Jeg tror, at næsten alle forældre (særligt mødre) har prøvet at aflevere et grædende barn i institution. Nogle også i skolen.

For nogle børn/voksne varer dette problem hele institutionstiden! Alle årene i institution er et helvede i afleveringen! For andre er det blot en overgang. 

Hvad sker der, når det ”går over”?

Ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at børn der har gået i børnehave i stedet for at blive passet hjemme, får højere karakterer til folkeskolens afgangseksamen.

Danske unge, der som børn har gået i børnehave i stedet for at blive passet hjemme, får et højere karaktergennemsnit til folkeskolens afgangseksamen. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet, som har undersøgt udviklingen for 125.000 danske børn født i årene 1987 til 1992 skriver Kristeligt Dagblad.

Resultaterne viser overraskende nok, at børn af mødre, som har arbejdet fuld tid de første tre år efter barslen, faktisk har et 2,2 procent højere gennemsnit end børn af hjemmegående mødre.

I undersøgelserne er der taget højde for faktorer, der påvirker børnenes evner i skolen, så som forældrenes uddannelsesniveau, indkomst og etniske og sundhedsmæssige faktorer. Forskergruppen har hentet deres tal fra Danmarks Statistik og undersøgelsen beror på 125.000 danske børn født i årene 1987 til 1992.

Per Schultz Jørgensen, der er familieforsker og tidligere formand for Børnerådet, synes at det er tankevækkende at påvirkningen rækker så langt op i årene. Han mener, at man især kan påvirke den negative sociale arv med god kvalitet i daginstitutionerne i forhold til de børn, som får lidt mindre med sig hjemmefra. 

For Anja og Jesper er der ikke noget mere unikt end at sidde med deres nyfødte datter Esther i deres favn. Holde Esther ind til deres krop og mærke Esthers og deres puls synkronisere sig. Mærke nærheden og intensiteten der går op i en højere enhed. Den kontakt kan ikke erstattes af nogen, denne oplevelse eksisterer kun imellem Anja, Jesper og Esther.

I de mange første måneder af Esthers liv er hun tæt knyttet til Anja og Jesper og omgivet af dem konstant. Det er meget afgørende måneder hvor Esther er omgivet af kærlighed og får sine behov dækket. Disse spor sætter sig hos Esther og har betydning for hende. Det er i familien at Esther får viden om værdier og hvordan hun skal forholde sig til verdenen. Det er her hun erfarer hvad en tæt relation betyder.

De fleste børn i Danmark starter i en institution, og det er her Esther møder sådan en som mig. Jeg er pædagog og arbejder i vuggestue afdelingen i et børnehus. Mit arbejde består blandt andet i, at være med til at udvikle Esther så hun kan lære at hvile i sig selv på sigt. Esther har om noget brug for at få udviklet sit sprog, relationer, motorik og udvikle empati for sig selv og ikke mindst for andre børn. Sagt på en anden måde, så har Esther rigtig meget hun skal tillærer sig i de tidlige år af hendes liv. Det er hele Esthers fundament.

Jeg modtager børn som for første gang skal være adskilt fra deres forældre omkring 7-8 timer og andre flere timer om dagen. Nogen børn tager det let at skulle adskille sig fra sin mor og far, mens andre børn har det svært.

Når forældrene møder op i institutionen første dag med Esther, opstår der med det samme et arbejde, for at skabe den nære relation og tryghed til Esther og forældrene. Det er nu vi sammen skal opbygge og give Esther viden om de værdier der er i institutionen, og hvilke værdier familien har.

Læs også: Hvem vil du vinke farvel med? Dig

Anja sidder med Esther på skødet mens vi taler om hvordan barslen har været. Anja holder kærligt om Esther og Anja forsøger hele tiden at have øjen kontakt med mig, mens hun også har fokus på Esther. Esther sidder og følger nysgerrigt med i hvem jeg mon er, mens mor og far sidder og snakker.

Jeg smiler til Esther og tager forsigtig min hånd hen imod Esther for at sige Hej. Mine øjne er smilende og min stemme er lav så Esther ikke bliver bange for mig. "Hej, Esther" "hvor er du kommet hen?" Anja smiler til mig og smiler til Esther. Relationen mellem Esther, Anja, Jesper og mig er igang og nu handler det om, at vi skal have fokus på tryghed og tillid. 

Anja og Jesper kigger på hinanden. De virker lidt usikre og alligevel afklaret med hvad der skal ske. Vi taler om rutiner, mad, søvn og den nære kontakts vigtighed for en god start i Esthers nye hverdag. Anja og jesper skal nu til at vænne sig til ikke at være sammen med Esther hele tiden.

Når jeg arbejder som pædagog arbejder jeg hele tiden ud fra, at alle børn skal være en del af et fællesskab. Et fælleskab hvor Esther er en vigtig brik for at være lige så værdig som menneske som de andre børn. Esther skal kunne navigere i mange forskellige arenaer, og her har Esther om nogen brug for at hvile i sig selv.

Mit fornemmeste job er at fylde Esther med en stor portion selvværd, selvtillid og lære hende hvad empati er. Esther har hver dag brug for at blive set, hørt og rørt i form af kram for at mærke sig selv. Jeg skal som pædagog gå forrest og guide hende og børnene.

Den voldsomme kritik af forholdene i offentlige institutioner har sammen med de mange besparelser i de senere år medført, at private institutioner skyder op som aldrig før. Måske godt for børnene, men hvad med de ansatte?

Ugebrevet A4 bringer nyheden om, at Københavns Kommune fremover vil kræve, at de private institutioners ansatte har overenskomster, sådan at de ligestilles med ansatte i offentlige institutioner. Kravet om overenskomst, der kaldes en arbejdsklausul, er et resultat af en stigende tendens til, at ansatte i private institutioner arbejder for lavere løn og under ringere vilkår mht fx pension end ansatte med overenskomster.

Overenskomster med fagforeningerne betyder, at ansatte kan garanteres ens arbejdsforhold.

Alle offentlige institutioner har overenskomster, så deres ansatte ikke selv forhandler om løn og arbejdsforhold. Men ofte har de private institutioner altså fravalgt overenskomster, og det er dermed op til de ansatte selv at få forhandlet fx en ordentlig løn på plads. Og det sker på trods af, at de private institutioner modtager samme tilskud fra kommunen pr barn, som de offentlige institutioner gør. Disse penge går altså til at forbedre økonomien i de private institutioner på andre fronter end lige den, der handler om de ansattes arbejdsforhold.

Og det er ikke i orden, mener altså Københavns Kommune, som fremover vil kræve overenskomster af de private institutioner. Kravet har samlet flertal udenom kommunens Børne- og Ungdomsborgmester Pia Allerslev (V), som ikke mener, at det er politikernes sag at blande sig i forhandlingerne mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

I 1998 sagde daværende statsminister Poul Nyrup:

"...Alt for mange børnefamilier lever i dag et hektisk liv, nogle måske mere hektisk end godt er. Vi har alle set unge forældre - oftest er det jo moderen - komme cyklende til daginstitutionen i det tidlige morgenmørke med de små søvndrukne bag på cyklen. Kan vi ikke gøre det lidt bedre?" og svaret her i 2015 er åbenbart ikke. 

Små 10 år senere kom Familie- og Arbejdslivskommisionens rapport 'En chance for balance' med en række forslag til forbedringer i børnefamiliernes hverdag, som faktisk kunne skabe balance, men rapporten blev lagt i skuffen, så endnu en chance blev forpasset.

Paradoksalt nok lyder der advarsel fra eksperter og politikere om, at unge mennesker føder for få børn. Og hvorfor gør de så ikke det?

Nogle mener, at de er for selvoptagede og de ikke er klar til at erstatte det uforpligtende liv med ansvar for nye små borgere.. Jeg tror, at det er fordi, at børnefamilierne ikke har en reel chance for at finde balancen. Danske småbørnsforældre har europarekord i udearbejde. Forældre med små børn arbejder hvad der samlet svarer til to fuldtidsstillinger. Oven i kommer transport til og fra arbejde og transport til og fra daginstitution.

Det betyder lange dage for familiens mindste i daginstitutioner, som i øvrigt har udsigt til at blive endnu mere pressede, hvis et flertal i Folketinget stemmer for det foreslåede omprioriteringsbidrag.

Børnefamilierne er ikke kun pressede, mange af dem er på kanten til at segne. Regeringens løsningsforslag på udfordringen er ringere vuggestuer og børnehaver, endnu flere arbejdstimer og en boligjobordning, som betyder at mor og far kan arbejde lidt mere, for så at betale andre for at udføre husligt arbejde, hente børn i daginstitution osv.

Det er ganske uambitiøst, når finanslovsforslagets eneste bud på en familiepolitik til børnefamilier er boligjobording. Hvor ville det have klædt regeringen, hvis familiebalancen og kvaliteten i vores daginstitutioner havde fundet vej til finanslovsforslaget.

I Sverige kan de. Her har man et motto om, hvad der er godt for børnefamilierne er godt for Sverige. Fra højre til venstre i den svenske rigsdag har man erkendt, at fundamentet for fremtidens Sverige er børn og deres forældre. I Sverige har hver forælder i de seneste 40 år haft retten til 60 omsorgsdage årligt. Lovsikrede omsorgsdage til syge børn, lægebesøg, institutionsskift etc. Oveni har svenske forældre en lovsikret ret til deltid.

Så det er ikke en fysisk umulighed, at skabe en ramme som kan hjælpe børnefamilierne gennem hverdagen og måske endda bidrage med flere nye små borgere. Det er et spørgsmål om prioritering.

På opfordring kan der startes med retten til frihed ved børns sygdom og retten til omsorgsdage, samt lovsikret ret til deltid. Og så kommer vi ikke uden om kvaliteten i vores daginstitutioner. Der mangler 4.400 pædagoger, hvis vi sammenligner med 2009 - det kan selvfølgelig mærkes og det bidrager til øget ubalance i familieregnskabet, for vi går på arbejde med ondt i maven og dårlig samvittighed.

Vi skal erkende det fælles ansvar og skabe rammer der giver børnefamilierne en reel chance for balance i familieregnskabet.

Vi skal gøre det for børnefamiliernes skyld, for Danmarks skyld og for børnenes skyld.

I Danmark starter de fleste børn i vuggestue eller dagpleje lige omkring deres 1 års fødselsdag. Dermed er de danske børn blandt de børn i verden, der starter tidligst i daginstitution. De er også de børn i verden, der tilbringer flest timer af deres dag i daginstitutioner. Vi taler bare ikke så meget om det.

På kun 50 år er vi gået fra at betragte institutionerne som en nødvendig forudsætning for forældrenes deltagelse på arbejdsmarkedet, til i dag at betragte dem som en nærmest nødvendig del af børns udvikling. Det er de ikke. 

Samfundets rammer lægger dog ikke ligefrem op til, at vi selv tager os af vores børn fuld tid i de første ellers så afgørende år, og derfor kræver det mod, vilje og benhård prioritering at vælge det.

En af grundene til det er fx den måde vores skattesystem er skruet sammen på, en anden er det pasningstilskud, som staten giver i støtte til børnepasningen; begge dele nærmest tvinger begge forældre til at arbejde fuldtid, mens deres guldklumper tilbringer dagen med profesionelle omsorgspersoner.

Statsfinansieret pasning

Det offentlige støtter altså ikke kun 1:4-pasning i institutionen, men også 1:1-pasning i hjemmet, og det er jo meget godt.

Den eneste hage ved det er, at det vel at mærke ikke må være en af barnets forældre, der passer det! Hvem må så stå for 1:1-pasningen af det lille barn i dets eget hjem? Det er i princippet lige meget – så længe vedkommende er fyldt 18 år og har en ren straffeattest – bare det ikke er barnets far eller mor. 

Læs også: Er den nogen hjemme? - En antologi om hjemmepasning

Alle andre end forældrene

Det oplagte ville være at lade pengene følge barnet. At vi i stedet for at lade pengene følge vuggestuen, dagplejen, onklen, bedstemoren eller den 18-årige giver forældrene råderetten over tilskuddet og et reelt frit valg i forhold til pasningen af deres børn.

Red: Siden forfatteren skrev denne artikel, er flere kommuner begyndt at tilbyde tilskud til pasning af egne børn. En undersøgels,  der er opdateret i 2022 viser, at halvdelen af landets kommuner nu tilbyder tilskuddet. 

Kommuner har siden 2002 haft mulighed for at give tilskud til forældre, der passer egne børn i alderen 24 uger og frem til skolestart.

Børne- og Socialministeriet har set nærmere på, hvor mange kommuner der giver tilskud, og udviklingen i antallet af børn der bliver passet af egne forældre med tilskud fra kommunen.

Rapport - Kort fortalt: Halvdelen af landets kommuner yder tilskud til pasning af egne børn (pdf)

Når jeg afleverer min datter i børnehave, vil hun gerne vinke farvel med en pædagog. Hvis jeg spørger hende: "Hvem vil du vinke farvel med?" Svarer hun altid: "Dig."

Av. Jeg får et stik i hjertet. Hver gang.

Det tror jeg mange forældre gør, når de skal aflevere deres børn. For at undgå smerten og barnets gråd, forsøger vi at få det hele hurtigt overstået. Måske sender vi barnet i armene på en pædagog og møder dets grædende ansigt med et akavet smil og en febrilsk vinken, mens vi bedragerisk siger: "Mor kommer lige om lidt igen.". Eller vi gør barnet forkert og siger: "Hvad hyler du for? Vi ses jo lige om lidt igen. Hvorfor skal det være sådan hver morgen? Hold nu op med det hyleri." Og giver det ansvaret, når vi siger: "Slip mig nu, jeg kommer for sent, hvis jeg ikke går nu.". Måske er vi i tankerne allerede på arbejdet, og på den måde kunne vi lige så godt lade vores barn gå alene til institutionen, for det føles lige så tomt at være sammen med os.

Vi gør afskeden mere smertefuld ved ikke at få sagt ordentlig farvel.

Hvad vil det sige at tage ordentlig afsked?

For børn er det vigtigste ikke at få deres vilje, det vigtigste er at få lov at have det, som de har det. Og netop dét, har vi ofte sværest ved at give dem. Hvis vi vil øve os i den kunst, handler det om at acceptere, at følelser er, som de er – og vide, at de hurtigere falder til ro, når de bliver mødt med anerkendelse frem for afvisning. Det gælder for børn såvel som voksne.

Forleden morgen i børnehaven, da min datter sagde: Dig. Og hendes hage hang helt nede på brystet, tog jeg hende over på mit skød.

– Nu bliver du ked af, at jeg skal gå (pause). Kom, lad os få sagt ordentlig farvel, sagde jeg og krammede hende.

Vi sad lidt sådan og derefter gav jeg hende stille og roligt til en pædagog og gik.

Det er sådan, jeg anerkender min datters ønske om, at jeg skal blive. Selvom hun ikke kan få det, som hun gerne vil, får hun ikke en oplevelse af at være forkert eller besværlig. Tværtimod. Hun får en oplevelse af sig selv som meningsfuld. Det er i orden at ville have, at ens mor skal blive, og det er i orden at blive ked af det, når man ikke kan få det, som man gerne vil have det – og det gør det nemmere for hende at slippe mig og sige farvel. For når vi accepterer vores børns følelser, bliver det nemmere for dem selv at acceptere dem.

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

Hver tredje kommune lever ikke op til dagtilbudsloven, når der skal føres tilsyn i institutionerne, viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut. 

Derfor kan man som forælder ikke kan være sikre på, at kommunen selv holder øje med, om kvaliteten i deres vuggestue eller børnehave er i orden.