Du er her:min barsel»ARTIKLER»GÆSTEBLOG»Gør det, hvis det gør dig glad

Gør det, hvis det gør dig glad

Skrevet af 

Min yngste søn på 2 år, James, bliver passet hjemme. Af mig. At han således er et af de über trendy firstmover børn, der går under navnet "hjemmeunger" og kan nyde et liv fuld af stimulans, knus og nærhed fra sin familie, er der ikke tvivl om i en moderne optik.

Min yngste datter på 4, Silvia, blev også passet hjemme hos mig fra hun var 2,5 til hun var 3,5 hvor hun startede i børnehave 3 korte dage om ugen. Hun var meget påvirket af, at vi flyttede i 2012, og hun kunne slet ikke finde sine små fødder hverken i vores nye hus eller i sin nye børnehave, hvor det ellers var meningen, at hun skulle gå. J

eg vidste ikke rigtigt, hvad der skulle ske, når min barsel med James var overstået, men der endte altså med at ske det, at Silvia IKKE skulle være i børnehave, og jeg opgav ideen om at finde mig et nyt job i nærheden af vores nye hjem efter endt barsel.

Jeg blev hjemmemor (efter 4 barsler indenfor 10 år lå det mig ærlig talt ikke fjernt), jeg opsøgte legestuer (og var med til at starte en i min hjemby), jeg fandt andre hjemmemødre på Facebook etc. Startede min blog for at undersøge, hvad den beslutning mon gjorde ved mig og vores familieliv.

Noget af det, der slog mig ret hurtigt, var, at mange hjemmemødre var idealister. Virkede ret idealistiske, i hvertfald. Det var hele pakken med øko-øko, nul pasta og brød, hjemmesyede menstruationsbind (jo!! Helt vildt!), gennemtænkte dagsrutiner og lystændings-seancer om morgenen til hjemme-børne-yoga.

Jeg vidste godt, at jeg ikke er sådan. Jeg har også haft to "almindelige" børn i vuggestue og børnehave, som nu går i skole, og det har jeg, og havde jeg, det godt med. Det kan I læse mere om på min blog, hvis I har lyst. Også mere om, hvorfor jeg blev hjemmemor med nr 3 og 4, og ikke før. Og hvad jeg tænker om fremtiden. 
 
Sagen er, at jeg også ret hurtigt blev grebet af en vis begejstring, for som opvejning til al den kritik, man kan møde, når man bryder normerne og tager sit barn ud af institutionerne (eller ikke sender dem afsted), så var hjemmemødre-foraerne fulde af gode argumenter for, hvorfor det er virkelig godt for børnene at blive passet hjemme.

Fx kunne man ble-afvende dem langt tidligere, fordi der var plads og rum og opmærksomhed til, at man kunne lære dem at lytte til deres egne behov og kroppe. De ville også udvikle deres sprog hurtigere, da der ville være mere voksenkontakt og mindre kaos. Jeg ved godt, at argumentationen er langt mere videnskabelig og grundig og alsidig, end jeg sætter det op her - men I kan jo selv læse op på det. Det er ikke min mening at diskutere for og imod hjemmepasning her.  Den debat synes jeg ikke, der er et sort/hvidt svar på, heller. 

Men min lille dreng så ihvertfald frem til at blive en mægtig stimuleret lille fyr med alskens kompetencer struttende ud af ørene. Det lød da spændende!
 
Jeg har sådan set været en lille smule moderne hist og pist med de andre 3 unger - jeg har brugt babytegn (hvoraf en 4-6 stykker virkelig hang ved, mens vi aldrig fik udviklet resten. ), jeg har brugt de nymodens stofbleer (ja, bleer til numsen af stof, de er virkelig smarte!), jeg har brugt løbecykler, så ungerne alle som en kunne cykle uden støttehjul på almindelige cykler, da de blev 3 år (hvorfor det så er vigtigt, ved jeg ikke rigtigt...), jeg har brugt slynge (for 11 år siden var det virkelig avantgarde at bruge en slynge.

Nu er det jo nærmest noget, man køber i Bilka.), og jeg interesserede mig lidt for økologisk babymad (jojo, meget moderne - der fandtes kun 2 slags økomad (Nestle, ingen andre økomærker i supermarkederne) til babyer på glas dengang. Ingen pulvermad var øko, og man kunne ikke bare sådan lige købe alt muligt andet øko allevegne...).. Og de har da udviklet sig helt fint.

Udover det blærede med balancen på cyklen, så har de såmænd været rimelig fiffige til det meste. Silvia (hende med stofbleerne) var blefri lige før sin 2 årsfødselsdag, det var sådan set ret flot. Og virkelig dejligt for hende - og os. Men ellers fulgte mine øvrige børn de andre børn i institutionen mere eller mindre. 

Nu skulle man jo så tro, at det ville være noget andet med James. Blefri som 6 mdr. gammel, ordforråd som en Standupper som 18 mdr, tegne som Clevin på sin 2 års fødselsdag og videre i den dur. 
 
Jeg kan så glæde alle hjemmepasse-skeptikere med, at jeg har en skøn lille unge, der overhovedet ikke responderer på den forventede måde på al mit nærvær. For lad os nu bare for dette indlægs skyld sige, at jeg er ret nærværende. Ikke? Jeg har en skøn unge, der er totalt anarkist. Han kan to ord -"AAARDN" og "BAARDN".

Så kan han hvine som en gris, har lyde for de fleste andre relevante dyr og ting (såsom bil, køleskab, tog, kat, cykel, givmigden, determin, denviljeghave, givsåslipdindummesøster, mad, bleskift (AAAAADDW!) og sin far.), og sige en meget flot imitation af en ordentlig brandskid. Men ellers nul ord. Fik jeg sagt, at han er 2 år nu? Vi forstår skam godt, hvad han vil, han kommunikerer fint, men ikke med ord. Jeg er ikke nervøs for ham, jeg tror såmænd bare, at han ikke synes, at det er så relevant endnu. Men det ER sgu da mærkeligt. 

Han er heller ikke renlig. Ikke det mindste. Han siger meget hurtigt den der bleskifte-AAADWR lyd, når han har tisset eller noget værre, men han nægter at sidde på potte eller wc. Nægter. Pure. Intet virker.

Jeg har haft stort held med pottetræning med de andre, men han VIL ikke. Jeg er sikker på, at det også kommer, men altså - det ER sgu da mærkeligt. Med alt det nærvær, tænker jeg. Han vil bare have ble på....Jeg tror, det kommer af sig selv til sommer, når der er mange dage med bar numse på græsplænen - men hvor er det sært, at han ikke vil øve sig nu - særligt, når han har så fint styr på, når han har afleveret noget i bleen, som generer ham. Og når nu han er hjemmepasset!

Sådan går det. Så jeg glæder mig over, at jeg ikke blev hjemmegående mor med hjemmepassede børn, for at de skulle blive toptunede foregangsbørn og overgå alle statistikker i blefrihed og ordforråd. Jeg blev det, for at vi skulle være lykkelige allesammen.
 
Det er vi heldigvis. 
 
Nu kommer James tullende ind med sin sutteflaske med te i hånden (sådan en får han, når han skal i seng, det er meget lækkert synes han), højt syngende og siger "namnam" og peger på køleskabet. Så nu er det tid til lidt natmad, og så i seng. 

Han er tæskelækker, med ble og uden ord - han har den mest utrolige humoristiske sans og glimt i øjet, han synger virkelig godt og meget - og det er herligt at være her til at opleve det hele, hele dagen. 

Man skal ikke sætte sig særlige gevinster eller resultater i hovedet her i livet, tror jeg. Man er nok nødt til at foretage sig noget, som man faktisk gider NU og ikke fordi, der venter en fed gevinst ude i fremtiden; noget, hvor indsatsen i sig selv er nok til at genere tilfredshed eller endda lykke i glimt. Og så vide med sig selv, at bleskiftedagene også får en ende en dag. 

 

 
Skrevet af