

Jeg vågner om morgenen og tænker - wauw det er i dag. Der går pludselig nogle ting op for mig og til trods bækkenlæsning går jeg i krig med at vaske tøj, gøre hytten ren og bager veboller. Til frokost kommer min kæreste hjem for at sige hej.

Han finder mig på køkkengulvet i færd med at vaske køkkenlåger. Han kigger noget målløst på mig og giver mig et kys.

Jeg fortæller at slimproppen er gået kort forinden, men at det jo desværre ikke betyder fødsel. Han tager på arbejde igen og jeg fortsætter arbejdet.

Klokken 17.00 kommer Steffan hjem og han er helt oppe at køre. Han spørger om det er okay at han går ud og ryger (han er stoppet med at ryge i hverdagen) for han er helt ude af den. Han går lige op på arbejdet - jeg aner dog ikke hvorfor (det viser sig i dag at han ikke aner hvad han lavede der eller hvad han skulle - plus at vagtmødet han havde med sine medarbejdere tidligere havde været en underlig oplevelse for medarbejderne, da han klokkede i alt og skrev forkerte arbejdstider ind i systemet.)

Nåh, men han kommer hjem og jeg har slemme plukveer men det er jeg jo vant til, så ingen ko på isen. Vi spiser en lækker risotto med stegt laks dertil. Mums. Det fortryder jeg senere. Jeg sidder resten af aftenen i en stor sækkestol pga. plukveerne som gør det uudholdeligt at sidde i sofaen eller en stol. Går i seng ved 22.30 tiden og jeg har ikke sat forhåbningerne op efter noget, da jeg er bange for at blive skuffet.

 Natten mellem torsdag og fredag

Kl. er nu 01.30 og jeg vågner til det der kan kaldes for en solid ve. Jeg tænker - det kan da ikke passe. Så jeg prøver at sove igen, men 12 min senere kommer næste ve. Okay, men jeg vil altså sove da der jo måske venter en "maraton" forude.

Det skal dog vise sig at søvn bliver en by i Rusland, for allerede kl. 2 kommer de ret hyppigt. Jeg kan overhovedet ikke finde ud af at tage tid på veerne (havde downloaded en fancy app, men havde for ondt til at kunne overskue det), og kl. 02.15 går jeg ned i stuen for at ringe til fødegangen.

Jeg får en meget sød jordemoder i telefonen og får en del veer i telefonen. Hvis vi har lyst må vi gerne komme og det vil jeg gerne.

 

Går nu op for at vække den kommende far, som kommer ud af sengen i en fart jeg aldrig har set før og han får sig på rekord tid et bad og gjort sig klar. Han styrter rundt i hytten af forvirring, men jeg havde på forhånd pakket alt til ham og selv ve-bollerne som jeg bagte onsdag kom med. Han spurgte sågar om han kunne nå på toilettet.

Han havde for første gang parkeret vore nye bil foran huset, da han var sikker på, at det var i nat - og ganske rigtigt. Kl. 03.16 kører vi fra Nordborg og har 30 km til fødegangen.

Undervejs i bilen kan min kæreste ikke overskue længden af veerne længere og tager tid - 2 min mellem og 1 min varighed. Ved hver ve hiver jeg mig op fra sædet, ved at holde med et fast og hårdt greb omkring bøjledimsen i loftet, mens den anden hånd med et blev placeret på Steffans hånd som styrede gearstangen.

Ja, Toyotaen fik da lov at vise hvad den kunne, for kl. 03.30 holder vi på parkeringspladsen ved sygehuset – godt det var nat og vi ikke mødte nogen politibil undervejs. Turen fra parkeringspladsen til fødegangen er et mareridt, hvor jeg under hver ve hænger op af Steffan.

Da vi kommer op på fødegangen er der meget stille og vi kommer ind og jeg bliver undersøgt - ingen livmoderhals og 3 cm åben - wuhu. Hun står desværre skævt i bækkenet, men ikke noget der skal gøre ved pt. Vi skal ikke hjem før prinsessen er kommet til verden. Jeg kommer i badekar med det samme og det virker så dejligt under veerne.

Omkring kl. 6 får jeg pressetrang og kommer op af badekaret. Jeg er 5 cm åben, så det er super godt. Havde forinden fået lavement og nøj en oplevelse - råbte bare til Steffan: "Af banen skat, mor skal på toilette nu". Får også taget vandet herefter, for at sætte skub i tingene. Hvilken grinagtig oplevelse. Steffans øjne var større end tekopper, da han så vandet klaske ned på gulvet.

Det efterfølgende er MEGET uklart rent tidsmæssigt…

Ved jordemoderskift kl. 7.00 får jeg jordens bedste jordemoder Anita. Hun har en ambulance-elev, Sally med som skal opleve en fødsel netop i dag.

Ca. to timer senere har jeg stadig denne pressetrang og veerne stormer ind over mig, men er meget uregelmæssige og jeg suger løs på min iltmaske. Anita må beklageligt fortælle, at jeg stadig kun er 5 cm åben. Jeg klemmer min kærestes fingre og han har det så skidt med, at jeg har det så dårligt, men intet kan han gøre. Jeg kaster nu op to gange, og risottoen fra aftenen i forvejen ligger nu i posen – ad!!!

2 timer senere undersøges jeg igen - stadig kun 5 cm åben. Anita siger nu at vi om en time tjekker igen og så kalder hun både for- og bagvagten til dette tjek da lillepigens hjerterytme ikke er alt for god. Jeg får lagt en epidural blokade. som hjælper på smerterne fortil, men ikke pressetrangen.

En time senere - stadig kun 5 cm åben. Jeg får nu vedrop og har nu dobbelt veer og vepauser som svinger fra 1 min til 5 sekunder.

STADIG PRESSETRANG. Fy for den.

 

Jeg får lagt akupunkturnåle fortil, men de ryger hurtigt, og jeg bliver stukket 2 gange for neden - podendus - for at dæmpe pressetrangen, men dette hjælper heller ikke.

Min kæreste kan efter en halv time ikke længere overskue, at se mig med så svære smerter og spørger om de ikke kan gøre et eller andet, for han kan ikke holde ud at se mig sådan længere.

Anita siger, at hvis der ikke er sket noget indenfor en halv time, så kommer for- og bagvagten, for herefter at foretage et akut kejsersnit, .. hvis der ikke er fremgang. Jeg får at vide af Steffan, at jeg undervejs flere gange har grædt ind i iltmasken, revet den af og skreget: "Så spræt mig op"..

En halv time senere skal jeg ud og tømme blæren i håbet om at det kan hjælpe lidt. Jeg har tegnblødning, som Anita siger kan være et godt tegn. Min kæreste er på det tidspunkt ret påvirket af situationen og fortalte mig efterfølgende, at han på det tidspunkt blev enig med sig selv om, at han skulle snakke med en psykolog bagefter, fordi det var så skræmmende en oplevelse – at han kun kunne stå ved siden af mig og støtte mig, men intet gøre.
I mellemtiden har vi fået "besøg" af to assistenter, som følger resten af forløbet. På et tidspunkt spørger Steffan Sally, om hvor sort en finger skal være for at falde af, og hun siger – ”Ork, der skal meget til”. Indtil hun kigger på Steffans fingre og konstaterer, at de er helt blå, så han bør nok skifte hånd. Utroligt så mange kræfter man får som fødende.

Da jeg kommer tilbage fra toilettet bliver jeg tjekket og Anita kigger med store øjne på mig: "Jamen Tina, du har udvidet dig til 10 cm på den sidste halve time. Så nu skal vi bare have hende ned på bækkenbunden. Jeg tænkte bare WHAT!!!! For en halv time siden snakkede vi akut kejsersnit og NU må jeg nøkke stille og roligt med, for at få hende ned. Hvilken lettelse.

Anita siger, at jeg er super dygtig til at nøkke med og få hende "hurtigt" ned på bækkenbunden. Pludselig siger hun, at jeg må presse aktivt med.

 

NU! Er det NU?

Den ene af de to søde assistenter, spørger om jeg vil kigge med i et spejl. Havde svoret, at jeg ALDRIG ville gøre dette, men nikkede ja tak. Steffan har efterfølgende sagt at dette var en sjov oplevelse, for mens jeg pressede som en gal med iltmasken på, fik jeg "råbt" OP, NED, OP, OP (altså til spejlet). Steffan har fortalt, at det så ret sjovt ud, for assistenten fulgte jo mine instrukser i en vældig fart.

Anita siger, at jeg er rigtig god, men at de måske er nødt til at klippe. Næ nej – du kan da bare tro nej, tænker jeg. Jeg presser som en gal og holder pause i ve-pauserne.

Lillepigens kurve er rigtig fin. Pludselig siger Anita, "Tina, kan du se vi er ved at gøre klar?" Jeg råber ind i iltmasken "Neeej, du skal ikke klippe" og hun siger så kækt, ”Nej rolig nu Tina, det er fordi hun kommer lige om lidt”.

WHAT!!!! Det jeg kan se i spejle, kan da umuligt være ude om lidt!!! Der presses heftigt videre og min kæreste som har kigget meget ind i væggen, kigger nu på mig og som han siger: "Jeg pressede og var ildrød i hovedet - pludselig kom der et hov, hov, nej fra mig i iltmasken og et meget sjovt ansigtsudtryk" - og ud kommer vores lille elskede prinsesse i et pres.

Hun stikker i hyl og er lidt blå - det havde vi dog fået at vide at hun ville være, men de gned løs på hende, mens hun lå hos mig og hun var helt fin og velskabt og blev hurtigt ”lyserød” som hun skulle.

Åh mor og fars lille skat.

På stuen stod nu min jordemoder Anita, Sally ambulance-eleven, de to assistenter, bag- og forvagten plus min elskede kæreste. Min kæreste græd, men jeg var så overvældet, at jeg ikke rigtig fattede så meget. Kiggede bare min kæreste dybt i øjnene og sagde: "Her er hun skat, hun er vores". Anita spørger om jeg har flere presseveer, men nej.

Så siger hun ”Host Tina”, og jeg forsøger at hoste. Efter to minutter er moderkagen ude. Et par enkelte rifter, som får et par knuder.

Anita sige, at det er et under, at jeg ikke sprækker, da jeg havde så stor pressetrang i så længe.

Filippa Olivia blev født 13.14.

3 timer senere blev hun målt til 52 cm og 3650 gram. Hun har en stor fødselssvulst på højre side af hovedet, som dog havde fortaget sig mandag da vi tager hjem.

 

 

Et andet spor end det slagne

Jeg havde valgt at følge et helt andet spor, end det slagne.

 

Det norske urinstinkt

Læs også: Flere vælger hjemmefødsel

 

Moderkagen - Det Glemte Chakra

Fødslen - et hav af lykke

Moderkagens helligdom og forfald

Læs også: Sen afnavling

Lotusfødslens magiske potentiale

Læs også: Overvejer du en hjemmefødsel

 

Det hele startede en helt almindelig torsdag.

Jeg var i uge 36+0 og var kun hjemme fra arbejde fordi jeg holdt ferie inden jeg gik fra de 4 uger før termin som man normalt gør.

Min kæreste som er studerende var kommet tidligt hjem og vi tog ud og handle og som gravid har man har lyst til mærkelige ting, og jeg havde lyst til ris a la mande.

Vi tager hjem og hygger på sofaen og spiser ris a la mande. Og pludselig mærker jeg et kraftigt spark (af baby) i underlivet, hvilket fører til at vandet går.

Vi havde besluttet at ville føde vores 2. barn derhjemme. Med den beslutning følger der mange møder med forskellige holdninger til dette. Oftest er det ikke de støttende ord man får med på vejen.

Vi vidste på forhånd at vi næsten med sikkerhed ikke ville have mødt den jordemoder der skulle være til stede under fødslen. Vi havde derfor behov for en person vi kendte, der ville være til stede under hele forløbet, en vi havde tillid til, en der gennem samtaler før fødslen har dannet sig et billede af hvilken fødsel Henrik og jeg ønskede.

Alt dette fik vi med doula Hannah (red. Hannah Lind Arlaud) til stede.

Jeg havde fået massage af Hannah under graviditeten og den tryghed det var at vide, at Hannah kender mig i den sårbare situation, var vigtig for mig. Hvordan reagerer min krop, hvem er jeg, hvad ønsker jeg og er der noget jeg frygter?

Henrik var fra første færd meget støttende omkring Hannahs tilstedeværelse selvom han også startede med at spørge: ”Hvad er en Doula?”

Hannah kom hjem til os før fødslen og vi talte ønsker og forventninger igennem. Hannah spurgte ind til Henrik, hvad han ønskede, hvordan den sidste fødsel var gået og hun gav ham nogle papirer med akupressurpunkter, nogle redskaber han kunne anvende under fødslen.

Læs også: Mit arbejde som doula

Det kendetegnende for de ønsker vi begge havde for denne fødsel, var at Henrik havde en større rolle. Vi ønskede nærhed, rent fysisk. Vi håbede og forventede at vi kunne få det mere som vi ønskede fordi vi skulle føde hjemme. Vi var helt trygge ved ikke at kende jordemoderen, for som vi sagde, så var hun ikke den vigtigste under fødslen. Hun var en fagperson der skulle hjælpe med at tage imod barnet. Og det blev også sådan.

Hannah havde et fint samarbejde med jordemoderen og de fandt uden problemer ud at komplementere hinanden i fødslens sidste faser.

At have Hannah tilstede betød at Henrik blev støttet i at være der for mig under fødslen. Han blev støttet i at hjælpe med gode stillinger, massage, akupressur og fysisk nærvær. Hannah guidede ham ind i mellem og han fandt det utrolig givende at blive guidet uden at nogen forsøgte at tage hans plads, ved min side.

Under fødslen havde jeg for det meste lukkede øjne, var koncentreret. Men vidste og kunne mærke Hannahs tilstedeværelse. Hendes hænder der hjalp, med lindring under fødslen, og på en så fin måde, næsten uden ord. Fødselsforløbet var så intenst og der blev næsten ikke brugt nogen ord. Dette kunne lade sig gøre fordi Hannah kendte os på forhånd og arbejder intuitivt.

Vi blev under fødslen støttet i de ønsker vi havde.

Før fødslen talte jeg flere gange med Hannah. Selvom jeg var stærk i troen på at vi havde valgt det rigtige, så havde jeg alligevel nogen gange behov for at blive bekræftet i dette. Her var kontakten til Hannah en utrolig støtte. Hun hjalp med at styrke og bevare den ro jeg havde og ønskede at beholde.

Efter fødslen havde vi en efterfødselssamtale, hvor Henrik, Hannah og jeg sad og talte fødslen igennem. Det var en dejlig afslutning på en intens og stærk oplevelse. Her fik vi også afsluttet oplevelsen på en fin måde. Det at lukke en anden ind i vores intime oplevelse er også en glæde. At kunne dele noget så smukt med et andet menneske – det betyder noget specielt. Samtidig er det også vigtigt at afslutte forløbet, så vi som familie kan fortsætte uden følelsen af at der mangler nogen. Det gjorde denne efterfødsels samtale på en fin og blid måde.

Vi havde en fantastisk fødsel og kom som forældre og som kærester ud af det dette med styrke, stolthed og fornyet nærhed. At have en doula tilstede har betydet at vi fik støtte til at få opfyldt vores drøm om den rolige, smukke og helt naturlige fødsel.

Henrik og Pernille

Læs også: Danmark tager doulaerne til sig 

Vores første barn Johan blev født i Helsingborg den 8/10-06. Inden fødslen mødtes vi med vores doula Hannah Lind Arlaub et par gange og havde telefonisk kontakt mindst en gang dagligt i løbet af de 2 uger Katharina gik over tiden.

Vi satte meget pris på møderne med Hannah. Hun har en stor ”værktøjskasse” til både det mentale og det rent fysiske. Samtalerne hjalp os til at fokusere på det der ventede os og med at ”komme på banen”. Vi følte os styrkede som individer og som par. Gradvist nærmede vi os det ordløse samarbejde og samspil, som senere skulle vise sig så vigtigt.

Hannah har en ekstremt god situationsfornemmelse. Hun lyttede nøje til os - af og til kunne vi næsten ”høre” hende lytte. Det virker som om hun har en slags indre kompas, der guider hende i samtale og andre situationer. Dette skabte stor tryghed både inden, under og efter fødslen.

Under fødslen var doulaens nærvær til stor støtte for os begge fra det øjeblik hun ankom til fødestuen. Hun gav os ro, information og massage. Selvom vi havde gået til fødselsforberedelse i flere måneder havde vi stor glæde af Hannahs viden og erfaring under hele forløbet. 

Politiken søger mødre fra 3 forskellige generationer til en artikel om deres fødselsberetning.

Min-Barsel.dk er blevet kontaktet af Politiken med henblik på hjælp til at finde frem til 3 generationer, som hver især vil fortælle om deres fødselsoplevelse. De skriver:

"Til en artikel er vi på jagt efter tre eller fire mødre fra forskellige generationer, men fra samme familie. Det eneste ”must” er, at I alle har født. Vi søger derfor en datter, en mor, og en mormor (og også meget gerne en oldemor), der har lyst til at fortælle deres fødselsberetninger og om sjove anekdoter – både individuelt og til en god gammeldags rundbordssnak. Vi vil gerne høre om jeres forventninger til og oplevelser med at være gravide og føde.

Vi kan kontaktes her:

Sofie Sørensen: sofie.sorensen@pol.dk eller mobil 60241406
Ditte Ravn: ditte.ravn@pol.dk eller mobil 22386802

I første omgang kan vi bare tage en uforpligtende snak.

Vi glæder os til at høre fra jer!"

Her kan du læse andres fødselsberetninger på Min-Barsel.dk

Fødselsberetning - Bastian Ziegler Jensen, 23.01.15

Torsdag d. 22.01.15 kl. 11.20, 39+6

Vi havde tid til jordemoder til ordinær kontrol inden, forhåbentligt, forestående fødsel. Inden havde vi diskuteret muligheden for hindeløsning og var blevet enige om at takke ja hertil, fordi mit bækken efterhånden var begyndt at være mere og mere mærket af graviditeten. Jeg havde i øvrigt haft en del plukkeveer, og håbede selvfølgelig at hun ville sige, at han snart var ude hos os.

Jordemoderen undersøgte mig, mærkede på hans hovedstilling og målte maven. Alt var i skønneste orden. Hun spurgte om hun skulle prøve at lave hindeløsning, og det takkede vi - som allerede aftalt - ja til.

Hun kunne fortælle at jeg var 2 cm åben, og at der var knap 1 cm meget blød livmoderhals tilbage. Hun løste hinderne og fortalte, at hvis der skete noget ville det ske i løbet af de næste 24 timer. Jeg kunne godt få plukkeveer, men det var helt ok. Skete der ikke noget indenfor 24 timer, eller i mellemtiden, aftalte vi en ny tid torsdag kl. 10 til hindeløsning til åbent hus, og så sku jeg ringe til sygehuset fredag, med henblik på scanning og igangsættelse (ved at tage vandet, nu jeg var så åben), om mandagen, hvor jeg ville være 41+3.

Hun skød ham til at veje 3600g, og var ikke et sekund i tvivl om at han var SÅ klar til at komme ud. Min krop var også klar, så nu sku den bare have lov til at arbejde.

Ved 20tiden ringede jeg til mormor om af hun godt måtte komme og sidde hos Silke fordi (plukke)veerne var begyndt at blive regelmæssige, og ringede omkring 20.30 til Fødegangen, som gerne ville se mig til tjek. Inden vi kørte var jeg inde og give Silke et kys og fortælle hende, at nu blev hun snart storesøster.

Vi ankom på fødegangen omkring 21.30, havde lidt ventetid og omkring kl 22 kom der en jordemoder og undersøgte mig.

 

Fredag d. 23.01.15

10-15 min senere skete det igen. Sådan blev det ved i nogle timer. Omkring kl. 5 blev det for meget for mig. Der skete jo ik en skid med de åndsvage plukkeveer, så kunne jeg vel for fa'en få lov til at sove?!

Jeg brølede og tudede mig igennem de næste 2-3 veer, i ren frustration. Kl. 6.15 ringede jeg til fødegangen, som anbefalede et varmt bad. Samtidig præsterede jeg at vække Silke, så Carsten blev rimeligt muggen over at blive sparket ud af sengen.

Kl. 7 spiste vi morgenmad, Silke, Carsten og mig, mens jeg rendte i pendulfart mellem soveværelset og spisebordet, fordi Silke ikke skulle se mig have ondt. Kl. 7.30 afleverede Carsten hende i dagplejen, mens jeg drønede ud under bruseren. Her stod jeg så den næste times tid. Det hjalp ikke, fordi vores vand ikke rigtigt ville blive varmt - i hvert fald ik varmt nok til at jeg var tilfreds.

Omkring 8.45 ringede jeg til fødegangen igen, og vi aftalte at vi kom derud til omkring 9.30.

Af en eller anden vanvittig årsag mente Carsten at han liiige skulle sende nogle mails til arbejdet inden vi kørte, så jeg stod "pænt" og skældte ham ud indtil han blev færdig. Kl. Ca 9.30 stod vi på fødegangen og jeg fik de obligatoriske undersøgelser. Jeg var nu 3 cm åben og havde ikke mere livmoderhals. HURRA! Så var der da sket lidt.

Jeg fik en 3.års jordemoderstuderende og en yngre, men erfaren, færdiguddannet jordemoder. Jeg fik klyx imens de fandt min journal og en fødestue. Da de kom tilbage havde de fundet en god stor stue til mig, og så havde de altså bestemt at jeg skulle have chancen for at føde i badekar. Fantastisk! Netop hvad jeg havde ønsket!

Vi blev installeret på fødestuen, veerne havde deres eget liv, kom stærkt, men meget uregelmæssigt. Vi havde god tid til at hyggesnakke med JM. Da der var gået en times tid, og vi havde snakket lidt om Silkes fødsel, siger jordemoderen til mig "skal vi ikke aftale, at din første fødsel er historie, og at denne her ikke er det samme?" Og så var det emne ligesom uddebatteret. Omkring kl 12 fik vi lidt sandwich, og lidt efter gik Carsten ned for at ryge og i 7eleven efter cola til mig. Han vendte tilbage med sodavand og 2 store poser slik som vi delte med jordemødrene.

Ind i mellem tjekkede den studerende Bastians hjertelyd (som hun fandt midt i min tatovering; et hjerte - det morede vi os lidt over), men ellers sad jeg bare på en bold og hoppede, eller gik lidt rundt.

Ved 12.30tiden gik de ud og fik lidt frokost, så vi også fik lidt tid til bare at være os. Halvvejs i deres frokost begyndte veerne virkelig at bide, og vi måtte tilkalde dem.

 

Jeg blev undersøgt og var nu så åben at jeg måtte komme i vand (7 cm tror jeg nok), så de begyndte at fylde badekarret op. Hoooooooold nu k*ft det tager lang tid når man har veer og bare gerne vil i vandet. Da det var ca halvt fyldt fik jeg lov til at komme op i karret.

Fra jeg kom i vand er det hele lidt sløret (især tidsmæssigt), men alligevel tydeligt. I starten nød jeg det bare, men veerne var der jo stadig og var og begyndt at være både regelmæssige og stærke.

Jeg kon i vandet ca 13-13.30, og omkring kl 14-14.30 konstaterede de at han stod skævt. eg blev ret nervøs, dels for at jeg så skulle op af vandet, men også for at det ville give problemer.

Jeg begyndte at skulle arbejde - ret meget - med vejrtrækningen, men kunne stadig være i veerne. De havde flere gange snakket om, at jeg ikke måtte blive forskrækket når vandet gik, men at det godt kunne virke lidt voldsomt, især hvis der skete i vand. Jordemoderen gjorde mig også opmærksom på at jeg ikke måtte panikke, fordi det kunne komplicere fødslen.

Jeg kastede op et par gange, kylede kolde klude af helvedes til og brokkede mig over at jeg frøs, samtidig med at jeg kylede tøjet langt væk i næste ve. Jordemoderen og Carsten morede sig vist lidt over mig på et tidspunkt...

Pludselig besluttede min hjerne sig for at slå bak. Jeg fik et øjebliks klarhed, kiggede Carsten dybt i øjnene og meddelte at nu gad jeg fandeme ik mere, NU ville jeg hjem....! Det kom jeg sjovt nok ikke.

Omkring kl 15 fik jeg den sygeste pressetrang. De undersøgte mig, og jeg var stadig kun 8-9 cm åben, så jeg måtte ikke presse.

Det var fordi han stod skævt at jeg fik pressetrang. Den studerende forsøgte at tage vandet, uden held. Til gengæld nev hun mig i skamlæberne - av av. Kom vist til at skælde hende lidt ud, men undskyldte pænt efterfølgende.

Efter endnu en ve tog jordemoderen over. Aldrig i mit liv har jeg oplevet så stor smerte. Hun åbnede mig den sidste cm, fjernede det sidste livmoderhals OG tog vandet på en gang. Jeg råbte og skreg og bandede og svovlede - og fik besked på at NU skulle jeg altså koncentrere mig om at lade være med at panikke, som hun havde fortalt, for nu kom han altså lige straks....!

Og så kaldte de på en sosu-assistent - hende der havde taget imod os da vi ankom til fødegangen. En sød ældre dame.

Og så måtte jeg i øvrigt godt presse. Så det gjorde jeg. Pressede 1 gang, mens jordemoderen satte sig og kiggede på, som om hun sad og så en god film - hun havde i øvrigt lige hentet vores kamera, så hun kunne tage billeder. Og den studerende sad også lige så pænt og kiggede. Da jeg var færdig med at presse, kiggede jeg op på dem og spurgte om de ik sku lave noget... "Nej da" kom det "du kan jo godt selv" - øhm nåh ok... Så presser jeg da bare igen.

Ved nr. 2 presseve fik jeg besked på at nu sku jeg altså liiiige ta den med ro, ellers revnede jeg. Ja ja goddaw mand økseskaft, det ka du da sagtens sige. "Prøv lige at mærke" sagde jordemoderen så, "hans hovede er næsten ude". NUL! Fandeme nej. Men som sagt så gjort, jeg mærkede, slappede af og ventede med at presse til næste presseve, hvor han svømmede ud og op i armene på Carsten. Kl. 15.27. Sådan bare lige.

"Tillykke" sagde jordemoderen. Jeg kiggede på den lille skabning der lå på mit bryst. Carsten klippede navlesnoren. Og der lå en lille bitte baby på mit bryst. Min lille baby. Sådan uden videre. Bum! Så var jeg mor til 2. Fattede det ik.

Og så den der følelse. Jordemoderen stod og hev i navlesnoren (der virkede flere meter lang) og sagde pres. Det gjorde jeg så. 2 gange og så var moderkagen ude. Det er altså den klammeste følelse i verden. Som at presse en snotklat mellem fingrene. Og der lå stadig en lille baby på mit bryst.

Jeg aner ikke hvem der tog ham, men jeg tror han kom op til Carsten, men jordemoderen og den studerende hjalp mig op af vandet og fik mig spulet og tørret. Så blev jeg undersøgt på briksen. Sprøjterne havde vi fået i vandet. Jeg havde nogle overfladiske skrammer, men ikke noget af betydning - 0 sting.

Bastian vejede 3820g og var 53 cm lang.

 

For 4 år siden sad jeg med en lille smuk, nyfødt guldklump i min favn. Efter en hård lang fødsel, kom smukke lille Filippa Olivia til verden.

At opleve sin kæreste så tæt på, at skulle overskride grænser sammen, og efter 12 timer og 45 minutter, opleve fødselen af sit barn - endda begge med lukkede øjne. Wauw.

Nok vidste jeg at det ville være vildt, men havde aldrig turde håbe på, at øjeblikket ville være så magisk. På et splitsekund forsvandt al smerte, og vores lille guldklump lå i min favn. Indsmurt i fosterfedt og blod.

Med 'ét så jeg de smukkeste isblå øjne, som bare lå og stirrede på mig, mens tungen søgte mit bryst. Det var overvældende at være gået fra smertehelvede til paradis. At se glæden stråle ud af min elskedes øjne, at se ham blive blød om hjertet, med tårerne trillende ned af kinderne. Det var et øjeblik jeg aldrig glemmer. 

 

Fra 1 til 2….

Det var overvældende og enormt befriende ikke at skulle kæmpe den brave kamp for undfangelsen. Nu ventede vi os barn nr. 2, til trods for at Filippa stadig var så lille. Vi offentliggjorde det til Filippas barnedåb. Vi inviterede hele familien til fest året efter. Dog havde folk forventet et bryllup, men vi måtte erkende, at det i stedet var endnu en barnedåb (det var ikke alle der forstod den med det samme). 

 

Min første fødsel

   

Den værste tid i mit liv

 

Bispebjerg hospital blev min fars sidste hjem

   

Verden er farvet og vi vælger selv, hvad farve den skal have

 

Min far gav mig en gave