Danske forbrugere er i stigende grad tiltrukket af den kinesiske handelsplatform Temu, og nu advarer Forbrugerrådet mod potentielle risici ved flere af de tilgængelige produkter, herunder legetøj og andre produkter til små børn.
En ny analyse af danskernes e-handelsvaner fra Dansk Erhverv viser, at Temu har fået så stor succes siden lanceringen i Europa i 2023, at den har overhalet lignende low cost sider som fx. Wish og Amazon. Temu's produkter er billige og populære, men da Temu's produkter ikke er omfattet af EU's sikkerhedskrav, er forbrugerne ikke beskyttet af de standarder, som gælder inden for EU.
Yderligere har flere lande udstedt advarsler om, at køb fra denne platform kan indebære en risiko for at støtte tvangsarbejde.
Ingen af Temus legetøjsprodukter opfyldte de EU-standarder, vi har for legetøj, og 95 procent udgjorde en betydelig fare. Det konkluderede en undersøgelse i februar 2024 foretaget af Toy Industries of Europe. Af de 19 stykker legetøj, organisationen købte og testede, havde 18 dele, som udgjorde risiko for kvælning, skarpe kanter eller indeholdt kemiske stoffer, der langt oversteg de tilladte grænseværdier.
“Baseret på resultaterne af denne undersøgelse samt vores erfaringer fra lignende online platforme, vil jeg generelt råde til at undgå at købe produkter til børn fra Temu. Børn er mere sårbare over for skadelige kemikalier og kan ikke selv vurdere, om et produkt er sikkert at bruge,” siger Stine Müller fra Forbrugerrådet Tænk.
Kilde: https://taenk.dk/forbrugerliv/elektronik-og-digitale-tjenester/koeb-ikke-denne-type-produkter-paa-temu
https://www.dr.dk/nyheder/indland/kinesisk-handelsplatform-stormer-frem-hos-danskerne-forbrugerraadet-advarer-mod