Du er her:min barsel»Artikler»Fødsel»Mindful Moving Fødselsforberedelse | min barsel
onsdag, 17 marts 2021 00:00

Hvordan starter fødslen?

Der er mange tanker om fødslen i løbet af graviditeten og mange følelser forbundet med at skulle føde. Gravide hører mange historier om fødsler, og har ofte samlet sig mange billeder på nethinden, via fortællinger, tv og film, ”det ser vildt ud, hvordan mon jeg klarer den?” 
 
Den fødsel betyder så meget! Mere og mere jo tættere på, at terminen nærmer sig.

En fødsel er unik, en fødsel er en af de oplevelser der følger os og ændrer vores liv for evigt, - et af de minder vi virkelig forandres af. Og som ikke kan gøres om.  


 

Forberedelsen

Mange gravide bruger meget tid på at forberede sig. Mine gravide, som jeg følger gennem Yoga, fødeworkshops og fødselsforberedelse arbejder virkelig med at være velforberedte og lære så meget som muligt.
 
De skaffer sig tryghed gennem viden og øvelser og som regel falder der en utrolig ro over dem, og bekymring bliver vendt til mod og til sidst utålmodighed – hvilket er en ret god motivation for at føle sig klar:
 
”KAN den lille nu ikke bare komme nu, jeg gider ikke være gravid mere, jeg ER klar”. Det tror jeg mange gravide kan nikke genkendende til, - at være rigtig klar og bare at ville føde snart. Det er et dejligt sted at lande og et godt udgangspunkt.

Læs også: Fødselsforberedelse for mænd

 

De amerikanske skrækscenarier

På film starter fødsler ofte med vandafgang, helst midt i en butik eller på et andet lidt bøvlet sted og de begynder at presse, skrige og bliver kørt i kørestol skrigende i panik og vrede, - og andre historier melder om 2 dages lange, besværlige fødsler, og sådanne historier er der en del af.
 
De fleste fødsler varer lige et sted midt i mellem og en ting er sikkert, de har INTET med amerikanske film-fødsler at gøre.
 

En fødsel starter enten med veer, vandafgang eller tegnblødning (ikke at forveksle med kraftig blødning) og for nogen startes den med hjælp til igangsætning hos jordemoderen. 

 

Vandafgang sker ikke så ofte, ca. 10-15 % oplever, at fødslen starter med vandafgang. Ved vandafgang og tvivl om vandafgang skal man altid ringe til jordemoderen, så hun kan give vejledning og man bliver mange steder inviteret ind til undersøgelse.

 
Man er ikke i aktiv fødsel, men man hører nu ind under at være i gang med at skulle føde og der oprettes en journal, og man hører nu til en af dem jordemødrerne ”venter” skal ringe eller komme ind dagen efter til undersøgelse og evt. igangsætning, hvis altså ikke veerne starter spontant (men det gør de nu ofte inden for et par timer).  
 
Nogle ser lidt tegnblødning ved toiletbesøg, eller den famøse slimprop der sad i livmoderhalsen.
 
Når der kommer lidt blødning eller en slimprop ses, er det tegn på at livmoderhalsen modnes og bliver kortere og blødere og ved veernes hjælp åbner sig, så små kar brister lidt og bliver til det man kalder livmodermunden.
 
Langt de fleste starter altså med veer og de kan enten komme uregelmæssigt og være lange eller korte fra 20 sek-1 min. med lange pauser imellem dem, eller starte med kraftige regelmæssige veer. 
 
Man får ofte at vide at man skal hvile, sove, vente hjemme og putte i sofaen eller tage et dejligt brusebad, se en film eller lign. Men jeg kender ikke så mange der har kunnet ligge sig ned og sove med småveer og slumre.
 
De fleste fødende er jo enormt spændte og glade og endelig i gang, så skulle man sove sig fra det allermest spændende man nogensinde kommer til at prøve? Det er et rigtig godt og fagligt fint råd, da der skal spares på ressourcerne, men jeg oplever ikke at det bliver efterlevet så ofte. Det er simpelthen alt for spændende at fødslen er i gang.
 
 
 

Tryghedens betydning

Det aller vigtigste er at være tryg, både via information og evt en undersøgelse hos jordemoderen og samtalen om hvad man skal gøre og hvad man skal holde øje med i opstartsfasen hjemme.
 
Når man er tryg arbejder kærligheds-vehormonet oxytocin bedst og det er det hormon der giver dig veerne. Hvis du er utryg eller usikker, så udskliller du hormonet adrenalin, der blokerer for vehormonet. Så det aller vigtigste er at føle sig tryg, beskyttet og få omsorg og vejledning og finde en god ro inden i.

Læs også: Få fødselshjælp af en Doula

 

Skab ro inden i

Hvordan skaber man lige ro, når man er spændt og glæder sig? 
 
Det kan du gøre ved at lægge dig eller sidde i en, for dig rigtig rar stilling og mærke din krop.
 
Så gør du åndedrættet lidt længere og bruger det til at afspænde kroppen, mærk, at du kan give slip på unødvændige spændinger ved dine udåndinger, skuldre spænder af, nakke, maven osv.
 
Mærk at kroppen nu er helt rolig og afspændt og derefter lader du opmærksomheden gå til at betragte dit naturlige åndedræt.
 

Åndedrættet er dit anker

Åndedrættet bruges som anker for din opmærksomhed, så du ikke bruger energi på tanker og omgivelserne. Når du opmærksomt og uanstrengt betragter dit naturlige åndedræt, skabes der optimale forudsætninger for at fødslen kan gå i gang.
 
Din krop og dit sind afspændes og en rolig krop og et roligt sind er lige det vekrafterne og veeenergien har brug for for at starte fødslen.
 
Lig så længe det føles rart, i hvert fald 10-20 min. af gangen og betragt dit fine livgivende åndedræt. Når veerne så begynder at arbejde og hjælpe barnet på vej, er du i god kontakt med kroppen og åndedrættet, så du kan begynde at arbejde aktivt med det jeg kalder fødeåndedrættet. 
 
Jeg har udviklet lydfiler, netop til at træne åndedrættet og skabe de bedste muligheder for veerne. (se mere om åndedrættet her)
 
Med ro og hvile til kroppen og sindet og god forberedelse i tiden op til termin med træning af åndedrætsopmærksomhed og kendskab til fødeåndedrættet så bliver ventetiden ikke så lang og du giver dine veer og fødslen, de aller bedste muligheder.
 
Du ønskes en rigtig god fødsel og husk, der er altid en jordemoder i den anden ende af telefonen 24/7 når du har brug for at tale med en, også kl 05 om morgenen – det derfor der er døgnåbent og vi jordemødre har telefonen i lommen.

 

 

Udgivet i FØDSEL

Fødsler kan IKKE planlægges, styres og kontrolleres af hovedet

Nutidens kvinder er rigtig gode til at bruge hovedet. Så gode at det sommetider kniber med at mærke efter, hvad der foregår i kroppen, når maven vokser under graviditeten. Mange gravide surfer ofte rundt på nettet for at læse om ”alt det rigtige”, de skal gøre. Og de mange informationer kan ærlig talt gøre graviditet, fødsel og moderskab temmelig forvirrende og overvældende. 
Det er derfor super vigtigt, at kvinderne inden fødslen lærer at give slip på kontrollen, mærke efter i kroppen og stole på den. For kroppen vil altid fortælle, hvad man skal gøre under fødslen – hvis man altså har trænet sig i at mærke, lytte og handle på kroppens signaler. 

Der skal viden til for at turde give slip på hoved-kontrollen

En af forudsætningerne for at kunne ”lægge hovedet på hylden” og overlade kontrollen til kroppen under fødslen er, at kvinden er fyldt op med viden til både hoved og krop. Og at hun ved, at hendes partner/fødselshjælper har styr på, hvad der foregår, så han ved, hvad han skal gøre under fødslen.

Det er også vigtigt at forberede sig på forældreskabet

Fødslen er kun en meget lille del af det ukendte land, man er på vej ind i, når man vælger at sætte et barn i verdenen. Og desværre fokuserer mange kun på selve fødslen (der ofte bliver endnu en ting, som man skal præstere) og glemmer alt om at forholde sig til og reflektere over dét at skulle være forældre, som efter min mening er meget større end selve fødslen. Fødsler varer i gennemsnit 15 timer - forældreskabet varer resten af livet. 
Udgivet i FØDSEL



HERUNDER FINDER DU DIN PRIVATE JORDEMODER, DIN DOULA, DIN SCANNINGSKLINIK M.M. - UANSET HVOR DU BOR I DANMARK.

PRIVAT JORDEMODER
DOULA
GRAVIDITETSSCANNING
ZONETERAPEUT
FØDSELSFORBEREDELSE
EFTER FØDSEL