"Vi skal ikke være kærester" - sangen med hende der pigen fra 5.x. knalder ud over hele huset, skarpt fulgt af "Fugle" og "All about da Bass". Børnestemmer mellem 2 og 12 år gjalder, fødder tramper, der bliver råbt om "snyd" med stopdansen. Der ligger våde flyverdragter og fedtede vanter over det hele, der er købt popcorn til Disney sjov, togbanerne smyger sig rundt om møblerne i stuen.
Det er ikke helt så spændende at følge med i, hvor langt jeg er, som det var, da jeg ventede min første for snart 12 år siden. Min blog henne på www.kristinahobbs.com handler meget om livet med børn, både som hjemmegående og som arbejdende med institutions- og skolebørn, men jeg glemmer helt at skrive om at være gravid. Det må jeg råde bod på.
Det var i hvertfald en skrækkelig udfordring at putte 4 børn med aftensmaden stående i halsen og koldsveden piblende ned i øjnene, mens et fatamorgana om wc-kummens hvide frelse dansede for mit indre blik. Så er det altså svært at fokusere på "Marmelade Amalie" og "Willi bager pandekager" og alle de andre godnathistorier....OM MAD! ADDDDWR!!
Det var det mest kærlige øjeblik, vi var så fælles om det hele, de blev så glade. Min datter på 9 år jublede og ringede til veninder og mine forældre - hun vil være med til fødslen. Det var SÅ fedt og uventet. Jeg troede, at navnlig de store havde fået nok af småbørn, som hyler om morgenen over at skulle have flyverdragt på i stedet for Frost-kjole og små ballerinaer, og som smører computerskærme ind i Mentholatum og hælder taskeindhold i wc'et.
Har sådan en drøm om at føde som i hine tider, hvor Mor lå og baksede med stængerne i vejret på første sal, mens mændene sad i stuen og ventede nervøst i timevis. Og kan virkelig ikke lide at køre i bil med veer. Virkelig.
Fornemmelsen af at skulle vrikke mig ind og ned i et bilsæde med vibrerende kæmpevom og sidde der og forsøge at lade som om, at jeg står op (kan bedst håndtere veer stående) - det er bare NEDEREN. Og så at kæmpe mig hen til elevatoren og op på 3 sal på Hillerød hospital....nej tak. Skal jo alligevel hjem igen efter 2 timer som ambulant fødende. Det gider jeg slet ikke...Håber, at jeg min krop giver mig valget.
Nu, omtrent 7 kg tungere (har ingen vægt, men mine lår er ihvertfald ikke sig selv), har det altså konsekvenser. Er også meget gravid-tyk på de rigtige steder, og det er dejligt, men man kan altså også godt se, at jeg ikke formåede at komme i form og træne efter kære James blev født for snart 3 år siden. Blævre, blævre....
Lader min mand og mine børn nusse mig rigtig meget på maven, det hjælper lidt. Håber, at det også denne gang falder nogenlunde af, når amningen og styrten rundt efter baby og de andre børn tager over. Og ja, det er åndssvagt at bekymre mig om, det skal jo nok gå altsammen - men det irriterer mig altså. Så nu svømmer jeg 1 km to gange om ugen. Ligner en strandet hvalros, der har slugt en badebold - men gør da en indsats!
Lyden, duften, fornemmelsen af at holde et spædbarn i armene. Tætheden, trætheden, tårerne. Nætter i svagt lys, mens jeg ammer den lille og kigger på de andre sovende børn, som altid indfinder sig i dobbeltsengen i løbet af natten. Fødslens eksplosive, sindssyge, overdådige kærlighed. Det gør jo pisseforbandet ondt, men det er det bedste, jeg ved.