”Nu må du ikke lade ham sno dig om sin lillefinger!”
Har du også mødt denne holdning til dit lille barn fra velmenende bedsteforældre, veninder eller vuggestuen og tænkt: ”Jamen, kan han overhovedet finde ud af dét?”
Det korte svar er nej.
Lad os først se bag om den holdning. For at kunne sno nogen om sin lillefinger, løbe om hjørner med dem eller gøre noget bestemt for at få sin vilje, skal man være forudseende, beregnende, manipulerende. Det hører de voksnes verden til. Ikke børnenes, og da slet ikke vuggestuebarnets. På det tidspunkt er deres hjerner slet ikke så udviklede, at de er i stand til at tænke på så avanceret et niveau. De har ingen bagtanker, ingen skjulte motiver. De agerer, som de føler, her og nu.
Hvorfor er det vigtigt at vide?
Lad os kigge på, hvad der sker i en situation, hvor et lille barn bliver mødt med denne holdning.
August på 1 ½ år kravler rundt på Sommerfuglstuen mellem de 12 andre børn. Han har sovet dårligt i nat, er flad og har savnet sin mor hele dagen. Men han har samarbejdet med personalet, som derfor har opfattet, at han har haft en god dag. Da mor træder ind ad døren, kan han ikke mere og brister i gråd. Af lettelse, af udmattelse, nu kan han endelig få den trøst og den mor, som han har manglet.
Personalet smågriner: ”Aj, det er ren Hollywood, det der.” En anden supplerer: ”Det er lige til en Oscar. Han har haft sådan en god dag.”
Det siges sikkert i en god mening. Personalet ønsker måske ikke at gøre mor bekymret. Men underforstået i deres reaktion ligger en tolkning af Augusts reaktion som noget, han overdriver, måske ligefrem opfinder for bevidst at manipulere sin mor til at give ham ekstra opmærksomhed og omsorg. Dét er ikke småting at få skudt i skoene. Og det er helt misforstået.
Hvis mor tager personalets reaktion for gode varer og opfatter hans gråd som påtaget, vil August føle sig negligeret, afvist og bebrejdet. Og det endda som en konsekvens af at han faktisk har gjort sig umage for at samarbejde med de voksnes plan om, at han skulle i institution på en dag, hvor han allerhelst ville være hjemme.
Bliver det et mønster, at August ikke mødes i sin sorg og frustration, vil han med tiden lære at vende frustrationerne indad – eller også vil han vende dem udad i forsøget på at råbe omverden op.
Hvis vi ikke forholder os nysgerrigt til, hvorfor børnene gør, som de gør, risikerer vi at efterlade dem alene der, hvor de har allermest brug for os.
Tag følelserne alvorligt, også når du ikke forstår dem
Børn og særligt små børn bliver nemt overvældet af deres følelser og reagerer enten ved at blive forsagte, ved at græde, klynke, skrige eller slå. Det er netop i de situationer, at børn har brug for, at vi kan være sammen med dem og acceptere, at de føler, som de gør. Det gør vi ved at rumme dem samtidig med, at vi holder af dem og forsøger at sætte nogle ord på de følelser, de gennemlever. Det er anerkendelse.
Følelser skal gennemleves, før de slipper taget. En anerkendende kontakt fra en voksen giver plads til netop dette og hjælper barnet til at genfinde sin indre mentale balance. Samtidig støttes barnet gennem en vigtig lærerproces, hvor det får erfaring med at være i de svære følelser. Det er sådan, børn lærer at håndtere sorg og rejse sig igen, når livet har været svært.
Så når Augusts mor kommer ind af døren, kan hun tage ham op, se ham i øjnene og sige:
”Hold da op, hvor er du ked af det.”
Når Augusts følelser omsorgsfuldt bliver spejlet, bliver de virkelige. De får lov til at folde sig ud, stige til vejrs og fordufte. Han vil føle sig set og taget alvorligt og det er både trygt og beroligende. Efter en lille pause kan hun sige:
”Jeg tror, du har savnet mig i dag?”
Mere behøver hun ikke at sige. Når børn er så små, kan det betale sig at holde igen med alle ordene, fordi de så let drukner i snak. Giv i stedet barnet plads. Måske er lille August i stand til at svare på mors spørgsmål og måske er han ikke. Det er ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at han får lov til at være ked af det og oplever, at mor tager ham alvorligt og er interesseret i, hvad der har gjort ham så trist.
Så næste gang du møder nogen, der mener, dit lille barn prøver at løbe om hjørner med dig, så vid, at det ikke er tilfældet. Hvis børn græder, er der altid en grund. Det kan godt være, vi ikke altid kan forstå den eller endda se den, men den er der altid.
Selvregulering og farfundamentet
Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.
I mit forløb for fædre - Farfundamentet, (<--- du finder information om forløbet, nederst i artiklen efter at du har klikket på linket her) sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
OBS holdopstart i KBH primo november 2022