Bare at fravælge karrieren er vist ikke prydet med norm-bryderens laurbærkrans. Egentlig sjovt, at det hedder "kvinder (- ja undskyld, men jeg har sjældent læst om mænd i den sammenhæng, selvom de findes) fravælger karrieren for at gå hjemme" - for vi har jo ikke en karriere allesammen, mange af os har et arbejde, et job, noget, der giver smør på brødet og som er fint nok.

Pludselig er der skrevet og sagt en masse om, og af, hjemmegående kvinder i pressen. Jeg får en del spørgsmål om, hvad man laver i løbet af dagen. For dem, der er nysgerrige, så er I velkomne til at læse med her, hvor jeg vil skitsere, hvad denne uge er gået med.

Mandag

Formiddag:  Lege med togbane med James, ordne vasketøj, mens han leger med biler, skrive fonds-ansøgninger og forberede et møde, putte James i barnevogn og købe ind, holde møde med min partner in crime med noget foreningsopstart (www.power-kids.dk, det bliver SÅ sejt!), hjem igen, hente Silvia kl 13, James vågner i barnevognen. 

Eftermiddag: Både Molly og Bastian har venner med hjem fra skole. Der er børn over det hele hele eftermiddagen, jeg bager to plader boller og skærer en million gulerødder ud. Vi spiser som regel et lille måltid sammen med legekammerater kl 15. Ordner mere vasketøj, rydder lidt op, tørrer køkkengulvet over, skriver mails, mens de små er lykkeligt underholdt af de store børn på trampolin og med mudderkager.

Aften: Går slag i slag - mad, bad, film (fx et afsnit af Lille Nørd), bog, sove for de små.

 Tirsdag

Formiddag: Er lidt ophidset over, at jeg skal holde et vigtigt møde med lederen af Fritidsordningen på skolen om det der Powerkids. Det er kl 12, så resten af formiddagen skal passe med, at James sover trygt i barnevognen imens.

Går kl 11, køber ind på vejen, når at tale i tlf med god veninde og møde en anden veninde til kaffe i skolens cafe. Mødet kl 12 går godt. Pyha. 

Onsdag

Går på biblioteket. Hjem og putte James i barnevogn. Han er faldet i søvn i cyklen på vej hjem.

James sover stadig. Vi bager kage, laver noget klar til aftensmad, men men men - vi skal til minikoncert på Bastians musikskole kl 17.30, og det trækker ud.  så aftensmaden bliver til 4 frysepizzaer fra fakta og saftevand, for vi er alle flade. Foran en tegnefilm på flimmeren. Hvor vi skændes. Forsøger at få alle mand i seng til tiden. Mislykkes. Rydder hele huset op. Og jeg kommer til at læse i en god bog alt for længe. Og skrive på noget fondsansøgning. Har ide til større samarbejde med skolerne i kommunen, og det bruger jeg lidt for lang tid på. Ringer til min mor og siger piv piv over aftenen. 

Torsdag

Fredag:

Molly får til gengæld en fridag, hun er helt mast efter at have taget 10 km mærke til spejder i aftes. Hun nyder at lege med sin lillebror i fred for de andre søskende, jeg må ikke være med, så jeg mailer, taler med en veninde i tlf, gør rent, og lægger rent sengetøj på.

Køber ind på vejen hjem. Ud igen til et interview med en lokalavis om Powerkids, mens James er med i barnevogn, sovende. Hjem til Molly, spise frokost med hende. James vågner, han får en mad, mens vi læser en bog. Vi tager bilen over og hente Silvia, dropper Molly af på skolen. Hun følges med nogle veninder og en anden mor til Hillerød, hvor de går til Heltetræning. Idag er sidste gang, så de fejrer med Pizzeria bagefter.

Købe lidt mere snask ind på vejen hjem, det er jo fredag. 

For kun 1 år siden havde jeg ikke troet jeg skulle være hvor jeg er i dag. Jeg var på et sted i mit liv, med 2 små børn på hhv. 1 og knap 4 år, hvor jeg havde forenet mig med tanken om, at jeg nok skulle være træt hele tiden, veje de der små 10 kg for meget, være plaget af svamp, have humørsvingninger konstant samt en laaang menstruationscyklus med mange pms-symptomer og en konstant sukker- og brød/pasta-trang.

Undervejs i onlineforløbet sker der ting med mig som jeg ikke havde set komme, sider af mig vækkes og jeg føler mig stærkere, kærligere og mere overskudsagtig, hurtigere end jeg havde og turde håbe på. Som sidegevinst taber jeg mig ca 8 kg (som jeg tog på under 2. graviditet), kommer af med al mit svamp, mister alle cravings efter sukker, brød og pasta og får en almindelig menstruationscyklus og færre pms-symptomer.

"Vi skal ikke være kærester" - sangen med hende der pigen fra 5.x. knalder ud over hele huset, skarpt fulgt af "Fugle" og "All about da Bass". Børnestemmer mellem 2 og 12 år gjalder, fødder tramper, der bliver råbt om "snyd" med stopdansen. Der ligger våde flyverdragter og fedtede vanter over det hele, der er købt popcorn til Disney sjov, togbanerne smyger sig rundt om møblerne i stuen. 

Det er ikke helt så spændende at følge med i, hvor langt jeg er, som det var, da jeg ventede min første for snart 12 år siden. Min blog henne på www.kristinahobbs.com handler meget om livet med børn, både som hjemmegående og som arbejdende med institutions- og skolebørn, men jeg glemmer helt at skrive om at være gravid. Det må jeg råde bod på. 

Det var i hvertfald en skrækkelig udfordring at putte 4 børn med aftensmaden stående i halsen og koldsveden piblende ned i øjnene, mens et fatamorgana om wc-kummens hvide frelse dansede for mit indre blik. Så er det altså svært at fokusere på "Marmelade Amalie" og "Willi bager pandekager" og alle de andre godnathistorier....OM MAD! ADDDDWR!!

Det var det mest kærlige øjeblik, vi var så fælles om det hele, de blev så glade. Min datter på 9 år jublede og ringede til veninder og mine forældre - hun vil være med til fødslen. Det var SÅ fedt og uventet. Jeg troede, at navnlig de store havde fået nok af småbørn, som hyler om morgenen over at skulle have flyverdragt på i stedet for Frost-kjole og små ballerinaer, og som smører computerskærme ind i Mentholatum og hælder taskeindhold i wc'et. 

Har sådan en drøm om at føde som i hine tider, hvor Mor lå og baksede med stængerne i vejret på første sal, mens mændene sad i stuen og ventede nervøst i timevis. Og kan virkelig ikke lide at køre i bil med veer. Virkelig.

Fornemmelsen af at skulle vrikke mig ind og ned i et bilsæde med vibrerende kæmpevom og sidde der og forsøge at lade som om, at jeg står op (kan bedst håndtere veer stående) - det er bare NEDEREN. Og så at kæmpe mig hen til elevatoren og op på 3 sal på Hillerød hospital....nej tak. Skal jo alligevel hjem igen efter 2 timer som ambulant fødende. Det gider jeg slet ikke...Håber, at jeg min krop giver mig valget. 

Nu, omtrent 7 kg tungere (har ingen vægt, men mine lår er ihvertfald ikke sig selv), har det altså konsekvenser. Er også meget gravid-tyk på de rigtige steder, og det er dejligt, men man kan altså også godt se, at jeg ikke formåede at komme i form og træne efter kære James blev født for snart 3 år siden. Blævre, blævre....

Lader min mand og mine børn nusse mig rigtig meget på maven, det hjælper lidt. Håber, at det også denne gang falder nogenlunde af, når amningen og styrten rundt efter baby og de andre børn tager over. Og ja, det er åndssvagt at bekymre mig om, det skal jo nok gå altsammen - men det irriterer mig altså. Så nu svømmer jeg 1 km to gange om ugen. Ligner en strandet hvalros, der har slugt en badebold - men gør da en indsats!

Lyden, duften, fornemmelsen af at holde et spædbarn i armene. Tætheden, trætheden, tårerne. Nætter i svagt lys, mens jeg ammer den lille og kigger på de andre sovende børn, som altid indfinder sig i dobbeltsengen i løbet af natten. Fødslens eksplosive, sindssyge, overdådige kærlighed. Det gør jo pisseforbandet ondt, men det er det bedste, jeg ved.

Min yngste søn på 2 år, James, bliver passet hjemme. Af mig. At han således er et af de über trendy firstmover børn, der går under navnet "hjemmeunger" og kan nyde et liv fuld af stimulans, knus og nærhed fra sin familie, er der ikke tvivl om i en moderne optik.

eg vidste ikke rigtigt, hvad der skulle ske, når min barsel med James var overstået, men der endte altså med at ske det, at Silvia IKKE skulle være i børnehave, og jeg opgav ideen om at finde mig et nyt job i nærheden af vores nye hjem efter endt barsel.

Noget af det, der slog mig ret hurtigt, var, at mange hjemmemødre var idealister. Virkede ret idealistiske, i hvertfald. Det var hele pakken med øko-øko, nul pasta og brød, hjemmesyede menstruationsbind (jo!! Helt vildt!), gennemtænkte dagsrutiner og lystændings-seancer om morgenen til hjemme-børne-yoga.

Fx kunne man ble-afvende dem langt tidligere, fordi der var plads og rum og opmærksomhed til, at man kunne lære dem at lytte til deres egne behov og kroppe. De ville også udvikle deres sprog hurtigere, da der ville være mere voksenkontakt og mindre kaos. Jeg ved godt, at argumentationen er langt mere videnskabelig og grundig og alsidig, end jeg sætter det op her - men I kan jo selv læse op på det. Det er ikke min mening at diskutere for og imod hjemmepasning her.  Den debat synes jeg ikke, der er et sort/hvidt svar på, heller. 

"Mor duer limsom ikke"

Begge de mindste bliver lige i øjeblikket puttet i hver deres seng på deres fælles værelse. Omkring midnat indfinder de sig begge, krøllede og puttehyggelige, inde hos mig i dobbeltsengen, og så sover vi ellers med mig i midten som en pølse i et brød resten af natten. Indtil mit vækkeur ringer, og jeg skal op og sende de to ældre søskende i skole.

James har en indbygget sensor, som skaber den yndige situation, at når jeg har foden på nederste trappetrin på vej ned i køkkenet, så står han på øverste trappetrin med sammenknebne øjne, sutteklud ved kinden, dynen på slæb og siger "opopop", hvilket betyder ned. Og "op", naturligvis. Og "derover/derhen". Det er smart, som vi indretter sproget efter behov, faktisk.

James har kun ét ord for bevægelse ved andres hjælp, og det handler ikke om retning, for den viser han jo med fagter. Næh, "op" og et fingerpeg, det er alt rigeligt. 

Intuition, hedder det også.

Men da jeg var gravid med mit første barn for fem år siden, opdagede jeg, at al den information, bekymringer og kloge-åger jeg rendte ind i gennem de ni lange måneder, gjorde det rigtig svært at høre den der stemme.

Jeg blev lovet af både venner og fagfolk, at den nok skulle komme tilbage. Sådan helt automatisk, nærmest i samme sekund, som ungen blev skudt ud, og man fik morrollen klistret fast med en stregkode om det ene håndled. Enten løj de for mig. Eller også er jeg bare ikke den fødte mor, der sammen med Syntocinon fik sprøjtet moderskabets hemmeligheder ind i låret efter fødslen.

Babyer er sgu’ ret komplicerede

Til os, der egentlig er lidt bange for de der små skabninger, og ikke aner hvordan man holder babyen, uden at den taber hovedet?

For 4 år siden sad jeg med en lille smuk, nyfødt guldklump i min favn. Efter en hård lang fødsel, kom smukke lille Filippa Olivia til verden.

At opleve sin kæreste så tæt på, at skulle overskride grænser sammen, og efter 12 timer og 45 minutter, opleve fødselen af sit barn - endda begge med lukkede øjne. Wauw.

Nok vidste jeg at det ville være vildt, men havde aldrig turde håbe på, at øjeblikket ville være så magisk. På et splitsekund forsvandt al smerte, og vores lille guldklump lå i min favn. Indsmurt i fosterfedt og blod.

Med 'ét så jeg de smukkeste isblå øjne, som bare lå og stirrede på mig, mens tungen søgte mit bryst. Det var overvældende at være gået fra smertehelvede til paradis. At se glæden stråle ud af min elskedes øjne, at se ham blive blød om hjertet, med tårerne trillende ned af kinderne. Det var et øjeblik jeg aldrig glemmer. 

Fra 1 til 2….

Det var overvældende og enormt befriende ikke at skulle kæmpe den brave kamp for undfangelsen. Nu ventede vi os barn nr. 2, til trods for at Filippa stadig var så lille. Vi offentliggjorde det til Filippas barnedåb. Vi inviterede hele familien til fest året efter. Dog havde folk forventet et bryllup, men vi måtte erkende, at det i stedet var endnu en barnedåb (det var ikke alle der forstod den med det samme). 

Min første fødsel

Den værste tid i mit liv

Bispebjerg hospital blev min fars sidste hjem

Verden er farvet og vi vælger selv, hvad farve den skal have

Min far gav mig en gave