Min Barsel

Spørg jordemoderen, barselsregler, aktikler, graviditetskalender og meget mere
Du er her:min barsel»Artikler»Samliv»Så galt kan dele-forælderskab gå – dansk forældreansvars-lovgivning anno 2016

Så galt kan dele-forælderskab gå – dansk forældreansvars-lovgivning anno 2016

Skrevet af 
Sascha på 26 år vil ikke fortælle retten, hvor hendes barn er. Det vil hun ikke, fordi retten vil udlevere barnet til faren, som hun er skilt fra. Sascha er derfor i fængsel. Faderen vil have samvær med sit barn og kræver det udleveret, hvilket han ifølge dansk lovgivning også har ret til, uanset om moderen billiger det eller ej. Hvordan kan et forældreskab gå så galt?

4 fængslede efter forældreansvarsloven

Advokat Vivian Sørensen har i løbet af de sidste 4 år haft kendskab til 4 mødre, der er blevet fængslet for ikke at ville udlevere deres barn til samvær med faderen. Hun beskriver en kønnet problematik om forældreskab, fordi hun stort set kun har oplevet mødre, der er bange for fædres krav om samvær med børn og ikke omvendt. Det er derfor også mødre, der fængsles for at tvinge dem til at udlevere børn til fædre, som de frygter ikke vil børnene noget godt.

Det er forældreansvarsloven fra 2007, der blev revideret i 2012, som har skabt denne brug af tvungent samvær med faderen trods moderens og barnets ønske. Forældreansvarsloven sætter biologisk slagsskab højere end noget andet i fastsættelsen af ret til samvær. Er man mor eller far til et barn, har man lige ret til samvær ifølge loven – der bliver ikke taget højde for eventuel risiko for overgreb fra en samværsforælder. Loven mener primært, at samvær med en biologisk forælder er gavnligt for barnet, og hvordan det samvær forløber har ikke længere primær betydning for, om samværet er en god idé.

Biologi vigtigere end barnets tarv

I en artikel forklarer Vivian Sørensen, hvordan dansk lovgivning på området hænger sammen. Hun påpeger, at Danmark har skrevet under på FN’s Menneskerettighedskonvention fra 1991, hvor der står, at alle mennesker – også børn – skal beskyttes mod overgreb, og alle forhold omkring et barn skal tages i betragtning, når et samfund skal leve op til sin forpligtelse til at beskytte det.

Ifølge forældreansvarsloven og den praksis, der efter lovens vedtagelse er blevet det almindelige, så sættes den biologiske forælders ret til samvær over barnets krav på beskyttelse mod overgreb. Dermed går dansk lovgivning på kant med Menneskerettighedskonventionen. Den biologiske forælder, som ønsker samvær, har ret til det, men barnet har på den anden side ikke krav på samvær. Det er ganske op til forælderen – som næsten altid er faderen i sager om samværskrav, - om han ønsker samvær eller ej.

Barnet har ingen krav

Barnet har ikke krav på at se sin far eller mor, og barnet har heller ikke krav på at blive beskyttet imod en forælder, der gør overgreb. Vivian Sørensen erfarer, at fædre næsten altid får samvær, hvis de ønsker det, uanset barnets og moderens eventuelle frygt for eller oplevelser med overgreb. Hvor en forælder, der ønskede samvær i Statsforvaltningen, førhen skulle bevise, at samværet var til gavn for barnet, så skal det i dag blot bevises, at der er biologisk forælderskab.

Hvor der førhen var krav om, at samværet skulle beviseligt være trygt og sikkert for barnet, er der i dag ingen sådanne krav.

Umulig bevisbyrde

I dag skal det bevises, at en biologisk samværsforælder gør overgreb, tager stoffer eller på anden vis ikke er gavnlig for barnet at være sammen med. Men denne bevisbyrde er næsten umulig, for det bliver barnets ord mod forælderens. Og ofte betvivles barnets ord i sådanne sager.

Derfor anvendes der i flere og flere sager tvang, når moderen ikke vil udlevere et barn til samvær med en forælder, som hun mener er skadelig for barnet. Hun kan sjældent bevise det, og i det tidsrum – som kan vare mange år – hvor hun forsøger at stable en solid sag på benene, skal hun fortsat udlevere barnet til samvær. Uanset om faderen er fuld, tager stoffer eller gør fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb på barnet.

Hvorfor er forældreansvarsloven sådan?

Det lyder jo helt vanvittigt, at vi i Danmark sætter forælderens ret til samvær over barnets sikkerhed. Loven er et samfundseksperiment, som forsøger at gennemtvinge et samarbejde om samvær mellem to nu ligestillede, biologiske forældre. Man kan ikke bare glemme slægtskabet, selvom den ene forælder måske ønsker den anden hen, hvor peberet gror. Begge har samme krav på samvær pga. biologien.

Sagen er, at de fædre, der før forældreansvarsloven blev uvenner med mødrene under skilsmissen, skulle kæmpe for at få lov til at se barnet efterfølgende. De skulle bevise, at de var gode for barnet, at det var barnets tarv at være sammen med den biologiske far. Den bevisførelse fandt fædrene uretfærdig, og barnets udtalelser, som ofte blev tillagt stor betydning, blev af fædre anset for underlagt mødres grove manipulation.

Mange fædre oplevede, at moderen "bare tog barnet og skred" – og så havde de ingen mulighed for at holde kontakten med deres barn efterfølgende. Det var frygteligt for mange fædre, at deres skilsmisse fra moderen betød et farvel til deres elskede barn. Faderen skulle bevise sit værd, hvilket oplevedes nedværdigende og ikke altid lykkedes.

Derfor er der sidenhen blevet arbejdet kraftigt på at ligestille forældre, samt på at kræve vedvarende samarbejde om at begge parter er i barnets liv – uanset kvaliteten af samværet. Det tillægges som sagt ikke længere afgørende betydning, og det skal bevises, at samværet er skadeligt.

Faderen er nu sikker på at se sit barn – men om han er fuld, skæv eller voldelig, så kan barnet ikke undgå samvær med ham, hvis barnet eller moderen ønsker at undgå det.

Hvad gør Sascha?

Nu sidder den unge mor så i fængslet, fordi hun ikke tør udlevere sit barn til en far, som hun mener er skadelig for barnet.

I 2013 blev dansk lovgivning og praksis på området kritiseret voldsomt af EU, og i 2014 blev Istanbulkonventionen vedtaget; her fastsættes det, at kvinder og børn har ret til beskyttelse mod risiko for vold og overgreb.

Der er også fornyligt vedtaget en ny skilsmisselovpakke, og der kommer flere til. Om de nye love indeholder en bedre løsning for de deleforældre, hvor den ene part frygter, at den anden er skadelig for barnet, ved vi endnu ikke. Men for Sascha hjælper det ikke, at hun kan klage til diverse organer. For hvad med hendes barn, imens sagen kører?

Skrevet af