Når jeg afleverer min datter i børnehave, vil hun gerne vinke farvel med en pædagog. Hvis jeg spørger hende: "Hvem vil du vinke farvel med?" Svarer hun altid: "Dig."

Av. Jeg får et stik i hjertet. Hver gang.

Det tror jeg mange forældre gør, når de skal aflevere deres børn. For at undgå smerten og barnets gråd, forsøger vi at få det hele hurtigt overstået. Måske sender vi barnet i armene på en pædagog og møder dets grædende ansigt med et akavet smil og en febrilsk vinken, mens vi bedragerisk siger: "Mor kommer lige om lidt igen.". Eller vi gør barnet forkert og siger: "Hvad hyler du for? Vi ses jo lige om lidt igen. Hvorfor skal det være sådan hver morgen? Hold nu op med det hyleri." Og giver det ansvaret, når vi siger: "Slip mig nu, jeg kommer for sent, hvis jeg ikke går nu.". Måske er vi i tankerne allerede på arbejdet, og på den måde kunne vi lige så godt lade vores barn gå alene til institutionen, for det føles lige så tomt at være sammen med os.

Vi gør afskeden mere smertefuld ved ikke at få sagt ordentlig farvel.

Hvad vil det sige at tage ordentlig afsked?

For børn er det vigtigste ikke at få deres vilje, det vigtigste er at få lov at have det, som de har det. Og netop dét, har vi ofte sværest ved at give dem. Hvis vi vil øve os i den kunst, handler det om at acceptere, at følelser er, som de er – og vide, at de hurtigere falder til ro, når de bliver mødt med anerkendelse frem for afvisning. Det gælder for børn såvel som voksne.

Forleden morgen i børnehaven, da min datter sagde: Dig. Og hendes hage hang helt nede på brystet, tog jeg hende over på mit skød.

– Nu bliver du ked af, at jeg skal gå (pause). Kom, lad os få sagt ordentlig farvel, sagde jeg og krammede hende.

Vi sad lidt sådan og derefter gav jeg hende stille og roligt til en pædagog og gik.

Det er sådan, jeg anerkender min datters ønske om, at jeg skal blive. Selvom hun ikke kan få det, som hun gerne vil, får hun ikke en oplevelse af at være forkert eller besværlig. Tværtimod. Hun får en oplevelse af sig selv som meningsfuld. Det er i orden at ville have, at ens mor skal blive, og det er i orden at blive ked af det, når man ikke kan få det, som man gerne vil have det – og det gør det nemmere for hende at slippe mig og sige farvel. For når vi accepterer vores børns følelser, bliver det nemmere for dem selv at acceptere dem.

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

Rigtig mange børn får alt for lidt voksenkontakt i vuggestuen. 

Det udtaler forsker Ole Henrik Hansen, ph.d.-stipendiat på DPU, Aarhus Universitet, i et interview til Politiken.

Ole Henrik Hansen er i øjeblikket i færd med at lave en afhandling om det 0-3-årige barn i vuggestuen og dets relation med de voksne, med særligt fokus på sprogudvikling. Han har lavet observationer, hvor små børn får 15 minutters voksenkontakt på en hel dag. En gang har han endda observeret en 14 måneder gammel dreng være alene i fem kvarter, uden at nogen voksne kontaktede ham.

Børn indordner sig

Sådan ser mange danske børns virkelighed ud i vuggestuen, mener han, og fortsætter: ”Nogle gange kan jeg næsten ikke holde ud at lave de her observationer i vuggestuerne, for det er seriøst trist. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at børn indretter sig. Du kan udsætte børn for næsten hvad som helst, så indordner de sig, men de går rundt som små zombier, som bare venter på at blive hentet. Det er så forkert”.

Mange gange bliver børnene også hentet sent, og det betyder, at der heller ikke er den store voksenkontakt, når de komme hjem, hvilket gør problematikken endnu værre."Vi får nogle sårbare, ulykkelige børn af det her. Det er ikke tilfældigt, at man de sidste ti år har set langt flere børn med opmærksomhedsproblemer. Den slags problemer skyldes især manglende opmærksomhed i den tidlige barndom”, siger Ole Henrik Hansen. Læs f.eks hans bog Det ved vi om - Betydningen af voksen-barn-kommunikation

Flere ting på spil

Ifølge Ole Henrik Hansen handler det om flere ting. Dels om normeringerne, men det handler endnu mere om at bruge ressourcerne bedre og organisere pædagogikken mere hensigtsmæssigt:

”Uddannelse og videreuddannelse og langt bedre, mere udfordrende og indsigtsfuld ledelse, så man kan skabe den struktur, der er nødvendig, for at børnene kan udvikle sig.

Det handler om, at pædagogerne skal være veluddannede, men også om, at de skal vide, hvad det vil sige at arbejde i en vuggestue. I mit hoved er vuggestuen det absolut vigtigste dagtilbud. Det er et pædagogisk tilbud, der kræver, at man virkelig ved, hvad man laver. Ikke mindst fordi børnene ikke verbalt kan udtrykke særlig meget.

Hvis man ikke er godt uddannet, kan det være svært at aflæse barnet, at indtage barnets perspektiv, og det her handler netop om opmærksomhed og nærvær. 

Hvis ikke pædagogerne er uddannet, så de ved, hvad der er i spil, så ser de ikke børnene, og så kan børnene kun futte rundt og vente på at komme hjem. De, der taber, er de børn, der heller ikke bliver set derhjemme. Det behøver ikke være de socialt svage børn. Det kan sagtens være veluddannedes børn, hvor familierne er travle. Det handler ikke om penge, men indstilling til livet”.

Ifølge Ole Henrik Hansen har vi indrettet os forkert. Vuggestuen kunne indrettes meget mere smart ved at skabe bedre pædagogiske læringsmiljøer. Han mener ikke, at det har så meget med normering at gøre, men, at det der mangler mest af alt, er engagerede og konfronterende ledere, som kritisk vurderer kvaliteten af arbejdet og de ansattes evner og indsats.

Jeg vil gerne fortælle dig om to børn, jeg kender.

Den ene er en mørkhåret pige på 3 år. Hendes mor står hver morgen og ordner hendes hår, så hun enten har fletninger, rottehaler eller en fin hestehale. Hver morgen bliver hun afleveret og ligner den yndigste lille pige. Det gør hun ikke, når hun bliver hentet. Så ligner hun en vildkat. Alle elastikker og hårspænder ligger rundt omkring i børnehaven, hendes hår stritter og hun har kun strømpebukser og undertrøje på, fordi hun lige har givet den gas inde i vores tumlerum.

Hvis det er en af de dage, hvor der har været mudder på legepladsen, så hænger hendes flyverdragt ikke i garderoben. Den står selv.

Pigen hedder Mejse. Hun lever livet fuldt ud. Alt skal opleves, undersøges og mærkes. Mejses forældre synes, det er skønt. De ved godt, at når man er tre år gammel, så skal man have lov til at udforske, røre og bare være.

I børnehaven er Mejse en af de børn, der kræver lidt af os voksne. Vi skal møde hendes nysgerrighed og pirre den. Vi skal være klar til at svare på spørgsmål, når Mejse stiller dem. Vi skal kigge og anerkende hende, når hun siger ”Se mig”. Vi skal formå at rumme Mejse til samlingerne og holde hendes interesse. 

Jacob er fire år. Han er lyshåret, og af en eller anden årsag, så ligner han altid en, der trænger til at blive klippet. Han er lidt forpjusket, og ikke særlig stor af sin alder. Han siger ikke så meget. Ikke fordi han ikke kan, men han synes bare ikke, at der er så meget at sige.

Jacob kan godt lide at lave puslespil og lege med LEGO. Han bygger ting. Ikke biler og slotte, som de andre børn. Nej, Jacob bygger tidsmaskiner, satellitter og vikingeskibe.

De andre børn kan godt lide Jacob, men det virker ikke til, at de helt forstår ham. Jacob kan godt lide at sidde ved siden af en voksen, når vi spiser.

Jacob siger aldrig ”Se mig”, hvilket gør det endnu vigtigere, at det lige præcis er det, vi gør. Ser ham og anerkender ham, som den helt særlige dreng, han er. Jacobs forældre laver mange ting med ham. De tager på museer og ind imellem i planetariet.

Mejse og Jacob er meget forskellige. Alligevel kræver de dog det samme af de voksne i børnehaven. Nemlig nærvær og omsorg.

Der er dog stor forskel på, hvordan denne omsorg giver sig til udtryk. Når jeg er sammen med Jacob, så prøver jeg at inddrage de andre børn, så de kan få øjnene op for, hvor fantastisk en dreng, han er. Jeg hjælper Jacob og de andre børn til at finde noget, de kan være fælles om. Jeg forsøger også at vise Jacob, at det også er dejligt at bruge sin krop til at springe, gynge og hoppe. 

Når jeg er sammen med Mejse, så prøver jeg at møde hendes livsglæde og bevægelyst, men jeg prøver også at vise hende glæderne ved at kigge i bøger og bruge sin finmotorik. 

I den perfekte verden kunne jeg, sammen med mine kolleger, nå både Jacob og Mejse hver dag. I virkeligheden bliver jeg nødt til at vælge. Alle børn i en børnehave har nemlig hver deres unikke personlighed, og derfor også hver deres udfordringer. Nogle har større udfordringer end andre, men det ændrer ikke på, at de alle skal mødes, ses, støttes og anerkendes.

Lige nu knokler vi, og vi gør hvad vi kan for at nå både Mejse, Jacob og alle de andre.

Vi bliver dog nødt til at indse, at det kan vi ikke. Desværre bliver det ikke bedre. Tværtimod. Omprioriteringsbidraget vil komme til at koste pædagogstillinger, og det vil skade børnene. Også dit. Vi skal have det stoppet. Nu. Vi skal tænke langsigtet og investere i børnene i stedet for. Det vil nemlig gavne os allesammen.

Læs også: Giv os en chance for balance

For tiden debatteres det mange steder, om de danske småbørn ville være bedre tjent uden den tidlige start og omfattende pasning i vuggestue og dagpleje.

Flere og flere forældre begynder at stoppe op og overveje, hvad de og deres børn er bedst tjent med i stedet for bare at følge flokken og gøre som alle andre.

Flere og flere hjemmepassere

Antallet af forældre, der passer deres børn hjemme, er stærkt stigende, men antallet af de forældre, der drømmer om at gøre det, men ikke kan få det til at lade sig gøre, er endnu større. 

Forældrene er de mest oplagte

Det drejer sig altså om flere tusinde børn mellem 0-6 år, - som på trods af diagnoser og handicaps, flyttes til almindelige daginstitutioner, uden at der i reglen følger ressourcer med.

Ifølge Jakob Sølvhøj kræver inklusionen både efteruddannelse, flere medarbejdere og alternative fysiske rammer for at lykkedes.

53 procent mener, at de har børn i daginstitutionen, som ville have bedre af at gå i et specialtilbud.