Du er her:min barsel»Artikler»Selvudvikling»selvudvikling | min barsel
torsdag, 22 juni 2017 11:52

At blive født som mor

Da jeg blev mor for første gang, var det en meget stærk overbevisning hos mig, at når jeg blev mor, var jeg så voksen, at jeg ikke havde brug for min egen mor. Hun havde nu rollen som mormor, hvor fokus var flyttet fra mig til mit barn. Nu skulle jeg (be)vise, at jeg kunne klare mig selv. En mor er en, der kan klare det hele selv?!

Jeg opdager, når jeg kommer ud med mine foredrag, workshops og i de mødregrupper, jeg faciliterer, at mange kvinder har eller har haft det på samme måde. Og når jeg siger, at en mor har brug for en mor, bliver de ofte rørte, fordi jeg rammer lige ned i noget meget essentielt.

Det er min erfaring, at ret mange kvinder kan genkende overbevisningen om, at hun nu skal kunne klare sig selv. At når barnet kommer, så er det barnet, det drejer sig om, og den hjælp den nybagte mor får, er den der tilfældigvis bliver tilbudt hende – ofte med fokus på at tage sig af barnet for hende. Men det er min erfaring, at den nye mor ikke så meget har brug for, at nogen tager sig af barnet, men mere af hende eller af alt det praktiske. Så hun og hendes partner
1 kan lære deres barn at kende i den første tid.

En af de gravide kvinder, jeg har arbejdet med, fortæller, at hun efter at vi havde adresseret netop dette emne, havde taget en snak med sin mor. Da det gik op for hende, inden hun havde født sit barn, at hun faktisk havde brug for sin mor.

Hun fik sagt til hende: ”Jeg har virkelig brug for, at du også er der for mig. Jeg har brug for, at du er mor for mig. Jeg har brug for praktisk hjælp og for at få tid til at være sammen med mit barn”.

Hun gav udtryk for en stor lettelse over at få sagt det til sin mor, fordi det netop kunne give anledning til misforståelser, men at den kommende mormor på alle måder havde lyst til at være der for sin datter også og at tilbyde den hjælp, som datteren ønskede.

Udgivet i SELVUDVIKLING
Børns kontakt til deres forældre er afgørende for deres trivsel og udvikling, men det er ikke altid let for børn at give udtryk for deres behov for kontakt, fordi erfaringer kan fortælle dem, at de risikerer at skubbe forældrene væk. For at passe på sig selv i relationen udvikler børn derfor ubevidst forskellige strategier, som igangsætter en særlig adfærd, når de bliver klemte: De bliver fx søde (oversamarbejder), ligger sig døde (stivner), går i kamp (bliver aggressiv) eller flygter (trækker sig).

Selvbeskyttelsesstrategier risikerer at blive til livsprogrammer, vi tager med os ind i voksenlivet og når vi bliver ramt enten i kontakten med vores partner eller vores børn, bliver de aktiveret. I barndommen var det et barns bedste forsøg på at få det, der var livsnødvendigt – kærlighed, forståelse og omsorg, men i voksenlivet bliver det til selvmordsstrategier, fordi programmet sikrer, at vi ikke får det, vi længes efter.

Råber og skriger vi i håb om, at den anden vil møde os med omsorg, forståelse og respekt, får vi det ikke. Trækker vi os eller lægger den anden på is i håb om at få kontakt, forståelse og kærlighed, får vi det ikke, fordi det bliver utrygt og demotiverende at give det. Bliver vi for pleasende i håb om, at den anden vil se og forstå vores behov, vil vi blive overset, fordi vi allerede har udslettet os selv i relationen.

For at stoppe de gamle mønstre, der ødelægger kontakten til dem, vi elsker og dem vi har ansvaret for, er vi nødt til at få øje på dem. Det er kun det første skridt. Andet skridt handler om at deaktivere mønstret og lære at gøre noget andet.

Den 01.11 2022 starter jeg et forløb for fædre op – Farfundamentet. Det kommer til at handle om at skabe et mere sikkert fundament at stå på, når du skal tage lederskabet på dig i familien og ansvaret for dig selv. Vi kommer til at stille skarpt på, hvordan dine programmer kan spænde ben for det, du ønsker i din familie og vigtigst af alt, hvad du kan sætte i stedet for, så du både skaber kontakt og gør indtryk.



Farfundamentet - Et forløb for fædre

Hvis du vil vide mere om Farfundamentet, så klik på ovenstående link. Efter artiklen er der en beskrivelse over, hvad du får med i forløbet, og hvordan du tilmelder dig. 

Udgivet i SELVUDVIKLING
torsdag, 21 maj 2015 00:00

Brok-brok-brok

Kvinder brokker sig. Ofte. Over børnehavepædagoger der ikke forstår almindelige pædagogiske principper, skoler med for mange børn i klassen, penge der mangler, skolereformer der ikke passer ind i vores liv, børn der vågner for tidligt, mænd der ikke tager del i den daglige husholdning, teenagere der er lettere vanskelige at være i nærheden af, andre kvinder der bare er for meget, mødre der bare er pisse irriterende.

Misforstå mig ikke. Problemerne kan skam være reelle nok. Absolut. Men det slår mig altid, at enten går vi i den ene grøft, og maler livet lyserødt, eller også går vi i den anden, og brokker os… over det meste.

Vi kvinder brokker os ikke fordi vi er dumme. Eller tarvelige. Eller bare irriterende. Vi brokker os fordi vi har en smerte inden i, som vi ikke tror vi kan håndtere. Det er bare sådan, som vi som børn har lært at konflikthåndtere. Håndtere den smertefulde konflikt, som udspiller sig inden i os.

For mig, er brok et pejlepunkt. Et ud af mange. En retningsviser. Brok hjælper os til at forstå og få øje på, hvilke sider af vores liv, som vi har brug for at kigge nærmere på.
 
For bag brok ligger –ofte- svigt. Gemt nedenunder brok og ballade ligger følelsen af at være svigtet. Og måske endda skam over at være blevet svigtet.

Det er, for rigtig mange af os, en rigtig grim følelse af stå med. Den værste måske. Følelsen kan være så svær, at vi har behov for at distancere os til den. Fjerne os fra den. Bare væk. Som regel gør vi det uden at opdage det. Helt per refleks. For vi har gjort det så mange gange før. Fjernet os. Distanceret os. Til følelsen af at være blevet svigtet. Ladt alene. Og det er et problem fordi, når vi distancere os, så ejer vi ikke følelsen, og så kan vi ikke ændre den.

Nærmest fra det øjeblik jeg blev mor, blev jeg en brokker. Jeg brokkede mig mest indeni. Brokkede mig over, at det hele hang på mig. At jeg var overbelastet, og at ingen kom og hjalp mig. At jeg aldrig kom ud. At jeg aldrig kunne fralægge mig ansvaret for mine børn. At det var mig der stod med bekymringerne og byrderne. Det var mest når jeg var træt. Eller knoklede rundt med en gulvskrubbe.

SÅ startede det. Helt automatisk. Inde i hovedet.

’Det er altid mig der står med det hele’
’Hvorfor er jeg den eneste der tager ansvaret i denne her familie?’
’Det er bare for dårligt, at de får så meget sukker nede i børnehaven’

’Det er så dyrt at leve, det er jo ikke muligt at få råd til noget som helst af det jeg gerne vil’.

 

Alle mulige historier kørte der i mit hoved. Og jeg blev mere og mere irriteret. Gulvet blev skrubbet hårdere og hårdere, mens jeg følte mig mere og mere uretfærdigt behandlet. Det var så hårdt. For jeg kørte mig selv længere og længere ud.

Min krop blev stresset af at jeg blev mere og mere irriteret. Jeg mærkede det i skuldrene der trak sig sammen og endte nærmest helt oppe under ørene. Jeg fik små-hovedpine af at rynke brynene og jeg mærkede hvordan jeg fik en knude i maven.

Det gik kun ud over mig. Samtidig med, at jeg følte mig alene om byrderne, gjorde jeg ondt værre, ved at tilføre min krop en stress tilstand, der gjorde mig endnu mere træt og endnu mere belastet. Jo mere jeg brokkede mig, jo mere følte jeg mig alene. Det faldt mig på intet tidspunkt ind, at der var en anden vej. En anden måde at se det på.

Men det var der.
 
Da jeg begyndte at uddanne mig som detox-coach, gik det pludselig op for mig, at jeg kunne bruge mit brokkeri, til at opdage hvad der i virkeligheden lå under. Det var et kæmpe arbejde. Ingen tvivl om det. Og det var hårdt. Det er nemlig enormt hårdt, at fratage os selv de konflikthåndterings-metoder, som vi har brugt hele livet. At få frataget os vores redskaber.

Men når først vi har lært det. Fået øjnene op for vores egne mønstre, så bliver livet så usandsynligt meget lettere. Fordi vi nu har mulighed for, at ændre tingene. Gøre dem til vores egne, og skabe en hverdag som vi elsker.

Det jeg opdagede, det var, at jeg brugte brok til at distancere mig til svigt. Men svigtet kom ikke fra andre. Det kom fra mig selv. Det var mig der havde bestemt, at det var vigtigere at vaske det gulv, end at slappe af. Det var også mig der havde udsat mit eget liv, for at være i mine børns.
Da jeg først opdagede, at jeg svigtede mig selv, så sprang det lige i øjnene, i hvor mange situationer og i hvor høj grad at det gjorde sig gældende.

Jeg brugte stor energi på, at købe og lave den mad som min familie kunne lide, men jeg lavede sjældent noget fordi det var det jeg havde lyst til. Tit spiste jeg faktisk det som mine børn ikke gad. For det skulle jo ikke gå til spilde.

Jeg læste et utal af bøger og artikler, om hvordan jeg bedst håndterede at mine børn skulle blive renlige uden at få traumer, men jeg udsatte mine egne toiletbesøg til jeg var sikker på, at alle andre havde fået hvad de havde brug for.

Jeg brugte uendelige timer, på mine børns fritidsaktiviteter, men havde ikke selv tid til at gå til yoga. Jeg købte dyrt tøj til mine børn, men brugte ikke en krone på lækkert tøj til mig selv. Jeg sagde til min mand, at det var vigtigt at han kom ud med sine venner, men jeg gjorde det sjældent selv.

Pludselig kunne jeg bare se hvor dårligt jeg behandlede mig. Hvordan jeg, med alle mine handlinger, fortalte mig selv hver eneste dag, at jeg ikke var mere værd.

 
 
Det var jo fuldstændig umuligt for mig, at være glad og tilfreds i mit liv, når jeg behandlede mig selv sådan. Og så holdt jeg op. Jeg stoppede simpelthen med at opføre mig overfor mig selv, som jeg aldrig ville acceptere at andre opfører sig overfor mig.

Jeg begyndte at tale pænt til mig selv. At opdage og dække mine behov. At leve efter min egen sandhed, i stedet for efter den sandhed jeg troede andre havde.

Og jeg kan godt love dig at det er fantastisk. Det er så befriende at forstå, at jeg er her for mig. At det ikke er egoisme, at fylde min kande op først, for derefter at kunne hælde i stride strømme til mine medmennesker. For det er umuligt at hælde af en tom kande.
 
Næsten hver eneste af de kvinder jeg har i konsultation, og næsten samtlige af de kvinder der følger mine online-forløb, fjerner sig fra deres følelser ved at brokke sig. Nogle brokker sig højlydt. Andre brokker sig kun inden i. Uanset om vi lader det gå ud over os selv, eller ud over andre, så fjerner vi os. Vi forpasser muligheden for at se på og ændre på den følelse vi har inden i. For at mærke hvad det er der sker inden i os, og ændre det.
 
Det kan i rigtig mange tilfælde, være svært at overbevise kvinder om, at de skal sætte deres egne behov først. Rigtig svært. Vi er så vant til, at det betyder, at vi er egoistiske eller dårlige mødre.

Argumentet, der stort set altid får ti-øren til at falde er, at når vi svigter os selv, også selv om det er i en højere sags tjeneste, så lærer vi også vores børn, at de skal svigte sig selv. For de gør bare som vi gør. Og dét er der ingen mødre der har lyst til at give videre. Jeg har endnu ikke mødt en mor, der uanset hvordan hun agerer, og hvad andre mener (og brokker sig over) om hendes opførsel, så har jeg aldrig mødt en kvinde, der ikke vil det aller bedste for sine børn.

 
Og det er så vidunderligt at være vidne til, når det går op for hende, at det bedste for hendes børn, kan være det samme som er bedst for hende.


Så begynder magien at opstå. 

 

Udgivet i SELVUDVIKLING
onsdag, 27 december 2023 00:00

Elsker du livet? Som Mor?

Da jeg fødte mit første barn. Magiske Mathilde. Der lovede jeg mig selv og hende, at jeg ville blive en fantastisk mor.
 
Jeg ville elske hende højere end noget andet. Og selvfølgelig fortælle hende det hver dag. Jeg ville sørge for, at hun altid blev mødt og set og hørt. Jeg ville anerkende hende. Støtte hende. Jeg ville sørge for at ruste hende til livet. Lære hende hvad jeg mente hun havde brug for. For at begå sig. For at hun kunne få et lykkeligt liv. Give hende alt det jeg selv havde fået, og alt det jeg ikke havde fået. 
 
Og sådan er det, ikke? Vores intentioner er de bedste. Afsættet er kærlighed og ønsket om at gøre det så godt som muligt. 
 
Så jeg blev Mor. Rigtig meget Mor. 
 

Faktisk blev jeg så meget Mor, at jeg glemte at være noget som helst andet. 

 

Jeg havde i starten ikke lyst. Til at være andet end Mor. Jeg ville helst bare være i tosomhed. Og da jeg igen mærkede lysten. Til at være andet. Til at bruge mig selv til andet end at være Mor. Til at være ansat. Søster. Veninde. Kæreste. Holdspiller. Da jeg begyndte at mærke, at der også var en verden uden for. Så havde jeg ikke tid. Eller mulighed. Eller råd. Eller alt muligt andet.
 
Men det var ok. For mine børn kommer jo først. Mine børn som jeg har lovet, at jeg ville sørge for, at de fik et lykkeligt liv. De kommer først. Dem vil jeg gøre alt for. Sagde jeg til mig selv. Tit.
 
Jeg sagde det til mig selv hver gang, jeg var for træt til at tage til vuggestue-komsammen, men gjorde det alligevel.
Jeg sagde det hver gang jeg havde lyst til krydret mad, men alligevel lavede det ungerne kunne lide. 
Jeg sagde det hver gang jeg havde lyst til at tage på storbyferie, men alligevel endte ved en børnepool.
Jeg sagde det hver gang jeg havde behov for at smide mig i en sofa, men endte med at sidde og heppe ude foran gymnastiksalen.
Jeg sagde det hver gang jeg skulle tisse , men lige skulle hjælpe Ella færdig med puslespillet.
Jeg sagde det hver gang, jeg havde lyst til at tage på venindeweekend, men droppede det fordi ungerne ikke skulle undvære mig så længe. 
Jeg sagde det hver gang jeg havde brug for at gå tidligt i seng, men alligevel blev nødt til, at bage boller, smøre madpakker, rydde op og ordne vasketøj inden det kunne ske.
 
Jeg sagde det faktisk hele tiden. 
Til sidst sagde jeg det ikke længere bare til mig selv. Jeg sagde det også til min mand. Og mine børn. 

-Jeg er ved at blive kvalt, sagde jeg. 

 
Og det var jeg. Jeg var helt blå i ansigtet af at holde vejret. Der var ikke længere nogen glæde. Ingen gejst. Ingen energi. Alt var en sur pligt. Fra jeg stod op til jeg gik i seng. (og også det meste af natten). Det hele var en lang række af opgave på opgave. På opgave. På opgave. 
Jeg var grå. Jeg var trist. Jeg var en tikkende bombe af irritation. Og jeg var bestemt ikke den mor jeg havde lovet mig selv og Mathilde, at jeg ville være. 
 
Og sådan tror jeg, at mange kvinder har det. Rigtig mange af de kvinder jeg har i forløb og i konsultation, har skabt sig et liv, hvor de udelukkende er mødre. De har sat en ære i, at sætte deres børn først. At sørge for, at deres børn aldrig mangler noget. 
Men det der sker. Når vi bliver ved med at hælde af vores kande. Og vi glemmer at fylde kanden op. Det er, at kanden løber hen og bliver tør. Og det er ikke muligt, at hælde af en tom kande. 
 
Det er heller ikke muligt, at være en givende, kærlig, rummelig, anerkendende, støttende mor, hvis ikke vi sørger for, at fylde vores liv med andet end børn. Hvis ikke vi undersøger hvad vi elsker og fylder vores liv med det også. 
En af de ting jeg altid sætter de kvinder jeg arbejder med, til at gøre. Er at lave en liste. Over alt det de elsker. Alt det der får dem til at føle, at livet er værd at leve. 
 
Hvilke mennesker? Hvilke oplevelser? Hvilke dufte? Hvilken musik? Hvilke film? Hvilke stemninger? Hvilke steder? Hvilken mad? Hvilken te? Hvilken alt mulig, der bare lige falder dem ind. 
 
At lave sådan en liste, kan være et chok. Fordi rigtig mange mødre kigger på den liste og opdager, at der ikke er mange af de ting, der rent faktisk er regelmæssigt i deres liv. 
 
Har du en liste? Har du alt det, der står på din liste, i dit liv? Skal du have en? 

For hvis du ikke fylder dit liv med det du elsker. Så er livet svært at elske <3
 

Udgivet i SELVUDVIKLING
Den dag det gik op for mig. At jeg har et barn med handicap. Der døde jeg lidt.
 
I dag er det det jeg er mest taknemmelig for. Overhovedet.
 
Det lyder måske mærkeligt. Egoistisk. Måske kan det være rigtig svært at forstå. At jeg kan komme med sådan en påstand. For nogle vil det måske være enormt provokerende. Men det er sandt. Det er sådan det er.
For 7 år siden blev jeg gravid. Min første graviditet. Sebastian og jeg var lykkelige. Euforiske nærmest. Som de fleste førstegangsforældre.
 
Vi glædede os. Planlagde. Drømte. Så kom Mathilde. Skønne, buttede, milde, søde Mathilde.
 
Den første tid var præget af ro. Ro. Overskud. Glæde. Faktisk så meget ro, at vi rendte rundt og klappede hinanden på skuldrene. Fordi vi var så gode. Det var jo SÅ nemt at være forældre. Hvad peb de egentlig for? De andre.
For Mathilde hun sov. Næsten hele døgnet. Ok der var ikke så meget kontakt. Og hun havde det bedst, hvis hun fik lov at være alene. Hun græd heller ikke. Mine søstre kaldte hende for ’barnet der ikke kunne græde’. Jeg var glad. Hun var sød.
 
Da Mathilde fyldte et år, var jeg ikke glad mere. Noget var galt. Jeg kunne ikke få hendes opmærksomhed. Der kom ikke nogen lyde ud af hende. Hun kunne ikke kravle endnu. Og så var hun vågen hele natten. 3-4-5 timer hver nat. Lys vågen.
 
Jeg prøvede alt. Alt hvad jeg kunne komme i tanke om. Ingen ting hjalp. Alle kunne se, at Mathilde ikke udviklede sig normalt. Men børn er forskellige. Vi må se tiden an. Sagde de. Og det gjorde vi så.
 
Da Mathilde blev 4 år stod jeg med en datter der led. Mathilde brugte timer på at falde i søvn hver aften. Hun ville så gerne sove, men uroen i hendes ben var voldsomme. Hun kunne ikke ligge stille. Når hun endelig faldt i søvn, gik der kun en time eller to, så vågnede hun og var vågen 2-4 timer. Det resulterede i, at hun var enormt træt og ked hele dagen, og på ingen måde i stand til at følge med og klare sig.
 
Hun var så låst i ryggen og i skuldrene, at det var helt sikkert at hun gik rundt med voldsomme smerter i kroppen og i hovedet. Hendes fordøjelse fungerede ikke.
 
Mathilde havde konstant mellemørebetændelse.
 
Mathilde havde som 4-årig stort set intet sprog. Hun havde nogle få lyde, der kun var forståelige for os herhjemme. Det siger sig selv, at det var sindssygt hårdt for hende ikke at blive mødt og ikke at kunne udtrykke sine behov. Hun var ikke i nærheden af at kunne være uden ble. Hvis hun sad i en sofa uden tøj på efter f.eks. et bad, kunne hun sagtens både tisse og have afføring. Uden overhovedet at bemærke hvad hun sad i. At få børstet tænder og vasket hår var det vildeste overgreb. Hun kunne ikke magte kontakt til andre voksne end os herhjemme.
 
Men det værste var. Hun kunne ikke give og modtage kærlighed og kærtegn. Kunne ikke holde i hånden. Eller få knus.
 
Vi havde en datter der på alle måder, var fanget i sin egen krop. Hun havde ikke mulighed for at udtrykke sig verbalt eller følelsesmæssigt. Og hun led. Det gjorde jeg også. Jeg vidste jo, at mit barn havde brug for kærlighed. Lige som alle andre. Men jeg kunne ikke trænge igennem til hende. Jeg var knust. Jeg bar rundt på en enorm sorg. Og frygt. Jeg følte mig som en dårlig mor. Som en fiasko. Men jeg turde ikke røre ved det. Jeg havde ikke andre udveje. End at være sej.
På det her tidspunkt, var det tydeligt for enhver. Noget var off. Alle de kloge tog fat.
 
Vi fik diagnoserne Infantil Autisme og kraftig retardering. Det gjorde egentlig ikke en forskel for mig. De sagde ikke noget, som jeg ikke vidste. Bortset fra en ting. De sagde at Mathilde ikke måtte komme i almindelig folkeskole. At hverken skolen eller Mathilde kunne rumme det. Og jeg tror det var det der vækkede mig. Jeg blev pisse stædig. Jeg ville nå ind til mit barn! Jeg ville undersøge hvad hun indeholdt inden under den lukkede skal.
 
Og så begyndte jeg min kamp. Der skulle give Mathilde et liv uden lidelse. Ikke et liv uden autisme. Masser af mennesker lever skønne liv med autisme. Men et liv uden smerte. Med mulighed for at rumme andre mennesker. Mulighed for at give og modtage kærlighed. Udleve sine drømme. Elske. Leve. Udtrykke.
 
Og det gjorde jeg. Det gjorde vi <3
 
Det kan lade sig gøre:
 
Jeg ledte og læste. Alle vegne. Om maven. Om nervesystemet. Om hjernen. Om psyken. Om sprog. Om motorik. Om alt hvad jeg kunne forestille mig spillede ind. Jeg opsøgte alle mulige og umulige eksperter. Jeg besluttede mig for at lytte til alle. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville slå noget hen som pjat. Eller uvidenskabeligt. Jeg ville sortere ud fra mit hjerte. Og min mavefornemmelse. Ikke ud fra mine fordomme.
 
Til sidst havde min mavefornemmelse, mit moderinstinkt, min stædighed, min vilje og jeg, lavet en plan.
 
Vi ændrede vores kost. Fjernede alt hvad Mathilde ikke kunne tåle. Ikke havde godt af. Alt hvad der gjorde hende oppustet eller utilpas. Det var noget af et arbejde. At regne ud og holde styr på, hvad der påvirkede hende og hvordan. Vi fjernede sukker. Korn. Mælkeprodukter. E-numre. Alt hvad der var forarbejdet. I en periode også natskyggefamilien. Og i en kort, men hård, periode også alle former for frugt.
 
Vi fik hjælp af en dygtig behandler til at bygge Mathildes krop op med vitaminer og mineraler. Og olier. Masser af olier.
 
Vi lavede forhindringsbaner igennem huset. Baner der udfordrede og var sjove. Og som krævede store mængder krydsbevægelser. Op og ned. Over og under. Rulle og trille.
 
Vi kravlede og krøb. Både børn og voksne. Det var sjovt. Især for Mathilde. Hun elskede det. Hun elskede det sjove. Det nærværende. Og det var tydeligt at mærke, at det var godt for hende. Det var det her hun havde brug for. Hendes krop. Hele hendes system. Havde hungret efter det.
 
Vi sørgede for, at Mathilde fik behandling hos en osteopat 1 gang om ugen. I begyndelsen var vi nødt til, at have osteopaten hjem sent om aftenen. Når Mathilde sov. Hun kunne ikke rumme at nogen rørte ved hende. Hun var låst og stiv i hele ryggen. Også hendes kranie. Og hendes bækken. Efter et halvt år kunne Mathilde modtage og godtage behandling i vågen tilstand.
 
Lige så stille begyndte hun at bevæge sig mere smidigt. Flydende. Det hjalp også på hendes skelen. Og det gav hendes arme fri bevægelse, så hun begyndte at gå i krydsbevægelser lige som os andre.
 
Vi lavede sanseintegration. Lyttede. Rørte. Duftede. Mærkede. Sjaskede. Plaskede. Kiggede. Det var spændende for Mathilde. Og pludselig begyndte hun at reagere. Først på dufte omkring sig. Jeg glemmer aldrig første gang. Vi sad i bilen. Der ’duftede’ af gylle. Pludselig siger Mathilde puhhh og tager sig til næsen. Sebastian og jeg kiggede på hinanden. Præcis der vidste vi. Vi er på rette vej.
 
Mundstimuleringsprogrammer med el-tandbørste. Mange gange dagligt. Det kildede og var lidt mærkeligt. Men for pokker hvor det hjalp. På evnen til at spise. Tale. På ansigtsmimik. Mathilde fik en fornemmelse af, hvor hendes tunge var. Kunne mærke sine læber, og hun kunne begynde at forme til lyd. Og kys <3
 
Vi lavede børne-yoga i lange baner. Vi fandt på sjove historier af yoga-stillinger. Og igennem yoga-fortællingerne fik vi mere og mere kontakt. Og bedre og bedre respons. Mathilde forstod i højere grad, at hun kunne kopiere. Kopiering er enormt vigtigt for et barns læring. Men, tror jeg, også for at barnet får en fornemmelse af at høre til. Være ens med. Og det rykkede.
 
Det var som om at Mathilde begyndte at forstå, at hun var ok. Og at vi andre var ok.
 
En dag gik Mathilde og jeg ind i en legetøjsforretning. Vi ville købe en ting til Ella. Damen i forretningen (som jo ikke vidste at Mathilde havde kontaktbesvær) spurgte: Jamen hvor gammel er din søster?
 
Jeg skulle lige til at svare på Mathildes vegne, da jeg hørte hendes lille klare stemme: 3 år. !! Var det mit barn? Der svarede på et direkte spørgsmål? Fra en fremmed? Jeg blev så rørt. Åhh det gør jeg også nu mens jeg skriver. Men den rare dame spurte: Hvad tror du så du kunne tænke dig at give din lillesøster? Igen var jeg klar til at komme Mathilde til undsætning, men hun svarede bare: En blå paraply.
 
Jeg må have lignet en idiot. Med åben mund og polypper. Og øjnene fulde af tårer. For alle andre i butikken var det en selvfølge. For mig var det et af de største øjeblikke i mit liv.
 
Vi brugte musik som stimulation og afslapning. Vi dansede. Hoppede. Lyttede. Brugte musikken som en fri-rum vi kunne vælge at gå ind i. For at skabe ro. Fred. Eller for at udtrykke følelser der ikke ville ud på andre måder.
 
Vi lavede børsteprogram på hele kroppen. Mathilde havde haft store vaskeligheder med at mærke og forstå sin egen bagside. Og det gav motoriske udfordringer. Børsteprogrammet hjalp.
 
Vi lavede tryk-massage. Hygge-massage. Hurtig massage. Langsom massage.
 
Vi lavede alt muligt. Vi brugte hele dagen. Hver dag. Vi helede Mathildes krop. Hjalp hende med at slippe alt det der gjorde ondt. Alt det der generede hende. Og kostede de kræfter. Som hun havde brug for. Til noget andet.
 
Og Mathildes udvikling spurtede afsted. Vi kunne nærmest ikke følge med.
 
En dag havde Mathilde og jeg været nede og handle. Jeg satte hende ind i autostolen. Mens jeg spændte selen sagde jeg. Mathilde jeg elsker dig. Elsker du mig? Og så kom det. Klokkeklart: Ja mor. Åhhh jeg var lige ved at dåne. Jeg tror ikke jeg behøver, at forklare hvordan jeg følte <3
 
Mathilde havde elsket hvert et øjeblik. Hun havde elsket alt det aktive. At vi hele tiden vekslede mellem aktivitet og afslapning. At det forgik på hendes præmisser. Ingen stress. Mathilde havde elsket, at vi havde taget hende ud af børnehavens larm. Elsket at vi hele tiden var sammen som familie. At det hele var forudsigeligt. Planlagt. At der var ro. Og at alt foregik ud fra hvad hun magtede og ikke magtede.
 
Men en dag var det slut. Hun sagde nej. Hun lagde armene over kors og sagde stop. Og så var det det. Mathilde var klar. Og hun var selv fuldstændig klar over det. Og det var det der gjorde mig mest rolig. Og tryg ved fremtiden. At hun havde så klart et billede af hvad der var rigtigt for hende. Er det ikke det aller største vores børn kan nå? Og så var det jo bare slut. Mathilde var klar til lige så stille, at blive sluset ind i en lille bitte hyggelig skovbørnehave.
 
Hun er ikke normal. Jeg ved ikke rigtig hvad normal er? Mathilde har stadig svært ved at tale som sine jævnaldrene. Stadig lidt svært ved at knytte sig til fremmede voksne. Hun har stadig sine små (og store) særheder. Men hun lider ikke længere.
 
I dag går Mathilde i skole. En almindelig lille hyggelig friskole med højt til loftet. For ”almindelige” børn. Hun klarer sig uden støtte. Hun leger og lærer. Hun har venner. Og så er hun glad. Bare glad. Og fræk ;)
 
Og så stod jeg der. Og havde nået mit mål. Jeg havde ikke længere brug for viljen og stædigheden. Og så kollapsede jeg. Nærmest. Jeg havde givet ud alt hvad jeg havde. Jeg havde ikke haft tanke for, at sørge for mig selv samtidig. Jeg havde brugt alt hvad jeg havde i mig. Jeg var knust af alle de følelser jeg havde holdt nede. Jeg blev overmandet af træthed. Ligegyldighed. Jeg mistede alt mit overskud.
 
Jeg kunne ingen ting. Jeg var irriteret på verden. Råbte af min mand og mine børn. Af mig. Jeg var vred på verden. Og jeg var dybt, dybt ulykkelig.
 
Jeg anede ikke hvad der var galt med mig. Jeg anede ikke hvor jeg skulle tage fat. Anede ikke at jeg kunne tage fat. Jeg gik lige som i en bobbel. Og ventede. På at jeg skulle blive glad igen (havde jeg egentlig nogensinde været det?). Jeg ventede måske også en lille bitte smule på, at nogle andre kom og redede mig. Hvorfor kom der ikke nogen og redede mig?
 
Men så pludselig en dag kom det til mig. Jeg ved ikke hvorfor eller hvorfra det kom. Men som et lyn fra en skyfri himmel kom det i hvert fald: Jeg skal redde mig!! Der kommer ikke andre og gør det. Jeg må klare det.
 
Jeg anede ikke hvordan, men jeg vidste at det skulle ske. Ikke på den der seje handle-måde som jeg var vant til at klare alting med. Men med på den stille og rolige måde. Den der måde der skal holde hele livet.
 
Vil du læse om, hvordan jeg kom tilbage til mig selv, og bragte balance i hele min familie, læs med her

 

 
Udgivet i SELVUDVIKLING
lørdag, 03 februar 2024 06:03

Lykken som småbørnsmor med egen virksomhed

Filmen knækkede, da jeg blev gravid med mine tvillinger.

Hverdagen havde længe været presset. Jeg var træt af mit konsulentjob med sene arbejdstider, som var svært at forene med at være en småbørnsmor, der gerne ville have tid til leg og hygge. Med udsigten til to babyer kunne jeg slet ikke se, hvordan enderne skulle mødes og jeg frygtede, at jeg ville blive stresset og trist.

Noget skulle laves om.

Jeg havde længe haft lyst til at blive selvstændig igen. Mens vi boede i Paris, havde jeg startet et rekrutteringsfirma.

Det var vildt sjovt, det gik godt og jeg kunne sælge min del, da vi flyttede til Danmark. Jeg havde en positiv erfaring at se tilbage på, men vidste også, at jeg ikke ville arbejde lige så meget som dengang, og at det kunne være hårdt at skulle sælge og skaffe kunder.

Jeg sagde mit job op under barslen og gik i tænkeboks med, hvordan min virksomhed skulle se ud.

 

 

I dag, to et halvt år senere, har jeg en velfungerende virksomhed, med en fornuftig økonomi og tid til at aflevere og hente alle børnene sammen med min mand, fire ud af fem dage. Jeg laver det jeg brænder for, nyder friheden til selv at bestemme, og føler mig taknemlig for alle de muligheder jeg har.

Jeg vil gerne dele mine overvejelser, erfaringer og bedste råd med dig, så du kan få inspiration til at lykkes med din virksomhed.


5 råd til at komme godt i gang med din virksomhed

1) Hvad er vigtigst for dig, arbejdsmæssigt og privat?

Start med at finde ud af, hvad der er allervigtigst for dig både arbejdsmæssigt og privat.

Privat handler det om, hvem du gerne vil være sammen med, og hvad du gerne vil have tid til. Arbejdsmæssigt handler det både om, hvor meget du vil tjene, og hvad du gerne vil lave.

Prøv at lave en liste med alt det du gerne vil, og derefter prioritere tre områder privat og tre områder arbejdsmæssigt, som du vil fokusere på. Du kan ikke nå det hele på en gang. 

I din virksomhed er det bedste du kan gøre at lykkes med en ting af gangen, inden du starter noget nyt op:

Start med at sælge et produkt til en målgruppe, før du går videre til det næste. Vil du for eksempel sælge både til virksomheder og privatpersoner, så vælg det du helst vil og start her.

Når du har kunder nok, kan du så gå videre til den næste målgruppe. Der hvor mange går galt er, at de giver op for hurtigt, det vil sige, at de prøver at sælge noget et par gange, og når det så ikke lykkes, skifter de fuldstændig retning og afprøver en ny idé.

Du er nød til at være vedholdende og fokuseret, for det tager tid at blive "kendt" og få kunder.


Alle kan få idéer, kunsten er at lykkes med dem.

Privat er det en god idé at dele dine aktiviteter op over længere tid,  samt at skære de ting fra der ikke hjælper dig med at udvikle din virksomhed eller få tid til familien. For eksempel se dine veninder en gang om måneden i stedet for hver uge eller droppe at se fjernsyn.

Husk også dit helbred, så du ikke kører dig selv ned. Søvn, sund kost og fysisk aktivitet er med til at give dig det overskud, du har brug for som mor og selvstændig. Jeg har ofte valgt at tage en lur, hvis børnene har holdt mig vågne om natten. Jeg når mere, er gladere og laver færre fejl, når jeg er veludhvilet.



2) Lav et økonomitjek og justér

Kig din økonomi igennem, og spar op eller skær ned på forbruget i en periode, så du ikke er så økonomisk presset i starten. Er du i forhold, så tal med din partner om det, og afstem forventninger til fremtiden.

Jeg ville gerne have en blid start på mit firma, da tvillingerne kun var seks måneder, da jeg fik CVR nummer. Vi valgte derfor at skifte bilen ud med en ladcykel og blive boende i vores tre-værelses lejlighed med vores fire børn, fremfor at flytte til noget større og dyrere, samt at bruge af vores opsparing.

Jeg kender andre, der har valgt at holde ferierne hjemme, hæve noget af deres pensionsopsparing eller holde op med at ryge, for at gøre opstarten nemmere.

Hvad kan du gøre?



3) Lær om salg og markedsføring

Lær om salg og markedsføring og find ud af, hvordan du får kunder. Det er i sidste ende kunderne, der afgør om du kan leve af din virksomhed.

Start med at finde ud af:
 - Hvem vil du hjælpe?
 - Hvem er din målgruppe?
 - Hvilken forskel gør det du laver for dine kunder?
 - Hvad får de ud af din service eller dit produkt?

Lav en trin for trin plan, hvor du holder dine kunder i hånden fra, at de hører om dig til, at de køber noget hos dig.



4) Find nogen at sparre med

Der er en del usikkerhed forbundet med at være selvstændig:

Du kaster dig ud i noget nyt, du er ikke sikker på din indtjening, du skal være synlig og du skal til at sælge.

Disse ting kan sætte gang i overlevelsesmekanismerne hos de fleste mennesker, og kan gøre, at man bliver “bange”, laver overspringshandlinger og går i stå.

Det bedste du kan gøre, er at have nogen, du kan sparre med. Kender du ikke andre selvstændige, kan jeg anbefale, at du deltager i netværk og arrangementer for selvstændige, så du kan tale med ligesindede og få støtte eller et boost, når du trænger til det.



5) Vær fokuseret og vedholden

Husk! Der er ingen mirakelkur eller quick-fix til at få succes. Det er handling, fokus og vedholdenhed, som giver resultater.


Læs også:  Businessmor - tre trin til succes


Udgivet i SELVUDVIKLING



HERUNDER FINDER DU DIN PRIVATE JORDEMODER, DIN DOULA, DIN SCANNINGSKLINIK M.M. - UANSET HVOR DU BOR I DANMARK.

PRIVAT JORDEMODER
DOULA
GRAVIDITETSSCANNING
ZONETERAPEUT
FØDSELSFORBEREDELSE
EFTER FØDSEL