Efter veerne. Det er titlen på en bog som jeg er ved at læse, som handler om de traumatiske fødsler.
Hvis du har læst mine blogs her på min-barsel.dk så ved du, at jeg ofte skriver om hvordan du kan opnå en naturlig, rolig, fredlig og måske let fødsel ved hjælp at fødselshypnose, eller det jeg kalder Mindful Birth.
MEN, som jeg også gør meget ud af, når jeg underviser gravide på hold eller i min klinik, så handler den naturlige fødsel også om accept af, at der er en virkelighed derude og at den er, at fødsler kan gå gruelig galt, med stor menneskelig omkostninger til følge. Ganske som de 13 fødselsberetninger, der beskrives i bogen vidner om.
Uforløste forventninger
Det der slår mig er, at alle beretningerne handler om uforløste forventninger til fødslen, og manglende kommunikation fra/til Jordemoder og fødselslægen. Og som en af forords skribenterne, jordemoder og psykoterapeut MPF Charlotte Grumme beskriver, så bunder mange af oplevelserne i mangel på det kommunikative, som hun beskriver meget fint med 10 ord.
Kvinderne føler sig ikke set, hørt, anerkendt, tage vare på, taget alvorlig, medinddraget, forstået, lyttet til, levet ind i.
Tryghedens betydning
Hvis vi ser bort fra de beretninger, der handler om at fødslen vanskeliggøres eller går i stå, fordi der er noget fysisk i vejen, som at barnet sidder fast i bækkenet eller på anden måde vender forkert til at en naturlig fødsel kan ske, så er det jeg hæfter mig mest ved, at ingen af disse kvinder har følt sig trygge. De har imod været bekymret, frygtsomme og angste, enten inden fødslen eller som et resultat af den manglende kommunikation.
Ingen kvinder kan føde når de er i frygt, punktum.
Frygt skaber spænding og spænding skaber smerte og smerter skaber mere frygt. Her skiller vi os ikke ud fra dyrerigt, ingen dyr vil føde i en utryg stemning, eller hvis der er tegn på fare. Hvilket jo giver god mening, hvem vil udsætte sit afkom for fare. Det er rent instinkt.
Og hvad er det så man gør ved disse kvinder? Man sætter dem kunstigt i gang, overvåger dem, begynder at tale om en svær fødsel. Tager den bekymernde maske på, måske/måske ikke uden grund. Vi tager over og lytter ikke til den fødende og hendes behov eller instinkt.
Psykisk førstehjælp
Hvor ville jeg ønske, at alt den fysiske og mekaniske førstehjælp, startede med psykisk førstehjælp. Igen, forudsat, at mor og barn ikke er i overhængende fare - endnu.
Hvor ville jeg ønske, at lyset blev dæmpet, beroligende musik flød i rummet, at ingen andre end dem den fødende var tryg ved var i rummet, alt i mens den gravide blev guidet til at trække vejret og til at bevæge sig rundt, skifte stillinger, blidt masseret for at øge oxytosin i blod og nervebaner (oxytosin er det naturlige hormon, der skaber bølgerne/veerne), guidet til afslapning med positive udsagn, som bekræfter den naturlige proces en fødsel er.
Forberedelsens gevinst
Hvor ville jeg ønske, at de gravide, inden de skulle føde, var blevet undervist i kroppens naturlige reaktion på fødslen, hvordan deres livmoder virker, undervist i fødselsvejrtrækning, undervist i og arbejdet bevidst med forløsning af deres bekymring/frygt. Fået redskaber til at bringe sig hen i ro/hvile tilstanden via selvhypnose, lært rebozo teknikker. Viden om, hvordan de med deres tanker kan ændre opfattelse af smerter.
Undersøgelser og erfaringer fra Maria Mongans Hypnobirthing Institut i USA, har nemlig vist at 25% af dem, der har forberedt sig mentalt på fødslen og hvis fødsel alligevel ikke gik efter planen, ikke udvikler fødsels depressioner, frem for dem der ikke har forberedt sig. De er bedre rustet mentalt til at i mødekomme de situationer, begivenheder og hændelser som en vanskelig fødsel kan medføre.
Siger jeg så at kvinder selv skaber deres dårlige fødsels oplevelser? NEJ, det er ikke det jeg siger. Det jeg siger er, at hvis de gravide bringer frygt med sig ind i fødslen, så åbnes muligheden sig for, at det bliver nogle svære og måske traumatiseret fødsler.
Jeg siger også, at fødsler er forudsigelige og at noget fysisk/mekanisk kan opstå, og det kan vi ikke ændre ved mental forberedelse, men vi kan ændre måden vi opfatter det på.
Et fødselssystem uden metal fødselsforberedelse
Vores fødselsforberedelses system herhjemme har helt mistet det som jordmoder Tove Smidth i 1970 beskrev i håndbogen Obstetricisk psyko-profylakse (mental fødselsforberedelse) én blandt flere lærebøger for jordemoderelever og medicinstuderende, hun var involveret i.
Jeg siger ikke, at de 13 fødsels historier ville havde været endt anderledes, for det kan jeg jo ikke vide. Jeg siger blot at mental forberedelse og undervisning af gravide øger muligheden betydelig for ikke traumatiserende naturlige fødsler.
MEN når nu en kvinde har haft en vanskelig fødsel, så er det en virkelighed vi skal forholde os til og disse kvinder, der også udvikler PTSD som følge af fødselstraumer (og der er nok som bogen antyder, flere end godt er) skal tages alvorlige og deres historier skal høres og vi skal gøre alt for at hjælpe dem.
Efter veerne
Bogen jeg her har omtalt og refereret til hedder ”Efter veerne” og er skrevet af Lene Jørgensen, som i bogen også fortæller om sin egen rystende oplevelse, og hvordan den har påvirket hendes liv fatalt.
Bogen er fantastisk velskrevet og peger knivskarpt på et system, som har nogle kommunikative problemer, når de svære fødsler opstår, eller måske opstår de, på grund af den manglende kommunikation og forståelse for mental indvirkning på fødsler.
