Du er her:min barsel»Artikler»Sundhed»pædagog | min barsel

Det er helt almindelig hverdag, når børn i danske institutioner oplever alt for meget larm og alt for lidt omsorg fra pædagogerne. Deres sproglige kompetencer lider under det. I et læserbrev i Information anbefaler Inge Houman, pædagog gennem 37 år, at KL dropper ideen om sprogtest af 3årige og i stedet sikrer, at børnene har tilstrækkelig med voksenkontakt i institutionernes dagligdag.

1 voksen til 20 børn. Det ses ifølge Inge Houman ofte i danske institutioner. I en institution bør der være tid til, at børns sociale relationer trænes. At børnene lærer sanglege, får fortalt historier og øver sig på at tale. Men med så få timer til rådighed, som pædagogerne har til hvert enkelt barn i dag, kan opgaven med at støtte børns sproglige udvikling – og anden udvikling i øvrigt – ikke løftes af det pædagogiske personale.

Inge Houman beskriver f.eks., hvordan man om eftermiddagen er 3 voksne til 40 børnehavebørn. Værre bliver det fra kl 15, hvor der kun er 2 voksne til 35 børn. Til dem, der er tilbage til lukketid til 17, er der kun 1 voksen til stede, selvom der ikke er et minimum for, hvor mange børn, der stadig er i institutionen ved lukketid.

I en vuggestue kan man f.eks. opleve, at der kl. 15.40 er 11 børn og kun 1 voksen. Så er der altså ikke tid til at spille et spil og tale nærværende med 11 trætte børn under 3 år.

Det er ”råpasning”, kalder Inge Houman det. Opbevaring af børn. Intet andet. Og når dette er hverdagskost er der sjældent tid til fordybende samtaler med børnene.

Det er ærgeligt i mere end en henseende, men hvis vi kun stiller skarpt på sproget, så skabes sproget i relationer med andre, og det kræver vejledning af voksne, kompetente og opmærksomme mennesker omkring børnene. Børn lærer ikke at tale hensigtsmæssigt af sig selv. Slet ikke i den moderne verden, hvor de alt for ofte sidder alene med en Ipad eller oplever deres forældre kigge på mobilen i stedet for at høre, hvad barnet siger.

Vi skal som forældre huske at tale med børnene. Sæt ord på, hvad I sammen ser, oplever, husker eller føler. Om biler på vejen, om insekter og om jer selv. Pædagogerne vil også gerne give børnene nærvær og sproglig opmærksomhed, men vilkårene er vanskelige med de gentagne besparelser på området.

Brug pengene på flere timer til pædagogerne, ikke på sprogtests, konkluderer den erfarne pædagog.

Kilde:Information.dk: Brug pengene på pædagoger i stedet for tests 

Læs evt. også her om the Thirty Million Words initative, som understøtter og viser betydningen af sprogstimulering af børn - og bliv selv inspireret til, hvordan du kan tale mere med dit barn.

Udgivet i NYHEDER
torsdag, 01 september 2016 06:51

Nedslidte pædagoger

Ifølge en ny undersøgelse fra BUPL oplever mere end hver anden pædagog over 55 år behandlingskrævende nedslidthed. En nedslidthed som synes at være en af konsekvenserne af de seneste kommunale reformer og deraf følgende nedskæringer på daginstitutionsområdet.  

"Kan man leve med, at halvdelen af pædagogerne over 55 bliver nødt til at tage medicin for at gå på arbejde hver dag?" Sådan spørger Mette Aagaard Larsen, der er faglig sekretær i BUPL og efterspørger samtidig, at komme i dialog med arbejdsgiverne om de ældre pædagogers arbejdsvilkår. 

I undersøgelsen svarer 53 procent, at de oplever behandlingskrævende nedslidning. 30 procent oplever decideret fysisk nedslidning, fire procent oplever psykisk nedslidning og 18 procent oplever både fysisk og psykisk nedslidning. 

Flere af de adspurgte ønsker at trække sig fra arbejdsmarkedet, så snart økonomien tillader det og skyder skylden på de forringede arbejdsvilkår og det store arbejdspres.

Udgivet i NYHEDER

Den voldsomme kritik af forholdene i offentlige institutioner har sammen med de mange besparelser i de senere år medført, at private institutioner skyder op som aldrig før. Måske godt for børnene, men hvad med de ansatte?

Ugebrevet A4 bringer nyheden om, at Københavns Kommune fremover vil kræve, at de private institutioners ansatte har overenskomster, sådan at de ligestilles med ansatte i offentlige institutioner. Kravet om overenskomst, der kaldes en arbejdsklausul, er et resultat af en stigende tendens til, at ansatte i private institutioner arbejder for lavere løn og under ringere vilkår mht fx pension end ansatte med overenskomster.

Overenskomster med fagforeningerne betyder, at ansatte kan garanteres ens arbejdsforhold.

Alle offentlige institutioner har overenskomster, så deres ansatte ikke selv forhandler om løn og arbejdsforhold. Men ofte har de private institutioner altså fravalgt overenskomster, og det er dermed op til de ansatte selv at få forhandlet fx en ordentlig løn på plads. Og det sker på trods af, at de private institutioner modtager samme tilskud fra kommunen pr barn, som de offentlige institutioner gør. Disse penge går altså til at forbedre økonomien i de private institutioner på andre fronter end lige den, der handler om de ansattes arbejdsforhold.

Og det er ikke i orden, mener altså Københavns Kommune, som fremover vil kræve overenskomster af de private institutioner. Kravet har samlet flertal udenom kommunens Børne- og Ungdomsborgmester Pia Allerslev (V), som ikke mener, at det er politikernes sag at blande sig i forhandlingerne mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

Udgivet i SAMFUND

Fra mange sider kommer der nu vidnesbyrd efter vidnesbyrd fra frustrerede pædagoger, der slider sig selv op i forsøget på at gøre deres job. Nærværet har vanskelige kår i danske institutioner. Gruppen af professionelle omsorgspersoner, som skal tage sig af danske børn i størstedelen af deres vågne timer, har alt for længe råbt vagt i gevær. Elastikken kan ikke strammes mere. Vi har effektiviseret og uddannet og lavet læreplaner – men nærvær, det kræver flere hænder, end der er til rådighed nu.

I et debatindlæg i Politiken skriver en frustreret vuggestuepædagog, Cindie Christoffersen, om sin morgen med den 1,5 årige Johannes. Hun tager imod ham i fred og ro som et af de første børn på stuen. Det er tidligt om morgenen, moderen skal af sted før morgentrafikken, men der er ro på i institutionen, og pædagogen kan nusse om Johannes. Men lige så snart der kommer flere og flere børn, begynder manglen på hænder at vise sig.

Med eksemplet fra morgenafleveringssituationen viser Cindie os, hvordan børnene må parkeres og forsøgt selv-underholdt, mens de kun 2 ansatte haste-trøster det ene barn efter det andet. Der er ikke tid eller ro eller skød nok til at tage ordentligt og kærligt imod alle børn, selvom mange af dem bliver kede af det, når forældrene skal sige farvel i al hast på vej videre på job.

Gråd og snøften over at blive efterladt på gulvet med en bamse er hverdag i danske institutioner, fordi vi ikke er nok personale, skriver Cindie.

Der er for mange tidspunkter, hvor det er ren overlevelse. Hun peger på, at vi som samfund bør prioritere mere omsorg og tid til trøst og ro for vores yngste, hvis vi gerne vil have, at de vokser op til at blive aktive medborgere. Deres sociale og individuelle udvikling skal sættes højere op på prioriteringslisten, for børn skal ikke overlades til sig selv, skriver hun.

Udgivet i SAMFUND
torsdag, 21 april 2016 08:45

Dit barn er ikke en prioritet

Det er tirsdag, og i en børnehave på Vestegnen er børn og voksne lige blevet færdige med at holde den daglige samling.

I dag til samling har børnene masseret hinanden, mens de fik læst en lille historie. Nu går de allesammen i hælene på mig, fordi jeg har fortalt at vi skal lave modellervoks. Aron, som lige er startet i børnehave kommer med ned i Køkkenet for at hente mel, olie, salt, citronsyre og frugtfarve. Aron på 2 år får lov til at bære frugtfarven, og selv om dunken er tung, så går det lige.

 



Da vi kommer ned på stuen igen, viser det sig at vi har glemt at tage kogende vand med, så nu er det Freja på 2, der får lov til at komme med ned og koge vand, som efterfølgende bliver hældt på en termokande.

Tilbage på stuen sættes alle tingene op på et bord inde på stuen. Børnene samler sig rundt om mig. Nogle sidder eller står på skamler, mens andre sidder på bordet.

Paprika på 4 bliver sendt afsted efter en grydeske, og Sofie på 3 sendes afsted efter en teske. Jeg starter med at klare første del af processen, fordi det involverer det kogende vand, men derefter skiftes børnene til at putte ingredienserne ned i den store skål.

Ind imellem kan jeg ud af øjenkrogen se, at et par af børnene lister en hånd ned i posen med mel for at røre og undersøge. Børnene er meget fokuserede og dybt koncentrerede. De følger med og kommer med masser af kommentarer, da dejen bliver ved med at være alt for klistret, selv om vi har puttet masser af mel i.
 
 

Vi taler om ordene opskrift og om kogende vand, vi tæller hvor mange kopper mel, vi kommer i, vi venter på tur, børnene hjælper hinanden og giver plads og meget, meget mere.

Denne situation er så smækfyldt med læring, og samtidig er det super hyggeligt for både børn og voksne.

Det tager faktisk så lang tid, at det ender med at det er tid til frokost, og derefter skal vi på legepladsen. Derfor bliver det først om eftermiddagen, at der kan leges med den færdige modellervoks.

Til gengæld, så er det så populært at samtlige børn på stuen sidder samtidig rundt om bordet og leger med det. Og så starter det hele forfra. Finmotorikken, sanserne og fantasien får en ordentlig omgang stimulation, samtidig med at børnene har det fantastisk.

Da børnenes forældre gradvist indfinder sig, er der flere der vælger at sætte sig ned og lege med. Der bliver snakket og grinet og børnene er meget optaget af at fortælle hvordan vi selv har lavet modellervoksen.

En skøn dag på jobbet med både læring, dannelse og god stemning. Når jeg har fri efter sådan en dag, så kører cyklen næsten sig selv og jeg er lykkelig og stolt over mit job.

Men alle dage er desværre langt fra sådan, og da modellervoksen tørrede ud og blev kasseret, gik der flere dage, før der var mulighed for at lave noget nyt igen.

Jeg ved, at når omprioriteringsbidraget begynder at kunne mærkes ude i kommunerne, så bliver der endnu længere imellem de dage, hvor vi kan lave legende og lærende aktiviteter, der giver samvær og fællesskab mellem børn og voksne.

Vi skal den anden vej. Sådanne dage skal være normalen i stedet for undtagelsen.

 
 


Så kære forældre, tænk på jeres børn, når I sætter jeres kryds. Det er ikke alle partier, der prioriterer dit barns trivsel. Og til regeringen kan jeg kun sige, drop omprioriteringsbidraget og invester i børnene i stedet for. De er vores allesammens fremtid.

Og hvis du er blevet nysgerrig efter, hvordan du laver modellervoks med dit barn, så kommer opskriften her:

 Lav selv modellervoks

 

 

 




Udgivet i SAMFUND
torsdag, 17 marts 2016 00:16

Esthers første dag i vuggestue

For Anja og Jesper er der ikke noget mere unikt end at sidde med deres nyfødte datter Esther i deres favn. Holde Esther ind til deres krop og mærke Esthers og deres puls synkronisere sig. Mærke nærheden og intensiteten der går op i en højere enhed. Den kontakt kan ikke erstattes af nogen, denne oplevelse eksisterer kun imellem Anja, Jesper og Esther.

I de mange første måneder af Esthers liv er hun tæt knyttet til Anja og Jesper og omgivet af dem konstant. Det er meget afgørende måneder hvor Esther er omgivet af kærlighed og får sine behov dækket. Disse spor sætter sig hos Esther og har betydning for hende. Det er i familien at Esther får viden om værdier og hvordan hun skal forholde sig til verdenen. Det er her hun erfarer hvad en tæt relation betyder.

De fleste børn i Danmark starter i en institution, og det er her Esther møder sådan en som mig. Jeg er pædagog og arbejder i vuggestue afdelingen i et børnehus. Mit arbejde består blandt andet i, at være med til at udvikle Esther så hun kan lære at hvile i sig selv på sigt. Esther har om noget brug for at få udviklet sit sprog, relationer, motorik og udvikle empati for sig selv og ikke mindst for andre børn. Sagt på en anden måde, så har Esther rigtig meget hun skal tillærer sig i de tidlige år af hendes liv. Det er hele Esthers fundament.

Jeg modtager børn som for første gang skal være adskilt fra deres forældre omkring 7-8 timer og andre flere timer om dagen. Nogen børn tager det let at skulle adskille sig fra sin mor og far, mens andre børn har det svært.

Når forældrene møder op i institutionen første dag med Esther, opstår der med det samme et arbejde, for at skabe den nære relation og tryghed til Esther og forældrene. Det er nu vi sammen skal opbygge og give Esther viden om de værdier der er i institutionen, og hvilke værdier familien har.

Læs også: Hvem vil du vinke farvel med? Dig

Anja sidder med Esther på skødet mens vi taler om hvordan barslen har været. Anja holder kærligt om Esther og Anja forsøger hele tiden at have øjen kontakt med mig, mens hun også har fokus på Esther. Esther sidder og følger nysgerrigt med i hvem jeg mon er, mens mor og far sidder og snakker.

Jeg smiler til Esther og tager forsigtig min hånd hen imod Esther for at sige Hej. Mine øjne er smilende og min stemme er lav så Esther ikke bliver bange for mig. "Hej, Esther" "hvor er du kommet hen?" Anja smiler til mig og smiler til Esther. Relationen mellem Esther, Anja, Jesper og mig er igang og nu handler det om, at vi skal have fokus på tryghed og tillid. 

Anja og Jesper kigger på hinanden. De virker lidt usikre og alligevel afklaret med hvad der skal ske. Vi taler om rutiner, mad, søvn og den nære kontakts vigtighed for en god start i Esthers nye hverdag. Anja og jesper skal nu til at vænne sig til ikke at være sammen med Esther hele tiden.

Når jeg arbejder som pædagog arbejder jeg hele tiden ud fra, at alle børn skal være en del af et fællesskab. Et fælleskab hvor Esther er en vigtig brik for at være lige så værdig som menneske som de andre børn. Esther skal kunne navigere i mange forskellige arenaer, og her har Esther om nogen brug for at hvile i sig selv.

Mit fornemmeste job er at fylde Esther med en stor portion selvværd, selvtillid og lære hende hvad empati er. Esther har hver dag brug for at blive set, hørt og rørt i form af kram for at mærke sig selv. Jeg skal som pædagog gå forrest og guide hende og børnene.

Udgivet i SAMFUND
fredag, 18 februar 2022 11:54

Se mig

Jeg vil gerne fortælle dig om to børn, jeg kender.

Den ene er en mørkhåret pige på 3 år. Hendes mor står hver morgen og ordner hendes hår, så hun enten har fletninger, rottehaler eller en fin hestehale. Hver morgen bliver hun afleveret og ligner den yndigste lille pige. Det gør hun ikke, når hun bliver hentet. Så ligner hun en vildkat. Alle elastikker og hårspænder ligger rundt omkring i børnehaven, hendes hår stritter og hun har kun strømpebukser og undertrøje på, fordi hun lige har givet den gas inde i vores tumlerum.

 

Hvis det er en af de dage, hvor der har været mudder på legepladsen, så hænger hendes flyverdragt ikke i garderoben. Den står selv.

Pigen hedder Mejse. Hun lever livet fuldt ud. Alt skal opleves, undersøges og mærkes. Mejses forældre synes, det er skønt. De ved godt, at når man er tre år gammel, så skal man have lov til at udforske, røre og bare være.

 
 

I børnehaven er Mejse en af de børn, der kræver lidt af os voksne. Vi skal møde hendes nysgerrighed og pirre den. Vi skal være klar til at svare på spørgsmål, når Mejse stiller dem. Vi skal kigge og anerkende hende, når hun siger ”Se mig”. Vi skal formå at rumme Mejse til samlingerne og holde hendes interesse. 

Jacob er fire år. Han er lyshåret, og af en eller anden årsag, så ligner han altid en, der trænger til at blive klippet. Han er lidt forpjusket, og ikke særlig stor af sin alder. Han siger ikke så meget. Ikke fordi han ikke kan, men han synes bare ikke, at der er så meget at sige.

Jacob kan godt lide at lave puslespil og lege med LEGO. Han bygger ting. Ikke biler og slotte, som de andre børn. Nej, Jacob bygger tidsmaskiner, satellitter og vikingeskibe.

De andre børn kan godt lide Jacob, men det virker ikke til, at de helt forstår ham. Jacob kan godt lide at sidde ved siden af en voksen, når vi spiser.

 
 

Jacob siger aldrig ”Se mig”, hvilket gør det endnu vigtigere, at det lige præcis er det, vi gør. Ser ham og anerkender ham, som den helt særlige dreng, han er. Jacobs forældre laver mange ting med ham. De tager på museer og ind imellem i planetariet.

Mejse og Jacob er meget forskellige. Alligevel kræver de dog det samme af de voksne i børnehaven. Nemlig nærvær og omsorg.

Der er dog stor forskel på, hvordan denne omsorg giver sig til udtryk. Når jeg er sammen med Jacob, så prøver jeg at inddrage de andre børn, så de kan få øjnene op for, hvor fantastisk en dreng, han er. Jeg hjælper Jacob og de andre børn til at finde noget, de kan være fælles om. Jeg forsøger også at vise Jacob, at det også er dejligt at bruge sin krop til at springe, gynge og hoppe. 

Når jeg er sammen med Mejse, så prøver jeg at møde hendes livsglæde og bevægelyst, men jeg prøver også at vise hende glæderne ved at kigge i bøger og bruge sin finmotorik. 

I den perfekte verden kunne jeg, sammen med mine kolleger, nå både Jacob og Mejse hver dag. I virkeligheden bliver jeg nødt til at vælge. Alle børn i en børnehave har nemlig hver deres unikke personlighed, og derfor også hver deres udfordringer. Nogle har større udfordringer end andre, men det ændrer ikke på, at de alle skal mødes, ses, støttes og anerkendes.

Lige nu knokler vi, og vi gør hvad vi kan for at nå både Mejse, Jacob og alle de andre.

Vi bliver dog nødt til at indse, at det kan vi ikke. Desværre bliver det ikke bedre. Tværtimod. Omprioriteringsbidraget vil komme til at koste pædagogstillinger, og det vil skade børnene. Også dit. Vi skal have det stoppet. Nu. Vi skal tænke langsigtet og investere i børnene i stedet for. Det vil nemlig gavne os allesammen.

Læs også: Giv os en chance for balance

 

 

Udgivet i SAMFUND
onsdag, 10 august 2016 00:00

Aflevering – åh den aflevering

Jeg tror, at næsten alle forældre (særligt mødre) har prøvet at aflevere et grædende barn i institution. Nogle også i skolen.

Jeg ved, at alle der hár prøvet det, har haft et kæmpe hul i maven og hjertet, når det er sket. Jeg ved også, at måske ikke alle, men rigtigt mange har grædt, når de nåede udenfor lågen. Hulket og været dybt ulykkelig.

For nogle børn/voksne varer dette problem hele institutionstiden! Alle årene i institution er et helvede i afleveringen! For andre er det blot en overgang. 

 

Hvad sker der, når det ”går over”?

Der er primært 3 muligheder for, hvad det er, der sker, når afleveringerne bliver nemmere og mere ok for alle deltagere.
 
Nogle gange opgiver børnene. (LAD NU VÆR MED AT BRUG DENNE VIDEN TIL AT SLÅ DIG SELV MED!)
Barnet oplever, at hans/hendes ord og handling ikke bliver hørt og anerkendt, og hun/han giver op.
Helt simpelt.
Udgivet i SELVUDVIKLING
mandag, 01 juni 2015 00:00

Småbørns familieforeningen SAMFO

For tiden debatteres det mange steder, om de danske småbørn ville være bedre tjent uden den tidlige start og omfattende pasning i vuggestue og dagpleje.

Flere og flere forældre begynder at stoppe op og overveje, hvad de og deres børn er bedst tjent med i stedet for bare at følge flokken og gøre som alle andre.

 

Flere og flere hjemmepassere

Antallet af forældre, der passer deres børn hjemme, er stærkt stigende, men antallet af de forældre, der drømmer om at gøre det, men ikke kan få det til at lade sig gøre, er endnu større. 

I Danmark er samfundet nemlig skruet sådan sammen, at det er svært for børnefamilier at klare sig for én indkomst.
 
Man kan få store pasningstilskud til at få sine børn passet af andre, men man kan ikke få økonomisk støtte til at passe dem selv.
 
I dag er vores Dagtilbudslov blevet så liberaliseret, at kommunen betaler 75% af barnets pasning, hvad enten det er i offentlig eller privat vuggestue og dagpleje.

 

Forældrene er de mest oplagte

Ja faktisk kan man få dækket 75% af udgiften til en privat børnepasser, der passer barnet derhjemme i trygge og velkendte omgivelser; det må bare ikke være én af forældrene, der gør det.
 
Det er en skæv politik, der sender det helt forkerte signal, at forældrene er de mindst egnede til at tage sig af deres egne børn – selvom de i min optik er de mest oplagte til det.
Udgivet i SAMFUND
torsdag, 04 januar 2024 00:00

Hvem vil du vinke farvel med? Dig.

Små børn vil allerhelst være sammen med deres mor og far. Sådan er det bare. Det er ikke altid muligt at opfylde det ønske hos dem, fordi vi som forældre også vil noget andet. Derfor kommer vores børn i institution. Det betyder, at vi næsten hver dag skal sige farvel til hinanden.

Når jeg afleverer min datter i børnehave, vil hun gerne vinke farvel med en pædagog. Hvis jeg spørger hende: "Hvem vil du vinke farvel med?" Svarer hun altid: "Dig."

Av. Jeg får et stik i hjertet. Hver gang.

Det tror jeg mange forældre gør, når de skal aflevere deres børn. For at undgå smerten og barnets gråd, forsøger vi at få det hele hurtigt overstået. Måske sender vi barnet i armene på en pædagog og møder dets grædende ansigt med et akavet smil og en febrilsk vinken, mens vi bedragerisk siger: "Mor kommer lige om lidt igen.". Eller vi gør barnet forkert og siger: "Hvad hyler du for? Vi ses jo lige om lidt igen. Hvorfor skal det være sådan hver morgen? Hold nu op med det hyleri." Og giver det ansvaret, når vi siger: "Slip mig nu, jeg kommer for sent, hvis jeg ikke går nu.". Måske er vi i tankerne allerede på arbejdet, og på den måde kunne vi lige så godt lade vores barn gå alene til institutionen, for det føles lige så tomt at være sammen med os.

Vi gør afskeden mere smertefuld ved ikke at få sagt ordentlig farvel.

Hvad vil det sige at tage ordentlig afsked?

For børn er det vigtigste ikke at få deres vilje, det vigtigste er at få lov at have det, som de har det. Og netop dét, har vi ofte sværest ved at give dem. Hvis vi vil øve os i den kunst, handler det om at acceptere, at følelser er, som de er – og vide, at de hurtigere falder til ro, når de bliver mødt med anerkendelse frem for afvisning. Det gælder for børn såvel som voksne.

Forleden morgen i børnehaven, da min datter sagde: Dig. Og hendes hage hang helt nede på brystet, tog jeg hende over på mit skød.

– Nu bliver du ked af, at jeg skal gå (pause). Kom, lad os få sagt ordentlig farvel, sagde jeg og krammede hende.

Vi sad lidt sådan og derefter gav jeg hende stille og roligt til en pædagog og gik.

Det er sådan, jeg anerkender min datters ønske om, at jeg skal blive. Selvom hun ikke kan få det, som hun gerne vil, får hun ikke en oplevelse af at være forkert eller besværlig. Tværtimod. Hun får en oplevelse af sig selv som meningsfuld. Det er i orden at ville have, at ens mor skal blive, og det er i orden at blive ked af det, når man ikke kan få det, som man gerne vil have det – og det gør det nemmere for hende at slippe mig og sige farvel. For når vi accepterer vores børns følelser, bliver det nemmere for dem selv at acceptere dem.

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

Udgivet i PÆDAGOGIK