Når vores børn her i ferien spørger om en is og får nej.
Så græder de små. Og gerne på langs.

Det er en sund og naturlig reaktion, når man ikke får det, man gerne vil have. 

Eller de større børn ønsker sig et stykke textil, der koster en ordentlig bid af månedslønnen, fordi det er et bestemt mærke. Vi siger nej, og vi får at vide, at alle de andre på skolen har netop de der gummisko eller det der tørklæde.

Eller de falder sammen kropsligt og synes, vi er de værste forældre i verden. For en stund.

Andre børn og unge ønsker at sidde og spille computer hele natten. Eller noget der ligner. Vi siger nej og det udløser en vredesreaktion, der fortæller os, at der er meget på spil.

Det hele er lige, som det skal være.
Barnet får et nej, og det udløser en følelsesmæssig reaktion.

Hvad havde vi forventet?

Det kan være et meget godt spørgsmål at stille sig selv, da vi ofte som forældre bliver antændt af vores børns følelsesmæssige reaktioner og går i krig med dem, hvor vi ofte ender med at forklare dem rimeligheden af deres ønske eller deres reaktion. Men følelser og ønsker har sjældent noget med fornuft at gøre. Det er irrationelle størrelser, så her rækker ingen rationalitet. Det vil blot optrappe konflikten.

Derfor skal vi bare møde vores børns følelser uden ord og domme. På den måde lærer vores børn at mestre et nej uden at blive gjort forkerte i at have et ønske, der går imod deres forældres.

Det kunne eksempelvis lyde sådan:

“Ja, det er da også surt ikke at få en is, når det er det, du har lyst til. Øv.”
- bare trøst.

“Hold nu op, hvor koster det mange penge! Det vil jeg ikke betale for et par sko … Kan du ikke fortælle mig, hvad der gør dem så særlige for dig?”
- vær nysgerrig over for det, du ikke forstår.

“ja, jeg kan godt se det er surt at blive begrænset …især når det er så spændende for dig.”


Den respekt vi giver vores børn i de her situationer, giver de tilbage … både til os som forældre, dem selv og resten er deres verden.

Selvregulering og farfundamentet

Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.

I mit forløb for fædre - Farfundamentet, (<--- du finder information om forløbet, nederst i artiklen efter at du har klikket på linket her) sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
OBS holdopstart i KBH primo november 2022

 

I de her dage oplever mange store følelsesudbrud hos børnene og det kan være svært at være med – både for forældre og børn.

Når følelserne går højt hos børn, kan det være utrolig svært for dem at sætte ord på følelserne. De kan helt få oplevelsen af at blive kapret og taget skræmmende steder hen. Det kan gøre det svært for dem at håndtere sig selv og ikke mindst sætte ord på det, der udspiller sig på deres inderside.

Når vi så siger ”STOP!”, ”Tag det roligt?” eller ”Hvis du ikke stopper nu, så …”, kan vi opleve, at det kun forværrer situationen. Det hjælper nemlig ikke børnene til at tage sig af følelserne og de vil ofte føle sig misforstået og ’til besvær’ og det vil få mange børn til at skrue op for følelserne.
De vil enten vende det indad eller udad og skrue op for den adfærd, som vi har svært ved at være med.

Hvis vi skal hjælpe dem med at tage sig af følelser, må vi for en stund forlade os selv og forsøge at sætte os i deres sted og spørge: ”Hvordan må han have det, når han reagerer, som han gør?”

Det er første trin og et vigtigt ét. Det er nemlig et andet sted at møde børnene fra, og de vil kunne mærke vores medfølelse og empati, og det beroliger, når vi mærker, at andre kan holde os ud og være med os, når vi har svært ved at håndtere os selv.

Andet trin er at kategorisere følelsen på følelsesbarometeret, som du ser på billedet. Hvor meget fylder følelsen lige nu? Giv den et tal. Hvor vred er du? Eller hvor ked af det er du?

Ved at kategorisere følelsen siger barnet noget om, hvordan de mærker følelsen og det er igen beroligende at kunne gøre sammen med en anden. Det er ofte sagt: ”When you name it, you tame it”. Det gælder også her.
Som min seksårige søn siger: ”Det hjælper, fordi jeg kan sige, hvor meget jeg er vred.”

Det giver samtidig anledning til at tale om, hvor i kroppen barnet mærker følelsen eller hvad der udløste den. Og når vi vender tilbage til følelsesbarometeret og spørger, hvordan de mærker følelsen efter, at I har talt om den, vil børnene erfare, at følelsens intensitet er aftaget.

På den måde bliver det tydeligt at følelser er noget, der lever i os kortvarigt; de kommer og går alt efter, hvad vi oplever og de forandrer sig over tid.
Det er en vigtig erfaring at få, fordi det kan gøre følelserne mindre skræmmende, når børnene ved, at de vil forandre sig. Det gør det lettere for dem ikke at gå ét med følelserne og med tiden vil de kunne sætte ord på følelserne uden at blive oversvømmet af dem.

Har du lyst til at gå i gang med barometeret? Så lad dit barn være med til at lave det, de kan bestemme farver, skrive tallene og på den måde føle ejerskab for projektet fra starten.

Selvregulering og farfundamentet

Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.

I mit forløb for fædre - Farfundamentet, (<--- du finder information om forløbet, nederst i artiklen efter at du har klikket på linket her) sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
OBS holdopstart i KBH primo november 2022

Eller tænker du, at ingen skal have det at vide før du er helt sikker, eller før det kan ses, eller før du er ovre de kritiske første uger (for det har du hørt, at de første uger er- kritiske)?? 

Hvis nu noget går galt

Undrende spørger jeg: ”Hvorfor vil du vente med at sige det, hvorfor lægge låg på glæden? ” Lone siger: ”Fordi hvis nu noget går galt, så bliver jeg jo ked af det, og hvad skal jeg så sige til alle dem som ved at jeg er gravid”.

  

Vi frygter at skulle stå ansigt til ansigt med andre og fortælle at glæden er vendt til sorg. Så hellere udgå at involvere andre i glæderne i vores liv.

 

At dele glæder og sorger 

Tendensen er at vi ikke vil mærke, og slet ikke mærke de mest naturlige følelser glæde og sorg. Fuldstændig som tendensen har været til at fødsler ikke måtte mærkes og forløbe naturligt, så længe der ingen reel fare er for moder og barn. Heldigvis er der ved at ske et skifte på det punkt hvor f.eks. ve-stimulerende midler, planlagte kejsersnit m.m. kun tages frem når alt andet naturligt er forsøgt, eller særlige omstændigheder påkræver at det naturlige får hjælp. 

Følelsernes magi

Tillykke, - du er gravid, hvor det glæder mig.

Hvordan har du det med dine følelser? Accepterer du alle dine følelser - både glæden, vreden, angsten og sorgen?

Hvis du accepterer alle dine forskellige følelser - så tillykke! For det er langt fra os alle der kan det...af forskellige årsager.

Mange af os er opdraget til at opdele følelser i gode og dårlige - og kun byde glæden velkommen.
Og på den måde er glæden blevet den “nemmeste” ...og mindst besværlige følelse at forholde sig til, og acceptere!

Men ved du hvad?

Alle vore følelser er lige vigtige!

De har hver især et vigtigt budskab med sig!


Følelser kalder på noget vigtigt vi skal forholde os til.


Jeg husker fx., at jeg som teenager bevidst satte tungsindig kærlighedsmusik på, hvis jeg havde brug for at mærke kedafdetheden - og selvom det var hårdt, var det faktisk også rart!
Det fremkaldte nemlig selvomsorgen og pausen.

Jeg tror faktisk de fleste af os kender det. 


Der er alt mulig grund til at acceptere alle vore følelser som de er. Vi har nemlig brug for dem alle for at blive HELE mennesker.

Og når vi ikke accepterer en følelse, og skubber den væk eller ignorerer den....ja..?..så larmer og forstyrrer den, og stjæler din energi.

Følelser er en slags indre GPS.
Vore følelser fortæller os nemlig hvad vi har brug for og længes efter. Og hvad vi gerne vil væk fra.

Fx. er vreden et udtryk for at vores grænser - eller noget som er vigtigt for os, er blevet overskredet.
(Og det er da super godt at blive opmærksom på, ik'?)

Og sidder du og tænker “Jeg orker simpelthen ikke at skulle blive ven med min vrede, angst og kedafdethed”, så kan jeg virkelig godt forstå dig!

For de er også noget mere krævende...måske ligesom de små 2-3 årige børn der larmer indtil de bliver hørt ?

Men tro mig...jo mere hver enkelt følelse bliver hørt, mødt og forstået, des mere HEL vil du føle dig.

Og du vil kunne mærke det i både din krop og psyke. For vi fungerer som HELHED.
Hver følelse har både et kropsligt og mentalt aftryk og udtryk.

Det er lige præcis derfor jeg kombinerer samtaler og kropsterapi. 

Jeg har selv oplevet - og hører fra mange af mine klienter, at “nu har jeg forstået (mentalt) hvad der er årsagen til at jeg har det svært, men jeg har det stadig svært.”

Når vi både inddrager kroppen og psyken til at få løsnet op for spændinger og ubehag...SÅ sker der noget.

For kroppen lyver aldrig.
Vi kan ikke skjule spændinger og fastlåsthed i kroppen overfor os selv.


Er du blevet nysgerrig på hvordan jeg kan hjælpe DIG med at få løsnet op for fastlåsthed og ubehag, så book en 20 min. gratis og uforpligtende samtale lige her

En effektiv og selvkærlig måde at komme i kontakt med dine sansninger, er ved at stoppe op og give tid og plads til det der ER lige nu.

Det kan du gøre på mange måder. Bla. ved at lytte til meditationen "Mærk kroppen", som du kan finde lige her

Tillad dig selv at lytte til meditationen hver dag i de næste par dage. Find et godt tidspunkt på dagen, hvor du kan være uforstyrret..... og mærk hvilken berigende indsigt og erfaring det giver dig.

Se mere om Helle Bülow Hansens' kropsterapi

 

Som familierådgiver oplever jeg ofte, at vi forældre, når vi er udfordret af vores børn, har konflikter eller står midt i et af børnenes voldsomme vredesudbrud, har travlt med at fokusere på årsagen til, at barnet reagerer, som det gør.

Når vi kommer med løsninger eller forsøger at sætte alt for mange ord på, hvad der sker i situationen, tvinger vi nemlig barnet til at have fokus på den ydre verden frem for den indre og forhindrer barnet i at dykke ned i sit eget univers og blive klogere på, hvad der sker inderst inde. 

Hjælp barnet hvor det er 

Når vi er med vores børn i det, der er, og lader dem have deres følelser, slår vi to fluer med ét smæk.

 

Undgå at være dommer

Vi gør alle det bedste, vi kan - både forældre og børn. Så jo mere vi lever i nuet uden at dømme og vurdere, jo mere trygt og godt kan vi leve med hinanden i familien.

Læs også: Lær dit barn at takle svære følelser og Tag ansvaret fra barnet

 

At kunne tackle svære følelser som f.eks. vrede, frustration og smerte, er et fantastisk vigtigt redskab, som man har brug for hele livet. Men er du klar over hvordan du sikrer, at dit barn får netop dette redskab med i bagagen?

Ifølge psykoterapeut Inger Poulsen, der har arbejdet med 0-2 årige i 15 år, er det helt afgørende, at vi som forældre kan rumme barnets følelser.

Barnet skal have plads til at blive frustreret, vredt og ked af det. Det kan godt være, at du som forældre synes, at dit barn overreagerer, men det handler ikke om dine følelser, men om barnets følelser. Undgå at sige: ”Pyt med det”, ”Det er ikke noget at græde over”,”Du er hysterisk” og lignende, men respekter, at barnet føler som det gør.

Undgå desuden, at få barnet til at holde op med at græde, feks ved at tysse på det, og undgå at aflede barnet. Sådanne reaktioner får børn til at føle sig forkerte, fordi de får en opfattelse af, at de ikke må have det, som de har det. (Forestil dig f.eks at du var rasende over et eller andet, og du fik at vide at sådan måtte du ikke have det.)

Tænk på, at du som voksen er så ufattelig mange gange mere intelligent end dit 2 årige barn, brug denne intelligens bevidst og undgå at lade dig rive med af dit barns følelser. 

 

Læs også: Lad dit barn mærke sine følelser

De ligeværdige følelser

Glæde og vrede er to ligeværdige følelser, men får ofte ikke den samme anerkendelse. Det skyldes, at vi selv har svært ved at håndtere vrede, fordi vi ikke er blevet rummet for vores vrede som barn. Men du kan bryde dette kedelige mønster ved bevidste udmeldinger overfor dit barn.

Hjælp barnet med at sætte ord på sine følelser,  sig f.eks.: ”Jeg kan godt se, at du gerne ville have en is … Og nu er du vred/ked af det over det. Det er også øv for dig, at jeg siger nej til en is”. Slut. Vær rolig, tag ansvaret og undgå at forklare stolpe op og stolpe ned, om hvorfor barnet ikke må få en is. Fokuser på, bare at være med barnet og trøst barnet, hvis det har brug for det. At rumme barnet på denne måde, lærer barnet den svære kunst det er, at mestre følelser.

”Alle mennesker har brug for at blive rummet, med de følelser, de har. Hvis børn får en følelse af, at de aldrig er forkerte uanset, hvilke følelser de har, så bliver de hele mennesker”, slutter Inger Poulsen.

 

Og hvem vil ikke gerne give sit barn den følelse med i bagagen?

Inger Poulsen har sammen med Inger Thormann skrevet bogen Spædbarnsterapi 

Læs også: Tag ansvaret fra dit barn

 

Hvis der er noget, vi alle er enige om, så er det, at vi gerne vil gøre det bedste for vores børn og deres opvækst.

Vi gør os mange tanker om hvad der er godt og hvad der er skidt for børnene, og langt de fleste af os tager mange gode beslutninger om, hvordan vi gerne vil være som forældre.

Måske betyder det for dig, at du har valgt at bruge andre redskaber end skæld ud, når du sætter rammer for dit barn.
Måske vægter du bevidst, på flere områder af dit liv, at være et godt forbillede.
Måske gør du en ekstra indsats for at sundhed bliver en naturlig del af dit barns liv.

Uanset hvor dine fokusområder er, så tror jeg, at vores fælles mission er at styrke vores børns evne til at stole på og elske sig selv, så meget som overhovedet muligt.

Vi vil gerne rumme dem, og vi vil gerne støtte dem, som de fantastiske mennesker, de allerede er.
Nogle dage er det let og dejligt, men der er andre dage, hvor vi løber ind i situationer, der gør, at det kan føles rigtig svært.
For uanset hvor meget vi knuselsker vores børn, så ér der tidspunkter, hvor det, de gør, kan ramme noget i os. Noget, som får os til at glemme den bevidsthed og den kerne, vi helst vil komme fra. Vi kan, selvom vi er de bedste forældre i verden, løbe ind i situationer, hvor det stikker af for os. Situationer, vi ville ønske, vi havde været foruden.

Forestil dig følgende: I er på besøg hos nogle venner og skal hjem. Du spørger dit barn: ”Skal du lige have flyverdragten på?”. Du mener det dog ikke som et spørgsmål, men som en konstatering. Dit barn siger måske "nej", eller svarer nej, ved at løbe væk. Du jagter barnet rundt, og bliver irriteret. Barnet græder og vrider sig mens du giver det flyverdragten på.

Faktisk er der rigtig mange forældre der har denne måde at kommunikere med deres børn på, hvor de altså stiller spørgsmål i stedet for at fortælle hvordan det skal være. 

Også selvom barnet er for lille til at sige ja eller nej, kan det have en mening om det du spørger om. 

Måske spørger du barnet om det skal have en ren ble, og barnet tænker ”nej”,- du skifter barnet alligevel. Barnet har måske ikke reel indflydelse på disse ting, men det er det der signaleres og det kan have konsekvenser for barnets selvværd ind i voksenlivet. Barnet lærer jo, at det ikke er vigtigt, hvad det mener, og at det ikke nytter noget, at have en mening.

Ifølge Sundhedsplejerske og forfatter Lena Dyhrberg er det en rigtig dårlig måde at kommunikere på når forældre konstant stiller spørgsmål. Barnet skal hele tiden tage ansvar og stilling: 

  - Skal vi læse en bog!?
  - Skal vi køre nu!?
  - Skal du have en ren ble!?
  - Du er vist træt nu, skal vi lige få børstet tænderne!?

 

Lena Dyhrberg skriver i sin bog Født Klog: 

”Det er så vigtigt, at vi som voksne tager ansvaret for børnene. At vi siger, hvordan vi skal have det, for ”jeg er den voksne”. Jeg sad på en hospitalsseng og ventede for et stykke tid siden. Så kom en lille dreng med sin mor i hånden. Han var iklædt sygehusskjorte i voksenstørrelse. Han var en lille mand. Han havde brækket armen. De kom hen til stolene i venteværelset. Moderen spurgte: ”Skal vi sidde her?” Den lille mand svarede, at det kunne de godt.

Jeg så en mor der gav drengen ansvaret. Den lille episode viste mig at moderen havde sluppet ansvaret og givet det til drengen. Drengen, der var patient på sygehuset, havde brug for omsorg, brug for at blive taget af og taget om. Brug for at være barn uden ansvar. Moderen skulle have holdt lidt om ham i stedet for at gå lidt bag ved ham. Og hun skulle have sagt: ”Kom, vi sætter os her”. Et meget enkelt eksempel.”

Lena Dyhrberg anbefaler kraftigt, at forældre ikke spørger deres børn om helt selvfølgelige ting i dagligdagen. Det letter barnet at være fri for at tage de mange beslutninger.

Hvis du er en af de mange forældre der stiller mange spørgsmål overfor dit barn, så overvej, hvordan du formulerer dig i hverdagen.

Vær bevidst om hvor du ønsker, at dit barn skal have indflydelse. For det to årige barn kan det f.eks. være at vælge mellem leverpostej og makrel på rugbrødet (samt selv at mærke efter, hvornår det er mæt) Det vigtigste for barnet i den alder er trygheden i, at mor og far viser vejen. 

 

Vidste du, at Lena Dyhrberg sidder parat i Min-Barsel.dk's ekspertpanel, og er klar til at besvare spørgsmål fra dig? 

Her kan du få fat i Lena Dyhrbergs bog Født Klog

Læs også: Lad dit barn mærke sine følelser

 

”Nu må du ikke lade ham sno dig om sin lillefinger!”

Har du også mødt denne holdning til dit lille barn fra velmenende bedsteforældre, veninder eller vuggestuen og tænkt: ”Jamen, kan han overhovedet finde ud af dét?”

Det korte svar er nej.
Lad os først se bag om den holdning. For at kunne sno nogen om sin lillefinger, løbe om hjørner med dem eller gøre noget bestemt for at få sin vilje, skal man være forudseende, beregnende, manipulerende. Det hører de voksnes verden til. Ikke børnenes, og da slet ikke vuggestuebarnets. På det tidspunkt er deres hjerner slet ikke så udviklede, at de er i stand til at tænke på så avanceret et niveau. De har ingen bagtanker, ingen skjulte motiver. De agerer, som de føler, her og nu.

Hvorfor er det vigtigt at vide?
Lad os kigge på, hvad der sker i en situation, hvor et lille barn bliver mødt med denne holdning.

August på 1 ½ år kravler rundt på Sommerfuglstuen mellem de 12 andre børn. Han har sovet dårligt i nat, er flad og har savnet sin mor hele dagen. Men han har samarbejdet med personalet, som derfor har opfattet, at han har haft en god dag. Da mor træder ind ad døren, kan han ikke mere og brister i gråd. Af lettelse, af udmattelse, nu kan han endelig få den trøst og den mor, som han har manglet.

Personalet smågriner: ”Aj, det er ren Hollywood, det der.” En anden supplerer: ”Det er lige til en Oscar. Han har haft sådan en god dag.”

Det siges sikkert i en god mening. Personalet ønsker måske ikke at gøre mor bekymret. Men underforstået i deres reaktion ligger en tolkning af Augusts reaktion som noget, han overdriver, måske ligefrem opfinder for bevidst at manipulere sin mor til at give ham ekstra opmærksomhed og omsorg. Dét er ikke småting at få skudt i skoene. Og det er helt misforstået.

Hvis mor tager personalets reaktion for gode varer og opfatter hans gråd som påtaget, vil August føle sig negligeret, afvist og bebrejdet. Og det endda som en konsekvens af at han faktisk har gjort sig umage for at samarbejde med de voksnes plan om, at han skulle i institution på en dag, hvor han allerhelst ville være hjemme.

Bliver det et mønster, at August ikke mødes i sin sorg og frustration, vil han med tiden lære at vende frustrationerne indad – eller også vil han vende dem udad i forsøget på at råbe omverden op.
Hvis vi ikke forholder os nysgerrigt til, hvorfor børnene gør, som de gør, risikerer vi at efterlade dem alene der, hvor de har allermest brug for os. 

Tag følelserne alvorligt, også når du ikke forstår dem

Børn og særligt små børn bliver nemt overvældet af deres følelser og reagerer enten ved at blive forsagte, ved at græde, klynke, skrige eller slå. Det er netop i de situationer, at børn har brug for, at vi kan være sammen med dem og acceptere, at de føler, som de gør. Det gør vi ved at rumme dem samtidig med, at vi holder af dem og forsøger at sætte nogle ord på de følelser, de gennemlever. Det er anerkendelse.

Følelser skal gennemleves, før de slipper taget. En anerkendende kontakt fra en voksen giver plads til netop dette og hjælper barnet til at genfinde sin indre mentale balance. Samtidig støttes barnet gennem en vigtig lærerproces, hvor det får erfaring med at være i de svære følelser. Det er sådan, børn lærer at håndtere sorg og rejse sig igen, når livet har været svært.

Så når Augusts mor kommer ind af døren, kan hun tage ham op, se ham i øjnene og sige:

”Hold da op, hvor er du ked af det.”

Når Augusts følelser omsorgsfuldt bliver spejlet, bliver de virkelige. De får lov til at folde sig ud, stige til vejrs og fordufte. Han vil føle sig set og taget alvorligt og det er både trygt og beroligende. Efter en lille pause kan hun sige:

”Jeg tror, du har savnet mig i dag?”

Mere behøver hun ikke at sige. Når børn er så små, kan det betale sig at holde igen med alle ordene, fordi de så let drukner i snak. Giv i stedet barnet plads. Måske er lille August i stand til at svare på mors spørgsmål og måske er han ikke. Det er ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at han får lov til at være ked af det og oplever, at mor tager ham alvorligt og er interesseret i, hvad der har gjort ham så trist.

Så næste gang du møder nogen, der mener, dit lille barn prøver at løbe om hjørner med dig, så vid, at det ikke er tilfældet. Hvis børn græder, er der altid en grund. Det kan godt være, vi ikke altid kan forstå den eller endda se den, men den er der altid.

Selvregulering og farfundamentet

Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.

I mit forløb for fædre - Farfundamentet, (<--- du finder information om forløbet, nederst i artiklen efter at du har klikket på linket her) sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
OBS holdopstart i KBH primo november 2022