Du er her:min barsel»Artikler»Samliv»Når børn skal oversættes

Når børn skal oversættes

Skrevet af 
Det er helt naturligt, at børn og teenagere bliver kapret af følelserne og får udtrykt sig ”sort-hvidt” med risiko for, at deres forældre misforstår dem og bliver sårede og vrede over de hårde ord. Sådan kan afstanden i familien blive stor og det kan blive svært at finde tilbage til hinanden.

Den fysiske og følelsesmæssige afstand efterlader børn alene med følelserne på et tidspunkt, hvor de i forvejen fylder mere end de kan håndtere. Ladt alene får følelserne lov at rase, og ubehaget kan blive så stort, at børn og unge vælger at lukke af for at mærke følelserne. Når dét bliver en strategi, lærer de ikke at være med følelserne eller give dem et udtryk, der er afstemt til deres omgivelser.

Sådan kan følelser blive farlige at mærke og der kan være risiko for, at den erfaring tages med ind i voksenlivet og at flugt bliver den eneste mulighed, når de store følelser melder sig.

Som alt andet hos børn og teenagere, skal følelser modnes for at få et nuanceret udtrykt. Det bliver de, når forældrene kan være sammen med deres børn, når bølgerne går højt og oversætte dét, de siger og som kan lyde unødvendigt hårdt eller dramatisk.

Vredens og frustrationens modgift er oprigtig nysgerrighed og interesse. Når vi møder børnene fra den kant, beroliges deres nervesystem, fordi de mærker, at de ikke behøver at kæmpe for at blive forstået, og det giver overskud til at være med følelserne og undersøge dem i stedet for kun at reagere på dem.

Vi skal undlade at svare igen på samme måde, men det betyder ikke, at vi skal finde os i den hårde tone. Det er helt legalt og nødvendigt at sige fra: ”Stop lige. Jeg vil ikke tales sådan til.” Og så kan vi fortsætte undersøgende: ”Men hvad er du blevet så vred over?”

Det skaber ro til eftertanke, når vi er nysgerrige på, hvad der ligger bag alle ordene. Og er det svært for barnet at finde ordene, kan vi spørge os selv:

Hvad kunne det, han siger, ellers betyde?
Hvad er det, jeg ikke har forstået?
Er der noget, som jeg har overset?
Hvordan kan jeg støtte ham til at fortælle, hvad der er sket, hvad han har behov for?

Det handler om at gå på jagt efter meningen i galskaben. Det hjælper os med at blive klogere på hinanden. Meningen er der altid og jo bedre vi bliver til at se den, jo mindre skal børn kæmpe for at gøre opmærksomme på deres grænser og behov. Det skaber et rum for at være med følelser og lære dem bedre at kende.


Selvregulering og farfundamentet

Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.

I mit forløb for fædre - Farfundamentet, sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
Skrevet af