Mange forældre idag oplever, at den opdragelse de bruger har slået fejl. De føler sig udkonkurreret af deres egne børn og oplever daglige magtkampe om selv de mindste ting. Denne bog viser en ny vej. Det gør den blandt andet ved hjælp af lette, konkrete eksempler.

Bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt er et fantastisk stykke værktøj til at blive opmærksom på de opdragelsesmønstre som vi alle har med fra egen barndom, - ord og vendinger som ligger lige for, og som måske bruges uden at tænke dybere over, hvad det gør ved barnets selvværd, når vi truer, håner, moraliserer, eller ikke respekterer barnets følelser.

Ofte hører vores opdragelsesmønstre en anden tid til; synet på børn er anderledes idag, og det er tid til at gøre op med forældede og uhensigtsmæssige måder at behandle børn på.

Men hvad ligger der egentlig i den opsigtsvækkende titel, om at droppe opdragelsen? 

Titlen handler ikke om at fralægge sig et ansvar,- tværtimod handler bogen om at tage ansvar.

 

Ansvar for sig selv, og om at være en myndig forælder som bruger respekt, tid, nærvær og omsorg i relationen til sit barn og som kan rumme barnet, også når det er ked af det, gal og frustreret. 

Det drejer sig om at være tydelig og autentisk og i overensstemmelse med sig selv, det vil sige;  hellere sige fra end at sige til, hvis man kun siger til af et halvt hjerte.

Når respekten er det man møder sit barn med først, giver det sig selv, at opdragelsen eliminerer sig selv. Når man taler med sit barn med samme ligeværdighed som man ville tale med en god ven, eller et andet barn, er opdragelse ikke på banen.


Behandler vi vores børn med respekt, skaber vi et stærkt selvværd hos dem og giver dem mod på at gå efter deres drømme -også når de bliver voksne.

Bogen er revolutionerende og den vil ændre den måde vi er sammen med vores børn på til det bedre. 

Køb bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt

 

 

 

Vi kender det selv. Når vi eksempelvis spørger vores partner, kollega eller et andet nærtstående menneske, om de vil gøre noget for os. De siger tilsyneladende ja. Men der er noget i det ja, der ikke overbeviser os. Så vi spørger igen:

Så når vi siger ja til at læse den ekstra godnathistorie, til en ekstra kiks, til at lege, mere tv – og vi egentlig mener nej, så bliver det krævende for vores børn at være sammen med os. Og ikke mindst krævende for os at være sammen med dem.

Børn vil gerne vide, hvem de er sammen med, og de går hele tiden efter den ægte vare. Så når børn mærker uoverensstemmelsen hos os, vil de udfordre os indtil, der er overensstemmelse. Det gør de ved at plage og klage.

 

En adfærd, vi før i tiden har kaldt grænsesøgende. I dag ved vi, at den kamp handler om at finde ud af, hvem deres far og mor er.

 

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

- Læs mere om bogen her.

 

 

Jeg skrev i et nyhedsbrev for ganske nylig, at:

På den måde er det ret enkelt; at børn gør som vi gør og samarbejder med det, vi tilbyder.  

Intentionen fra vores side er god nok. Vi ønsker, at vores børn skal være høflige, kærlige, taknemmelige og empatiske. Men kommandoer fuld af pres og tvang får bare ikke de egenskaber frem i nogen – hverken børn eller voksne.

Vi havde engang en dreng på besøg, der sagde: ”Tak for, at I ville have mig med hjem. I bor så hyggeligt, Her er altid så dejlig en stemning. I laver bare altid så dejlig mad herhjemme.” – og han gik hen og krammede mig flere gange undervejs i denne strøm af til sidst hultklingende høflighedfraser.
  Og så tilbage til start. Børn gør som vi gør. Så når vi selv går forrest med vores værdier og formulerer dem som personlige ønsker for familiens kultur frem for kommandoer, så vil de også lande anderledes og tungere i vores børn. 

Husker jeg selv at sige tak for mad? Og undskyld, når jeg ikke har ”talt pænt”, været urimelig eller trådt på yndlingsbamsen? Giver jeg mine børn plads til at begå samme fejl og forglemmelser, som jeg selv gør og har gjort?


Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt

- Læs mere om bogen her. 

 

Små børn vil allerhelst være sammen med deres mor og far. Sådan er det bare. Det er ikke altid muligt at opfylde det ønske hos dem, fordi vi som forældre også vil noget andet. Derfor kommer vores børn i institution. Det betyder, at vi næsten hver dag skal sige farvel til hinanden.

Når jeg afleverer min datter i børnehave, vil hun gerne vinke farvel med en pædagog. Hvis jeg spørger hende: "Hvem vil du vinke farvel med?" Svarer hun altid: "Dig."

Av. Jeg får et stik i hjertet. Hver gang.

Det tror jeg mange forældre gør, når de skal aflevere deres børn. For at undgå smerten og barnets gråd, forsøger vi at få det hele hurtigt overstået. Måske sender vi barnet i armene på en pædagog og møder dets grædende ansigt med et akavet smil og en febrilsk vinken, mens vi bedragerisk siger: "Mor kommer lige om lidt igen.". Eller vi gør barnet forkert og siger: "Hvad hyler du for? Vi ses jo lige om lidt igen. Hvorfor skal det være sådan hver morgen? Hold nu op med det hyleri." Og giver det ansvaret, når vi siger: "Slip mig nu, jeg kommer for sent, hvis jeg ikke går nu.". Måske er vi i tankerne allerede på arbejdet, og på den måde kunne vi lige så godt lade vores barn gå alene til institutionen, for det føles lige så tomt at være sammen med os.

Vi gør afskeden mere smertefuld ved ikke at få sagt ordentlig farvel.

Hvad vil det sige at tage ordentlig afsked?

For børn er det vigtigste ikke at få deres vilje, det vigtigste er at få lov at have det, som de har det. Og netop dét, har vi ofte sværest ved at give dem. Hvis vi vil øve os i den kunst, handler det om at acceptere, at følelser er, som de er – og vide, at de hurtigere falder til ro, når de bliver mødt med anerkendelse frem for afvisning. Det gælder for børn såvel som voksne.

Forleden morgen i børnehaven, da min datter sagde: Dig. Og hendes hage hang helt nede på brystet, tog jeg hende over på mit skød.

– Nu bliver du ked af, at jeg skal gå (pause). Kom, lad os få sagt ordentlig farvel, sagde jeg og krammede hende.

Vi sad lidt sådan og derefter gav jeg hende stille og roligt til en pædagog og gik.

Det er sådan, jeg anerkender min datters ønske om, at jeg skal blive. Selvom hun ikke kan få det, som hun gerne vil, får hun ikke en oplevelse af at være forkert eller besværlig. Tværtimod. Hun får en oplevelse af sig selv som meningsfuld. Det er i orden at ville have, at ens mor skal blive, og det er i orden at blive ked af det, når man ikke kan få det, som man gerne vil have det – og det gør det nemmere for hende at slippe mig og sige farvel. For når vi accepterer vores børns følelser, bliver det nemmere for dem selv at acceptere dem.

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt