Eller tænker du, at ingen skal have det at vide før du er helt sikker, eller før det kan ses, eller før du er ovre de kritiske første uger (for det har du hørt, at de første uger er- kritiske)?? 

Hvis nu noget går galt

Undrende spørger jeg: ”Hvorfor vil du vente med at sige det, hvorfor lægge låg på glæden? ” Lone siger: ”Fordi hvis nu noget går galt, så bliver jeg jo ked af det, og hvad skal jeg så sige til alle dem som ved at jeg er gravid”.

Vi frygter at skulle stå ansigt til ansigt med andre og fortælle at glæden er vendt til sorg. Så hellere udgå at involvere andre i glæderne i vores liv.

At dele glæder og sorger 

Tendensen er at vi ikke vil mærke, og slet ikke mærke de mest naturlige følelser glæde og sorg. Fuldstændig som tendensen har været til at fødsler ikke måtte mærkes og forløbe naturligt, så længe der ingen reel fare er for moder og barn. Heldigvis er der ved at ske et skifte på det punkt hvor f.eks. ve-stimulerende midler, planlagte kejsersnit m.m. kun tages frem når alt andet naturligt er forsøgt, eller særlige omstændigheder påkræver at det naturlige får hjælp. 

Følelsernes magi

Tillykke, - du er gravid, hvor det glæder mig.

Som familierådgiver oplever jeg ofte, at vi forældre, når vi er udfordret af vores børn, har konflikter eller står midt i et af børnenes voldsomme vredesudbrud, har travlt med at fokusere på årsagen til, at barnet reagerer, som det gør.

Når vi kommer med løsninger eller forsøger at sætte alt for mange ord på, hvad der sker i situationen, tvinger vi nemlig barnet til at have fokus på den ydre verden frem for den indre og forhindrer barnet i at dykke ned i sit eget univers og blive klogere på, hvad der sker inderst inde. 

Hjælp barnet hvor det er 

Når vi er med vores børn i det, der er, og lader dem have deres følelser, slår vi to fluer med ét smæk.

Undgå at være dommer

Vi gør alle det bedste, vi kan - både forældre og børn. Så jo mere vi lever i nuet uden at dømme og vurdere, jo mere trygt og godt kan vi leve med hinanden i familien.

Læs også: Lær dit barn at takle svære følelser og Tag ansvaret fra barnet

At kunne tackle svære følelser som f.eks. vrede, frustration og smerte, er et fantastisk vigtigt redskab, som man har brug for hele livet. Men er du klar over hvordan du sikrer, at dit barn får netop dette redskab med i bagagen?

Ifølge psykoterapeut Inger Poulsen, der har arbejdet med 0-2 årige i 15 år, er det helt afgørende, at vi som forældre kan rumme barnets følelser.

Barnet skal have plads til at blive frustreret, vredt og ked af det. Det kan godt være, at du som forældre synes, at dit barn overreagerer, men det handler ikke om dine følelser, men om barnets følelser. Undgå at sige: ”Pyt med det”, ”Det er ikke noget at græde over”,”Du er hysterisk” og lignende, men respekter, at barnet føler som det gør.

Undgå desuden, at få barnet til at holde op med at græde, feks ved at tysse på det, og undgå at aflede barnet. Sådanne reaktioner får børn til at føle sig forkerte, fordi de får en opfattelse af, at de ikke må have det, som de har det. (Forestil dig f.eks at du var rasende over et eller andet, og du fik at vide at sådan måtte du ikke have det.)

Tænk på, at du som voksen er så ufattelig mange gange mere intelligent end dit 2 årige barn, brug denne intelligens bevidst og undgå at lade dig rive med af dit barns følelser. 

Læs også: Lad dit barn mærke sine følelser

De ligeværdige følelser

Glæde og vrede er to ligeværdige følelser, men får ofte ikke den samme anerkendelse. Det skyldes, at vi selv har svært ved at håndtere vrede, fordi vi ikke er blevet rummet for vores vrede som barn. Men du kan bryde dette kedelige mønster ved bevidste udmeldinger overfor dit barn.

Hjælp barnet med at sætte ord på sine følelser,  sig f.eks.: ”Jeg kan godt se, at du gerne ville have en is … Og nu er du vred/ked af det over det. Det er også øv for dig, at jeg siger nej til en is”. Slut. Vær rolig, tag ansvaret og undgå at forklare stolpe op og stolpe ned, om hvorfor barnet ikke må få en is. Fokuser på, bare at være med barnet og trøst barnet, hvis det har brug for det. At rumme barnet på denne måde, lærer barnet den svære kunst det er, at mestre følelser.

”Alle mennesker har brug for at blive rummet, med de følelser, de har. Hvis børn får en følelse af, at de aldrig er forkerte uanset, hvilke følelser de har, så bliver de hele mennesker”, slutter Inger Poulsen.

Og hvem vil ikke gerne give sit barn den følelse med i bagagen?

Inger Poulsen har sammen med Inger Thormann skrevet bogen Spædbarnsterapi 

Læs også: Tag ansvaret fra dit barn

Min første fødsel

Den værste tid i mit liv

Bispebjerg hospital blev min fars sidste hjem

Verden er farvet og vi vælger selv, hvad farve den skal have

Min far gav mig en gave

Forestil dig følgende: I er på besøg hos nogle venner og skal hjem. Du spørger dit barn: ”Skal du lige have flyverdragten på?”. Du mener det dog ikke som et spørgsmål, men som en konstatering. Dit barn siger måske "nej", eller svarer nej, ved at løbe væk. Du jagter barnet rundt, og bliver irriteret. Barnet græder og vrider sig mens du giver det flyverdragten på.

Faktisk er der rigtig mange forældre der har denne måde at kommunikere med deres børn på, hvor de altså stiller spørgsmål i stedet for at fortælle hvordan det skal være. 

Også selvom barnet er for lille til at sige ja eller nej, kan det have en mening om det du spørger om. 

Måske spørger du barnet om det skal have en ren ble, og barnet tænker ”nej”,- du skifter barnet alligevel. Barnet har måske ikke reel indflydelse på disse ting, men det er det der signaleres og det kan have konsekvenser for barnets selvværd ind i voksenlivet. Barnet lærer jo, at det ikke er vigtigt, hvad det mener, og at det ikke nytter noget, at have en mening.

Ifølge Sundhedsplejerske og forfatter Lena Dyhrberg er det en rigtig dårlig måde at kommunikere på når forældre konstant stiller spørgsmål. Barnet skal hele tiden tage ansvar og stilling: 

  - Skal vi læse en bog!?
  - Skal vi køre nu!?
  - Skal du have en ren ble!?
  - Du er vist træt nu, skal vi lige få børstet tænderne!?

Lena Dyhrberg skriver i sin bog Født Klog: 

”Det er så vigtigt, at vi som voksne tager ansvaret for børnene. At vi siger, hvordan vi skal have det, for ”jeg er den voksne”. Jeg sad på en hospitalsseng og ventede for et stykke tid siden. Så kom en lille dreng med sin mor i hånden. Han var iklædt sygehusskjorte i voksenstørrelse. Han var en lille mand. Han havde brækket armen. De kom hen til stolene i venteværelset. Moderen spurgte: ”Skal vi sidde her?” Den lille mand svarede, at det kunne de godt.

Jeg så en mor der gav drengen ansvaret. Den lille episode viste mig at moderen havde sluppet ansvaret og givet det til drengen. Drengen, der var patient på sygehuset, havde brug for omsorg, brug for at blive taget af og taget om. Brug for at være barn uden ansvar. Moderen skulle have holdt lidt om ham i stedet for at gå lidt bag ved ham. Og hun skulle have sagt: ”Kom, vi sætter os her”. Et meget enkelt eksempel.”

Lena Dyhrberg anbefaler kraftigt, at forældre ikke spørger deres børn om helt selvfølgelige ting i dagligdagen. Det letter barnet at være fri for at tage de mange beslutninger.

Hvis du er en af de mange forældre der stiller mange spørgsmål overfor dit barn, så overvej, hvordan du formulerer dig i hverdagen.

Vær bevidst om hvor du ønsker, at dit barn skal have indflydelse. For det to årige barn kan det f.eks. være at vælge mellem leverpostej og makrel på rugbrødet (samt selv at mærke efter, hvornår det er mæt) Det vigtigste for barnet i den alder er trygheden i, at mor og far viser vejen.