Fødselsberetning - Bastian Ziegler Jensen, 23.01.15
Torsdag d. 22.01.15 kl. 11.20, 39+6
Vi havde tid til jordemoder til ordinær kontrol inden, forhåbentligt, forestående fødsel. Inden havde vi diskuteret muligheden for hindeløsning og var blevet enige om at takke ja hertil, fordi mit bækken efterhånden var begyndt at være mere og mere mærket af graviditeten. Jeg havde i øvrigt haft en del plukkeveer, og håbede selvfølgelig at hun ville sige, at han snart var ude hos os.
Jordemoderen undersøgte mig, mærkede på hans hovedstilling og målte maven. Alt var i skønneste orden. Hun spurgte om hun skulle prøve at lave hindeløsning, og det takkede vi - som allerede aftalt - ja til.
Hun kunne fortælle at jeg var 2 cm åben, og at der var knap 1 cm meget blød livmoderhals tilbage. Hun løste hinderne og fortalte, at hvis der skete noget ville det ske i løbet af de næste 24 timer. Jeg kunne godt få plukkeveer, men det var helt ok. Skete der ikke noget indenfor 24 timer, eller i mellemtiden, aftalte vi en ny tid torsdag kl. 10 til hindeløsning til åbent hus, og så sku jeg ringe til sygehuset fredag, med henblik på scanning og igangsættelse (ved at tage vandet, nu jeg var så åben), om mandagen, hvor jeg ville være 41+3.
Hun skød ham til at veje 3600g, og var ikke et sekund i tvivl om at han var SÅ klar til at komme ud. Min krop var også klar, så nu sku den bare have lov til at arbejde.
Ved 20tiden ringede jeg til mormor om af hun godt måtte komme og sidde hos Silke fordi (plukke)veerne var begyndt at blive regelmæssige, og ringede omkring 20.30 til Fødegangen, som gerne ville se mig til tjek. Inden vi kørte var jeg inde og give Silke et kys og fortælle hende, at nu blev hun snart storesøster.
Vi ankom på fødegangen omkring 21.30, havde lidt ventetid og omkring kl 22 kom der en jordemoder og undersøgte mig.
Da vi kom hjem, sad vi lidt og snakkede med mormor inden hun kørte hjem igen. Vi aftalte at ringe hvis der skete mere. Derefter så vi lidt tv og slappede lidt af inden vi gik i seng omkring 00.30.
Fredag d. 23.01.15
10-15 min senere skete det igen. Sådan blev det ved i nogle timer. Omkring kl. 5 blev det for meget for mig. Der skete jo ik en skid med de åndsvage plukkeveer, så kunne jeg vel for fa'en få lov til at sove?!
Jeg brølede og tudede mig igennem de næste 2-3 veer, i ren frustration. Kl. 6.15 ringede jeg til fødegangen, som anbefalede et varmt bad. Samtidig præsterede jeg at vække Silke, så Carsten blev rimeligt muggen over at blive sparket ud af sengen.
Kl. 7 spiste vi morgenmad, Silke, Carsten og mig, mens jeg rendte i pendulfart mellem soveværelset og spisebordet, fordi Silke ikke skulle se mig have ondt. Kl. 7.30 afleverede Carsten hende i dagplejen, mens jeg drønede ud under bruseren. Her stod jeg så den næste times tid. Det hjalp ikke, fordi vores vand ikke rigtigt ville blive varmt - i hvert fald ik varmt nok til at jeg var tilfreds.
Omkring 8.45 ringede jeg til fødegangen igen, og vi aftalte at vi kom derud til omkring 9.30.
Af en eller anden vanvittig årsag mente Carsten at han liiige skulle sende nogle mails til arbejdet inden vi kørte, så jeg stod "pænt" og skældte ham ud indtil han blev færdig. Kl. Ca 9.30 stod vi på fødegangen og jeg fik de obligatoriske undersøgelser. Jeg var nu 3 cm åben og havde ikke mere livmoderhals. HURRA! Så var der da sket lidt.
Jeg fik en 3.års jordemoderstuderende og en yngre, men erfaren, færdiguddannet jordemoder. Jeg fik klyx imens de fandt min journal og en fødestue. Da de kom tilbage havde de fundet en god stor stue til mig, og så havde de altså bestemt at jeg skulle have chancen for at føde i badekar. Fantastisk! Netop hvad jeg havde ønsket!
Vi blev installeret på fødestuen, veerne havde deres eget liv, kom stærkt, men meget uregelmæssigt. Vi havde god tid til at hyggesnakke med JM. Da der var gået en times tid, og vi havde snakket lidt om Silkes fødsel, siger jordemoderen til mig "skal vi ikke aftale, at din første fødsel er historie, og at denne her ikke er det samme?" Og så var det emne ligesom uddebatteret. Omkring kl 12 fik vi lidt sandwich, og lidt efter gik Carsten ned for at ryge og i 7eleven efter cola til mig. Han vendte tilbage med sodavand og 2 store poser slik som vi delte med jordemødrene.
Ind i mellem tjekkede den studerende Bastians hjertelyd (som hun fandt midt i min tatovering; et hjerte - det morede vi os lidt over), men ellers sad jeg bare på en bold og hoppede, eller gik lidt rundt.
Ved 12.30tiden gik de ud og fik lidt frokost, så vi også fik lidt tid til bare at være os. Halvvejs i deres frokost begyndte veerne virkelig at bide, og vi måtte tilkalde dem.
Jeg blev undersøgt og var nu så åben at jeg måtte komme i vand (7 cm tror jeg nok), så de begyndte at fylde badekarret op. Hoooooooold nu k*ft det tager lang tid når man har veer og bare gerne vil i vandet. Da det var ca halvt fyldt fik jeg lov til at komme op i karret.
Fra jeg kom i vand er det hele lidt sløret (især tidsmæssigt), men alligevel tydeligt. I starten nød jeg det bare, men veerne var der jo stadig og var og begyndt at være både regelmæssige og stærke.
Jeg kon i vandet ca 13-13.30, og omkring kl 14-14.30 konstaterede de at han stod skævt. eg blev ret nervøs, dels for at jeg så skulle op af vandet, men også for at det ville give problemer.
Jeg begyndte at skulle arbejde - ret meget - med vejrtrækningen, men kunne stadig være i veerne. De havde flere gange snakket om, at jeg ikke måtte blive forskrækket når vandet gik, men at det godt kunne virke lidt voldsomt, især hvis der skete i vand. Jordemoderen gjorde mig også opmærksom på at jeg ikke måtte panikke, fordi det kunne komplicere fødslen.
Jeg kastede op et par gange, kylede kolde klude af helvedes til og brokkede mig over at jeg frøs, samtidig med at jeg kylede tøjet langt væk i næste ve. Jordemoderen og Carsten morede sig vist lidt over mig på et tidspunkt...
Pludselig besluttede min hjerne sig for at slå bak. Jeg fik et øjebliks klarhed, kiggede Carsten dybt i øjnene og meddelte at nu gad jeg fandeme ik mere, NU ville jeg hjem....! Det kom jeg sjovt nok ikke.
Omkring kl 15 fik jeg den sygeste pressetrang. De undersøgte mig, og jeg var stadig kun 8-9 cm åben, så jeg måtte ikke presse.
Det var fordi han stod skævt at jeg fik pressetrang. Den studerende forsøgte at tage vandet, uden held. Til gengæld nev hun mig i skamlæberne - av av. Kom vist til at skælde hende lidt ud, men undskyldte pænt efterfølgende.
Efter endnu en ve tog jordemoderen over. Aldrig i mit liv har jeg oplevet så stor smerte. Hun åbnede mig den sidste cm, fjernede det sidste livmoderhals OG tog vandet på en gang. Jeg råbte og skreg og bandede og svovlede - og fik besked på at NU skulle jeg altså koncentrere mig om at lade være med at panikke, som hun havde fortalt, for nu kom han altså lige straks....!
Og så kaldte de på en sosu-assistent - hende der havde taget imod os da vi ankom til fødegangen. En sød ældre dame.
Og så måtte jeg i øvrigt godt presse. Så det gjorde jeg. Pressede 1 gang, mens jordemoderen satte sig og kiggede på, som om hun sad og så en god film - hun havde i øvrigt lige hentet vores kamera, så hun kunne tage billeder. Og den studerende sad også lige så pænt og kiggede. Da jeg var færdig med at presse, kiggede jeg op på dem og spurgte om de ik sku lave noget... "Nej da" kom det "du kan jo godt selv" - øhm nåh ok... Så presser jeg da bare igen.
Ved nr. 2 presseve fik jeg besked på at nu sku jeg altså liiiige ta den med ro, ellers revnede jeg. Ja ja goddaw mand økseskaft, det ka du da sagtens sige. "Prøv lige at mærke" sagde jordemoderen så, "hans hovede er næsten ude". NUL! Fandeme nej. Men som sagt så gjort, jeg mærkede, slappede af og ventede med at presse til næste presseve, hvor han svømmede ud og op i armene på Carsten. Kl. 15.27. Sådan bare lige.
"Tillykke" sagde jordemoderen. Jeg kiggede på den lille skabning der lå på mit bryst. Carsten klippede navlesnoren. Og der lå en lille bitte baby på mit bryst. Min lille baby. Sådan uden videre. Bum! Så var jeg mor til 2. Fattede det ik.
Og så den der følelse. Jordemoderen stod og hev i navlesnoren (der virkede flere meter lang) og sagde pres. Det gjorde jeg så. 2 gange og så var moderkagen ude. Det er altså den klammeste følelse i verden. Som at presse en snotklat mellem fingrene. Og der lå stadig en lille baby på mit bryst.
Jeg aner ikke hvem der tog ham, men jeg tror han kom op til Carsten, men jordemoderen og den studerende hjalp mig op af vandet og fik mig spulet og tørret. Så blev jeg undersøgt på briksen. Sprøjterne havde vi fået i vandet. Jeg havde nogle overfladiske skrammer, men ikke noget af betydning - 0 sting.
Bastian vejede 3820g og var 53 cm lang.
