Familieambulatoriet på Amager og Hvidovre Hospital tilbyder hjælp til gravide og deres partnere, som er udfordret med blandt andet misbrug, psykisk sygdom og vold.
Med tidlige indsatser allerede under graviditeten kan Familieambulatoriet på Amager og Hvidovre Hospital hjælpe familien, så barnet får de bedste muligheder.
Regionsrådet har med Budgetaftalen 2025 prioriteret 2 mio. kr. til at udvide Familieambulatoriets tilbud, så endnu flere sårbare familier kan få hjælp. Regionsrådsmedlem Bergur Løkke Rasmussen (M) udtaler:
"Vi kan se, at der kommer flere gravide familier, som har behov for hjælp under graviditeten, og her har Familieambulatoriet vist sig at være en stor succes med deres omsorg og indsats til vordende forældre. Vi vil gerne udbrede hjælpen til endnu flere sårbare familier, og derfor var der i regionsrådet også stor enighed om at finde flere penge, så Familieambulatoriet kan fortsætte og udvide det gode arbejde."
En del af Region Hovedstadens fødeplan
Familieambulatoriets indsats er en del af Region Hovedstadens fødeplan fra 2023, som skal sikre familier i regionen et fødetilbud af høj faglig kvalitet med den enkelte familie i centrum. I alt er 5,5 mio. kr. afsat til fødeplanen med fokus på styrket bemanding på In-house fødeklinikker og udvidelse af Familieambulatoriets tilbud.
Med de ekstra midler kan Familieambulatoriet fortsætte med at tilbyde gravide familier hjælp gennem skræddersyede forløb. Indsatsen omfatter blandt andet gruppeforløb, mindfulness-baseret stressreduktion og screening for vold i nære relationer. Et vigtigt element er også brobygning til kommuner og civilsamfund, der sikrer et sammenhængende forløb for familierne.
Fem års erfaring med succes
Familieambulatoriet har gennem projektet God Start på Familielivet hjulpet gravide og nybagte forældre i sårbare situationer siden 2018. Projektet er udviklet i partnerskab med Østifterne, Mary Fonden, Dansk Center for Mindfulness og Dialog mod Vold. Indsatsen har fokus på at forberede familierne på livet som forældre gennem en kombination af psykoeducation, konflikthåndtering og støtte til psykisk trivsel.
Chefjordemoder og fungerende afsnitsleder Katrine Hornum-Stenz forklarer:
"Familierne har meget forskellige behov, og derfor tilbyder vi skræddersyede løsninger. Vi arbejder tæt sammen med kommuner og andre aktører for at sikre et sammenhængende forløb før og efter fødslen. God Start på Familielivet er en samlet indsats, hvor vi finder og hjælper familier, der har vold, stofmisbrug og psykiske udfordringer inde på livet."
Regionalt kompetencecenter styrker indsatsen
De ekstra midler gør det muligt at etablere et regionalt kompetencecenter, der skal sprede Familieambulatoriets ekspertise til andre hospitaler og fødeafdelinger i Region Hovedstaden.
Kompetencecentret sikrer, at alle gravide familier med særlige behov får adgang til hjælp – uanset hvor i regionen de er bosat.
Fakta: Familieambulatoriets tilbud
- Forældre- og barselsforberedende gruppeforløb med psykoeducation
- Mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) for gravide
- Udvidet screening for vold i nære relationer
- Konflikthåndtering for gravide par
- App til understøttelse af psykisk trivsel under graviditeten og barselsperioden
- Fremskudt visitation og brobygning til supplerende tilbud i kommuner, region og civilsamfund
Med denne styrkelse kan Familieambulatoriet fortsætte med at gøre en forskel for gravide familier med særlige behov og sikre en tryg og stabil start på livet for børnene.
Læs mere: