Du er her:min barsel»Artikler»Samfund»institution | min barsel

Flere institutioner i Danmark integrerer 'langsomhed' som en central værdi og fundamentet for deres pædagogiske tilgang. Samtidig ser vi en stigende interesse for begrebet "langsom pædagogik" i forskningsmiljøer over hele verden. Forsker Alison Clark har skrevet en bog om betydningen af tid som en autonom værdi inden for pædagogisk arbejde.


I en verden præget af hastighed og konstant aktivitet både i børns liv og i pædagogisk praksis argumenterer forsker Alison Clark for værdien af en langsom pædagogisk tilgang. Med sin seneste bog, 'Slow Knowledge and the Unhurried Child', deler hun indsigter fra pædagogisk praksis i 11 lande, herunder Danmark.

Alison Clarks interesse for langsomhed blev vakt under et studie i Norge, hvor hun observerede, at pædagoger, der arbejdede uden stramme tidsplaner og aktiviteter, var mere til stede og nærværende over for børnene. Denne observation fik hende til at reflektere over det stigende tempo og politiske pres, der påvirker børns udvikling helt fra vuggestuealderen.


Refleksioner over tempo og udmattelse

Erfaringen i Norge inspirerede altså Alison Clark til at undersøge værdien af langsomhed i det pædagogiske arbejde. Hun påpeger det stigende politiske pres for at gøre børn skoleklare allerede fra en tidlig alder og den udmattelse, hun så hos mange pædagoger. Hun stillede spørgsmålet: Hvordan kan pædagoger skrue ned for tempoet og dyrke langsomme øjeblikke sammen med børnene?

Alison Clark interviewede pædagoger og forskere for at forstå, hvordan travlhed påvirker deres arbejde med børn og resultaterne af hendes forskning peger på behovet for at flytte fokus fra målorienterede aktiviteter til at værdsætte processen og de mere abstrakte kvaliteter som tålmodighed og evnen til at lytte til børnene.

Værdien af langsomhed

Alison Clark argumenterer for, at en langsom pædagogik ikke kun handler om at bremse tempoet, men om at skabe rum for børn til at udvikle sig og udforske deres interesser. Hun understreger vigtigheden af at genindføre værdien af langsomhed i pædagogikken, så børn får den nødvendige tid og ro til at trives og udvikle sig.

Hun håber, at en sådan tilgang til pædagogikken kan få politisk opbakning og føre til ændringer i praksis til gavn for både børn og pædagoger. Gennem sit arbejde forsøger Alison Clark at fremme debatten om den accelererede barndom og skabe opmærksomhed om vigtigheden af langsomhed i børns liv og læring.


Langsomhed i pædagogikken: en modvægt til tidens pres og politisk negligeret betydning

Pædagoger og forskere lægger vægt på langsomhed som en modvægt til årtiers fokus på effektivitet og målbare resultater i den offentlige sektor samt den tiltagende opskruning af tempoet i samfundet og i pædagogiske institutioner, hvor børn forventes at opnå mere på kortere tid, hvilket giver pædagogerne en øget travlhed.

Barndomsforsker og professor på RUC, Jan Kampmann, er overbevist om, at langsomhed vil blive en fremtrædende tendens inden for pædagogikken i de kommende år.

”Det står klart, at slow pedagogy eller den langsomme pædagogik er ved at vinde frem nedefra. Jeg er ikke i tvivl om, at det inden for et til to år vil få enorm betydning,” siger han.


Politisk manglende prioritering af tid

Tid er en afgørende faktor i pædagogisk arbejde, hvilket er en selvfølgelig erkendelse. Dog mener forsker og docent på Københavns Professionshøjskole, Crisstina Munck, at betydningen af tid og kontinuitet politisk har været forsømt alt for længe. Hun leder et nyt forskningsprojekt, der over fire år har undersøgt et forsøg med mindre børnegrupper i Københavns Kommune.

”Vi har mistet synet for tidens betydning. Men hvis man vil forstå børns perspektiver, kræver det en vis grad af langsomhed. Ellers er det fuldstændig umuligt at forstå, hvad børnene egentlig kommunikerer. Det er ikke altid gennem ord; det kan være gennem mimik, blikkontakt eller hvad de strækker sig efter - disse fine, små måder at være til stede på,” siger hun.



Kilder: https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/forskningsunivers/paedagoger-og-forskere-insisterer-paa-langsomhed-i

https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/forskningsunivers/accelereret-barndom-derfor-har-boern-brug-langsom?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAAR0tc6ZTtdL0jxBdD3PFCe6RxwVhTFGzlon3PrdeiseHhxsmxPVm0N5Ymio_aem_ASspFasNhPjNevh5QmowbbGv-geyaR1rcZSMtTjkP4brW-oMMeNxPQ03em5kdreBdfKjqYSX-ZH04qYd045GCafA

Udgivet i SAMFUND

LO vil have politikere til at sikre forældres ret til at blive hjemme ved børns sygdom. Det skal ske ved hjælp af en lovgivning på området der giver økonomisk sikring et vist antal dage om året. 

"Når Sverige og Norge kan - så kan vi vel også få en ordentlig lovgivning, så forældrene ikke skal tvinges til at sende sløje børn i daginstitutionerne. Det ville gøre hverdagen bedre for børn, forældre og pædagoger!" Sådan skriver BUPL på deres facebookside efter Avisen.dk har bragt en artikel om LO´s forslag. 

Det sker da også alt for ofte, at syge børn sendes afsted i institution, hvor de burde have været blevet hjemme og fået pleje, ro og ekstra omsorg hos deres mor og far. Ikke nok med at det er synd for barnet: Måske har barnet endda feber og kan smitte andre børn og voksne i institutionen.

Det har været oppe i medierne flere gange, at forældre føler sig pressede til at aflevere syge børn, fordi de er bange for at miste deres arbejde, hvis de får for mange sygedage på deres børns og egne vegne. 

Hvis det står til LO skal det være slut med den dårlige samvittighed og syge børn i institutionerne, for forældre bør sikres ret til at blive hjemme med syge børn et vist antal dage, hvor de kan dækkes af en form for dagpenge. LO´s forslag går på, at fagforeningerne og arbejdsgiverene, kan forhandle supplerende løn oveni som en del af overenskomstforhandlingerne, og at det skal ske i takt med, at medlemmerne ønsker det. - Et ønske der kræver hjælp fra de folkevalgte på Christiansborg. 

Næstformand i LO Nanna Højlund udtaler til Fagbladet FOA, at man fra lovgivers side bør føle et stort ansvar for syge børn. Danmark er et af de lande, hvor mødre og fædre tilsammen arbejder mest, og det har nogle konsekvenser, når familie og arbejdsliv skal hænge sammen. 

Også FOAs formand Dennis Kristensen mener, at man med lovgivning kan sikre forældres mulighed for at blive hjemme med syge børn, samtidig med, at man med overenskomsterne kan sikre, at man ikke mister al indtjening eller muligvis får fuld dækning. "Det kan koste lidt for arbejdsgiverne, men det kan jo dækkes ind med sygedagpenge, og ved at vi i overenskomsterne lægger ovenpå", siger Dennis Kristensen til Fagbladet FOA.

Læs mere: Fagbladet FOA

Kilde: Avisen.dk

Udgivet i NYHEDER
torsdag, 01 september 2016 06:51

Nedslidte pædagoger

Ifølge en ny undersøgelse fra BUPL oplever mere end hver anden pædagog over 55 år behandlingskrævende nedslidthed. En nedslidthed som synes at være en af konsekvenserne af de seneste kommunale reformer og deraf følgende nedskæringer på daginstitutionsområdet.  

"Kan man leve med, at halvdelen af pædagogerne over 55 bliver nødt til at tage medicin for at gå på arbejde hver dag?" Sådan spørger Mette Aagaard Larsen, der er faglig sekretær i BUPL og efterspørger samtidig, at komme i dialog med arbejdsgiverne om de ældre pædagogers arbejdsvilkår. 

I undersøgelsen svarer 53 procent, at de oplever behandlingskrævende nedslidning. 30 procent oplever decideret fysisk nedslidning, fire procent oplever psykisk nedslidning og 18 procent oplever både fysisk og psykisk nedslidning. 

Flere af de adspurgte ønsker at trække sig fra arbejdsmarkedet, så snart økonomien tillader det og skyder skylden på de forringede arbejdsvilkår og det store arbejdspres.

Udgivet i NYHEDER

88% af de tonsvis af madvarer, som laves til måltider i Københavns offentlige køkkener var i 2015 økologiske. Det tal sætter kommunen på en klar førsteplads på verdensplan, for kommunens målsætning om at; 90% af al offentlig bespisning skal være økologisk, er langt foran krav i andre lande. Denne målsætning er nu næsten opnået, til borgmesterens store glæde, men byrådsmedlem og ordfører på området, Caroline Stage (V), vil af med kravet.

Går dit barn i institution med bespisning i Københavns kommune, så er kosten tæt på 90% økologisk.

Siden 2007, hvor økologien kun udgjorde 50%, har kommunen satset på uddannelse af køkkenpersonale i mindre madspild, flere grønsager og i at lave mad fra bunden. Når køkkenpersonalet selv bager brød, parterer kød, laver pålæg, bruger rester og bruger langt flere grønsager, spares der nemlig så mange penge på madbudgettet, at der kan anvendes stort set udelukkende økologiske madvarer, uden at det koster så meget som en krone mere end før.

Køkkenleder og kok Line Baasch fra institutionen Den Grønne Kastanje i København forklarer, at de gamle vaner med at købe færdigproduceret og færdighakket mad og grønt i store plastikspande både er økonomisk og sundhedsmæssigt dyrt. Hun og hendes mange kolleger i København, som bærer æren for at 90% af maden i københavnske institutioner er økologisk, er glade for, at København går forrest i kampen om bedre mad. Både for borgerne og for miljøet – og altså også for økonomien og arbejdsglæden.

Udgivet i NYHEDER

Lærer børn i danske børneinstitutioner nok, og lærer de på den rigtige måde? Ved vi, hvad vi er gode til, og hvad der kunne blive bedre? Nu skal det klarlægges i en stor, empirisk undersøgelse, anbefaler Agi Csonka, formand for Rådet for Børns Læring og direktør for SFI, Det Nationale Center for Velfærd.

Hvis man skal optimere noget, så er det afgørende at gøre det på kvalificeret grundlag. Ansvaret for, at kvaliteten i danske institutioner er i orden ligger hos Ellen Trane Nørby (V), minister for børn, undervisning og ligestilling, – og det er Rådet for Børns Lærings opgave at rådgive hende om, hvordan det står til derude på Mælkebøttestuen.

Formanden for Rådet for Børns Læring, Agi Csonka, mener, at der skal en grundig undersøgelse til, førend rådet kan tilbyde ministeren et samlet billede på kvaliteten.

Agi Csonka ønsker primært at undersøge læringen i institutionerne fra 0-6 år. Hvordan foregår den, er der nok af den, hvem foretager den, dokumenteres den – og hvad lærer børnene?

Hun understreger, at dette fokus på læring særligt er til for at oprette den skævvridning af læring, som kommer sig af, at nogle børn kommer fra ressourcesvage familier, hvor læringen ikke kommer af sig selv. En grundig vidensindsamling af læring og læringsmiljøer i institutionerne vil gøre det muligt i højere grad at kompensere for forældrenes manglende ressourcer mht børnenes læring. Så bliver ingen tabt på gulvet. 

Et andet fokus bør ifølge Agi Csonka være samarbejdet mellem forældre og pædagoger.

Hvis samarbejdet fungerer godt, kan det ifølge udenlandske forskningsresultater være godt for børnenes udvikling – så derfor ville det være en stor hjælp at vide mere om, hvordan det går herhjemme. Endelig er der også behov for mere efteruddannelse til pædagogerne, så de bliver klædt bedre på til at løfte den opgave, det øgede fokus på læring medfører.

Danmark er allerede med i en stor, international undersøgelse, som gør, at vi fremover kan sammenligne os med andre landes pædagogik og hverdag i institutioner.

Udgivet i SAMFUND

Den voldsomme kritik af forholdene i offentlige institutioner har sammen med de mange besparelser i de senere år medført, at private institutioner skyder op som aldrig før. Måske godt for børnene, men hvad med de ansatte?

Ugebrevet A4 bringer nyheden om, at Københavns Kommune fremover vil kræve, at de private institutioners ansatte har overenskomster, sådan at de ligestilles med ansatte i offentlige institutioner. Kravet om overenskomst, der kaldes en arbejdsklausul, er et resultat af en stigende tendens til, at ansatte i private institutioner arbejder for lavere løn og under ringere vilkår mht fx pension end ansatte med overenskomster.

Overenskomster med fagforeningerne betyder, at ansatte kan garanteres ens arbejdsforhold.

Alle offentlige institutioner har overenskomster, så deres ansatte ikke selv forhandler om løn og arbejdsforhold. Men ofte har de private institutioner altså fravalgt overenskomster, og det er dermed op til de ansatte selv at få forhandlet fx en ordentlig løn på plads. Og det sker på trods af, at de private institutioner modtager samme tilskud fra kommunen pr barn, som de offentlige institutioner gør. Disse penge går altså til at forbedre økonomien i de private institutioner på andre fronter end lige den, der handler om de ansattes arbejdsforhold.

Og det er ikke i orden, mener altså Københavns Kommune, som fremover vil kræve overenskomster af de private institutioner. Kravet har samlet flertal udenom kommunens Børne- og Ungdomsborgmester Pia Allerslev (V), som ikke mener, at det er politikernes sag at blande sig i forhandlingerne mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

Udgivet i SAMFUND

Fra mange sider kommer der nu vidnesbyrd efter vidnesbyrd fra frustrerede pædagoger, der slider sig selv op i forsøget på at gøre deres job. Nærværet har vanskelige kår i danske institutioner. Gruppen af professionelle omsorgspersoner, som skal tage sig af danske børn i størstedelen af deres vågne timer, har alt for længe råbt vagt i gevær. Elastikken kan ikke strammes mere. Vi har effektiviseret og uddannet og lavet læreplaner – men nærvær, det kræver flere hænder, end der er til rådighed nu.

I et debatindlæg i Politiken skriver en frustreret vuggestuepædagog, Cindie Christoffersen, om sin morgen med den 1,5 årige Johannes. Hun tager imod ham i fred og ro som et af de første børn på stuen. Det er tidligt om morgenen, moderen skal af sted før morgentrafikken, men der er ro på i institutionen, og pædagogen kan nusse om Johannes. Men lige så snart der kommer flere og flere børn, begynder manglen på hænder at vise sig.

Med eksemplet fra morgenafleveringssituationen viser Cindie os, hvordan børnene må parkeres og forsøgt selv-underholdt, mens de kun 2 ansatte haste-trøster det ene barn efter det andet. Der er ikke tid eller ro eller skød nok til at tage ordentligt og kærligt imod alle børn, selvom mange af dem bliver kede af det, når forældrene skal sige farvel i al hast på vej videre på job.

Gråd og snøften over at blive efterladt på gulvet med en bamse er hverdag i danske institutioner, fordi vi ikke er nok personale, skriver Cindie.

Der er for mange tidspunkter, hvor det er ren overlevelse. Hun peger på, at vi som samfund bør prioritere mere omsorg og tid til trøst og ro for vores yngste, hvis vi gerne vil have, at de vokser op til at blive aktive medborgere. Deres sociale og individuelle udvikling skal sættes højere op på prioriteringslisten, for børn skal ikke overlades til sig selv, skriver hun.

Udgivet i SAMFUND
torsdag, 17 marts 2016 00:16

Esthers første dag i vuggestue

For Anja og Jesper er der ikke noget mere unikt end at sidde med deres nyfødte datter Esther i deres favn. Holde Esther ind til deres krop og mærke Esthers og deres puls synkronisere sig. Mærke nærheden og intensiteten der går op i en højere enhed. Den kontakt kan ikke erstattes af nogen, denne oplevelse eksisterer kun imellem Anja, Jesper og Esther.

I de mange første måneder af Esthers liv er hun tæt knyttet til Anja og Jesper og omgivet af dem konstant. Det er meget afgørende måneder hvor Esther er omgivet af kærlighed og får sine behov dækket. Disse spor sætter sig hos Esther og har betydning for hende. Det er i familien at Esther får viden om værdier og hvordan hun skal forholde sig til verdenen. Det er her hun erfarer hvad en tæt relation betyder.

De fleste børn i Danmark starter i en institution, og det er her Esther møder sådan en som mig. Jeg er pædagog og arbejder i vuggestue afdelingen i et børnehus. Mit arbejde består blandt andet i, at være med til at udvikle Esther så hun kan lære at hvile i sig selv på sigt. Esther har om noget brug for at få udviklet sit sprog, relationer, motorik og udvikle empati for sig selv og ikke mindst for andre børn. Sagt på en anden måde, så har Esther rigtig meget hun skal tillærer sig i de tidlige år af hendes liv. Det er hele Esthers fundament.

Jeg modtager børn som for første gang skal være adskilt fra deres forældre omkring 7-8 timer og andre flere timer om dagen. Nogen børn tager det let at skulle adskille sig fra sin mor og far, mens andre børn har det svært.

Når forældrene møder op i institutionen første dag med Esther, opstår der med det samme et arbejde, for at skabe den nære relation og tryghed til Esther og forældrene. Det er nu vi sammen skal opbygge og give Esther viden om de værdier der er i institutionen, og hvilke værdier familien har.

Læs også: Hvem vil du vinke farvel med? Dig

Anja sidder med Esther på skødet mens vi taler om hvordan barslen har været. Anja holder kærligt om Esther og Anja forsøger hele tiden at have øjen kontakt med mig, mens hun også har fokus på Esther. Esther sidder og følger nysgerrigt med i hvem jeg mon er, mens mor og far sidder og snakker.

Jeg smiler til Esther og tager forsigtig min hånd hen imod Esther for at sige Hej. Mine øjne er smilende og min stemme er lav så Esther ikke bliver bange for mig. "Hej, Esther" "hvor er du kommet hen?" Anja smiler til mig og smiler til Esther. Relationen mellem Esther, Anja, Jesper og mig er igang og nu handler det om, at vi skal have fokus på tryghed og tillid. 

Anja og Jesper kigger på hinanden. De virker lidt usikre og alligevel afklaret med hvad der skal ske. Vi taler om rutiner, mad, søvn og den nære kontakts vigtighed for en god start i Esthers nye hverdag. Anja og jesper skal nu til at vænne sig til ikke at være sammen med Esther hele tiden.

Når jeg arbejder som pædagog arbejder jeg hele tiden ud fra, at alle børn skal være en del af et fællesskab. Et fælleskab hvor Esther er en vigtig brik for at være lige så værdig som menneske som de andre børn. Esther skal kunne navigere i mange forskellige arenaer, og her har Esther om nogen brug for at hvile i sig selv.

Mit fornemmeste job er at fylde Esther med en stor portion selvværd, selvtillid og lære hende hvad empati er. Esther har hver dag brug for at blive set, hørt og rørt i form af kram for at mærke sig selv. Jeg skal som pædagog gå forrest og guide hende og børnene.

Udgivet i SAMFUND
fredag, 18 februar 2022 11:54

Se mig

Jeg vil gerne fortælle dig om to børn, jeg kender.

Den ene er en mørkhåret pige på 3 år. Hendes mor står hver morgen og ordner hendes hår, så hun enten har fletninger, rottehaler eller en fin hestehale. Hver morgen bliver hun afleveret og ligner den yndigste lille pige. Det gør hun ikke, når hun bliver hentet. Så ligner hun en vildkat. Alle elastikker og hårspænder ligger rundt omkring i børnehaven, hendes hår stritter og hun har kun strømpebukser og undertrøje på, fordi hun lige har givet den gas inde i vores tumlerum.

 

Hvis det er en af de dage, hvor der har været mudder på legepladsen, så hænger hendes flyverdragt ikke i garderoben. Den står selv.

Pigen hedder Mejse. Hun lever livet fuldt ud. Alt skal opleves, undersøges og mærkes. Mejses forældre synes, det er skønt. De ved godt, at når man er tre år gammel, så skal man have lov til at udforske, røre og bare være.

 
 

I børnehaven er Mejse en af de børn, der kræver lidt af os voksne. Vi skal møde hendes nysgerrighed og pirre den. Vi skal være klar til at svare på spørgsmål, når Mejse stiller dem. Vi skal kigge og anerkende hende, når hun siger ”Se mig”. Vi skal formå at rumme Mejse til samlingerne og holde hendes interesse. 

Jacob er fire år. Han er lyshåret, og af en eller anden årsag, så ligner han altid en, der trænger til at blive klippet. Han er lidt forpjusket, og ikke særlig stor af sin alder. Han siger ikke så meget. Ikke fordi han ikke kan, men han synes bare ikke, at der er så meget at sige.

Jacob kan godt lide at lave puslespil og lege med LEGO. Han bygger ting. Ikke biler og slotte, som de andre børn. Nej, Jacob bygger tidsmaskiner, satellitter og vikingeskibe.

De andre børn kan godt lide Jacob, men det virker ikke til, at de helt forstår ham. Jacob kan godt lide at sidde ved siden af en voksen, når vi spiser.

 
 

Jacob siger aldrig ”Se mig”, hvilket gør det endnu vigtigere, at det lige præcis er det, vi gør. Ser ham og anerkender ham, som den helt særlige dreng, han er. Jacobs forældre laver mange ting med ham. De tager på museer og ind imellem i planetariet.

Mejse og Jacob er meget forskellige. Alligevel kræver de dog det samme af de voksne i børnehaven. Nemlig nærvær og omsorg.

Der er dog stor forskel på, hvordan denne omsorg giver sig til udtryk. Når jeg er sammen med Jacob, så prøver jeg at inddrage de andre børn, så de kan få øjnene op for, hvor fantastisk en dreng, han er. Jeg hjælper Jacob og de andre børn til at finde noget, de kan være fælles om. Jeg forsøger også at vise Jacob, at det også er dejligt at bruge sin krop til at springe, gynge og hoppe. 

Når jeg er sammen med Mejse, så prøver jeg at møde hendes livsglæde og bevægelyst, men jeg prøver også at vise hende glæderne ved at kigge i bøger og bruge sin finmotorik. 

I den perfekte verden kunne jeg, sammen med mine kolleger, nå både Jacob og Mejse hver dag. I virkeligheden bliver jeg nødt til at vælge. Alle børn i en børnehave har nemlig hver deres unikke personlighed, og derfor også hver deres udfordringer. Nogle har større udfordringer end andre, men det ændrer ikke på, at de alle skal mødes, ses, støttes og anerkendes.

Lige nu knokler vi, og vi gør hvad vi kan for at nå både Mejse, Jacob og alle de andre.

Vi bliver dog nødt til at indse, at det kan vi ikke. Desværre bliver det ikke bedre. Tværtimod. Omprioriteringsbidraget vil komme til at koste pædagogstillinger, og det vil skade børnene. Også dit. Vi skal have det stoppet. Nu. Vi skal tænke langsigtet og investere i børnene i stedet for. Det vil nemlig gavne os allesammen.

Læs også: Giv os en chance for balance

 

 

Udgivet i SAMFUND
søndag, 01 januar 2017 18:47

Gi' os en chance for balance

I 1998 sagde daværende statsminister Poul Nyrup:

"...Alt for mange børnefamilier lever i dag et hektisk liv, nogle måske mere hektisk end godt er. Vi har alle set unge forældre - oftest er det jo moderen - komme cyklende til daginstitutionen i det tidlige morgenmørke med de små søvndrukne bag på cyklen. Kan vi ikke gøre det lidt bedre?" og svaret her i 2015 er åbenbart ikke. 

Små 10 år senere kom Familie- og Arbejdslivskommisionens rapport 'En chance for balance' med en række forslag til forbedringer i børnefamiliernes hverdag, som faktisk kunne skabe balance, men rapporten blev lagt i skuffen, så endnu en chance blev forpasset.

 

Paradoksalt nok lyder der advarsel fra eksperter og politikere om, at unge mennesker føder for få børn. Og hvorfor gør de så ikke det?

Nogle mener, at de er for selvoptagede og de ikke er klar til at erstatte det uforpligtende liv med ansvar for nye små borgere.. Jeg tror, at det er fordi, at børnefamilierne ikke har en reel chance for at finde balancen. Danske småbørnsforældre har europarekord i udearbejde. Forældre med små børn arbejder hvad der samlet svarer til to fuldtidsstillinger. Oven i kommer transport til og fra arbejde og transport til og fra daginstitution.

Det betyder lange dage for familiens mindste i daginstitutioner, som i øvrigt har udsigt til at blive endnu mere pressede, hvis et flertal i Folketinget stemmer for det foreslåede omprioriteringsbidrag.

Børnefamilierne er ikke kun pressede, mange af dem er på kanten til at segne. Regeringens løsningsforslag på udfordringen er ringere vuggestuer og børnehaver, endnu flere arbejdstimer og en boligjobordning, som betyder at mor og far kan arbejde lidt mere, for så at betale andre for at udføre husligt arbejde, hente børn i daginstitution osv.

 
 

Det er ganske uambitiøst, når finanslovsforslagets eneste bud på en familiepolitik til børnefamilier er boligjobording. Hvor ville det have klædt regeringen, hvis familiebalancen og kvaliteten i vores daginstitutioner havde fundet vej til finanslovsforslaget.

I Sverige kan de. Her har man et motto om, hvad der er godt for børnefamilierne er godt for Sverige. Fra højre til venstre i den svenske rigsdag har man erkendt, at fundamentet for fremtidens Sverige er børn og deres forældre. I Sverige har hver forælder i de seneste 40 år haft retten til 60 omsorgsdage årligt. Lovsikrede omsorgsdage til syge børn, lægebesøg, institutionsskift etc. Oveni har svenske forældre en lovsikret ret til deltid.

Så det er ikke en fysisk umulighed, at skabe en ramme som kan hjælpe børnefamilierne gennem hverdagen og måske endda bidrage med flere nye små borgere. Det er et spørgsmål om prioritering.

På opfordring kan der startes med retten til frihed ved børns sygdom og retten til omsorgsdage, samt lovsikret ret til deltid. Og så kommer vi ikke uden om kvaliteten i vores daginstitutioner. Der mangler 4.400 pædagoger, hvis vi sammenligner med 2009 - det kan selvfølgelig mærkes og det bidrager til øget ubalance i familieregnskabet, for vi går på arbejde med ondt i maven og dårlig samvittighed.

 

Vi skal erkende det fælles ansvar og skabe rammer der giver børnefamilierne en reel chance for balance i familieregnskabet.

Vi skal gøre det for børnefamiliernes skyld, for Danmarks skyld og for børnenes skyld.

 

 

 

 

Udgivet i SAMFUND
Side 1 ud af 2