Du er her:min barsel»Artikler»Samfund»institution | min barsel
onsdag, 10 august 2016 00:00

Aflevering – åh den aflevering

Jeg tror, at næsten alle forældre (særligt mødre) har prøvet at aflevere et grædende barn i institution. Nogle også i skolen.

Jeg ved, at alle der hár prøvet det, har haft et kæmpe hul i maven og hjertet, når det er sket. Jeg ved også, at måske ikke alle, men rigtigt mange har grædt, når de nåede udenfor lågen. Hulket og været dybt ulykkelig.

For nogle børn/voksne varer dette problem hele institutionstiden! Alle årene i institution er et helvede i afleveringen! For andre er det blot en overgang. 

 

Hvad sker der, når det ”går over”?

Der er primært 3 muligheder for, hvad det er, der sker, når afleveringerne bliver nemmere og mere ok for alle deltagere.
 
Nogle gange opgiver børnene. (LAD NU VÆR MED AT BRUG DENNE VIDEN TIL AT SLÅ DIG SELV MED!)
Barnet oplever, at hans/hendes ord og handling ikke bliver hørt og anerkendt, og hun/han giver op.
Helt simpelt.
Udgivet i SELVUDVIKLING
mandag, 11 januar 2016 00:00

Hvor mange børn skal dele én voksen?

Jeg har ét brændende ønske om mininimumsnormeringer. Og det er fordi jeg hører til blandt dem, der almindeligvis, er begejstret for vores daginstitutioner. Ja, jeg fristes til at sige, at jeg hører til blandt dem, der 'elsker' daginstitutioner. Fordi gode daginstitutioner med veluddannet pædagogisk personale kan give mit barn rigtig meget.

Vuggestuer, dagpleje og børnehaver er ikke blot pasning - det er her vores børn socialiseres og udvikles, det er her hvor fællesskab og gode oplevelser går hånd i hånd med omsorg fra varme pædagogiske hænder.
 
Men nogen har hvisket mig i øret, at jeg bør dæmpe min begejstring. Og det er ikke Hr. og Fru 'Hvem-som-helst'. Professor i psykologi Dion Sommer og lektor Grethe Kragh-Müller tvivler så meget på kvaliteten af danske dagtilbud, at de ikke længere kan anbefale danske daginstitutioner. Først nævnte, som tidligere har været en begejstret fortaler for vores daginstitutioner, går faktisk så langt som til at sige, at vores institutioner nu er så ringe, at de kan være direkte skadelige for børns udvikling.
 
Det ekko´er i mit hoved.....'skadelige for børns udvikling....., skadelige for børns udvikling...' og den dårlige samvittighed trænger sig voldsomt på. Der mangler 4.400 ansatte i vores daginstitutioner sammenlignet med 2009 – og det kan mærkes, selvfølgelig kan det dét!

 
 
Jeg mærker det, når jeg afleverer mit barn på legepladsen, og det er svært at spotte en voksen. Jeg mærker det, når jeg afleverer mit barn og tæller 11 børn og kun én voksen. 
Jeg mærker det, når jeg hører ansatte fortælle, at de alt for ofte oplever, at de ikke har tid til at trøste et barn, der er ked af det.
Når jeg afleverer mit barn i børnehavens varetægt, så vil jeg være 100% sikker på, at hun har en dejlig dag, at nogen holder om hende og af hende, ser og hører hende, drager omsorg for hende, støtter hende i hendes udvikling og hjælper hende med at etablere venskaber. Og det er kun muligt, hvis der er tilstrækkeligt med veluddannet pædagogisk personale på rød stue.
 
I dette land, hvor alt synes reguleret til mindste detalje, hvor vi har regler for krumningen på agurken, findes der ikke regler eller lovgivning for hvor mange børn der må dele én voksen i vuggestuen og børnehaven. 
 
Ja, man undres, men det er sandt.  Vi ved fra forskningen at ratioen børn/voksen har afgørende betydning for barnets trivsel her og nu, men vi ved også at det trækker spor langt ind i voksenlivet. Børn der har gået i højkvalitets børnehaver med et betydeligt antal veluddannede pædagoger klarer sig bedre, bliver mindre kriminelle, får bedre uddannelse, bliver i højere grad selvforsørgende og bidrager i højere grad til fællesskabet. Vi ved også fra forskningen, at investeringer i de mindste giver det bedste 'afkast', så hvis vi i denne sammenhæng skal tage de økonomiske briller på, så er investeringer i de mindste oven i købet en 'god forretning'.

 
 
 
Derfor er det mit største ønske, at regeringen og de øvrige politikere på Christiansborg forstår nødvendigheden af minimumsnormeringer. Altså en centralt fastsat grænse for hvor mange børn der må dele én voksen. Gode normeringerne er fundamentet for at vi kan skabe kvalitet. Vi kan have nok så dygtige og engagerede medarbejdere, hvis de er alene med børnegrupper på 10, 15, 20 børn eller flere, så bliver det 'brandslukning' og vi kan se i vejviseren efter omsorg, udvikling, trivsel og for den sags skyld læring.
 
Jeg synes faktisk at vores børn har ret til flere pædagogiske medarbejdere og det er vores pligt som ansvarlige voksne at sikre det nødvendige antal medarbejdere. 

 

 

Udgivet i SAMFUND
tirsdag, 05 maj 2015 00:00

Hver 3. kommune sløser med tilsynene

Hver tredje kommune lever ikke op til dagtilbudsloven, når der skal føres tilsyn i institutionerne, viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut. 

Derfor kan man som forælder ikke kan være sikre på, at kommunen selv holder øje med, om kvaliteten i deres vuggestue eller børnehave er i orden.

Undersøgelsen viser, at det faktisk er hver 3. kommune, der ikke lever op til dagtilbudsloven., når de sender en pædagogisk konsulent ud for at føre tilsyn i institutionerne.
 
Ifølge loven skal tilsynet indeholde seks konkrete elementer med fokus på  blandt andet pædagogiske lærerplaner og sprogudvikling af børnene. Men der skal også føres kontrol med personalets kvalifikationer og børnenes trivsel, og det er ofte her, at tilsynene helt udebliver.
 
 
Udgivet i NYHEDER

I Danmark starter de fleste børn i vuggestue eller dagpleje lige omkring deres 1 års fødselsdag. Dermed er de danske børn blandt de børn i verden, der starter tidligst i daginstitution. De er også de børn i verden, der tilbringer flest timer af deres dag i daginstitutioner. Vi taler bare ikke så meget om det.

På kun 50 år er vi gået fra at betragte institutionerne som en nødvendig forudsætning for forældrenes deltagelse på arbejdsmarkedet, til i dag at betragte dem som en nærmest nødvendig del af børns udvikling. Det er de ikke. 

Som forældre kan man måske midt i hverdagens travle trummerum få den tanke, at det kunne være rart selv at tage del i de bedste vågne timer af sit barns dag. Man kan drømme om selv at være den, der hører de nye ord og ser de første skridt; man kan drømme om selv at få lov til at opleve de første års eksplosive udvikling fra første parket. 
 
Men i Danmark er tårevædede afskedsscener ved “vinkevinduet” og en klump i maven på vej på arbejde på få årtier blevet en helt almindelig del af børnefamiliernes liv. De fleste affinder sig med det, for “sådan er det jo”. Men der er også dem, der stopper op, vender om og går imod strømmen med deres børn i hænderne - for livet er så kort, og barndommen endnu kortere.


Samfundets rammer lægger dog ikke ligefrem op til, at vi selv tager os af vores børn fuld tid i de første ellers så afgørende år, og derfor kræver det mod, vilje og benhård prioritering at vælge det.

En af grundene til det er fx den måde vores skattesystem er skruet sammen på, en anden er det pasningstilskud, som staten giver i støtte til børnepasningen; begge dele nærmest tvinger begge forældre til at arbejde fuldtid, mens deres guldklumper tilbringer dagen med profesionelle omsorgspersoner.


Statsfinansieret pasning

I Danmark er institutionspladserne finansieret 75% af det offentlige. Det vil sige, at de omkring 3.000,- (tallet varierer fra kommune til kommune), forældrene betaler for en vuggestueplads, kun dækker 25% af den samlede udgift for pladsen.
 
Grunden til at forældrene støttes økonomisk i at få passet deres barn, mens de arbejder, er selvfølgelig, at det er fordelagtigt for statskassen, at både mor og far er på arbejde, mens pædagogen i vuggestuen passer fire børn. 1:4-pasning kan betale sig, fordi det frigiver forældrenes arbejdskraft.
 
Tilskudet på de 75% af pladsens egentlige omkostning følger barnet i den offentlige institution, men kan i dag også tages med over i en privat institution, en kommunal dagpleje eller en privat dagpleje. Faktisk følger det offentlige tilskud barnet helt ind i hjemmet. Man kan få det store offentlige tilskud til pasning af barnet med hjem, så barnet kan lære at tale og gå i vante og hjemlige omgivelser.

Det offentlige støtter altså ikke kun 1:4-pasning i institutionen, men også 1:1-pasning i hjemmet, og det er jo meget godt.

Den eneste hage ved det er, at det vel at mærke ikke må være en af barnets forældre, der passer det! Hvem må så stå for 1:1-pasningen af det lille barn i dets eget hjem? Det er i princippet lige meget – så længe vedkommende er fyldt 18 år og har en ren straffeattest – bare det ikke er barnets far eller mor. 

Læs også: Er den nogen hjemme? - En antologi om hjemmepasning


Alle andre end forældrene

Jeg kan altså som forælder få pasningstilskuddet og give det i løn til en bedstemor, en tante, en onkel, en bekendt eller en 18-årig, jeg hiver ind fra gaden. Jeg kan ansætte et andet lille barns mor til at passe mit lille barn; og så kan hun jo passende ansætte mig til at passe sit barn. Vi kan så at sige bytte barn og hjem i dagens lyse timer – med statens velsignelse og økonomiske støtte. Så længe vi bare ikke passer vores egne børn.
 
At tilskuddet fordeles sådan, forekommer mig helt grotesk. Om jeg passer mit barn, mens den private børnepassers arbejdskræfter frigives til at betale skat af et andet job, eller omvendt, gør jo ingen forskel for bundlinjen.

Det oplagte ville være at lade pengene følge barnet. At vi i stedet for at lade pengene følge vuggestuen, dagplejen, onklen, bedstemoren eller den 18-årige giver forældrene råderetten over tilskuddet og et reelt frit valg i forhold til pasningen af deres børn.

For det første: Fordi signalet ved at give tilskuddet til alle andre end forældrene er, at forældrene er de mindst egnede til at tage sig af deres egne børn – og det mener jeg er helt forkert. For det andet: Fordi et sådant økonomisk tilskud ville gøre valget om hjemmepasning til en reel mulighed for flere. 
 
Børn vil gerne være der, hvor deres forældre er, og hvis forældrene også gerne vil være der, hvor børnene er, synes jeg, de skal have muligheden for det.

 

Red: Siden forfatteren skrev denne artikel, er flere kommuner begyndt at tilbyde tilskud til pasning af egne børn. En undersøgels,  der er opdateret i 2022 viser, at halvdelen af landets kommuner nu tilbyder tilskuddet. 

Kommuner har siden 2002 haft mulighed for at give tilskud til forældre, der passer egne børn i alderen 24 uger og frem til skolestart.

Børne- og Socialministeriet har set nærmere på, hvor mange kommuner der giver tilskud, og udviklingen i antallet af børn der bliver passet af egne forældre med tilskud fra kommunen.

Rapport - Kort fortalt: Halvdelen af landets kommuner yder tilskud til pasning af egne børn (pdf)

 

 

 

Udgivet i SAMFUND
onsdag, 24 september 2014 00:00

Vuggestuen og børnehaven skal også inkludere

Hver 4. kommune har lukket for special-institutionerne til børn med særlige behov. Det betyder, at daginstitutioner i de kommende år bliver underlagt samme massive inklusion som vi ser på skoleområdet.

Det drejer sig altså om flere tusinde børn mellem 0-6 år, - som på trods af diagnoser og handicaps, flyttes til almindelige daginstitutioner, uden at der i reglen følger ressourcer med.

FOA mener, at det er en bekymrende udvikling: ”Når der ikke følger ekstra støtte og rådgivning med, så er det en ren spareøvelse, som både går ud over de børn, der har særlige behov, og de andre børn. Og medarbejderne er frustrerede over, at de hverken har tid eller rum til at nå alle børn på en fagligt tilfredsstillende facon,” udtaler Jakob Sølvhøj som er formand for FOAs pædagogiske sektor.

Ifølge Jakob Sølvhøj kræver inklusionen både efteruddannelse, flere medarbejdere og alternative fysiske rammer for at lykkedes.

En FOA undersøgelse blandt 358 ansatte (pædagoger, pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter) viser at  44 procent af de afspurgte, føler at de mangler de nødvendige kompetencer til varetagelse af børn med specielle behov.  

53 procent mener, at de har børn i daginstitutionen, som ville have bedre af at gå i et specialtilbud.

Udgivet i NYHEDER
mandag, 01 juni 2015 00:00

Småbørns familieforeningen SAMFO

For tiden debatteres det mange steder, om de danske småbørn ville være bedre tjent uden den tidlige start og omfattende pasning i vuggestue og dagpleje.

Flere og flere forældre begynder at stoppe op og overveje, hvad de og deres børn er bedst tjent med i stedet for bare at følge flokken og gøre som alle andre.

 

Flere og flere hjemmepassere

Antallet af forældre, der passer deres børn hjemme, er stærkt stigende, men antallet af de forældre, der drømmer om at gøre det, men ikke kan få det til at lade sig gøre, er endnu større. 

I Danmark er samfundet nemlig skruet sådan sammen, at det er svært for børnefamilier at klare sig for én indkomst.
 
Man kan få store pasningstilskud til at få sine børn passet af andre, men man kan ikke få økonomisk støtte til at passe dem selv.
 
I dag er vores Dagtilbudslov blevet så liberaliseret, at kommunen betaler 75% af barnets pasning, hvad enten det er i offentlig eller privat vuggestue og dagpleje.

 

Forældrene er de mest oplagte

Ja faktisk kan man få dækket 75% af udgiften til en privat børnepasser, der passer barnet derhjemme i trygge og velkendte omgivelser; det må bare ikke være én af forældrene, der gør det.
 
Det er en skæv politik, der sender det helt forkerte signal, at forældrene er de mindst egnede til at tage sig af deres egne børn – selvom de i min optik er de mest oplagte til det.
Udgivet i SAMFUND
torsdag, 14 februar 2013 00:00

Børnehavebørn får højere karakterer

Ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at børn der har gået i børnehave i stedet for at blive passet hjemme, får højere karakterer til folkeskolens afgangseksamen.

Danske unge, der som børn har gået i børnehave i stedet for at blive passet hjemme, får et højere karaktergennemsnit til folkeskolens afgangseksamen. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet, som har undersøgt udviklingen for 125.000 danske børn født i årene 1987 til 1992 skriver Kristeligt Dagblad.

Resultaterne viser overraskende nok, at børn af mødre, som har arbejdet fuld tid de første tre år efter barslen, faktisk har et 2,2 procent højere gennemsnit end børn af hjemmegående mødre.

I undersøgelserne er der taget højde for faktorer, der påvirker børnenes evner i skolen, så som forældrenes uddannelsesniveau, indkomst og etniske og sundhedsmæssige faktorer. Forskergruppen har hentet deres tal fra Danmarks Statistik og undersøgelsen beror på 125.000 danske børn født i årene 1987 til 1992.

Per Schultz Jørgensen, der er familieforsker og tidligere formand for Børnerådet, synes at det er tankevækkende at påvirkningen rækker så langt op i årene. Han mener, at man især kan påvirke den negative sociale arv med god kvalitet i daginstitutionerne i forhold til de børn, som får lidt mindre med sig hjemmefra. 

Udgivet i NYHEDER

En stor del af de Storkøbenhavnske vuggestuer er så elendige, at de burde lukkes, mener phd.- forsker Ole Henrik Hansen. Dommen kommer efter mere end 8.000 video-observationer fordelt på 26 børn i vuggestuer i Storkøbenhavn.

Ole Henrik Hansen har observeret i alt 450 timer i 9 vuggestuer i københavnsområdet. Videoklippene viser, at børn overlades til sig selv, indtil de lukker følelsesmæssigt ned. I yderste konsekvens skader det udviklingen af børnenes hjerner, lyder det fra Ole Henrik Hansen.

Studierne tyder på, at det, som de observerede vuggestuer havde at byde på var ren og skær omsorgsløs opbevaring. "Pædagogik er at ville noget med et barn - at flytte noget ved at overveje indholdet af en aktivitet. Men i de fleste institutioner aner de ikke, hvad de vil foretage sig sammen med børnene det meste af dagen" lyder det fra Ole Henrik Hansen.

Ole Henrik Hansen mener, at det blandt andet skyldes en udbredt fejlfortolkning af begrebet fri leg, som er den fremherskende pædagogik i de danske vuggestuer. Han konkluderer at voksenkontakten mange steder er så sparsom, at det direkte hæmmer børnenes udvikling.

 

 

 

Udgivet i NYHEDER
tirsdag, 02 april 2024 00:00

Hvem vil du vinke farvel med? Dig.

Små børn vil allerhelst være sammen med deres mor og far. Sådan er det bare. Det er ikke altid muligt at opfylde det ønske hos dem, fordi vi som forældre også vil noget andet. Derfor kommer vores børn i institution. Det betyder, at vi næsten hver dag skal sige farvel til hinanden.

Når jeg afleverer min datter i børnehave, vil hun gerne vinke farvel med en pædagog. Hvis jeg spørger hende: "Hvem vil du vinke farvel med?" Svarer hun altid: "Dig."

Av. Jeg får et stik i hjertet. Hver gang.

Det tror jeg mange forældre gør, når de skal aflevere deres børn. For at undgå smerten og barnets gråd, forsøger vi at få det hele hurtigt overstået. Måske sender vi barnet i armene på en pædagog og møder dets grædende ansigt med et akavet smil og en febrilsk vinken, mens vi bedragerisk siger: "Mor kommer lige om lidt igen.". Eller vi gør barnet forkert og siger: "Hvad hyler du for? Vi ses jo lige om lidt igen. Hvorfor skal det være sådan hver morgen? Hold nu op med det hyleri." Og giver det ansvaret, når vi siger: "Slip mig nu, jeg kommer for sent, hvis jeg ikke går nu.". Måske er vi i tankerne allerede på arbejdet, og på den måde kunne vi lige så godt lade vores barn gå alene til institutionen, for det føles lige så tomt at være sammen med os.

Vi gør afskeden mere smertefuld ved ikke at få sagt ordentlig farvel.

Hvad vil det sige at tage ordentlig afsked?

For børn er det vigtigste ikke at få deres vilje, det vigtigste er at få lov at have det, som de har det. Og netop dét, har vi ofte sværest ved at give dem. Hvis vi vil øve os i den kunst, handler det om at acceptere, at følelser er, som de er – og vide, at de hurtigere falder til ro, når de bliver mødt med anerkendelse frem for afvisning. Det gælder for børn såvel som voksne.

Forleden morgen i børnehaven, da min datter sagde: Dig. Og hendes hage hang helt nede på brystet, tog jeg hende over på mit skød.

– Nu bliver du ked af, at jeg skal gå (pause). Kom, lad os få sagt ordentlig farvel, sagde jeg og krammede hende.

Vi sad lidt sådan og derefter gav jeg hende stille og roligt til en pædagog og gik.

Det er sådan, jeg anerkender min datters ønske om, at jeg skal blive. Selvom hun ikke kan få det, som hun gerne vil, får hun ikke en oplevelse af at være forkert eller besværlig. Tværtimod. Hun får en oplevelse af sig selv som meningsfuld. Det er i orden at ville have, at ens mor skal blive, og det er i orden at blive ked af det, når man ikke kan få det, som man gerne vil have det – og det gør det nemmere for hende at slippe mig og sige farvel. For når vi accepterer vores børns følelser, bliver det nemmere for dem selv at acceptere dem.

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

Udgivet i PÆDAGOGIK
Side 2 ud af 2



HERUNDER FINDER DU DIN PRIVATE JORDEMODER, DIN DOULA, DIN SCANNINGSKLINIK M.M. - UANSET HVOR DU BOR I DANMARK.

PRIVAT JORDEMODER
DOULA
GRAVIDITETSSCANNING
ZONETERAPEUT
FØDSELSFORBEREDELSE
EFTER FØDSEL