Den nye konstitueringsaftale i Region Øst sikrer, at både Hjemmefødselsordningen Sjælland og Roskilde Fødeklinik fortsætter. Aftalen fastholder frit valg mellem fødetilbud og bevarer de eksisterende ordninger til glæde for kommende forældre.
I flere måneder har jordemødrene fra Hjemmefødselsordningen Sjælland opsøgt politikere, der var opstillet til den nye Region Øst, og fortalt om betydningen af ordningen for de fødende.
De mange samtaler, som jordemødrene har haft med politikere, ser nu ud til at have båret frugt: Hjemmefødselsordningen Sjælland består i den nye Region Øst.
Det fremgår af den konstitueringsaftale, som de seks aftalepartier Socialdemokratiet, Venstre, Radikale, Enhedslisten, Moderaterne og Konservative står bag efter lange forhandlinger på valgnatten.
I aftaleteksten står der blandt andet:
"Vi ønsker at fastholde, at der er reelt frit valg mellem fødetilbud, og at de nuværende og velfungerende hjemmefødselsordninger består, og at der også er et tilbud via den private fødeklinik."
Hjemmefødselsordningen Sjælland blev startet i begyndelsen af 90'erne og har overlevet sammenlægning af amterne til regioner i 2007 og nu sammenlægning af Region Hovedstaden og Region Sjælland til Region Øst.
Mie Hammershøi, der er jordemoder i ordningen, håber, at endnu flere kvinder får mulighed for at kende deres fødejordemoder, som de sjællandske kvinder nu får tilbud om, når de vil føde hjemme.
"Jeg håber, at det kan ende med at være en kvalitetstænkning, der fungerer for alle i hele regionen og i hele Danmark," siger hun til Sundhedsmonitor.
Mie Hammershøi rækker desuden ud til andre jordemødre med et tilbud om, at de er meget velkomne til at kopiere setuppet, der ligger til grund for Region Sjællands ordning.
Som det fremgår af aftaleteksten, skal tilbuddet om at føde på Roskilde Fødeklinik også bibeholdes i den nye region. Også herfra har der været arbejdet aktivt for at informere kandidater til regionsvalget om behovet for en fritstående klinik.
Kilde: Jordemoderforeningen og sundhedsmonitor.dk