Jeg skrev i et nyhedsbrev for ganske nylig, at:

På den måde er det ret enkelt; at børn gør som vi gør og samarbejder med det, vi tilbyder.  

Intentionen fra vores side er god nok. Vi ønsker, at vores børn skal være høflige, kærlige, taknemmelige og empatiske. Men kommandoer fuld af pres og tvang får bare ikke de egenskaber frem i nogen – hverken børn eller voksne.

Vi havde engang en dreng på besøg, der sagde: ”Tak for, at I ville have mig med hjem. I bor så hyggeligt, Her er altid så dejlig en stemning. I laver bare altid så dejlig mad herhjemme.” – og han gik hen og krammede mig flere gange undervejs i denne strøm af til sidst hultklingende høflighedfraser.
  Og så tilbage til start. Børn gør som vi gør. Så når vi selv går forrest med vores værdier og formulerer dem som personlige ønsker for familiens kultur frem for kommandoer, så vil de også lande anderledes og tungere i vores børn. 

Husker jeg selv at sige tak for mad? Og undskyld, når jeg ikke har ”talt pænt”, været urimelig eller trådt på yndlingsbamsen? Giver jeg mine børn plads til at begå samme fejl og forglemmelser, som jeg selv gør og har gjort?


Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt

- Læs mere om bogen her. 

 

Børn har masser af lyst og ønsker – og fristelserne vælter ind over os alle lige nu i form af kulørte kataloger, reklamer og bugnende hylder i butikkerne. Børn vil have det hele. Hver dag. Hele tiden. Det stopper ikke.


Men hvad vil du? 

I dagens Danmark har mange forældre en økonomi, der gør det muligt at købe meget af det, deres børn ønsker sig.

Men det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal gøre det.

Som forældre er det os, der har lederskabet i familien – også når det gælder indkøb af julegaverne.

Derfor har vi en opgave i at tage stilling til, hvad og hvor meget vi vil give – og kunne tåle, at vores beslutninger ikke altid opfylder børnenes største ønsker, og at det kan udløse frustration og sorg.

Det er sundt – og ikke synd.

Sundt?

Ja, især hvis de kan få lov at sørge uden at blive belært eller lukket ned med ord som:

   –  Hold nu op med det hyleri.
   –  Du må lære, at man ikke kan få alt, hvad man ønsker sig.
   –  Dengang jeg var barn, var jeg glad, hvis bare jeg fik halvdelen af, hvad du får. 
   –  Træerne gror altså ikke ind i himlen.

Børn, der vokser op med forældre, der hele tiden lægger sig i selen for at undgå, at børnene bliver frustreret, lærer ikke deres børn at håndtere frustrationen i livet. Frustration bliver noget, der skal undgås eller dulmes ved at spise, shoppe, arbejde osv.. 

Børn er oftest styret af deres lyst, så noget der kan være det største ønske i hele verden midt i BR-butikken, kan se helt anderledes ud dagen efter. Eller blot en halv time senere.

Det er ikke fordi, de er overfladiske forbrugsdyr.

Men det er sådan med børn, fordi de lever og opsluges af nuet.

Når vi har blik for det, bliver det lettere at sortere i ønskerne og sige nej uden at gøre barnet forkert.

Det giver samtidig barnet en øvelse og erfaring med at håndtere sine små frustrationer, som på sigt vil ruste det til bedre at kunne håndtere de store frustrationer i livet.

Det er svært for mange af os at finde en sund balance mellem ja og nej.

Det kan gøre det svært at sige fra over for vores børn, som vi ønsker det bedste og gerne vil gøre glade.

Men netop derfor bliver vores nej også et af de kærligste svar, fordi det kræver mest omtanke, mest engagement, mest mod og størst ærlighed. 

Del børnenes begejstring  

Der er masser at begejstres over i julen og masser for børn at ønske sig.
Og selvom vi ikke vil give dem det hele, så er det en god idé at dele deres begejstring, når de fortæller os om alt det, de ønsker sig – i stedet for at slå den ned med ord som: 

   –  Du vil ha´og ha´! Tror du penge gror på træerne – og man kan altså ikke få alt det, man ønsker sig her i livet.

Når børn drømmer og ønsker, skal vi lade være med at blæse lysene ud. Det må vi afholde os fra – ellers slukker vi noget essentielt i dem.

Forældre kan være bange for, at hvis de møder barnets begejstring, så er de også nødt til at give barnet gaven.

Men det giver ikke rigtig mening – sådan forholder det sig jo heller ikke, når vi taler med andre voksne mennesker om, hvad de ønsker sig og drømmer om. 

Glæden er vigtig at møde, for når vi kan dele vores glæde med andre, bliver den større.

Det vigtigste for børn er ikke at få det, de ønsker sig, men at få lov at have det, som de har det og ønske sig det, de gør – uden at blive belært om det er ret og rimeligt. 

 

 

 

Det er tonen, der skaber fundamentet for samspillet mellem forælder og barn – og mellem os voksne. Tonen nedtrapper og optrapper konflikterne og skaber nærvær og afstand mellem os. 

 
Det sker ofte helt ubevidst for os, hvilket kan efterlade os magtesløse og uforstående i samspillet med vores børn og andre voksne.

Derfor bliver det væsentligt at lære skelne mellem det, vi siger – og måden, vi siger det på.

Selvom vi benytter os af de 'rigtige ord', kan betydningen nemt blive udhulet af den tone, vi har fx:
 

• Jeg hører, hvad du siger, men det kan ikke lade sig gøre.
• Jeg kan godt forstå, du ikke vil, men det skal du altså.

De to eksempler formidler ikke forståelse, som ordene forsøger at give indtryk af, og det vil få frustrationen til at stige i barnet og enhver voksen, fordi det ikke føler sig hørt. 

Det er vores erfaring i Family-lab, at mange forældre ikke er opmærksomme på, hvor afgørende lyden af deres ord er. De opdager ikke, at det er deres egen tone, der optrapper konflikterne - og ikke børnene.  

De allerfleste af vores kursister og klienter siger, at det, der virkelig skabte forandring hjemme hos dem og fik samspillet til at glide lettere i familien, var, da de blev opmærksomme på deres tone og formåede at ændre den. 
 

"Droppe opdragelsen?
Nej, det er jeg nu alligevel ikke sikker på jeg vil"  

-sagde en ung herre forleden, da vi fortalte at vi har et familieterapeutisk institut, baseret på forfatteren Fie Hørbys bog 'Drop opdragelsen' og et teoretisk fundament der hviler på 3 søljer; det eksistentialistiske, det psykodynamiske og det somatiske felt. 

Udover at være forfatter til bestselleren 'Drop opdragelsen' er Fie Hørby også underviser og fagligt ansvarlig på Blackbird Institute, som sammen med uddannelser i relationskompetence og famileterapi, nu også tilbyder workshops, kurser og foredrag for forældre, om børn og unges trivsel.  

Men hvad er det egentlig Fie Hørby mener vi skal droppe, når hun siger at vi skal droppe opdragelsen?

Det er at vi skal:

Droppe opdragerrollen og være os selv. 

Kort sagt.

Den måde mange af os traditionelt opdrager på, har nemlig ofte et 'opdrageransigt' og en 'opdragerstemme'.
Vi påtager os en rolle, som vi taler ud fra, i stedet for at tale ud fra os selv.

Det gør at vi kan finde på at sige ting som:

”Hvis du ikke spiser op, bliver du aldrig stor og stærk”.
”Hvis man ikke spiser sin mad, kan man heller ikke få dessert”,
”Man skal yde for at kunne nyde”
”Sådan taler man ikke til sin lillebror. Du er den store, så må du også opføre dig som en, ikke?”
"Hvis ikke du lærer at regne, kan du ikke få et arbejde og så kan du ikke klare dig selv når du bliver voksen"
Man kan ikke bare aflyse en aftale. Når man først har sagt A, så må man også sige B"

Tænk evt. over, et øjeblik:  Hvad siger du selv til dine børn, på den måde?

Når vi tænker og taler sådan, så er vi med til at skabe en ensretning og rigiditet, som ikke giver plads til individualitet.
Det er alle upersonlige normer, som det er nødvendigt at tage personlig stilling til som forældre, for vi taler hér ud fra en rolle med en stemme, der tilhører én eller flere fra vores fortid (vores egne forældre) – og den stemme er ikke vores egen.

Det vi i stedet, og med fordel kan gøre, er at tænke over hvad vi egentlig ønsker at sige, når vi bruger den slags standardiserede formuleringer?

I Blackbird Institute arbejder vi med at finde ressourcerne i det vi siger, gør og er.
I stedet for at slå os selv i hovedet med det der ikke fungerer, så lad os kigge på det der virker. Lede efter hvad vi kan sætte i stedet. 

Det, synes vi, er mere interessant at finde ud af – og gøre, i stedet for.

F.eks kan du sige:
”Jeg vil ikke have, du får dessert, når du ikke har spist aftensmad”
”Jeg vil gerne have, du tager ud af bordet, inden du sætter dig ind og hygger dig”
"Jeg vil gerne have at du tager med til den fødselsdag i dag"
"Jeg vil gerne have at du laver dine lektier"

Det er sådan, vi finder ind til et personligt sprog, hvor vi mere oprigtigt udtrykker, hvem vi er, og hvad vi står for, frem for at gemme os bag forældede normer og fortidens stemmer, som tager afsæt i det gamle børnesyn.

Ud fra dette nye perspektiv lærer vi i højere grad også os selv at kende og får muligheden for at danne vores eget børnesyn og stemme. Meget enkelt kan man sige:
 

Vær dig selv og tal personligt.
Så er det meget nemmere for dine børn at samarbejde og høre hvad du siger.