Du er her:min barsel»Artikler»Sundhed»Fødselsdepression

Fødselsdepression

Skrevet af 

At blive mor er skønt..... og kan være meget svært! Op mod 10 % af kvinder der lige har født, får en fødselsdepression, og op til 25 % får en såkaldt efterfødselsreaktion. Dvs. at næsten 1/3 af kvinder der har født, oplever dét at blive mor, som ekstra svært.

Der kan være mange følelser og spørgsmål, der dukker op inden, og i kølvandet på en fødsel, og da alt - af naturlige årsager - drejer sig om det lille barn, kan det ske at moderen glemmer sig selv, eller får en depression.

Symptomer

En fødselsdepression er en klinisk depression, med mange af de samme symptomer som en ”almindelig” depression. Dvs. at man ikke kan sove, ikke spise, og ikke kan finde glæde i noget.

Moderen kan have svært ved at relatere til barnet, og kan i værste fald lade det ligge og græde, ikke skifte det mv. Det er ikke fordi moderen er ligeglad – hun har simpelthen ikke ressourcer til at være dér for det lille barn. I langt de fleste tilfælde passer moderen dog på barnet i tilfredsstillende grad, dog uden at opleve glæden ved det lille barn.

Udover moderen, der oplever depressionen, kan fødselsdepression skabe problemer i forhold til tilknytningen til barnet. Når barnet er nyfødt, er det allervigtigste for barnet at føle sig tryg - tilknytningen er med til at barnet bliver et helt menneske.

En af måderne spædbørn knytter sig til mor på, er ved at studere ansigtsudtryk, og aflæse følelser.

Studier har vist at spædbørn er opmærksomme på selv meget subtile ansigtsudtryk, og disse ansigtsudtryk er en del af dét, der binder mor og barn sammen. Men en person med depression har ofte meget rigide og stive ansigtsudtryk – viser ikke så meget af sig selv, så at sige. Barnet har derfor svært ved at aflæse moderen, bliver forvirret, og mangler vejledning i, hvordan det skal gebærde sig.

Årsager

Hvis man kigger på, hvad der er årsag til fødselsdepressioner, er der ingen klarer definitioner. Dog må det siges, at har moderen tidligere i sit liv oplevet depression, så er chancen for en fødselsdepression større. Samtidig spiller nutidens krav om perfektionisme ind. Det kan være svært, især for førstegangsfødende, at finde hoved og hale i hvad der er bedst for sit barn – jeg kender ikke den forælder der ikke har udtrykt ønske om at få en brugermanual med ved fødslen!

Behandling

Heldigvis kan man behandle fødselsdepressioner med både samtaleterapi og medicin – de største resultater er set når begge behandlingsformer bruges sammen. Og den skal behandles, eller risikerer man at den hænger fast, og bliver til en ”almindelig” depression, der kan være svær at komme over.

Det allervigtigste er at dele alle sine følelser med sin partner eller andre nærmeste.

Det er ikke sjovt at stå op flere gange om natten – der er en grund til at man bruge søvndeprivation som torturmiddel i nogle lande. Det er forfærdeligt at føle sig som en dårlig mor, når amningen bare ikke fungerer, og alle tuder ens ører fulde med, at det bedste for dit barn er modermælk – børn bliver ligeså velfungerende når de ikke ammes. Og når hormonerne raser (kan måles i din krop op til 5 år efter fødslen), er der bare ikke meget der duer!

Sørg for at tale om hvordan du har det. Du er IKKE en dårlig mor fordi du engang i mellem bare gerne vil have lov til at sove. Du er ikke psykopat, når du får en tanke om at smide ungen ud af vinduet. Du er træt, i en meget presset situation, og du er ikke alene. Men går du alene med alle disse tanker, så kan det gå hen og blive uhensigtsmæssigt, og så har du brug for professionel hjælp.

Bed om hjælp - især når du tænker: ”Jeg skal bare tage mig sammen, det er nok mig der er noget galt med” – brug din læge og din sundhedsplejerske, hvis du har svært ved at tale med dine nærmeste. Du behøver ikke at gå igennem det alene!

Vi vil anbefale dig at læse bogen "Fødselsdepression - der er hjælp at få!" 

Du kan få fat i bogen HER

 

Skrevet af 



HERUNDER FINDER DU DIN PRIVATE JORDEMODER, DIN DOULA, DIN SCANNINGSKLINIK M.M. - UANSET HVOR DU BOR I DANMARK.

PRIVAT JORDEMODER
DOULA
GRAVIDITETSSCANNING
ZONETERAPEUT
FØDSELSFORBEREDELSE
EFTER FØDSEL