Kvinder brokker sig. Ofte. Over børnehavepædagoger der ikke forstår almindelige pædagogiske principper, skoler med for mange børn i klassen, penge der mangler, skolereformer der ikke passer ind i vores liv, børn der vågner for tidligt, mænd der ikke tager del i den daglige husholdning, teenagere der er lettere vanskelige at være i nærheden af, andre kvinder der bare er for meget, mødre der bare er pisse irriterende.
Vi kvinder brokker os ikke fordi vi er dumme. Eller tarvelige. Eller bare irriterende. Vi brokker os fordi vi har en smerte inden i, som vi ikke tror vi kan håndtere. Det er bare sådan, som vi som børn har lært at konflikthåndtere. Håndtere den smertefulde konflikt, som udspiller sig inden i os.
Det er, for rigtig mange af os, en rigtig grim følelse af stå med. Den værste måske. Følelsen kan være så svær, at vi har behov for at distancere os til den. Fjerne os fra den. Bare væk. Som regel gør vi det uden at opdage det. Helt per refleks. For vi har gjort det så mange gange før. Fjernet os. Distanceret os. Til følelsen af at være blevet svigtet. Ladt alene. Og det er et problem fordi, når vi distancere os, så ejer vi ikke følelsen, og så kan vi ikke ændre den.
Nærmest fra det øjeblik jeg blev mor, blev jeg en brokker. Jeg brokkede mig mest indeni. Brokkede mig over, at det hele hang på mig. At jeg var overbelastet, og at ingen kom og hjalp mig. At jeg aldrig kom ud. At jeg aldrig kunne fralægge mig ansvaret for mine børn. At det var mig der stod med bekymringerne og byrderne. Det var mest når jeg var træt. Eller knoklede rundt med en gulvskrubbe.
SÅ startede det. Helt automatisk. Inde i hovedet.
’Det er så dyrt at leve, det er jo ikke muligt at få råd til noget som helst af det jeg gerne vil’.
Min krop blev stresset af at jeg blev mere og mere irriteret. Jeg mærkede det i skuldrene der trak sig sammen og endte nærmest helt oppe under ørene. Jeg fik små-hovedpine af at rynke brynene og jeg mærkede hvordan jeg fik en knude i maven.
Det gik kun ud over mig. Samtidig med, at jeg følte mig alene om byrderne, gjorde jeg ondt værre, ved at tilføre min krop en stress tilstand, der gjorde mig endnu mere træt og endnu mere belastet. Jo mere jeg brokkede mig, jo mere følte jeg mig alene. Det faldt mig på intet tidspunkt ind, at der var en anden vej. En anden måde at se det på.
Men når først vi har lært det. Fået øjnene op for vores egne mønstre, så bliver livet så usandsynligt meget lettere. Fordi vi nu har mulighed for, at ændre tingene. Gøre dem til vores egne, og skabe en hverdag som vi elsker.
Jeg brugte stor energi på, at købe og lave den mad som min familie kunne lide, men jeg lavede sjældent noget fordi det var det jeg havde lyst til. Tit spiste jeg faktisk det som mine børn ikke gad. For det skulle jo ikke gå til spilde.
Jeg brugte uendelige timer, på mine børns fritidsaktiviteter, men havde ikke selv tid til at gå til yoga. Jeg købte dyrt tøj til mine børn, men brugte ikke en krone på lækkert tøj til mig selv. Jeg sagde til min mand, at det var vigtigt at han kom ud med sine venner, men jeg gjorde det sjældent selv.
Jeg begyndte at tale pænt til mig selv. At opdage og dække mine behov. At leve efter min egen sandhed, i stedet for efter den sandhed jeg troede andre havde.
Argumentet, der stort set altid får ti-øren til at falde er, at når vi svigter os selv, også selv om det er i en højere sags tjeneste, så lærer vi også vores børn, at de skal svigte sig selv. For de gør bare som vi gør. Og dét er der ingen mødre der har lyst til at give videre. Jeg har endnu ikke mødt en mor, der uanset hvordan hun agerer, og hvad andre mener (og brokker sig over) om hendes opførsel, så har jeg aldrig mødt en kvinde, der ikke vil det aller bedste for sine børn.
Så begynder magien at opstå.
