Vi kender det selv. Når vi eksempelvis spørger vores partner, kollega eller et andet nærtstående menneske, om de vil gøre noget for os. De siger tilsyneladende ja. Men der er noget i det ja, der ikke overbeviser os. Så vi spørger igen:

Så når vi siger ja til at læse den ekstra godnathistorie, til en ekstra kiks, til at lege, mere tv – og vi egentlig mener nej, så bliver det krævende for vores børn at være sammen med os. Og ikke mindst krævende for os at være sammen med dem.

Børn vil gerne vide, hvem de er sammen med, og de går hele tiden efter den ægte vare. Så når børn mærker uoverensstemmelsen hos os, vil de udfordre os indtil, der er overensstemmelse. Det gør de ved at plage og klage.

En adfærd, vi før i tiden har kaldt grænsesøgende. I dag ved vi, at den kamp handler om at finde ud af, hvem deres far og mor er.

 

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

- Læs mere om bogen her.

 

 

Vi er alle født med evnen til at være indfølende og nærværende, men en travl hverdag med stress og dårlig samvittighed er noget af det, som modarbejder vores naturlige evne til at kunne være nærværende. Derfor er det bedste vi kan gøre for vores børn at skabe nogle åndehuller i hverdagen, hvor vi leger sammen, er sammen og slapper af, så vi kan lande i os selv.

Hvorfor åndehuller? 

Når vi fokuserer på at være nærværende i samtalen og legen med vores børn, kræver det, at vi lægger opdragerrollen på hylden som forældre og møder børnene som de mennesker, vi er. Det i sig selv er godt givet ud, da vi ved at børn trives allerbedst med forældre, der har det godt med sig selv og tør vise hvem de er. Det er ganske simpelt trygt selskab - og det er tit også meget sjovere at være voksen på den måde.

En anden grund til at skabe åndehuller af kontakt og nærvær, er at vi ved, fra hjerneforskningen, at vi er koblet på hinandens nervesystemer, og at vores børn regulerer deres nervesystem i vores, så når vores nervesystem er i ro, vil vores børns nervesystem justere sig derefter – og naturligvis også omvendt.
 

Hvordan skaber vi åndehuller? 

De fleste børn har brug for at omstille sig fra institution til hjem uden så mange ord. Det kender mange af os også fra os selv.

En blød overgang kan derfor være at slænge sig på sofaen sammen eller på gulvet og starte med at lave ingenting – andet end at ligge sammen, ved siden af hinanden og måske nusse dit barns fødder, ansigt, ryggen eller hovedbunden til roen sænker sig, og du kan høre åndedraget bliver dybere.

Fysisk berøring er en genvej til at berolige vores børn og vores eget nervesystem – og jo yngre børn er, jo mere har de brug for fysisk berøring fra os.

 

Børn gør som vi gør, ikke som vi siger

Vi ved det godt og derfor kan det være en god ide at skabe en ramme og struktur i hverdagen, der sikrer åndehuller, leg og eventyrlighed.

Samvær og fællesskabsfølelse gør livet til en fryd, og hvad mange ikke ved er, at følelser smitter. Når vi giver vores børn vores ro og nærvær, gør vi dem trygge og mere rolige. På den måde vil vi også sjældnere opleve børn som er plagende, klagende, krævende, eller som kravler på væggene.

Jo mere nærværende vi er som forældre, jo mindre skal børn arbejde for at få det allervigtigste, de har brug for fra os, hvilket netop er vores nærvær og kontaktfuldhed.

Når vi skaber åndehuller af leg, ro, nærvær og samvær, giver det ro hos os alle sammen. En bonus kan også være, at der heller ikke er så meget efterspørgsel på telefoner, computer eller iPads.

Mange forældre idag oplever, at den opdragelse de bruger har slået fejl. De føler sig udkonkurreret af deres egne børn og oplever daglige magtkampe om selv de mindste ting. Denne bog viser en ny vej. Det gør den blandt andet ved hjælp af lette, konkrete eksempler.

Bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt er et fantastisk stykke værktøj til at blive opmærksom på de opdragelsesmønstre som vi alle har med fra egen barndom, - ord og vendinger som ligger lige for, og som måske bruges uden at tænke dybere over, hvad det gør ved barnets selvværd, når vi truer, håner, moraliserer, eller ikke respekterer barnets følelser.

Ofte hører vores opdragelsesmønstre en anden tid til; synet på børn er anderledes idag, og det er tid til at gøre op med forældede og uhensigtsmæssige måder at behandle børn på.

Men hvad ligger der egentlig i den opsigtsvækkende titel, om at droppe opdragelsen? 

Titlen handler ikke om at fralægge sig et ansvar,- tværtimod handler bogen om at tage ansvar.

 

Ansvar for sig selv, og om at være en myndig forælder som bruger respekt, tid, nærvær og omsorg i relationen til sit barn og som kan rumme barnet, også når det er ked af det, gal og frustreret. 

Det drejer sig om at være tydelig og autentisk og i overensstemmelse med sig selv, det vil sige;  hellere sige fra end at sige til, hvis man kun siger til af et halvt hjerte.

Når respekten er det man møder sit barn med først, giver det sig selv, at opdragelsen eliminerer sig selv. Når man taler med sit barn med samme ligeværdighed som man ville tale med en god ven, eller et andet barn, er opdragelse ikke på banen.


Behandler vi vores børn med respekt, skaber vi et stærkt selvværd hos dem og giver dem mod på at gå efter deres drømme -også når de bliver voksne.

Bogen er revolutionerende og den vil ændre den måde vi er sammen med vores børn på til det bedre. 

Køb bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt

 

 

 

Den vigtigste relation i familien er parforholdet. Det gælder også, når far og mor lever adskilt. Alligevel er det sjældent parforholdet, vi prioriterer højest. Men det er det vand, der flyder mellem mor og far, som børnene svømmer i.

Så hvad der ligger her af næring, glæde, beundring, foragt, skænderier, ophobede konflikter, manglende nærvær, bitterhed og længsler bliver til det rum vores børn vokser op i og tager til sig på godt og ondt. 

Nogle gange er der uendelig langt fra det, vi siger – til det, vi egentlig mener og ville sige, hvis vi ellers formåede det. Det er en kløft, som der er stor gevinst i at gøre mindre for at kunne komme tættere på os selv og vores partner.
 
Det falder os ikke altid naturligt at være tydelige omkring, hvad vi vil og ikke vil. Heller ikke i relationen til vores partner. Derfor kan vi tit høre os selv kommunikere det stik modsatte af, hvad vi ønsker:

Vi vælger at være tavse, når vi vil have kontakt, vi råber og bebrejder den anden, når vi er kede af det og gerne vil holdes om, vi siger ”der er ikke noget”, når der i den grad ER noget, vi kritiserer, selvom vi gerne vil sige noget pænt – og vi siger ja med et smil, selvom vi mener nej.
 
I de situationer er vi sjældent helt klar over, hvad det er, vi gør, og hvad der er i gang imellem os. Vi mærker blot, at der er dele af vores samspil, der gør os urolige, utilfredse, kede af det og vrede – og det bliver til en oplevelse af, at vi har problemer med at blive forstået og forstå vores partner. 

Små børn vil allerhelst være sammen med deres mor og far. Sådan er det bare. Det er ikke altid muligt at opfylde det ønske hos dem, fordi vi som forældre også vil noget andet. Derfor kommer vores børn i institution. Det betyder, at vi næsten hver dag skal sige farvel til hinanden.

Når jeg afleverer min datter i børnehave, vil hun gerne vinke farvel med en pædagog. Hvis jeg spørger hende: "Hvem vil du vinke farvel med?" Svarer hun altid: "Dig."

Av. Jeg får et stik i hjertet. Hver gang.

Det tror jeg mange forældre gør, når de skal aflevere deres børn. For at undgå smerten og barnets gråd, forsøger vi at få det hele hurtigt overstået. Måske sender vi barnet i armene på en pædagog og møder dets grædende ansigt med et akavet smil og en febrilsk vinken, mens vi bedragerisk siger: "Mor kommer lige om lidt igen.". Eller vi gør barnet forkert og siger: "Hvad hyler du for? Vi ses jo lige om lidt igen. Hvorfor skal det være sådan hver morgen? Hold nu op med det hyleri." Og giver det ansvaret, når vi siger: "Slip mig nu, jeg kommer for sent, hvis jeg ikke går nu.". Måske er vi i tankerne allerede på arbejdet, og på den måde kunne vi lige så godt lade vores barn gå alene til institutionen, for det føles lige så tomt at være sammen med os.

Vi gør afskeden mere smertefuld ved ikke at få sagt ordentlig farvel.

Hvad vil det sige at tage ordentlig afsked?

For børn er det vigtigste ikke at få deres vilje, det vigtigste er at få lov at have det, som de har det. Og netop dét, har vi ofte sværest ved at give dem. Hvis vi vil øve os i den kunst, handler det om at acceptere, at følelser er, som de er – og vide, at de hurtigere falder til ro, når de bliver mødt med anerkendelse frem for afvisning. Det gælder for børn såvel som voksne.

Forleden morgen i børnehaven, da min datter sagde: Dig. Og hendes hage hang helt nede på brystet, tog jeg hende over på mit skød.

– Nu bliver du ked af, at jeg skal gå (pause). Kom, lad os få sagt ordentlig farvel, sagde jeg og krammede hende.

Vi sad lidt sådan og derefter gav jeg hende stille og roligt til en pædagog og gik.

Det er sådan, jeg anerkender min datters ønske om, at jeg skal blive. Selvom hun ikke kan få det, som hun gerne vil, får hun ikke en oplevelse af at være forkert eller besværlig. Tværtimod. Hun får en oplevelse af sig selv som meningsfuld. Det er i orden at ville have, at ens mor skal blive, og det er i orden at blive ked af det, når man ikke kan få det, som man gerne vil have det – og det gør det nemmere for hende at slippe mig og sige farvel. For når vi accepterer vores børns følelser, bliver det nemmere for dem selv at acceptere dem.

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

Og nej, - det kan godt være det aldrig bliver sjælens dybe ønske at lave LEGO eller lege med Barbie, men så må vi finde ud af, hvad der kan være meningsfuldt i situationen. Finde det, der kan nære vores nu.

Gå til nuet med en nysgerrig og anden måde end ved at falde i automatgearet eller i vågen søvn. Det er alligevel så røvsygt at være i den tilstand.
Så når du ... hvis du ...sidder her eller der, hvordan vil du så være her?

Tag stilling. Bare det bringer livet mere ind. Din måde at gå til livets øjeblikke, alle øjeblikke, bliver på sigt dine børns måder.

Der er masser af ting vi ‘skal’ i det her liv. Vi ‘skal’ gå i skole, som forælder ‘skal’ vi mange gange dagligt lave noget, vi ikke synes er sjovt eller endda virkelig kedeligt.

Men vi har altid et valg.
Ingen siger du skal gå på legepladsen, hvis du ikke vil. - For at stå på en legeplads og klø sig i skægget og ligne en, der har lyst til forsvinde fra jordens overflade er ikke fedt for nogen. Dit barn kan mærke, hvordan du har det. Måske det er bedre at lade være så.
Find på noget andet, hvor du kan være til stede.

Bevidstheden om os selv, og hvad vi gør, øger det ansvar, vi tager for os selv og dermed andre. Når vi ser os selv klart giver det os flere muligheder.

Da vi ved at børn gør som vi gør, og ikke som vi siger, - bliver den afgørende faktor, i forhold til at gøre dem robuste og livsduelige, at starte med os selv. 
Din måde at gå til livets øjeblikke, alle øjeblikke, bliver på sigt dine børns måder.

Måltidet handler alt for ofte om, hvad vores børn spiser, og hvordan de spiser. Vi glemmer det vigtigste: Stemningen – og hvordan vi har det. 

Måltidet i familien kan hurtigt komme til at handle om andet end mad. Alt, hvad der er af små konflikter, sårede følelser eller ubalancer i familien lander ofte på middagsbordet.
 Så middagsbordet er et godt sted at tage temperaturen på sin familie og få svar på, hvordan har vi det egentlig sammen for tiden? 

Når vi krydrer følelserne fra dagen med forventningerne om, hvad der er sundt og godt at spise, hvor meget og hvor lidt, samt hvordan vi skal spise, helst pænt og mens vi sidder stille, er der alt for mange forventninger, værdier og behov i spil.

Det er næsten dømt til at fejle på forhånd, og derfor bliver det ofte svært for både børn og voksne at nyde måltidet og al den mad, vi har brugt tid på at lave. 

Spørgsmålet:

”Hvordan vil vi gerne have det, når vi sætter os til bords?”

– er derfor relevant at stille sig selv.
 
Måltidet er ofte et sted, hvor børn udtrykker mistrivsel ved ikke at ville spise, ikke gide at snakke eller sidde ved bordet ret længe. Når børn lukker munden i eller ikke vil sidde med ved bordet, er det tid til at lytte efter og tænke grundigt over, hvad der kan være grunden til, at barnet føler, det er nødt til at gøre sådan.

Det er nemlig et signalflag.

Der kan være mange grunde til, at børn ikke vil spise eller deltage i det fælles måltid. Nogle af dem kan findes i alt det, der ofte bliver sagt rundt om bordet til børn fx:

"Sæt dig så op. Sid nu stille. Ti stille, når vi spiser. Tag det nu roligt, du skal nok få. Hold så op med at skændes ved bordet. Lad være med at snak med mad i munden. Må vi andre også få lov at være her? Smag nu lige på det, før du siger, at du ikke kan lide det. Hvorfor kan du ikke sidde stille bare et øjeblik? Spis lige en kartoffel mere. Hvis du ikke spiser op, så får du ingen dessert. Det er da utroligt, at man ikke kan få lov at spise sin mad i ro. Hvor tror du, du skal hen? Du skal ingen steder, før du har spist op. Hvad hedder det, når man går fra bordet? "
 
Når vi som forældre bliver så optaget af hvad, hvor lidt/meget og hvordan vores børn spiser, glemmer vi at se og høre, hvordan barnet har det lige nu. Vi glemmer også os selv, og hvordan vi egentlig gerne vil have det, mens vi sidder, denne ene gang om dagen sammen med vores familie. Vi glemmer relationen.
 
”Måltidet er ikke det rette sted at opdrage og ændre sine børn. Som voksne ved vi selv, hvor ubehageligt det er at blive stirret og rettet på, mens vi spiser. Vi mister både appetitten og lysten til at være sammen med den, der gør det.”


Hvorfor gør vi det egentlig?

Fordi vi bliver automatiserede. Vi får ikke rigtig mærket efter og lyttet til, hvad vi selv siger, og hvordan det må være at høre på. Vi kopierer ofte blot det, vi selv fik af vide som børn omkring middagsbordet.

Derfor er det så værdifuldt for familien at give det fælles måltid et eftersyn og få spurgt os selv om de omstændigheder og holdninger, der sætter rammen om det fælles måltid overhovedet skaber nogle betingelser, der giver os lyst til at spise? Eller om vi i højere grad mister appetitten?

 Er det med andre ord rart at sidde om middagsbordet hjemme hos jer? 

Og hvad skal der eventuelt justeres på?

 
Et godt måltid er en skønsom blanding af god nærende mad, engagement, nære relationer, sanseoplevelser, æstetik og uforudsigelige menneskelige følelser og stemninger.

Det betyder, at der er stor forskel fra familie til familie på, hvad vi oplever som et vellykket måltid, både hvad angår mad og samvær.

Spiser vi for at overleve? Eller lever vi for at spise?

Sådan som vi gør én ting, gør vi ofte alt andet.

Så hvis måltidet foregår i et hektisk tempo som noget, der bare skal overstås, vil stemningen om bordet afspejle den mangel af kvalitet og nærvær, som kendetegner overlevelsen og ikke livet.
 

Hvad er et godt måltid for jer i jeres familie? 
 
Vil I eksempelvis skabe en kultur i familien, hvor alle bliver siddende til alle er færdige med at spise?

Og hvis ja, hvorfor?

Skal det være fordi, det er en norm som vi bare retter os efter, eller fordi børnene finder det meningsfuldt og rart at sidde der?

Gælder samme norm for voksne?

Også når telefonen ringer eller en mail tikker ind?

Eller hvis mor er ved at være sent på den til en venindeaften eller et møde?

Kan man få lov at gå fra bordet, hvis man spørger?

Og er der forskel på svarerne alt efter, om man er 3, 13 eller 35 – eller efter om man har spist meget eller lidt?

Hvad nu, hvis man slet ikke er sulten, skal man så sidde med?

Lige så vigtige disse spørgsmål er, lige så sjældent er det, at vi rent faktisk får taget stilling til, hvad vi vil, og hvad vi synes, der er vigtigt i vores familie, også når det handler om måltidet. 
 

Klarhed giver tryghed

Derfor er det vigtigt at reflektere over sine svar på disse spørgsmål. Og flere til, så vi som forældre har en klarhed omkring, hvad vi gerne vil. Ikke fordi, det så død og pine altid skal være sådan, men for at undgå, at det er ubevidste og gamle normer, der styrer vores måltid og samvær med familien.

Så hvordan skaber vi nogle rammer om måltidet, der rent faktisk giver os lyst til at spise og ikke mindst være sammen? 
 

Invitér til måltidet

En invitation giver nemlig de inviterede friheden til også at sige nej tak. Som en 3 årig pige udtrykte det:

– Man skal kunne sige nej til mad. 

Hvis vi kigger på det fælles måltid som en invitation til medlemmerne i familien, skaber vi nogle helt andre betingelser for vores samvær omkring middagsbordet.

Der er mange ting, der nødvendigvis må elimineres fra måltidet med sådan en holdning.

Som vært er det f.eks. ikke i orden at nedstirre de inviteredes tallerkner, rette på dem eller presse dem til at smage eller spise mere, end de har lyst til. Det ville være uhøfligt.
Samtalen rundt om bordet ville være ligeværdig, og værtsparret ville gøre sit til, at stemningen var god.

Det betyder ikke, at familien ikke er sammen om at lave mad og rydde op, for det kan gæster sagtens deltage i. Det kan ligefrem styrke samhørigheden.

At være inviteret til bords betyder heller ikke, at man ikke kan blive vred og tage en rask diskussion. Det er mor og far, der har værtskabet. Det er dem, der sætter rammen for, hvad der serveres, hvordan det serveres, og hvornår det serveres. Naturligvis med et blik for alle i familien. Og det er mor og far, der lægger stilen og sætter tonen – fordi det er dem, der har ansvaret for relationens kvalitet.

Har vi en værdi, der hedder, at vi gerne vil spise sammen med vores børn og gerne vil lade det være en invitation kan vi sige:

”Det er sådan, at vi gerne vil spise sammen med jer, fordi vi ikke ser jer eller er sammen hele dagen”.


Her får du 7 råd til, hvordan du kan skabe bedre rammer for måltidet i din familie:

1. Fjern øjnene fra deres tallerken.

2. Gør bordet smukt – hvis det er vigtigt for dig.
Lad være med at kommentere på hvad de spiser og hvordan de spiser.

3. Fortæl børnene, at de er velkomne, men om de vil spise eller ej er op til dem.
(Husk, at hvis stemningen er god, kommer de fleste børn efter 5-7 minutter)

4. Hav evt. tegneting og papir stående på bordet, så børnene kan tegne, hvis du gerne vil have, at de bliver siddende. Ofte bliver stemninger løftet, og der kommer gode samtaler.

5. Leg lege: 20 spørgsmål til professoren eller lign.

6. Undgå at gør samtalen til et forhør. Sig noget om dig selv og din dag. Fx: ’Ved i hvad jeg oplevede i dag’ eller ’Jeg havde et virkeligt sjovt/mærkeligt møde i dag’.

7. Hvert 10. måltid kan du sige, hvad du gerne vil have. Fx, at du gerne vil have at dit barn bruger sin gaffel, lukker munden når de tygger, koncentrerer sig om at holde på sit glas osv. Og herfra er de andre måltider træning, hvor de øver sig i fred og ro.


I mange familier er aftensmåltidet det eneste tidspunkt på dagen, hvor alle er samlet. Det kan som nævnt netop derfor være af stor betydning for os, at det er hyggeligt og giver os indblik i, hvordan dagen er gået for os hver især.

Men så opstår der måske en konflikt, og den konflikt kan komme til at ødelægge den forestilling, vi havde om, hvordan det skulle være.
Livet i familien er uforudsigeligt, og det bekræfter os blot i, at den er levende. Det er først, når vi favner uforudsigeligheden og møder vores familie, hvor den er, at det bliver nemmere at være sammen og lære hinanden at kende som dem, vi er uden pres og tvang.

Nogle dage går snakken ubesværet og humøret er højt, og andre gange er vi trætte og mere indadvendte. Det er lige præcis sådan, det er at være en familie.

Når vi lader det fælles måltid være en invitation, er der mange konflikter, der vil forsvinde fra bordet, og det giver en større ro og lyst til at indtage den mad, som vi er samlet for spise og nyde.

 

 

 

Julen er glædens tid!  Ja, det er det bestemt. Men det er også en tid, hvor vi ofte føler os enormt pressede, fordi spændingen og de høje forventninger til, at alt skal være så hyggeligt, pænt og velsmagende stresser os. 

Det siges, at julen er hjerternes fest, men for mange familier ender julen som en travl affære, der presser både kalenderen og overskuddet til bristepunktet.

Her kan det være svært også at skabe plads til hjerterum, fordi nærværet hurtigt forsvinder i al juleræset, og sådan bliver det svært at mærke hinanden og glæden ved julen. 

I julen er der tit fokus på glansbilledet frem for virkeligheden – selv i samværet med vores børn

Vi bager julekager (som helst skal smage godt og være smukke), vi laver juledekorationer (som helst skal ligne noget fra Illums Bolighus) og fletter julehjerter (som ikke skal være krøllede af fedtede børnehænder).

Der er meget på spil, for julen er særlig for os. Vi kommer nemt til at ville have tingene på en bestemt måde.

Selv hyggen.

Spørgsmålet er, om vi i vores iver efter at ære julens traditioner og forventninger, glemmer at mærke, hvad vi egentlig har brug for i december? 

Især hvis vi føler, vi skal nå at se al den familie, som vi ikke har haft tid (eller lyst) til at se i løbet af året. Og samtidig synes vi skal møde op til julebazaren, juletræsfesten, julekoncerter, julefrokoster og diverse afslutningsarrangementer.

Midt i en travl december, kan det derfor være godt at stoppe op og lave en status: 

Er min jul, som jeg gerne vil have den? 

Og hvis ikke:

Hvad vil jeg så gerne lave om? Og tør jeg? 


Det kan være sprængfarligt at røre ved julens traditioner, som mange har knyttet stærke følelser til.

Men nogle gange kan det godt betale sig at vove modet.

Flere familier har i år valgt at vælge gaverne fra for at skrue ned for forbruget og ikke mindst ræset – og oplevelsen er en enorm lettelse og ikke mindst et overskud til at lave noget mere sammen.

Men hvad med børnene? 

Det er godt at vise børn, at det ikke altid er den vej, de andre går, der er den bedste for dem eller deres familie. 

 Vores egen vej finder vi ved at kigge ind frem for at kigge ud

Samtidig er det et eksempel på divergent tænkning, som vi i Family-lab er meget optaget af for netop at kunne komme tættere på at leve et liv, der tilfredsstiller os – frem for andre.

Måske vil dine børn umiddelbart udtrykke overraskelse eller skuffelse over, at tingene ikke bliver helt, som de plejer.

Men børn kan godt tåle udsvingene, hvis vi kan. Og i sidste ende er de bedre tjent med indre (jule)fred end ydre tilfredsstillelse. 

Med plads og luft i kalenderen gør vi vores tid mere fleksibel og åben for at kunne fordybe os i julebageriet, hvis det er det, der er glæde i for os.

Eller lave en sneborg, hvis vi er så heldige, at sneen falder pludseligt.

Eller gå på biblioteket og fordybe os i gamle juleeventyr.

Måske længes vi efter en sælsom julekoncert i kirken, der ellers aldrig bliver tid til – i stedet for Tivoli, strøgturen eller julebazaren? 

I Family-lab har vi i år spurgt vores børn, hvad der er det bedste ved julen. Svaret var stemningen, og at vi er sammen.

Er det ikke sådan for os alle?

 

Stemningen er noget, vi kaster af os indefra, så nærværet og den ægte julestemning starter hos os – de voksne

Så hvis vi tillader julen at blive en opskruet og stressende affære for os selv, bliver den det med garanti også for vores børn. Det er vores ansvar, fordi det altid er os voksne, der har ansvaret for stemningen. 

 

 

Mange af vores klienter og kursister i Family-lab kommer med et ønske om at blive bedre til at kontrollere deres vrede, fordi den løber af med dem. Især i relationen til deres nærmeste.

Ligesom børn regerer voksne også der, hvor vi føler os tryggest – de ansigter og følelser vi viser vores familie, ser vores venner eller kollegaer sjældent eller aldrig. Sådan er det.

Følelser er vigtige og skal tages alvorligt. De er signaler om, at der er noget, vi skal være opmærksomme på. Tage os af. Men følelser frakoblet fornuft løber nemt løbsk.

Når følelserne får lov at regere på egen hånd, er vi ude i hovedløs gerning.

Prisen er ofte moralske tømmermænd. Skyld og skam. Fordi vi ikke fik handlet i overensstemmelse med sådan, som vi gerne ville, og fordi vi i vredens rus fik skadet vores omgivelser.

Måske lover vi under oprydningsarbejdet vores børn og partner, at det ikke vil ske igen. At vi nok skal styre os fremover.

Men vi kan ikke bare fjerne noget uden at sætte noget nyt i stedet.

Så hvad kan vi sætte i stedet?

Sådan opdrager vi vores børn til at blive egoistiske - Selvom vi egentlig ønsker det modsatte; at gøre dem ansvarlige mennesker og medmennesker.
 
 
"Det er du selv ude om", hører vi ofte forældre svare deres børn, når de søger trøst:


    •    fordi, de faldt ned fra den stol, hvor de for lidt siden sad uroligt
    •    fordi, de tabte deres is på jorden
    •    fordi, de fik én på kassen af storebror, da de tog hans Lego
    •    fordi, de kom for sent i skole
    •    fordi, de fik dårlige karakterer
    •    fordi, de mistede det stykke legetøj, de havde med i institutionen
    •    fordi, skærmen på iPaden er blevet et mosaikstykke

osv.

Vi gør det sikkert, fordi vi gerne vil lære dem at tage konsekvensen af deres handlinger. På denne måde gør vi dem ansvarlige, tænker vi måske.

I min optik er konsekvenspædagogik på denne måde rå og benhård. Og det er de egenskaber og kompetencer, vi lærer vores børn på gennem denne opdragelse; at være benhårde og rå over for sig selv – og andre.

For når vi lærer, at vi selv må bære skylden og ansvaret for vores handlinger, lærer vi også, at det samme gælder for andre; de må klare sig selv, det er deres egen skyld, det har ikke noget med mig at gøre.

Man er sig selv nærmest.

Det er sådan, vi opdrager børn til at blive egoistiske
 
Jeg mener ikke, at noget menneske i alle situationer kan overskue konsekvensen af sine handlinger og bære ansvaret for dem – og slet ikke børn.

Men presser vi dem alligevel til det, så kan de udvikle en overdreven skyldfølelse og blive bange for at handle = lav selvfølelse (også kaldet lavt selvværd).
 
Nu tænker du måske:

Skal børn så slet ikke mærke konsekvensen af deres handlinger?

Jo, men det gør de også hele tiden – for børn er i en konstant læringsproces. Hver eneste dag oplever de, hvordan deres handlinger har konsekvenser (ligesom vi voksne gør): 

• De balancerer på en kant og falder ned.
• De leger med vand og bliver våde.
• De dominerer en leg og oplever, at de andre ikke vil lege med.
• De lyver og opdager, at løgnen er tung at bære.
• De lader være med at lave lektier og oplever, at det ikke er sjovt at komme uforberedt.
• De afviser legen med bedstevennen og erfarer, at det ikke er sjovt at være alene.
• De stjæler en opgave fra nettet og bliver opdaget.

Børn lærer som forskere, de eksperimenterer hele tiden.

Det er herigennem, at de gør deres erfaringer, men vi afbryder tit denne erfaringsdannelse med vores bedrevidenhed, skældud, kritik, bebrejdelser og på den måde lander skyldfølelsen i dem i stedet for erfaringen.
 

 
Når børn rammes af deres virkelighed, styrker vi dem ved at trøste dem. Det er sådan de finder modet til at forsætte og deres nyvundne erfaring får ro til at bundfælde sig.

For tænk lige over det engang, hvis du havde kvajet dig og din partner sagde:

"Det er du selv ude om".

Gør det dig mere ansvarlig? Eller får du lyst til at sige f**k dig!

På den måde er der ikke forskel på voksne og børn.

Der er mange eksempler på, hvordan vi gennem vores opdragelse af børn opnår præcis det modsatte af det, vi egentlig vil.

Fx når vi siger "Op igen, det gjorde ikke ondt" eller "Så slemt er det da heller ikke", hvor vi forsøger at styrke og ruste vores børn til livet.

Men den form for opdragelse svarer til at hive i en blomst for at få den til at gro. Børn og voksne bliver stærke ved at få lov at have det, som de har det. På den måde vokser de nemlig op med en stærk fornemmelse af sig selv – og det er den stærke fornemmelse af os selv, mange af os mangler – og derfor kan have svært ved at navigere i livet.

Fordi vores opdragelse og samspil med børn i dag er forældet grundet den forskning, der er blevet tilgængelig for os de sidste 40år, kan vi ikke længere gentage den opdragelse, vi selv fik – det betyder også, at vores uddannelse i relationskompetence er blevet populær for forældre – og ikke kun fagfolk.