Ved en skilsmisse er der meget at skulle forholde sig til og ikke mindst mange beslutninger at træffe. Mange af beslutningerne er meget følelsesladede, og mange er meget vanskelige at træffe. Pludselig vil du opleve helt nye begreber, som bringes på banen af lovgivningen omkring dit barns nye bopælssituation og tilhørsforhold til dig og din tidligere ægtefælle. Midt i en svær situation forventes du at lære en bunke nye ord at kende. Min-barsel.dk forklarer dig her to af de mest centrale begreber omkring dit barns bopæl og jeres roller som forældre fremover. 

1: Bopælsforælder Den ene af to mulige forældreroller.

I skal beslutte, hvem af jer, der skal være bopælsforælder. Bopælsforælder er den forælder, der bor på den adresse, hvor barnet har sin folkeregisteradresse.

Bopælsforælderen modtager desuden børnepenge fra staten, og det er også bopælsforælderen, der eventuelt kan opkræve børnebidrag fra den anden forælder. Det er jer selv eller statsforvaltningen der fastsætter størrelsen af børnebidraget.

Det er bopælsforælderen, der kan træffe beslutninger om fx børneinstitution, om psykologisk rådgivning, børnesagkyndig rådgivning og flytning indenlands uden at involvere den anden forælder.

2: Samværsforælder Den forælder, der ikke deler folkeregisteradresse med barnet.

Denne forælder får indflydelse på barnets dagligdag i det omfang, barnet opholder sig hos samværsforælderen. Hvor meget barnet er ”på samvær”, skal forældrene blive enige om. Kan dette ikke lade sig gøre, kan man få hjælp i Statsforvaltningen eller rådgivning og støtte hos Mødrehjælpen. Mødrehjælpen hjælper fædre på lige fod som mødre og altid ud fra barnets tarv. 

Hvem flytter?

Hvis du går fra din ægtefælle og flytter ud af jeres fælles hjem, så betragtes din ægtefælle, der bliver boende, som udgangspunkt som bopælsforælder med de rettigheder, der knytter sig til den rolle. Den, der fraflytter, betragtes dermed som samværsforælder. Det kan godt ændres, men det er mere omstændeligt.

Forældremyndighed

Sascha på 26 år vil ikke fortælle retten, hvor hendes barn er. Det vil hun ikke, fordi retten vil udlevere barnet til faren, som hun er skilt fra. Sascha er derfor i fængsel. Faderen vil have samvær med sit barn og kræver det udleveret, hvilket han ifølge dansk lovgivning også har ret til, uanset om moderen billiger det eller ej. Hvordan kan et forældreskab gå så galt?

4 fængslede efter forældreansvarsloven

Advokat Vivian Sørensen har i løbet af de sidste 4 år haft kendskab til 4 mødre, der er blevet fængslet for ikke at ville udlevere deres barn til samvær med faderen. Hun beskriver en kønnet problematik om forældreskab, fordi hun stort set kun har oplevet mødre, der er bange for fædres krav om samvær med børn og ikke omvendt. Det er derfor også mødre, der fængsles for at tvinge dem til at udlevere børn til fædre, som de frygter ikke vil børnene noget godt.

Det er forældreansvarsloven fra 2007, der blev revideret i 2012, som har skabt denne brug af tvungent samvær med faderen trods moderens og barnets ønske. Forældreansvarsloven sætter biologisk slagsskab højere end noget andet i fastsættelsen af ret til samvær. Er man mor eller far til et barn, har man lige ret til samvær ifølge loven – der bliver ikke taget højde for eventuel risiko for overgreb fra en samværsforælder. Loven mener primært, at samvær med en biologisk forælder er gavnligt for barnet, og hvordan det samvær forløber har ikke længere primær betydning for, om samværet er en god idé.

Biologi vigtigere end barnets tarv

I en artikel forklarer Vivian Sørensen, hvordan dansk lovgivning på området hænger sammen. Hun påpeger, at Danmark har skrevet under på FN’s Menneskerettighedskonvention fra 1991, hvor der står, at alle mennesker – også børn – skal beskyttes mod overgreb, og alle forhold omkring et barn skal tages i betragtning, når et samfund skal leve op til sin forpligtelse til at beskytte det.

Ifølge forældreansvarsloven og den praksis, der efter lovens vedtagelse er blevet det almindelige, så sættes den biologiske forælders ret til samvær over barnets krav på beskyttelse mod overgreb. Dermed går dansk lovgivning på kant med Menneskerettighedskonventionen. Den biologiske forælder, som ønsker samvær, har ret til det, men barnet har på den anden side ikke krav på samvær. Det er ganske op til forælderen – som næsten altid er faderen i sager om samværskrav, - om han ønsker samvær eller ej.