Indførelsen af øremærket barsel for snart to år siden har haft en markant indvirkning. Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star), ifølge Sampension, viser en betydelig stigning i antallet af mænd på barsel.
Fra februar 2023 er antallet steget med 26 procent, og sammenlignet med februar 2022 er stigningen på hele 44 procent. I samme periode er antallet af kvinder på barsel faldet med henholdsvis 10 procent og 14 procent.
Ifølge de seneste tal fra Star var der i februar i år 19.329 mænd på barsel.
Ændringen af barselsreglerne i august 2022, som øremærkede 11 ugers barselsorlov til hver forælder (op fra to uger), har spillet en central rolle i denne udvikling.
Anne-Louise Lindkvist, kunderådgivningschef i Sampension, udtaler, at disse regler har fremskyndet udviklingen markant.
"Siden da har vi set en betydelig stigning i fædrebarsel, hvor langt flere mænd nu tager barsel. Derudover bruger fædre, der er på barsel, også mere tid med deres børn," siger hun.
Data fra Danmarks Statistik viser, at samboende dagpengeberettigede mænd, der fik barn i de sidste fem måneder af 2022, i gennemsnit holdt 62 dages barselsorlov. Dette er en stigning på 25 dage sammenlignet med samme gruppe fra forældreårgangen 2021.
"Mere barsel til mænd er godt nyt for den økonomiske ligestilling, især på pensionsområdet," siger Anne-Louise Lindkvist.
"Kvinders pensionsopsparinger er stadig markant lavere end mændenes, hvilket blandt andet skyldes, at kvinder historisk set har taget størstedelen af barslen."
Kilde: https://woman.dk/familie/boern/antallet-af-maend-paa-barsel-er-steget-med-44-procent?fbclid=IwY2xjawEBtR5leHRuA2FlbQIxMQABHZpkasjALsqh1DAZJU-tlBMyrIIfQKD59arIEFsZLEm3R8nEt49Fo39_pQ_aem_kLDO72xaAOi6Sc-X0Xp3eA