Du er her:min barsel»ARTIKLER»GÆSTEBLOG»Et liv i frygt for mit barns far

Et liv i frygt for mit barns far

Skrevet af 

Jeg sidder ved strandkanten, mærker havets friske vind. Vi befinder os på en lille ø i det sjællandske. Langt væk hjemmefra, - afskærmet fra hverdagens hektiske liv.

En uge uden at skulle forholde sig til trusler, indimellem dødstrusler. Vi er i sikkerhed her på øen, det ved jeg. Her finder han ikke min lille 2-årige søn og jeg. En uge uden overfaldsalarm, det bedste af det hele. Kort og godt et indblik i hvordan man lever som værende ganske almindelig, uden altid at skulle være et skridt foran. Altså som mit liv så ud for 8 år siden. Indtil jeg mødte manden i mit liv, - troede jeg.

Ham som senere skulle vise sig at være psykopat, ham der størstedelen af vores forhold sad i fængsel, og også ham der næsten slog mig ihjel en råkold februar morgen. Ham der dagen i dag agerer som bandemedlem.

Alligevel gav jeg ham endnu en chance da dagen kom hvor jeg fandt ud af jeg var gravid. Jeg ønskede så inderligt han skulle være den familiefar, som jeg havde konstrueret i min fantasi. Men det skete aldrig. Da vores søn var 3 måneder gammel stak jeg af. Han havde været voldelig igen, slået min læbe i stykker. Jeg kunne ikke længere være egoistisk, jeg var nødt til at tænke over hvilken opvækst jeg ville præsentere min søn for. Jeg var nødt til at handle, - og det gjorde jeg. 

Kort tid efter kom han i fængsel, - igen. Denne gang for opbevaring af et skarpladt våben. Barskt og råt.

Jeg kontaktede Statsforvaltningen, satte min lid til at de måtte vide hvad der var bedst at gøre i forhold til samvær far og søn imellem. Jeg havde i tidernes morgen gjort ham opmærksom på, at jeg aldrig ville plante mine fødder i et fængsel, med vores barn. Disse ord måtte jeg sluge i mig, for Statsforvaltningen rådede os til at besøge ham. De mener nemlig, at det er til barnets tarv at der altid er en kontakt til forældrene.

Ifølge forældreansvarsloven har man ligeledes altid ret til at have kontakt med sit barn. Det giver mig et billede af, at jeg formentlig kommer til at arbejde med rigtig mange ødelagte børn, unge og voksne, når jeg engang er færdig med min uddannelse som socialrådgiver. Børn, der har været tvunget til samvær med voldelige forældre, misbrugsforældre, forældre der slet ikke har evnen til at drage omsorg for børn osv. Skræmmende. Skræmmende og sørgeligt.

Bølgerne skyller langsomt ind mod land. Min lille dreng leger ved vandkanten, lykkeligt uvidende omkring situationen. Mine tanker flyder, tilbage til den besked jeg fik i morges fra min eks. En besked hvori vores adresse stod. Vores adresse der er beskyttet. Rystende. Rystet, det er hvad jeg er. En systemfejl, en lille uskyldig systemfejl, der kan have katastrofale konsekvenser for os. Dem behøver jeg vidst ikke uddybe her.

Jeg tænker, at systemet ikke kan rumme disse barske, og ekstrem voldsomme sager. Jeg tænker, at systemet ikke er i stand til at passe på individer som jeg, og os der har børn med disse dyssociale mænd. Jeg er ked af det, ked af at det er sådan.

Livet fortsætter… Jeg kæmper stadig. Ligenu kæmper jeg for at få den fulde forældremyndighed. Statsforvaltningen siger den dag i dag, at han ikke er berettiget til samvær, - jeg har kæmpet for at få dem til at forstå.

Jeg kæmper for alle dem der befinder sig i lignende situationer, og som ikke har reccourserne til at kæmpe. Jeg kæmper for at vores børn vinder, og ikke er dem som taber i disse sager. Men hvor er det svært når man hverken føler sig beskyttet, eller der ikke findes hjælp at hente.

Læs også: Så galt kan deleforældreskab gå - dansk forældreansvarslovgivning anno 2016

 

Skrevet af