Foreningen Forældre og Fødsel ser gerne at vordende og nybagte forældre kommer med deres stemme i forhold til den gode fødsel, når der skal kigges på vilkårene for de fødende.

Forleden var der åbent samråd med sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) hvor der var fokus på de fødendes vilkår. Ministeren skulle give en afklaring på, om vilkårene for de fødende matcher Sundhedsstyrelsens anbefalinger og om tilbuddene kan klare endnu mere travlhed på fødegangene som det forventes under sommerens babyboom.

Ved samrådet henviste ministeren til Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) – Fødende 2015, der vidner om, at de fødende generelt er tilfredse med fødselsforløbet.

Men både Jordemoderforeningen og Forældre og Fødsel mener, at tallene fra LUP - Fødende 2015, er misvisende fordi tallene kan være et resultat af, at kvinderne når de besvarer spørgeskemaet et par måneder efter fødslen, har lagt fødslen godt og grundigt bag sig og nu sidder med deres lille vidunder i armene, samt, at kvinderne ikke selv er bevidste om, om fødselsforløbet var præget af for lidt viden hos dem selv, for stor usikkerhed, for meget travlhed hos personalet, for lidt rådgivning i forhold til ammestart m.v. Samtidig med, opleves det som normen, at der laves indgreb under fødslen, det vil sige; kvinden ved ikke, at det kan være anderledes.

LUP fødende 2015 dokumenterer, at forældre generelt er usikre på ernæringen, når de udskrives fra hospitalet. 

Forældre og Fødsel som er representant for de fødende og som var tilhørere ved samrådet, savnede forældrenes stemme i debatten. De skriver på deres facebookprofil: "Efter dagens samråd må vi erkende, at forældrenes stemme i denne debat var savnet. Jordemoderforeningen gør et fantastisk stykke arbejde, men vi, som forældre, må stå sammen med dem - for det er også os, det handler om"

Og de fortsætter i artiklen Forældre og Fødsels kommentar til dagens samråd med sundhedsministeren: "..Det er os, de fødende kvinder, det handler om. ..For det er os, der skal ligge krop til det, der lige nu må kunne betegnes, som mildest talt uhensigtsmæssige forhold. Det er os, der risikerer at skulle overflyttes midt i en fødsel, og i yderste konsekvens måske ud på en 40 minutternes taxatur, med veer, som vi kunne læse for nyligt i Politiken. Det er os, der risikerer at stå med en fødsel, der går i stå på grund af stress fordi hormonbalancen forstyrres ved overflytningen. Det er os, der derfor risikerer ve-drop, uønskede epiduralblokader og kejsersnit, som en direkte konsekvens af den manglende ro og tryghed under ve-arbejdet. Og det er os der skal bære på fødselsoplevelsen resten af livet."

Der er ingen tvivl om, at sundhedspersonalet på fødestederne gør mere end deres ypperste med de ressourcer, de har til rådighed, for at give de fødende de bedst mulige forhold. Men Forældre og Fødsel mener, at det er alarmerende, at det personale, der skal passe på de fødende i en sårbar situation, er presset ud i forhold, der er så kritiske at arbejdstilsynet påtaler det.

Ansvarsfordelingen

Regionerne hævder, at de mangler 1,5 mia, før de kan leve op til kravene på sundhedsområdet.

I samrådets debat om ansvarsfordeling påpegede Susanne Eilersen (DF) ifølge Forældre og Fødsel, at regionernes selvbestemmelse udvasker gennemsigtigheden og ligheden i tilbud til de fødende. Det skyldes, at der kan være store regionale forskelle på brugen af blandt andet Kendt Jordemoderordning, brugen af fødselsklinikker og hjemmefødselsordninger mv.

Derfor mener Forældre og Fødsel også, at debatten om økonomiske bevillinger og de øremærkede midler er helt central. 

Læs også: Fødende kvinders vilkår - åbent samråd

Formanden for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, kritiserer sundhedsøkonomerne for at opstille et helt misvisende regnestykke, når de argumenterer for, at der ikke er behov for flere jordemødre på fødegangene rundt om i landet. Der er ganske vist færre fødende og flere jordemødre i fastansættelser i dag, men det stigende antal arbejdsopgaver og langt flere komplicerede fødsels- og efterfødselsforløb kræver flere hænder, hvis vi skal undgå nedslidte jordemødre og traumatiske fødsler, siger Lillian Bondo til Altinget.

Det ser da ellers godt ud på papiret, at der i dag er flere jordemødre pr fødende, end der var for nogle år siden. De faldende fødselstal betyder, at regeringen ikke behøver at tilføre fødeafdelingerne flere penge, for der er jo ikke behov for det, når der er færre og færre kunder i butikken. Sådan er logikken hos de sundhedsøkonomer, der vejleder regeringen i fordelingen af de sparsomme ressourcer, der er øremærket til sundhedssektoren.

Men så enkelt er det bare ikke, siger Lillian Bondo. Det er helt misforstået, og det viser, hvor lidt viden om hverdagen på en fødegang, sundhedsøkonomerne har. Jordemødrene løber i dag hurtigere end nogensinde, selvom regnestykket med flere jordemødre og færre fødende ser simpelt ud.

Årsagerne til, at jordemødrene i den grad har brug for flere hænder og ressourcer i dag, er:

1: De udfører langt flere arbejdsopgaver i dag, end de gjorde tidligere. Både ved skriveborde med registrering og administration, men også med et øget antal indlæggelser af gravide, ultralydsundersøgelser og barselsarbejde. Dermed kan man ikke udregne en jordemoders arbejde ved blot at dividere med antallet af fødende – de bruger tid på mange andre ting.

De drøner rundt for at nå rundt om alle de fødende, og der er ikke tid til at følge de korrekte procedurer i løbet af en vagt. Jordenmødrene er nedslidte og stressede. Arbejdstilsynet har været på besøg på Odense Universitetshospital, og det var ikke et kønt syn, der mødte dem, fortæller rapporten.

På en fødegang er det umuligt at forudse, hvor mange fødende, der kommer ind i løbet af en jordemodervagt. Fødsler er uforudsigelige, og der er hverken tegn i sol eller måne på, om 10 eller 100 kvinder går i fødsel lige om lidt. Det er arbejdsvilkårene for jordemødre, at der er et element af uforudsigelighed, og sådan har det altid været. Det ligger i fødegangens DNA, fortæller Chefjordemoder på Odense Universitetshospital, Anette Frederiksen.

Men interviews med de ansatte på fødegangen samt interviews med arbejdsmiljørepræsentanter og ledelse, som Arbejdstilsynet har udført i forbindelse med deres vurdering af afdelingen, fortæller om voldsomt pressede medarbejdere, der oplever at græde af udmattelse og utilstrækkelighed. Når de opgaver, der skal løses, alle er af så afgørende betydning for de fødende og ikke mindst for de spæde små børn, er det meget frustrerende at måtte droppe nogle opgaver for at nå at udføre andre.

Der er mange mere medicinske og mekaniske opgaver, som af hensyn til sikkerheden og sundheden for mor og barn skal udføres af jordemødrene i tiden op til, under og efter fødslen. Men en af hovedopgaverne for denne faggruppe er at skabe tryghed. Det er en af de vigtigste elementer i en god og sikker fødsel. Og når der er for travlt til at skabe tryghed, resulterer det i flere komplikationer, ligesom det slider voldsomt på jordemødrene selv. Derfor begræder tillidsrepræsentanten på afdelingen, Lene Møller Andersen, at jordemødrene fx ikke har tid til at tage ordentligt imod de fødende, der kommer ind.

Fra mange sider kommer der nu vidnesbyrd efter vidnesbyrd fra frustrerede pædagoger, der slider sig selv op i forsøget på at gøre deres job. Nærværet har vanskelige kår i danske institutioner. Gruppen af professionelle omsorgspersoner, som skal tage sig af danske børn i størstedelen af deres vågne timer, har alt for længe råbt vagt i gevær. Elastikken kan ikke strammes mere. Vi har effektiviseret og uddannet og lavet læreplaner – men nærvær, det kræver flere hænder, end der er til rådighed nu.

I et debatindlæg i Politiken skriver en frustreret vuggestuepædagog, Cindie Christoffersen, om sin morgen med den 1,5 årige Johannes. Hun tager imod ham i fred og ro som et af de første børn på stuen. Det er tidligt om morgenen, moderen skal af sted før morgentrafikken, men der er ro på i institutionen, og pædagogen kan nusse om Johannes. Men lige så snart der kommer flere og flere børn, begynder manglen på hænder at vise sig.

Med eksemplet fra morgenafleveringssituationen viser Cindie os, hvordan børnene må parkeres og forsøgt selv-underholdt, mens de kun 2 ansatte haste-trøster det ene barn efter det andet. Der er ikke tid eller ro eller skød nok til at tage ordentligt og kærligt imod alle børn, selvom mange af dem bliver kede af det, når forældrene skal sige farvel i al hast på vej videre på job.

Gråd og snøften over at blive efterladt på gulvet med en bamse er hverdag i danske institutioner, fordi vi ikke er nok personale, skriver Cindie.

Der er for mange tidspunkter, hvor det er ren overlevelse. Hun peger på, at vi som samfund bør prioritere mere omsorg og tid til trøst og ro for vores yngste, hvis vi gerne vil have, at de vokser op til at blive aktive medborgere. Deres sociale og individuelle udvikling skal sættes højere op på prioriteringslisten, for børn skal ikke overlades til sig selv, skriver hun.