Du husker det måske selv fra din egen opvækst? At der ikke var nogen til at gribe dig, når følelserne rev tæppet væk under dig?
Det er voldsomt og derfor bliver børn også prisgivet, fordi de ikke på egen hånd kan regulere sig selv og samtidig kan de ikke gå væk og få os på afstand, fordi de er så afhængige af os. Det er de situationer, der gentaget vil lære børn, at følelserne er farlig og derfor vil de også naturligt udvikle forsvarsstrategier, så de undgår at blive kapret, miste sig selv og stå alene. Det er der ingen, der kan holde til.
For at lukke ned for følelserne vil børn ofte benytte sig af strategier som:
Dagdrømmeri som en måde at finde et happy place
De vil stivne, miste ord og kontakten til sig selv og omverdenen
De vil have svært ved at mærke følelser og empatien svækkes
De vil være uengageret og holde sig tilbage
De vil være glemsomme (ud over det normale)
De kan miste virkelighedsfornemmelse
Udvikle selvskadende adfærd
Det er aldrig noget børn gør for at være 'besværlige' eller for at få 'opmærksomhed', som man op igennem tiden har haft for vane til at sige. Det er dog forståeligt, at det er blevet sagt, fordi det er så smertefuldt at se sine børn eller bare børn mistrives, men dette bliver den voksnes forsvarsstrategi, som igen placerer det voksne ansvar hos børnene.
Sandheden er, at børns forsvarsstrategier er et udtryk for en manglende tillid til, at der er voksne at hente hjælp fra, fordi erfaringer fortæller dem, at det ikke nytter at række ud efter hjælp og derfor håndterer de sig selv så godt, som de nu kan. Det er både trist og godt at vide.
Godt, fordi visheden kalder på ansvar og handling og herfra bliver det muligt for os at tage ansvar for at forandre de familiemønstre, vi har været fanget ind i og som er destruktive for alle i familien.
Min grundholdning er, at der er gode grunde til, at vi gør, som vi gør. For det meste finder vi forklaringen i vores egen opvækst.
I mødet med vores forældre, har vi fået en model for, hvordan man er forældre og passer på børn og den programmering tager vi med os ind i vores eget forældreskab. Det er helt naturligt, sådan fungerer vi. Men vi kan opleve, at det vi har med os ikke helt slår til.
Børn har brug for, at vi hjælper med at balancere det følelsesmæssige kaos, der opstår, når deres umodne nervesystemer bliver overvældet og utrygge. Det fjerner angsten og uroen.
De har brug for støtte og vores respons på deres følelser, anerkendelse og hjælp til at komme videre. Det gør dem på sigt i stand til at være i følelserne og udvikle sunde strategier.
Den 1.11 2022 starter jeg forløbet for fædre op, Farfundamentet og følelser og følelsesregulering bliver et tema, vi kredser om på flere af modulerne, fordi mange i deres barndom lærte – og især mænd – at de skulle håndtere følelserne selv. De skulle stoppe med at pive og tage sig sammen og komme videre.
Det er hård kost og derfor har de selv udviklet strategier, som kan gøre det svært at stå i følelserne (deres egne og deres børns) og når de samtidigt ikke har fået en model for, hvordan følelser kan mødes og reguleres, bliver det ekstra svært i mødet med deres børn.
Vi kan heldigvis lære at gøre noget andet både for os selv og vores børn.
Farfundamentet - Et forløb for fædre
Hvis du vil vide mere om Farfundamentet, så klik på ovenstående link. Efter artiklen er der en beskrivelse over, hvad du får med i forløbet, og hvordan du tilmelder dig.
