Lærer børn i danske børneinstitutioner nok, og lærer de på den rigtige måde? Ved vi, hvad vi er gode til, og hvad der kunne blive bedre? Nu skal det klarlægges i en stor, empirisk undersøgelse, anbefaler Agi Csonka, formand for Rådet for Børns Læring og direktør for SFI, Det Nationale Center for Velfærd.

Hvis man skal optimere noget, så er det afgørende at gøre det på kvalificeret grundlag. Ansvaret for, at kvaliteten i danske institutioner er i orden ligger hos Ellen Trane Nørby (V), minister for børn, undervisning og ligestilling, – og det er Rådet for Børns Lærings opgave at rådgive hende om, hvordan det står til derude på Mælkebøttestuen.

Formanden for Rådet for Børns Læring, Agi Csonka, mener, at der skal en grundig undersøgelse til, førend rådet kan tilbyde ministeren et samlet billede på kvaliteten.

Agi Csonka ønsker primært at undersøge læringen i institutionerne fra 0-6 år. Hvordan foregår den, er der nok af den, hvem foretager den, dokumenteres den – og hvad lærer børnene?

Hun understreger, at dette fokus på læring særligt er til for at oprette den skævvridning af læring, som kommer sig af, at nogle børn kommer fra ressourcesvage familier, hvor læringen ikke kommer af sig selv. En grundig vidensindsamling af læring og læringsmiljøer i institutionerne vil gøre det muligt i højere grad at kompensere for forældrenes manglende ressourcer mht børnenes læring. Så bliver ingen tabt på gulvet. 

Et andet fokus bør ifølge Agi Csonka være samarbejdet mellem forældre og pædagoger.

Hvis samarbejdet fungerer godt, kan det ifølge udenlandske forskningsresultater være godt for børnenes udvikling – så derfor ville det være en stor hjælp at vide mere om, hvordan det går herhjemme. Endelig er der også behov for mere efteruddannelse til pædagogerne, så de bliver klædt bedre på til at løfte den opgave, det øgede fokus på læring medfører.

Danmark er allerede med i en stor, international undersøgelse, som gør, at vi fremover kan sammenligne os med andre landes pædagogik og hverdag i institutioner.

88% af de tonsvis af madvarer, som laves til måltider i Københavns offentlige køkkener var i 2015 økologiske. Det tal sætter kommunen på en klar førsteplads på verdensplan, for kommunens målsætning om at; 90% af al offentlig bespisning skal være økologisk, er langt foran krav i andre lande. Denne målsætning er nu næsten opnået, til borgmesterens store glæde, men byrådsmedlem og ordfører på området, Caroline Stage (V), vil af med kravet.

Går dit barn i institution med bespisning i Københavns kommune, så er kosten tæt på 90% økologisk.

Siden 2007, hvor økologien kun udgjorde 50%, har kommunen satset på uddannelse af køkkenpersonale i mindre madspild, flere grønsager og i at lave mad fra bunden. Når køkkenpersonalet selv bager brød, parterer kød, laver pålæg, bruger rester og bruger langt flere grønsager, spares der nemlig så mange penge på madbudgettet, at der kan anvendes stort set udelukkende økologiske madvarer, uden at det koster så meget som en krone mere end før.

Køkkenleder og kok Line Baasch fra institutionen Den Grønne Kastanje i København forklarer, at de gamle vaner med at købe færdigproduceret og færdighakket mad og grønt i store plastikspande både er økonomisk og sundhedsmæssigt dyrt. Hun og hendes mange kolleger i København, som bærer æren for at 90% af maden i københavnske institutioner er økologisk, er glade for, at København går forrest i kampen om bedre mad. Både for borgerne og for miljøet – og altså også for økonomien og arbejdsglæden.

Flere institutioner i Danmark integrerer 'langsomhed' som en central værdi og fundamentet for deres pædagogiske tilgang. Samtidig ser vi en stigende interesse for begrebet "langsom pædagogik" i forskningsmiljøer over hele verden. Forsker Alison Clark har skrevet en bog om betydningen af tid som en autonom værdi inden for pædagogisk arbejde.

I en verden præget af hastighed og konstant aktivitet både i børns liv og i pædagogisk praksis argumenterer forsker Alison Clark for værdien af en langsom pædagogisk tilgang. Med sin seneste bog, 'Slow Knowledge and the Unhurried Child', deler hun indsigter fra pædagogisk praksis i 11 lande, herunder Danmark.

Alison Clarks interesse for langsomhed blev vakt under et studie i Norge, hvor hun observerede, at pædagoger, der arbejdede uden stramme tidsplaner og aktiviteter, var mere til stede og nærværende over for børnene. Denne observation fik hende til at reflektere over det stigende tempo og politiske pres, der påvirker børns udvikling helt fra vuggestuealderen.

Refleksioner over tempo og udmattelse

Erfaringen i Norge inspirerede altså Alison Clark til at undersøge værdien af langsomhed i det pædagogiske arbejde. Hun påpeger det stigende politiske pres for at gøre børn skoleklare allerede fra en tidlig alder og den udmattelse, hun så hos mange pædagoger. Hun stillede spørgsmålet: Hvordan kan pædagoger skrue ned for tempoet og dyrke langsomme øjeblikke sammen med børnene?

Alison Clark interviewede pædagoger og forskere for at forstå, hvordan travlhed påvirker deres arbejde med børn og resultaterne af hendes forskning peger på behovet for at flytte fokus fra målorienterede aktiviteter til at værdsætte processen og de mere abstrakte kvaliteter som tålmodighed og evnen til at lytte til børnene.

Værdien af langsomhed

Alison Clark argumenterer for, at en langsom pædagogik ikke kun handler om at bremse tempoet, men om at skabe rum for børn til at udvikle sig og udforske deres interesser. Hun understreger vigtigheden af at genindføre værdien af langsomhed i pædagogikken, så børn får den nødvendige tid og ro til at trives og udvikle sig.

Hun håber, at en sådan tilgang til pædagogikken kan få politisk opbakning og føre til ændringer i praksis til gavn for både børn og pædagoger. Gennem sit arbejde forsøger Alison Clark at fremme debatten om den accelererede barndom og skabe opmærksomhed om vigtigheden af langsomhed i børns liv og læring.

Langsomhed i pædagogikken: en modvægt til tidens pres og politisk negligeret betydning

Pædagoger og forskere lægger vægt på langsomhed som en modvægt til årtiers fokus på effektivitet og målbare resultater i den offentlige sektor samt den tiltagende opskruning af tempoet i samfundet og i pædagogiske institutioner, hvor børn forventes at opnå mere på kortere tid, hvilket giver pædagogerne en øget travlhed.

Barndomsforsker og professor på RUC, Jan Kampmann, er overbevist om, at langsomhed vil blive en fremtrædende tendens inden for pædagogikken i de kommende år.

”Det står klart, at slow pedagogy eller den langsomme pædagogik er ved at vinde frem nedefra. Jeg er ikke i tvivl om, at det inden for et til to år vil få enorm betydning,” siger han.

Politisk manglende prioritering af tid

Tid er en afgørende faktor i pædagogisk arbejde, hvilket er en selvfølgelig erkendelse. Dog mener forsker og docent på Københavns Professionshøjskole, Crisstina Munck, at betydningen af tid og kontinuitet politisk har været forsømt alt for længe. Hun leder et nyt forskningsprojekt, der over fire år har undersøgt et forsøg med mindre børnegrupper i Københavns Kommune.

”Vi har mistet synet for tidens betydning. Men hvis man vil forstå børns perspektiver, kræver det en vis grad af langsomhed. Ellers er det fuldstændig umuligt at forstå, hvad børnene egentlig kommunikerer. Det er ikke altid gennem ord; det kan være gennem mimik, blikkontakt eller hvad de strækker sig efter - disse fine, små måder at være til stede på,” siger hun.

Kilder: https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/forskningsunivers/paedagoger-og-forskere-insisterer-paa-langsomhed-i

https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/forskningsunivers/accelereret-barndom-derfor-har-boern-brug-langsom?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAAR0tc6ZTtdL0jxBdD3PFCe6RxwVhTFGzlon3PrdeiseHhxsmxPVm0N5Ymio_aem_ASspFasNhPjNevh5QmowbbGv-geyaR1rcZSMtTjkP4brW-oMMeNxPQ03em5kdreBdfKjqYSX-ZH04qYd045GCafA

Næstformand i LO Nanna Højlund udtaler til Fagbladet FOA, at man fra lovgivers side bør føle et stort ansvar for syge børn. Danmark er et af de lande, hvor mødre og fædre tilsammen arbejder mest, og det har nogle konsekvenser, når familie og arbejdsliv skal hænge sammen. 

Også FOAs formand Dennis Kristensen mener, at man med lovgivning kan sikre forældres mulighed for at blive hjemme med syge børn, samtidig med, at man med overenskomsterne kan sikre, at man ikke mister al indtjening eller muligvis får fuld dækning. "Det kan koste lidt for arbejdsgiverne, men det kan jo dækkes ind med sygedagpenge, og ved at vi i overenskomsterne lægger ovenpå", siger Dennis Kristensen til Fagbladet FOA.

Læs mere: Fagbladet FOA

Kilde: Avisen.dk

En stor del af de Storkøbenhavnske vuggestuer er så elendige, at de burde lukkes, mener phd.- forsker Ole Henrik Hansen. Dommen kommer efter mere end 8.000 video-observationer fordelt på 26 børn i vuggestuer i Storkøbenhavn.

Ole Henrik Hansen har observeret i alt 450 timer i 9 vuggestuer i københavnsområdet. Videoklippene viser, at børn overlades til sig selv, indtil de lukker følelsesmæssigt ned. I yderste konsekvens skader det udviklingen af børnenes hjerner, lyder det fra Ole Henrik Hansen.

Studierne tyder på, at det, som de observerede vuggestuer havde at byde på var ren og skær omsorgsløs opbevaring. "Pædagogik er at ville noget med et barn - at flytte noget ved at overveje indholdet af en aktivitet. Men i de fleste institutioner aner de ikke, hvad de vil foretage sig sammen med børnene det meste af dagen" lyder det fra Ole Henrik Hansen.

Ole Henrik Hansen mener, at det blandt andet skyldes en udbredt fejlfortolkning af begrebet fri leg, som er den fremherskende pædagogik i de danske vuggestuer. Han konkluderer at voksenkontakten mange steder er så sparsom, at det direkte hæmmer børnenes udvikling.

Ifølge en ny undersøgelse fra BUPL oplever mere end hver anden pædagog over 55 år behandlingskrævende nedslidthed. En nedslidthed som synes at være en af konsekvenserne af de seneste kommunale reformer og deraf følgende nedskæringer på daginstitutionsområdet.  

"Kan man leve med, at halvdelen af pædagogerne over 55 bliver nødt til at tage medicin for at gå på arbejde hver dag?" Sådan spørger Mette Aagaard Larsen, der er faglig sekretær i BUPL og efterspørger samtidig, at komme i dialog med arbejdsgiverne om de ældre pædagogers arbejdsvilkår. 

I undersøgelsen svarer 53 procent, at de oplever behandlingskrævende nedslidning. 30 procent oplever decideret fysisk nedslidning, fire procent oplever psykisk nedslidning og 18 procent oplever både fysisk og psykisk nedslidning. 

Flere af de adspurgte ønsker at trække sig fra arbejdsmarkedet, så snart økonomien tillader det og skyder skylden på de forringede arbejdsvilkår og det store arbejdspres.

Jeg vil gerne fortælle dig om to børn, jeg kender.

Den ene er en mørkhåret pige på 3 år. Hendes mor står hver morgen og ordner hendes hår, så hun enten har fletninger, rottehaler eller en fin hestehale. Hver morgen bliver hun afleveret og ligner den yndigste lille pige. Det gør hun ikke, når hun bliver hentet. Så ligner hun en vildkat. Alle elastikker og hårspænder ligger rundt omkring i børnehaven, hendes hår stritter og hun har kun strømpebukser og undertrøje på, fordi hun lige har givet den gas inde i vores tumlerum.

Hvis det er en af de dage, hvor der har været mudder på legepladsen, så hænger hendes flyverdragt ikke i garderoben. Den står selv.

Pigen hedder Mejse. Hun lever livet fuldt ud. Alt skal opleves, undersøges og mærkes. Mejses forældre synes, det er skønt. De ved godt, at når man er tre år gammel, så skal man have lov til at udforske, røre og bare være.

I børnehaven er Mejse en af de børn, der kræver lidt af os voksne. Vi skal møde hendes nysgerrighed og pirre den. Vi skal være klar til at svare på spørgsmål, når Mejse stiller dem. Vi skal kigge og anerkende hende, når hun siger ”Se mig”. Vi skal formå at rumme Mejse til samlingerne og holde hendes interesse. 

Jacob er fire år. Han er lyshåret, og af en eller anden årsag, så ligner han altid en, der trænger til at blive klippet. Han er lidt forpjusket, og ikke særlig stor af sin alder. Han siger ikke så meget. Ikke fordi han ikke kan, men han synes bare ikke, at der er så meget at sige.

Jacob kan godt lide at lave puslespil og lege med LEGO. Han bygger ting. Ikke biler og slotte, som de andre børn. Nej, Jacob bygger tidsmaskiner, satellitter og vikingeskibe.

De andre børn kan godt lide Jacob, men det virker ikke til, at de helt forstår ham. Jacob kan godt lide at sidde ved siden af en voksen, når vi spiser.

Jacob siger aldrig ”Se mig”, hvilket gør det endnu vigtigere, at det lige præcis er det, vi gør. Ser ham og anerkender ham, som den helt særlige dreng, han er. Jacobs forældre laver mange ting med ham. De tager på museer og ind imellem i planetariet.

Mejse og Jacob er meget forskellige. Alligevel kræver de dog det samme af de voksne i børnehaven. Nemlig nærvær og omsorg.

Der er dog stor forskel på, hvordan denne omsorg giver sig til udtryk. Når jeg er sammen med Jacob, så prøver jeg at inddrage de andre børn, så de kan få øjnene op for, hvor fantastisk en dreng, han er. Jeg hjælper Jacob og de andre børn til at finde noget, de kan være fælles om. Jeg forsøger også at vise Jacob, at det også er dejligt at bruge sin krop til at springe, gynge og hoppe. 

Når jeg er sammen med Mejse, så prøver jeg at møde hendes livsglæde og bevægelyst, men jeg prøver også at vise hende glæderne ved at kigge i bøger og bruge sin finmotorik. 

I den perfekte verden kunne jeg, sammen med mine kolleger, nå både Jacob og Mejse hver dag. I virkeligheden bliver jeg nødt til at vælge. Alle børn i en børnehave har nemlig hver deres unikke personlighed, og derfor også hver deres udfordringer. Nogle har større udfordringer end andre, men det ændrer ikke på, at de alle skal mødes, ses, støttes og anerkendes.

Lige nu knokler vi, og vi gør hvad vi kan for at nå både Mejse, Jacob og alle de andre.

Vi bliver dog nødt til at indse, at det kan vi ikke. Desværre bliver det ikke bedre. Tværtimod. Omprioriteringsbidraget vil komme til at koste pædagogstillinger, og det vil skade børnene. Også dit. Vi skal have det stoppet. Nu. Vi skal tænke langsigtet og investere i børnene i stedet for. Det vil nemlig gavne os allesammen.

Læs også: Giv os en chance for balance

For tiden debatteres det mange steder, om de danske småbørn ville være bedre tjent uden den tidlige start og omfattende pasning i vuggestue og dagpleje.

Flere og flere forældre begynder at stoppe op og overveje, hvad de og deres børn er bedst tjent med i stedet for bare at følge flokken og gøre som alle andre.

Flere og flere hjemmepassere

Antallet af forældre, der passer deres børn hjemme, er stærkt stigende, men antallet af de forældre, der drømmer om at gøre det, men ikke kan få det til at lade sig gøre, er endnu større. 

Forældrene er de mest oplagte

Det drejer sig altså om flere tusinde børn mellem 0-6 år, - som på trods af diagnoser og handicaps, flyttes til almindelige daginstitutioner, uden at der i reglen følger ressourcer med.

Ifølge Jakob Sølvhøj kræver inklusionen både efteruddannelse, flere medarbejdere og alternative fysiske rammer for at lykkedes.

53 procent mener, at de har børn i daginstitutionen, som ville have bedre af at gå i et specialtilbud.