Hvad skal jeg sige til min baby..Og skal jeg i det hele taget sige noget...? Skal jeg fortælle noget om den hårde tid eller den grimme episode vi har været igennem?
Mit svar er: JA Selvfølgelig skal du sætte ord på dét dit barn har oplevet.
Hvorfor: Fordi alt usagt binder energi.
Den gode relation
DEN GODE RELATION mellem mor og barn kommer ikke nødvendigvis af sig selv.
I mange også sunde familier, skal den hjælpes lidt på vej. Derfor har jeg lavet et forløb for nybagte mødre og deres babyer. Det består af samtaler med både mor og baby, mindfulnessøvelser, hvor vi træner nærvær samt BabySpa som er babyvandmassage i 37 gr. varmt vand.
De fleste af os har nok en forestilling om, at det nyfødte barn ikke forstår særlig meget. Når blot baby får opfyldt de basale behov (mad, varme, kontakt, kærlighed osv.), så er det trygt, og så er alting godt.
Det var i hvert fald noget i den retning jeg selv tænkte for 25-30 år siden, da mine 3 drenge blev født. I dag tænker jeg lidt anderledes.
Babyer opfatter alt
Teorien bag spædbarnsterapi fortæller, at det lille barn opfatter alt. Helt tilbage fra tiden inde i mors mave.
Så har du haft en svær graviditet eller fødsel og som måske er endt ud i en for tidlig fødsel, så kender barnet til det.
Barnet vil selvfølgelig aldrig kunne beskrive det med ord, men det kan måske bedst beskrives som, at kroppen vil huske det som en ’stemning’ – trist, bange, ked af det osv.
Også mere abstrakte ting som f.eks. skilsmisse, dødsfald bekymringer pga. tidligere aborter, som påvirker mor, opleves af det lille barn som en stemning.
Fortæl om det skete
Du kan løsne op for stemningen hos din baby ved at fortælle din baby om det skete. Du kan f.eks. fortælle din baby, at du forstår hvis han eller hun var bange eller utryg i en given situation. Ligesom du fortæller, at du måske også selv var bange og utryg i situationen.
Du skal ikke fortælle i lange dybdegående beretninger, men blot korte præcise sætninger, som du ville fortælle dem til en anden voksen. F.eks.: Der skete det og det… mor var bange… jeg tænker du også var bange…
Slut altid af med en positiv sætning. F.eks.: Heldigvis… havde vi hinanden… eller… var du sund og rask… eller hvad der nu kan være aktuelt i din situation.
Vær nærværende
Ud over at tale med din baby, kan du også hjælpe DEN GODE RELATION på vej ved at være nærværende. Det er ganske logisk og indlysende, men ikke desto mindre en svær disciplin for mange af os.
De fleste af os, er nærværende glimtvis hele dagen. De færreste af os er nærværende i længere tid af gangen.
At være afslappet og nærværende når din baby er glad og tilfreds, føles nemt og lige til. Det er straks mere udfordrende, når din baby er grædende, træt og overstimuleret. Selv nu, så mange år efter, kan jeg stadig mærke den lille stress der var, når mine børn var utrøstelige.
Derfor anbefaler jeg altid i starten - at øve nærvær, når din baby er glad (Der er ingen grund til at starte med det svære). Har du lyst til at træne dit nærvær og din opmærksomhed, så er her en lille øvelse:
- Sluk TV og musik, og læg mobilen helt væk.
- Beslut selv hvor mange gange og i hvor lang tid du vil være nærværende. For nogle mødre vil blot 2 x ½ time dagligt uden mobil og andre gøremål end at være, føles som en stor udfordring.
- Brug nu tiden på at sanse din baby. Se. Lyt. Mærk. Duft. Prøv også ind i mellem at lukke øjnene, og læg mærke til hvor mange informationer du kan få fra dit barn, når du bruger alle andre sanser end synet. Du behøver ikke at aktivere din baby. Måske I bare sidder i sofaen, måske I ligger på gulvet, måske dit barn leger på gulvet mens du sidder lidt væk, måske du pusler eller mader din baby.
- Når denne øvelse er helt naturlig for dig altså bare at være med dit barn, når det er glad og tilfreds så begynd at lave samme øvelse når dit barn er ked af det. Lyt. Mærk. Duft. Vær afslappet og nærværende. Vis dit barn mens du trøster det, at du kan/tør rumme, at det er ked af det. På den måde viser du også dit barn, at det er Okay, som det er.
Lad mig afslutningsvis sige: DET ER INGEN NEM ØVELSE, og det er ikke noget man lige lærer hen over en søndag eftermiddag.
Lad være med at stille store og urimelige krav til dig selv. Hvis det ikke lykkedes at blive en god oplevelse første gang, så sig PYT... og prøv igen senere.
For hver gang du har gode og nærværende oplevelser med din baby, styrkes relationen mellem jer.
Læs også: Puslebordet er URO-fri zone