Du er her:min barsel»Artikler»Samfund»normering | min barsel

En ny stor undersøgelse fra BUPL dokumenterer igen en helt igennem elendig normering i mange af landets institutioner. Professor ved Aarhus Universitet Dion Sommer, som forsker i børns udvikling, kalder de danske normeringer, som de fremgår i undersøgelsen, for et offentligt udviklings- og omsorgssvigt. Børne og socialminister Mai Mercardo (K) mener ikke, at normeringer som beskrevet i undersøgelsen nødvendigvis er et problem. 

Pædagogernes fagforbund BUPL står bag den hidtil største undersøgelse af pædagogers arbejdstid, hvor 8.006 pædagoger fra hele Danmark har deltaget. Undersøgelsen viser den sørgelige realitet, hvor det er hverdagskost at tre ud af fire pædagoger i løbet af en dag er alene med den samlede børnegruppe på gennemsnitligt 17 børn i et gennemsnitlig tidsrum på 56 minutter.

61% af de adspurgte pædagoger siger, at de på en vilkårlig dag kun havde tre timer, hvor der var mere end to voksne omkring børnene, imens hele 14% oplyser, at de på intet tidspunkt oplevede at være mere end to voksne til børnegruppen.

Professor ved Aarhus Universitet Dion Sommer, som forsker i børns udvikling, kalder de danske normeringer, et offentligt udviklings- og omsorgssvigt. Dion Sommer peger på, at så få voksne til så mange børn går ud over netop børnenes udvikling. Han forklarer: 

"De bliver mere urolige, der kommer flere konflikter, og den sproglige og sociale udvikling tager skade. Man har forskningsbaseret lavet nogle minimumsstandarder for antallet af voksne til børnehavebørn, hvor man kan se, at kommer man på den forkerte side af dem, så er det dokumenteret skadeligt".

Dion Sommer peger desuden på, at det er flere forskeres anbefaling, at der i institionerne bør være en pædagog til omkring 3 vuggestuebørn og ikke mere end 5-6 børnehavebørn per voksen.

Udgivet i NYHEDER

Det er helt almindelig hverdag, når børn i danske institutioner oplever alt for meget larm og alt for lidt omsorg fra pædagogerne. Deres sproglige kompetencer lider under det. I et læserbrev i Information anbefaler Inge Houman, pædagog gennem 37 år, at KL dropper ideen om sprogtest af 3årige og i stedet sikrer, at børnene har tilstrækkelig med voksenkontakt i institutionernes dagligdag.

1 voksen til 20 børn. Det ses ifølge Inge Houman ofte i danske institutioner. I en institution bør der være tid til, at børns sociale relationer trænes. At børnene lærer sanglege, får fortalt historier og øver sig på at tale. Men med så få timer til rådighed, som pædagogerne har til hvert enkelt barn i dag, kan opgaven med at støtte børns sproglige udvikling – og anden udvikling i øvrigt – ikke løftes af det pædagogiske personale.

Inge Houman beskriver f.eks., hvordan man om eftermiddagen er 3 voksne til 40 børnehavebørn. Værre bliver det fra kl 15, hvor der kun er 2 voksne til 35 børn. Til dem, der er tilbage til lukketid til 17, er der kun 1 voksen til stede, selvom der ikke er et minimum for, hvor mange børn, der stadig er i institutionen ved lukketid.

I en vuggestue kan man f.eks. opleve, at der kl. 15.40 er 11 børn og kun 1 voksen. Så er der altså ikke tid til at spille et spil og tale nærværende med 11 trætte børn under 3 år.

Det er ”råpasning”, kalder Inge Houman det. Opbevaring af børn. Intet andet. Og når dette er hverdagskost er der sjældent tid til fordybende samtaler med børnene.

Det er ærgeligt i mere end en henseende, men hvis vi kun stiller skarpt på sproget, så skabes sproget i relationer med andre, og det kræver vejledning af voksne, kompetente og opmærksomme mennesker omkring børnene. Børn lærer ikke at tale hensigtsmæssigt af sig selv. Slet ikke i den moderne verden, hvor de alt for ofte sidder alene med en Ipad eller oplever deres forældre kigge på mobilen i stedet for at høre, hvad barnet siger.

Vi skal som forældre huske at tale med børnene. Sæt ord på, hvad I sammen ser, oplever, husker eller føler. Om biler på vejen, om insekter og om jer selv. Pædagogerne vil også gerne give børnene nærvær og sproglig opmærksomhed, men vilkårene er vanskelige med de gentagne besparelser på området.

Brug pengene på flere timer til pædagogerne, ikke på sprogtests, konkluderer den erfarne pædagog.

Kilde:Information.dk: Brug pengene på pædagoger i stedet for tests 

Læs evt. også her om the Thirty Million Words initative, som understøtter og viser betydningen af sprogstimulering af børn - og bliv selv inspireret til, hvordan du kan tale mere med dit barn.

Udgivet i NYHEDER
torsdag, 17 marts 2016 00:16

Esthers første dag i vuggestue

For Anja og Jesper er der ikke noget mere unikt end at sidde med deres nyfødte datter Esther i deres favn. Holde Esther ind til deres krop og mærke Esthers og deres puls synkronisere sig. Mærke nærheden og intensiteten der går op i en højere enhed. Den kontakt kan ikke erstattes af nogen, denne oplevelse eksisterer kun imellem Anja, Jesper og Esther.

I de mange første måneder af Esthers liv er hun tæt knyttet til Anja og Jesper og omgivet af dem konstant. Det er meget afgørende måneder hvor Esther er omgivet af kærlighed og får sine behov dækket. Disse spor sætter sig hos Esther og har betydning for hende. Det er i familien at Esther får viden om værdier og hvordan hun skal forholde sig til verdenen. Det er her hun erfarer hvad en tæt relation betyder.

De fleste børn i Danmark starter i en institution, og det er her Esther møder sådan en som mig. Jeg er pædagog og arbejder i vuggestue afdelingen i et børnehus. Mit arbejde består blandt andet i, at være med til at udvikle Esther så hun kan lære at hvile i sig selv på sigt. Esther har om noget brug for at få udviklet sit sprog, relationer, motorik og udvikle empati for sig selv og ikke mindst for andre børn. Sagt på en anden måde, så har Esther rigtig meget hun skal tillærer sig i de tidlige år af hendes liv. Det er hele Esthers fundament.

Jeg modtager børn som for første gang skal være adskilt fra deres forældre omkring 7-8 timer og andre flere timer om dagen. Nogen børn tager det let at skulle adskille sig fra sin mor og far, mens andre børn har det svært.

Når forældrene møder op i institutionen første dag med Esther, opstår der med det samme et arbejde, for at skabe den nære relation og tryghed til Esther og forældrene. Det er nu vi sammen skal opbygge og give Esther viden om de værdier der er i institutionen, og hvilke værdier familien har.

Læs også: Hvem vil du vinke farvel med? Dig

Anja sidder med Esther på skødet mens vi taler om hvordan barslen har været. Anja holder kærligt om Esther og Anja forsøger hele tiden at have øjen kontakt med mig, mens hun også har fokus på Esther. Esther sidder og følger nysgerrigt med i hvem jeg mon er, mens mor og far sidder og snakker.

Jeg smiler til Esther og tager forsigtig min hånd hen imod Esther for at sige Hej. Mine øjne er smilende og min stemme er lav så Esther ikke bliver bange for mig. "Hej, Esther" "hvor er du kommet hen?" Anja smiler til mig og smiler til Esther. Relationen mellem Esther, Anja, Jesper og mig er igang og nu handler det om, at vi skal have fokus på tryghed og tillid. 

Anja og Jesper kigger på hinanden. De virker lidt usikre og alligevel afklaret med hvad der skal ske. Vi taler om rutiner, mad, søvn og den nære kontakts vigtighed for en god start i Esthers nye hverdag. Anja og jesper skal nu til at vænne sig til ikke at være sammen med Esther hele tiden.

Når jeg arbejder som pædagog arbejder jeg hele tiden ud fra, at alle børn skal være en del af et fællesskab. Et fælleskab hvor Esther er en vigtig brik for at være lige så værdig som menneske som de andre børn. Esther skal kunne navigere i mange forskellige arenaer, og her har Esther om nogen brug for at hvile i sig selv.

Mit fornemmeste job er at fylde Esther med en stor portion selvværd, selvtillid og lære hende hvad empati er. Esther har hver dag brug for at blive set, hørt og rørt i form af kram for at mærke sig selv. Jeg skal som pædagog gå forrest og guide hende og børnene.

Udgivet i SAMFUND
fredag, 18 februar 2022 11:54

Se mig

Jeg vil gerne fortælle dig om to børn, jeg kender.

Den ene er en mørkhåret pige på 3 år. Hendes mor står hver morgen og ordner hendes hår, så hun enten har fletninger, rottehaler eller en fin hestehale. Hver morgen bliver hun afleveret og ligner den yndigste lille pige. Det gør hun ikke, når hun bliver hentet. Så ligner hun en vildkat. Alle elastikker og hårspænder ligger rundt omkring i børnehaven, hendes hår stritter og hun har kun strømpebukser og undertrøje på, fordi hun lige har givet den gas inde i vores tumlerum.

 

Hvis det er en af de dage, hvor der har været mudder på legepladsen, så hænger hendes flyverdragt ikke i garderoben. Den står selv.

Pigen hedder Mejse. Hun lever livet fuldt ud. Alt skal opleves, undersøges og mærkes. Mejses forældre synes, det er skønt. De ved godt, at når man er tre år gammel, så skal man have lov til at udforske, røre og bare være.

 
 

I børnehaven er Mejse en af de børn, der kræver lidt af os voksne. Vi skal møde hendes nysgerrighed og pirre den. Vi skal være klar til at svare på spørgsmål, når Mejse stiller dem. Vi skal kigge og anerkende hende, når hun siger ”Se mig”. Vi skal formå at rumme Mejse til samlingerne og holde hendes interesse. 

Jacob er fire år. Han er lyshåret, og af en eller anden årsag, så ligner han altid en, der trænger til at blive klippet. Han er lidt forpjusket, og ikke særlig stor af sin alder. Han siger ikke så meget. Ikke fordi han ikke kan, men han synes bare ikke, at der er så meget at sige.

Jacob kan godt lide at lave puslespil og lege med LEGO. Han bygger ting. Ikke biler og slotte, som de andre børn. Nej, Jacob bygger tidsmaskiner, satellitter og vikingeskibe.

De andre børn kan godt lide Jacob, men det virker ikke til, at de helt forstår ham. Jacob kan godt lide at sidde ved siden af en voksen, når vi spiser.

 
 

Jacob siger aldrig ”Se mig”, hvilket gør det endnu vigtigere, at det lige præcis er det, vi gør. Ser ham og anerkender ham, som den helt særlige dreng, han er. Jacobs forældre laver mange ting med ham. De tager på museer og ind imellem i planetariet.

Mejse og Jacob er meget forskellige. Alligevel kræver de dog det samme af de voksne i børnehaven. Nemlig nærvær og omsorg.

Der er dog stor forskel på, hvordan denne omsorg giver sig til udtryk. Når jeg er sammen med Jacob, så prøver jeg at inddrage de andre børn, så de kan få øjnene op for, hvor fantastisk en dreng, han er. Jeg hjælper Jacob og de andre børn til at finde noget, de kan være fælles om. Jeg forsøger også at vise Jacob, at det også er dejligt at bruge sin krop til at springe, gynge og hoppe. 

Når jeg er sammen med Mejse, så prøver jeg at møde hendes livsglæde og bevægelyst, men jeg prøver også at vise hende glæderne ved at kigge i bøger og bruge sin finmotorik. 

I den perfekte verden kunne jeg, sammen med mine kolleger, nå både Jacob og Mejse hver dag. I virkeligheden bliver jeg nødt til at vælge. Alle børn i en børnehave har nemlig hver deres unikke personlighed, og derfor også hver deres udfordringer. Nogle har større udfordringer end andre, men det ændrer ikke på, at de alle skal mødes, ses, støttes og anerkendes.

Lige nu knokler vi, og vi gør hvad vi kan for at nå både Mejse, Jacob og alle de andre.

Vi bliver dog nødt til at indse, at det kan vi ikke. Desværre bliver det ikke bedre. Tværtimod. Omprioriteringsbidraget vil komme til at koste pædagogstillinger, og det vil skade børnene. Også dit. Vi skal have det stoppet. Nu. Vi skal tænke langsigtet og investere i børnene i stedet for. Det vil nemlig gavne os allesammen.

Læs også: Giv os en chance for balance

 

 

Udgivet i SAMFUND
søndag, 01 januar 2017 18:47

Gi' os en chance for balance

I 1998 sagde daværende statsminister Poul Nyrup:

"...Alt for mange børnefamilier lever i dag et hektisk liv, nogle måske mere hektisk end godt er. Vi har alle set unge forældre - oftest er det jo moderen - komme cyklende til daginstitutionen i det tidlige morgenmørke med de små søvndrukne bag på cyklen. Kan vi ikke gøre det lidt bedre?" og svaret her i 2015 er åbenbart ikke. 

Små 10 år senere kom Familie- og Arbejdslivskommisionens rapport 'En chance for balance' med en række forslag til forbedringer i børnefamiliernes hverdag, som faktisk kunne skabe balance, men rapporten blev lagt i skuffen, så endnu en chance blev forpasset.

 

Paradoksalt nok lyder der advarsel fra eksperter og politikere om, at unge mennesker føder for få børn. Og hvorfor gør de så ikke det?

Nogle mener, at de er for selvoptagede og de ikke er klar til at erstatte det uforpligtende liv med ansvar for nye små borgere.. Jeg tror, at det er fordi, at børnefamilierne ikke har en reel chance for at finde balancen. Danske småbørnsforældre har europarekord i udearbejde. Forældre med små børn arbejder hvad der samlet svarer til to fuldtidsstillinger. Oven i kommer transport til og fra arbejde og transport til og fra daginstitution.

Det betyder lange dage for familiens mindste i daginstitutioner, som i øvrigt har udsigt til at blive endnu mere pressede, hvis et flertal i Folketinget stemmer for det foreslåede omprioriteringsbidrag.

Børnefamilierne er ikke kun pressede, mange af dem er på kanten til at segne. Regeringens løsningsforslag på udfordringen er ringere vuggestuer og børnehaver, endnu flere arbejdstimer og en boligjobordning, som betyder at mor og far kan arbejde lidt mere, for så at betale andre for at udføre husligt arbejde, hente børn i daginstitution osv.

 
 

Det er ganske uambitiøst, når finanslovsforslagets eneste bud på en familiepolitik til børnefamilier er boligjobording. Hvor ville det have klædt regeringen, hvis familiebalancen og kvaliteten i vores daginstitutioner havde fundet vej til finanslovsforslaget.

I Sverige kan de. Her har man et motto om, hvad der er godt for børnefamilierne er godt for Sverige. Fra højre til venstre i den svenske rigsdag har man erkendt, at fundamentet for fremtidens Sverige er børn og deres forældre. I Sverige har hver forælder i de seneste 40 år haft retten til 60 omsorgsdage årligt. Lovsikrede omsorgsdage til syge børn, lægebesøg, institutionsskift etc. Oveni har svenske forældre en lovsikret ret til deltid.

Så det er ikke en fysisk umulighed, at skabe en ramme som kan hjælpe børnefamilierne gennem hverdagen og måske endda bidrage med flere nye små borgere. Det er et spørgsmål om prioritering.

På opfordring kan der startes med retten til frihed ved børns sygdom og retten til omsorgsdage, samt lovsikret ret til deltid. Og så kommer vi ikke uden om kvaliteten i vores daginstitutioner. Der mangler 4.400 pædagoger, hvis vi sammenligner med 2009 - det kan selvfølgelig mærkes og det bidrager til øget ubalance i familieregnskabet, for vi går på arbejde med ondt i maven og dårlig samvittighed.

 

Vi skal erkende det fælles ansvar og skabe rammer der giver børnefamilierne en reel chance for balance i familieregnskabet.

Vi skal gøre det for børnefamiliernes skyld, for Danmarks skyld og for børnenes skyld.

 

 

 

 

Udgivet i SAMFUND
mandag, 11 januar 2016 00:00

Hvor mange børn skal dele én voksen?

Jeg har ét brændende ønske om mininimumsnormeringer. Og det er fordi jeg hører til blandt dem, der almindeligvis, er begejstret for vores daginstitutioner. Ja, jeg fristes til at sige, at jeg hører til blandt dem, der 'elsker' daginstitutioner. Fordi gode daginstitutioner med veluddannet pædagogisk personale kan give mit barn rigtig meget.

Vuggestuer, dagpleje og børnehaver er ikke blot pasning - det er her vores børn socialiseres og udvikles, det er her hvor fællesskab og gode oplevelser går hånd i hånd med omsorg fra varme pædagogiske hænder.
 
Men nogen har hvisket mig i øret, at jeg bør dæmpe min begejstring. Og det er ikke Hr. og Fru 'Hvem-som-helst'. Professor i psykologi Dion Sommer og lektor Grethe Kragh-Müller tvivler så meget på kvaliteten af danske dagtilbud, at de ikke længere kan anbefale danske daginstitutioner. Først nævnte, som tidligere har været en begejstret fortaler for vores daginstitutioner, går faktisk så langt som til at sige, at vores institutioner nu er så ringe, at de kan være direkte skadelige for børns udvikling.
 
Det ekko´er i mit hoved.....'skadelige for børns udvikling....., skadelige for børns udvikling...' og den dårlige samvittighed trænger sig voldsomt på. Der mangler 4.400 ansatte i vores daginstitutioner sammenlignet med 2009 – og det kan mærkes, selvfølgelig kan det dét!

 
 
Jeg mærker det, når jeg afleverer mit barn på legepladsen, og det er svært at spotte en voksen. Jeg mærker det, når jeg afleverer mit barn og tæller 11 børn og kun én voksen. 
Jeg mærker det, når jeg hører ansatte fortælle, at de alt for ofte oplever, at de ikke har tid til at trøste et barn, der er ked af det.
Når jeg afleverer mit barn i børnehavens varetægt, så vil jeg være 100% sikker på, at hun har en dejlig dag, at nogen holder om hende og af hende, ser og hører hende, drager omsorg for hende, støtter hende i hendes udvikling og hjælper hende med at etablere venskaber. Og det er kun muligt, hvis der er tilstrækkeligt med veluddannet pædagogisk personale på rød stue.
 
I dette land, hvor alt synes reguleret til mindste detalje, hvor vi har regler for krumningen på agurken, findes der ikke regler eller lovgivning for hvor mange børn der må dele én voksen i vuggestuen og børnehaven. 
 
Ja, man undres, men det er sandt.  Vi ved fra forskningen at ratioen børn/voksen har afgørende betydning for barnets trivsel her og nu, men vi ved også at det trækker spor langt ind i voksenlivet. Børn der har gået i højkvalitets børnehaver med et betydeligt antal veluddannede pædagoger klarer sig bedre, bliver mindre kriminelle, får bedre uddannelse, bliver i højere grad selvforsørgende og bidrager i højere grad til fællesskabet. Vi ved også fra forskningen, at investeringer i de mindste giver det bedste 'afkast', så hvis vi i denne sammenhæng skal tage de økonomiske briller på, så er investeringer i de mindste oven i købet en 'god forretning'.

 
 
 
Derfor er det mit største ønske, at regeringen og de øvrige politikere på Christiansborg forstår nødvendigheden af minimumsnormeringer. Altså en centralt fastsat grænse for hvor mange børn der må dele én voksen. Gode normeringerne er fundamentet for at vi kan skabe kvalitet. Vi kan have nok så dygtige og engagerede medarbejdere, hvis de er alene med børnegrupper på 10, 15, 20 børn eller flere, så bliver det 'brandslukning' og vi kan se i vejviseren efter omsorg, udvikling, trivsel og for den sags skyld læring.
 
Jeg synes faktisk at vores børn har ret til flere pædagogiske medarbejdere og det er vores pligt som ansvarlige voksne at sikre det nødvendige antal medarbejdere. 

 

 

Udgivet i SAMFUND
tirsdag, 05 maj 2015 00:00

Hver 3. kommune sløser med tilsynene

Hver tredje kommune lever ikke op til dagtilbudsloven, når der skal føres tilsyn i institutionerne, viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut. 

Derfor kan man som forælder ikke kan være sikre på, at kommunen selv holder øje med, om kvaliteten i deres vuggestue eller børnehave er i orden.

Undersøgelsen viser, at det faktisk er hver 3. kommune, der ikke lever op til dagtilbudsloven., når de sender en pædagogisk konsulent ud for at føre tilsyn i institutionerne.
 
Ifølge loven skal tilsynet indeholde seks konkrete elementer med fokus på  blandt andet pædagogiske lærerplaner og sprogudvikling af børnene. Men der skal også føres kontrol med personalets kvalifikationer og børnenes trivsel, og det er ofte her, at tilsynene helt udebliver.
 
 
Udgivet i NYHEDER

Der er meget stor forskel på normeringerne i de danske vuggestuer og børnehaver. Normeringen varierer nemlig fra kommune til kommune. Der er siden 2007 sket et gennemsnitligt fald på hele 6% i personalenormeringen i vuggestuer og børnehaver. Det viser tal fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA). 

En af de bedste kommuner at bo i, når det gælder normeringer, er Aarhus, som har en normering på 3,2 barn pr. voksen indenfor i 0-2-års-området og 5,5 for de 3-5-årige. I den anden ende af skalaen ligger bl.a. Jammerbugt kommune med en normering på 4,5 børn pr. voksne indenfor 0-2-års-området og 7,9 for de 3-5 årige.
 
Ifølge professor Dion Sommer, som er udviklingspsykolog ved Aarhus universitet, er der på baggrund af international forskning sat standardgrænser for, hvor mange børn der højst bør være per voksen. For de 0-2-årige er grænsen på maksimalt tre børn per voksen.
 
Undersøgelsen fra KORA viser også, at der er stor forskel på hvor mange uddannede pædagoger der er i institutionerne i de enkelte kommuner. Der er en tendens til at kommuner med mange pædagoger blandt de ansatte typisk har en lavere normering, mens kommuner med en høj normering typisk har mange pædagogmedhjælpere blandt de ansatte.
 
Udgivet i NYHEDER
mandag, 01 juni 2015 00:00

Småbørns familieforeningen SAMFO

For tiden debatteres det mange steder, om de danske småbørn ville være bedre tjent uden den tidlige start og omfattende pasning i vuggestue og dagpleje.

Flere og flere forældre begynder at stoppe op og overveje, hvad de og deres børn er bedst tjent med i stedet for bare at følge flokken og gøre som alle andre.

 

Flere og flere hjemmepassere

Antallet af forældre, der passer deres børn hjemme, er stærkt stigende, men antallet af de forældre, der drømmer om at gøre det, men ikke kan få det til at lade sig gøre, er endnu større. 

I Danmark er samfundet nemlig skruet sådan sammen, at det er svært for børnefamilier at klare sig for én indkomst.
 
Man kan få store pasningstilskud til at få sine børn passet af andre, men man kan ikke få økonomisk støtte til at passe dem selv.
 
I dag er vores Dagtilbudslov blevet så liberaliseret, at kommunen betaler 75% af barnets pasning, hvad enten det er i offentlig eller privat vuggestue og dagpleje.

 

Forældrene er de mest oplagte

Ja faktisk kan man få dækket 75% af udgiften til en privat børnepasser, der passer barnet derhjemme i trygge og velkendte omgivelser; det må bare ikke være én af forældrene, der gør det.
 
Det er en skæv politik, der sender det helt forkerte signal, at forældrene er de mindst egnede til at tage sig af deres egne børn – selvom de i min optik er de mest oplagte til det.
Udgivet i SAMFUND