Da jeg blev mor for første gang for femten år siden og for anden og sidste gang for elleve år siden, var det oplevelser af dimensioner der kun kan defineres som at himlen var kommet ned på jord!

Det at blive forælder er så meget, giga-meget større end noget vi overhovedet kan indstille os på, mens vi venter. Vi hører det fra alle andre, hvor fantastisk det er. Hvor stort øjeblikket er, når baby stikker sit ansigt ud i den nye og store verden, og hvor mor og far instinktivt mærker, at nu er livet for altid forandret!

Fra dette øjeblik vil der altid være en anden person, hvis ve og vel altid vil komme før én selv (en omvæltning af største slags for langt de fleste af os, som har rigeligt med at holde fokus på os selv!). Kærligheden der vælder os over på en svævende lyserød sky, er også den der gør vi kan holde fødselssmerterne og sår efter amningen ud, holder os oppe om natten og gør det muligt at skifte bleer tunge af lort uden vi vrænger på næsen.

Det er kærlighed i den reneste og mest himmelske form! Det er lykkehormoner i kæmpe massive rush og der findes intet større!

Tænk det siger jeg; en mor der slet ikke ønskede sig børn, førend det skete. Som aldrig har haft en iboende forventning om en dag at skulle blive mor.

Der er selvfølgelig familier, hvor miraklet af en fødsel og et barns opvækst og udvikling på ingen måde hverken fejres eller opleves lykkeligt og mange af os kommer fra barndom, hvor det gjorde mere end forfærdeligt ondt at være barn, og hvor man naturligt ikke kan forestille sig, hvordan man ville være i stand til at give børn en tryg opvækst.

I vores kultur har vi en stærk overbevisning om, at vores børn ret hurtigt skal sove igennem på egen værelse, og helst ikke skal komme ind og forstyrre mor og far om natten.

Det er ret synd, for vores unger elsker at sove sammen med os, eller i samme værelse med os, og jeg oplever, at det skaber unødvendig bekymring hos forældre, fordi mange oplever, at det langt fra er nemt at få børn til at acceptere at sove alene.

Derfor vil dit barn gerne sove sammen med dig

For det første er dit barns søvnrytme helt anderledes end dit og det skyldes primært, at barnets hjerne og nervesystem stadig er umodne og kræver udvikling over tid. Faktisk er menneskebarnet, det mest sårbare og afhængige væsen af alle pattedyr. Dit barn er med andre ord ikke skabt til at sove så dybt eller så længe ad gangen som et voksent menneske – dit barns søvncyklusser er kortere og barnet kommer ikke ned i nær så dyb en søvn, som du gør. Derfor vågner barnet lettere og tiere og alt dette er helt naturligt. 

For det andet er dit barn ”hard-wired” til at reagere prompte, når han føler sig det mindste utryg, og dit barn er utryg, når han efterlades alene - især når det er mørkt.

Menneskets biologi har ikke udviklet sig synderligt, siden vi var jægere-samlere og det ses måske mest tydeligt hos vores børn. Selv om vi har svært ved at forstille os det, har mennesket i de fleste af de år, vi har eksisteret som art, levet i den vilde natur, side om side med rovdyr. Derfor har det ikke blot været naturligt for især mødre at sove sammen med deres børn, det har været livsnødvendigt, for ellers ville barnet have været et alt for let bytte for rovdyr. Det var simpelthen for farligt ikke at være tæt på hinanden.

Barnet ved ikke, qua hendes endnu ikke fuldt udviklede hjerne, at sabletigere for længst er forsvundet. Hun er derimod biologisk udrustet til at være på vagt, så snart hun føler sig det mindste udsat eller utryg. Derfor vil dit lille barn også typisk protestere højlydt over at bliver forladt, når mørket falder på. Men hun vil til gengæld føle sig rigtig tryg i sengen hos jer, hvor hun kan mærke, høre og dufte jer.

Læs også: Sådan forlænger du dit barns korte lure

En tredje ting er, at dit barn ikke er i stand til at tænke i fortid, nutid og fremtid. Det sker først langt senere, når der er etableret væsentligt flere forbindelser til neocortex (vores ”nyeste” del af hjerne, rent evolutionært set). Derfor kan dit barn ikke tænke sig til, at du sidder lige ude i stuen og drikker kaffe, eller at du ligger i sengen i værelset ved siden af, fordi hun endnu ikke kan koble disse erfaringer sammen.

Men hun er til fulde i stand til at føle og kommunikere, om hun er tryg eller ej, for den del af hjernen er skabt allerede før fødslen. Og det er jo smart, for den evne skal hun bruge for at overleve i en verden, hvor hun er 100% afhængig af andre. Derfor oplever forældre også ofte, at deres små børn vågner mange gange, efter de er puttet og inden forældrene selv går i seng.

Så snart barnet hører din stemme og mærke din favn, falder hun tit til ro, fordi hun har fået præcis det, hun behøvede. Børn beder kun om at få opfyldt deres legitime behov. Det at hitte ud af hvad behovet er, kan så være lidt mere svært at hitte ud af for os forældre. Det skyldes primært, at barnets behov glider meget sammen, fordi hun gennemgår en kæmpe transformation i de tidlige år, hvor hjernen og nervesystemet nærmest eksploderer i vækst.

Mange udtaler, at samsovning ikke hører til i vores moderne, civiliserede verden. Der er jeg meget uenig, jeg mener netop, at vi har brug for samsovning, fordi vi lever i en moderne verden.

Bagsiden ved at leve i et industrialiseret, moderne land er, at vi lever meget adskilt og med et stressniveau, der sjældent får lov til at køre ned i gear. Langt de fleste familier har relativt få timer sammen med deres små børn i hverdagene på grund af den måde, vi har indrettet vores samfund på. Mange at døgnets timer tilbringer barnet i institutioner, der er underbemandede i forhold til børnenes fysiske og psykiske behov.

Det betyder, at børn ikke får nok fysisk kontakt i løbet af dagen, hvilket har store konsekvenser for deres udvikling. Børn har brug for bunkevis af fysisk kontakt for at kunne udvikle hjerne og nervesystem optimalt og samsovning kan hjælpe med at dække lidt af dette underskud på kontoen.

Du har måske endda oplevet at dit barn aktivt forsøger at hente ind på den forsømte konto. Det sker når han i løbet af natten ruller over og ligger som klistret op ad dig. Det gør han ikke for at være irriterende eller vanskelig, men fordi han instinktivt søger at dække sit store, legitime behov for fysisk kontakt. 

Og det er ikke kun dit barn, der nyder godt af den tætte kontakt. Selv om du kan føle dig lidt radbrækket efter en nat med dit barn klistret op ad dig, hjælper den fysiske kontakt også dig med at regulere dit nervesystem og dermed at regulere dit stressniveau. På den måde er det win-win.

Samsovning giver derfor rigtig god mening, så længe barnet har behov for det og hvor længe det er, afhænger helt af barnet, men det kan sagtens være de første 3 – 5 år og måske endda længere. Når barnet har et udviklet sprog og er motorisk udviklet, kan det sagtens være, at han er tilfreds med, at du blot er der, til han er faldet i søvn og så sover gladeligt sammen med f.eks. ældre søskende.

Men det kan også være, at han stadig har brug for at komme ind i løbet at natten og putte. Dette er der intet unaturligt i eller galt med – han reagerer helt som han har behov for, så er det mere om I forældre også trives med det og her må man forsøge sig frem.

Læs også: Sådan får du dit barn til at sove igennem om natten

Det er ikke alle, der trives med at sove i fælles seng, og nogen oplever, at de har svært ved at sove med børn, da de sjældent ligger stille eller i samme stilling! Men samsovning kan tage mange former.

Man kan stille en seng til barnet ved siden at ens egen seng eller en madras på gulvet eller lave en stor seng. I vores familie har vi lagt to 140×200 madrasser på gulvet, der gør, at der er rigeligt plads til os alle tre. Dog vågner jeg altid op med en lille trold tæt op ad mig til trods for, at han startede natten helt over i den anden side med en fuldvoksen mand imellem. De ved, hvad de vil have, de kære unger - og de går målrettet efter det! 

Som udgangspunkt er det bedste at være i samme rum, indtil børnene selv melder ud, at de ikke har brug for det mere eller at de er ok med at sove sammen med f.eks. søskende på et andet værelse.
Det handler om at finde den løsning, der bedst passer til lige præcis din familie.

Dine børn skal nok komme ud af soveværelset igen på et tidspunkt, da børn som skrevet kun kræver ind i forhold til deres legitime behov. De vil ikke blive ved med at have brug for at sove med mor og far for resten af deres dage, men de kan have brug for det i længere tid, end vi måske synes om.

Sikkerhed og samsovning

Det er vigtigt at sørge for sikker samsovning og her får du derfor 10 gode tips, der især gør sig gældende, når du deler seng med baby, der er under et år:

1. Lad barnet sove på ryggen
2. Sørg for at barnets hoved ikke bliver dækket til, når hun sover
3. Sørg for at barnet ikke kan falde ned eller blive fastklemt mellem seng og væg
4. Sørg for at der ikke er noget baby kan få om halsen – undgå ting der indeholder kvælningsrisiko
5. Sørg for at baby ikke er for varm eller for kold – match tøj til værelsestemperatur
6. Sov kun med baby når du selv er sund og rask (hvis du er syg, ryger, tager medicin, har drukket alkohol, er stærk overvægtig eller lignende, er der risiko for, at du sover meget tungt)
7. Lad ikke baby sove alene i en stor seng (evt. put i en vugge eller tremmeseng og så løft baby op når i selv går i seng)
8. Sikre at større børn ikke kan falde ud af tremmeseng eller familieseng
9. Undlad at putte dit barn på en sofa eller stol (sækkestol og lignende)
10. Am gerne barnet om natten, visse studier viser at brystmælk kan virke beskyttende imod vuggedød
    
    

Du kan læse meget mere om søvn og meget andet via min side Harmoniske Unger og du kan ligeledes finde mere viden i min bog Harmoniske Unger – med kærlighed og nærvær

Du kan også købe netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen bog Børn og Søvn

Læs også: https://min-barsel.dk/sovn/effektive-putteritualer-for-born-sadan-sikrer-du-bedre-nattesovn

For Anja og Jesper er der ikke noget mere unikt end at sidde med deres nyfødte datter Esther i deres favn. Holde Esther ind til deres krop og mærke Esthers og deres puls synkronisere sig. Mærke nærheden og intensiteten der går op i en højere enhed. Den kontakt kan ikke erstattes af nogen, denne oplevelse eksisterer kun imellem Anja, Jesper og Esther.

I de mange første måneder af Esthers liv er hun tæt knyttet til Anja og Jesper og omgivet af dem konstant. Det er meget afgørende måneder hvor Esther er omgivet af kærlighed og får sine behov dækket. Disse spor sætter sig hos Esther og har betydning for hende. Det er i familien at Esther får viden om værdier og hvordan hun skal forholde sig til verdenen. Det er her hun erfarer hvad en tæt relation betyder.

De fleste børn i Danmark starter i en institution, og det er her Esther møder sådan en som mig. Jeg er pædagog og arbejder i vuggestue afdelingen i et børnehus. Mit arbejde består blandt andet i, at være med til at udvikle Esther så hun kan lære at hvile i sig selv på sigt. Esther har om noget brug for at få udviklet sit sprog, relationer, motorik og udvikle empati for sig selv og ikke mindst for andre børn. Sagt på en anden måde, så har Esther rigtig meget hun skal tillærer sig i de tidlige år af hendes liv. Det er hele Esthers fundament.

Jeg modtager børn som for første gang skal være adskilt fra deres forældre omkring 7-8 timer og andre flere timer om dagen. Nogen børn tager det let at skulle adskille sig fra sin mor og far, mens andre børn har det svært.

Når forældrene møder op i institutionen første dag med Esther, opstår der med det samme et arbejde, for at skabe den nære relation og tryghed til Esther og forældrene. Det er nu vi sammen skal opbygge og give Esther viden om de værdier der er i institutionen, og hvilke værdier familien har.

Læs også: Hvem vil du vinke farvel med? Dig

Anja sidder med Esther på skødet mens vi taler om hvordan barslen har været. Anja holder kærligt om Esther og Anja forsøger hele tiden at have øjen kontakt med mig, mens hun også har fokus på Esther. Esther sidder og følger nysgerrigt med i hvem jeg mon er, mens mor og far sidder og snakker.

Jeg smiler til Esther og tager forsigtig min hånd hen imod Esther for at sige Hej. Mine øjne er smilende og min stemme er lav så Esther ikke bliver bange for mig. "Hej, Esther" "hvor er du kommet hen?" Anja smiler til mig og smiler til Esther. Relationen mellem Esther, Anja, Jesper og mig er igang og nu handler det om, at vi skal have fokus på tryghed og tillid. 

Anja og Jesper kigger på hinanden. De virker lidt usikre og alligevel afklaret med hvad der skal ske. Vi taler om rutiner, mad, søvn og den nære kontakts vigtighed for en god start i Esthers nye hverdag. Anja og jesper skal nu til at vænne sig til ikke at være sammen med Esther hele tiden.

Når jeg arbejder som pædagog arbejder jeg hele tiden ud fra, at alle børn skal være en del af et fællesskab. Et fælleskab hvor Esther er en vigtig brik for at være lige så værdig som menneske som de andre børn. Esther skal kunne navigere i mange forskellige arenaer, og her har Esther om nogen brug for at hvile i sig selv.

Mit fornemmeste job er at fylde Esther med en stor portion selvværd, selvtillid og lære hende hvad empati er. Esther har hver dag brug for at blive set, hørt og rørt i form af kram for at mærke sig selv. Jeg skal som pædagog gå forrest og guide hende og børnene.

Hvad skal jeg sige til min baby..Og skal jeg i det hele taget sige noget...? Skal jeg fortælle noget om den hårde tid eller den grimme episode vi har været igennem?

Den gode relation

Babyer opfatter alt

Hvis der er noget, vi alle er enige om, så er det, at vi gerne vil gøre det bedste for vores børn og deres opvækst.

Vi gør os mange tanker om hvad der er godt og hvad der er skidt for børnene, og langt de fleste af os tager mange gode beslutninger om, hvordan vi gerne vil være som forældre.

Måske betyder det for dig, at du har valgt at bruge andre redskaber end skæld ud, når du sætter rammer for dit barn.
Måske vægter du bevidst, på flere områder af dit liv, at være et godt forbillede.
Måske gør du en ekstra indsats for at sundhed bliver en naturlig del af dit barns liv.

Uanset hvor dine fokusområder er, så tror jeg, at vores fælles mission er at styrke vores børns evne til at stole på og elske sig selv, så meget som overhovedet muligt.

Vi vil gerne rumme dem, og vi vil gerne støtte dem, som de fantastiske mennesker, de allerede er.
Nogle dage er det let og dejligt, men der er andre dage, hvor vi løber ind i situationer, der gør, at det kan føles rigtig svært.
For uanset hvor meget vi knuselsker vores børn, så ér der tidspunkter, hvor det, de gør, kan ramme noget i os. Noget, som får os til at glemme den bevidsthed og den kerne, vi helst vil komme fra. Vi kan, selvom vi er de bedste forældre i verden, løbe ind i situationer, hvor det stikker af for os. Situationer, vi ville ønske, vi havde været foruden.

Beskeden er klar. Spædbørn skal sove hos deres mødre, ellers skader det dem for livet. Det viser ny forskning på spædbørnsområdet ifølge den britiske avis The Telegraph.

Der har i mange år været delte meninger omkring samsovning med sit spædbarn og nogle eksperter har ment, at det var decideret skadeligt for barnet at sove i sine forældres seng. Derved har mange anbefalinger gået på, at spædbørn sover bedst i deres egen vugge.  

En ny undersøgelse slår nu imidlertid fast, at det forholder sig anderledes, og at det kan give fatale konsekvenser i tilfælde af, at spædbørn ikke sover hos deres mødre.

Det er tilsyneladende tre gange så stressende for en babys hjerte at sove alene, i modsætning til hvis det sover hos sin mor. Undersøgelsen, som er foretaget af Nils Bergman, der er forsker ved Cape Town University i Sydafrika, viser derved det modsatte af, hvad man hidtil har troet var optimalt for et spædbarns vilkår.

Indtil nu har mange været i troen om, at babyer risikerer vuggedød, hvis de sover med deres forældre i deres seng, fordi der er større risiko for at skade barnet. Det er forsker Nils Bergman ikke enig i. Han mener derimod, at vuggedød skyldes andre årsager som blandt andet giftige dampe, cigaretter, alkohol, store puder samt farligt legetøj.

Læs også: Dit barn elsker at sove sammen med dig

Jeg vil gerne fortælle dig om to børn, jeg kender.

Den ene er en mørkhåret pige på 3 år. Hendes mor står hver morgen og ordner hendes hår, så hun enten har fletninger, rottehaler eller en fin hestehale. Hver morgen bliver hun afleveret og ligner den yndigste lille pige. Det gør hun ikke, når hun bliver hentet. Så ligner hun en vildkat. Alle elastikker og hårspænder ligger rundt omkring i børnehaven, hendes hår stritter og hun har kun strømpebukser og undertrøje på, fordi hun lige har givet den gas inde i vores tumlerum.

Hvis det er en af de dage, hvor der har været mudder på legepladsen, så hænger hendes flyverdragt ikke i garderoben. Den står selv.

Pigen hedder Mejse. Hun lever livet fuldt ud. Alt skal opleves, undersøges og mærkes. Mejses forældre synes, det er skønt. De ved godt, at når man er tre år gammel, så skal man have lov til at udforske, røre og bare være.

I børnehaven er Mejse en af de børn, der kræver lidt af os voksne. Vi skal møde hendes nysgerrighed og pirre den. Vi skal være klar til at svare på spørgsmål, når Mejse stiller dem. Vi skal kigge og anerkende hende, når hun siger ”Se mig”. Vi skal formå at rumme Mejse til samlingerne og holde hendes interesse. 

Jacob er fire år. Han er lyshåret, og af en eller anden årsag, så ligner han altid en, der trænger til at blive klippet. Han er lidt forpjusket, og ikke særlig stor af sin alder. Han siger ikke så meget. Ikke fordi han ikke kan, men han synes bare ikke, at der er så meget at sige.

Jacob kan godt lide at lave puslespil og lege med LEGO. Han bygger ting. Ikke biler og slotte, som de andre børn. Nej, Jacob bygger tidsmaskiner, satellitter og vikingeskibe.

De andre børn kan godt lide Jacob, men det virker ikke til, at de helt forstår ham. Jacob kan godt lide at sidde ved siden af en voksen, når vi spiser.

Jacob siger aldrig ”Se mig”, hvilket gør det endnu vigtigere, at det lige præcis er det, vi gør. Ser ham og anerkender ham, som den helt særlige dreng, han er. Jacobs forældre laver mange ting med ham. De tager på museer og ind imellem i planetariet.

Mejse og Jacob er meget forskellige. Alligevel kræver de dog det samme af de voksne i børnehaven. Nemlig nærvær og omsorg.

Der er dog stor forskel på, hvordan denne omsorg giver sig til udtryk. Når jeg er sammen med Jacob, så prøver jeg at inddrage de andre børn, så de kan få øjnene op for, hvor fantastisk en dreng, han er. Jeg hjælper Jacob og de andre børn til at finde noget, de kan være fælles om. Jeg forsøger også at vise Jacob, at det også er dejligt at bruge sin krop til at springe, gynge og hoppe. 

Når jeg er sammen med Mejse, så prøver jeg at møde hendes livsglæde og bevægelyst, men jeg prøver også at vise hende glæderne ved at kigge i bøger og bruge sin finmotorik. 

I den perfekte verden kunne jeg, sammen med mine kolleger, nå både Jacob og Mejse hver dag. I virkeligheden bliver jeg nødt til at vælge. Alle børn i en børnehave har nemlig hver deres unikke personlighed, og derfor også hver deres udfordringer. Nogle har større udfordringer end andre, men det ændrer ikke på, at de alle skal mødes, ses, støttes og anerkendes.

Lige nu knokler vi, og vi gør hvad vi kan for at nå både Mejse, Jacob og alle de andre.

Vi bliver dog nødt til at indse, at det kan vi ikke. Desværre bliver det ikke bedre. Tværtimod. Omprioriteringsbidraget vil komme til at koste pædagogstillinger, og det vil skade børnene. Også dit. Vi skal have det stoppet. Nu. Vi skal tænke langsigtet og investere i børnene i stedet for. Det vil nemlig gavne os allesammen.

Læs også: Giv os en chance for balance

For tiden debatteres det mange steder, om de danske småbørn ville være bedre tjent uden den tidlige start og omfattende pasning i vuggestue og dagpleje.

Flere og flere forældre begynder at stoppe op og overveje, hvad de og deres børn er bedst tjent med i stedet for bare at følge flokken og gøre som alle andre.

Flere og flere hjemmepassere

Antallet af forældre, der passer deres børn hjemme, er stærkt stigende, men antallet af de forældre, der drømmer om at gøre det, men ikke kan få det til at lade sig gøre, er endnu større. 

Forældrene er de mest oplagte