Du er her:min barsel»Artikler»Selvudvikling»Brok-brok-brok

Brok-brok-brok

Skrevet af 

Kvinder brokker sig. Ofte. Over børnehavepædagoger der ikke forstår almindelige pædagogiske principper, skoler med for mange børn i klassen, penge der mangler, skolereformer der ikke passer ind i vores liv, børn der vågner for tidligt, mænd der ikke tager del i den daglige husholdning, teenagere der er lettere vanskelige at være i nærheden af, andre kvinder der bare er for meget, mødre der bare er pisse irriterende.

Misforstå mig ikke. Problemerne kan skam være reelle nok. Absolut. Men det slår mig altid, at enten går vi i den ene grøft, og maler livet lyserødt, eller også går vi i den anden, og brokker os… over det meste.

Vi kvinder brokker os ikke fordi vi er dumme. Eller tarvelige. Eller bare irriterende. Vi brokker os fordi vi har en smerte inden i, som vi ikke tror vi kan håndtere. Det er bare sådan, som vi som børn har lært at konflikthåndtere. Håndtere den smertefulde konflikt, som udspiller sig inden i os.

For mig, er brok et pejlepunkt. Et ud af mange. En retningsviser. Brok hjælper os til at forstå og få øje på, hvilke sider af vores liv, som vi har brug for at kigge nærmere på.
 
For bag brok ligger –ofte- svigt. Gemt nedenunder brok og ballade ligger følelsen af at være svigtet. Og måske endda skam over at være blevet svigtet.

Det er, for rigtig mange af os, en rigtig grim følelse af stå med. Den værste måske. Følelsen kan være så svær, at vi har behov for at distancere os til den. Fjerne os fra den. Bare væk. Som regel gør vi det uden at opdage det. Helt per refleks. For vi har gjort det så mange gange før. Fjernet os. Distanceret os. Til følelsen af at være blevet svigtet. Ladt alene. Og det er et problem fordi, når vi distancere os, så ejer vi ikke følelsen, og så kan vi ikke ændre den.

Nærmest fra det øjeblik jeg blev mor, blev jeg en brokker. Jeg brokkede mig mest indeni. Brokkede mig over, at det hele hang på mig. At jeg var overbelastet, og at ingen kom og hjalp mig. At jeg aldrig kom ud. At jeg aldrig kunne fralægge mig ansvaret for mine børn. At det var mig der stod med bekymringerne og byrderne. Det var mest når jeg var træt. Eller knoklede rundt med en gulvskrubbe.

SÅ startede det. Helt automatisk. Inde i hovedet.

’Det er altid mig der står med det hele’
’Hvorfor er jeg den eneste der tager ansvaret i denne her familie?’
’Det er bare for dårligt, at de får så meget sukker nede i børnehaven’

’Det er så dyrt at leve, det er jo ikke muligt at få råd til noget som helst af det jeg gerne vil’.

 

Alle mulige historier kørte der i mit hoved. Og jeg blev mere og mere irriteret. Gulvet blev skrubbet hårdere og hårdere, mens jeg følte mig mere og mere uretfærdigt behandlet. Det var så hårdt. For jeg kørte mig selv længere og længere ud.

Min krop blev stresset af at jeg blev mere og mere irriteret. Jeg mærkede det i skuldrene der trak sig sammen og endte nærmest helt oppe under ørene. Jeg fik små-hovedpine af at rynke brynene og jeg mærkede hvordan jeg fik en knude i maven.

Det gik kun ud over mig. Samtidig med, at jeg følte mig alene om byrderne, gjorde jeg ondt værre, ved at tilføre min krop en stress tilstand, der gjorde mig endnu mere træt og endnu mere belastet. Jo mere jeg brokkede mig, jo mere følte jeg mig alene. Det faldt mig på intet tidspunkt ind, at der var en anden vej. En anden måde at se det på.

Men det var der.
 
Da jeg begyndte at uddanne mig som detox-coach, gik det pludselig op for mig, at jeg kunne bruge mit brokkeri, til at opdage hvad der i virkeligheden lå under. Det var et kæmpe arbejde. Ingen tvivl om det. Og det var hårdt. Det er nemlig enormt hårdt, at fratage os selv de konflikthåndterings-metoder, som vi har brugt hele livet. At få frataget os vores redskaber.

Men når først vi har lært det. Fået øjnene op for vores egne mønstre, så bliver livet så usandsynligt meget lettere. Fordi vi nu har mulighed for, at ændre tingene. Gøre dem til vores egne, og skabe en hverdag som vi elsker.

Det jeg opdagede, det var, at jeg brugte brok til at distancere mig til svigt. Men svigtet kom ikke fra andre. Det kom fra mig selv. Det var mig der havde bestemt, at det var vigtigere at vaske det gulv, end at slappe af. Det var også mig der havde udsat mit eget liv, for at være i mine børns.
Da jeg først opdagede, at jeg svigtede mig selv, så sprang det lige i øjnene, i hvor mange situationer og i hvor høj grad at det gjorde sig gældende.

Jeg brugte stor energi på, at købe og lave den mad som min familie kunne lide, men jeg lavede sjældent noget fordi det var det jeg havde lyst til. Tit spiste jeg faktisk det som mine børn ikke gad. For det skulle jo ikke gå til spilde.

Jeg læste et utal af bøger og artikler, om hvordan jeg bedst håndterede at mine børn skulle blive renlige uden at få traumer, men jeg udsatte mine egne toiletbesøg til jeg var sikker på, at alle andre havde fået hvad de havde brug for.

Jeg brugte uendelige timer, på mine børns fritidsaktiviteter, men havde ikke selv tid til at gå til yoga. Jeg købte dyrt tøj til mine børn, men brugte ikke en krone på lækkert tøj til mig selv. Jeg sagde til min mand, at det var vigtigt at han kom ud med sine venner, men jeg gjorde det sjældent selv.

Pludselig kunne jeg bare se hvor dårligt jeg behandlede mig. Hvordan jeg, med alle mine handlinger, fortalte mig selv hver eneste dag, at jeg ikke var mere værd.

 
 
Det var jo fuldstændig umuligt for mig, at være glad og tilfreds i mit liv, når jeg behandlede mig selv sådan. Og så holdt jeg op. Jeg stoppede simpelthen med at opføre mig overfor mig selv, som jeg aldrig ville acceptere at andre opfører sig overfor mig.

Jeg begyndte at tale pænt til mig selv. At opdage og dække mine behov. At leve efter min egen sandhed, i stedet for efter den sandhed jeg troede andre havde.

Og jeg kan godt love dig at det er fantastisk. Det er så befriende at forstå, at jeg er her for mig. At det ikke er egoisme, at fylde min kande op først, for derefter at kunne hælde i stride strømme til mine medmennesker. For det er umuligt at hælde af en tom kande.
 
Næsten hver eneste af de kvinder jeg har i konsultation, og næsten samtlige af de kvinder der følger mine online-forløb, fjerner sig fra deres følelser ved at brokke sig. Nogle brokker sig højlydt. Andre brokker sig kun inden i. Uanset om vi lader det gå ud over os selv, eller ud over andre, så fjerner vi os. Vi forpasser muligheden for at se på og ændre på den følelse vi har inden i. For at mærke hvad det er der sker inden i os, og ændre det.
 
Det kan i rigtig mange tilfælde, være svært at overbevise kvinder om, at de skal sætte deres egne behov først. Rigtig svært. Vi er så vant til, at det betyder, at vi er egoistiske eller dårlige mødre.

Argumentet, der stort set altid får ti-øren til at falde er, at når vi svigter os selv, også selv om det er i en højere sags tjeneste, så lærer vi også vores børn, at de skal svigte sig selv. For de gør bare som vi gør. Og dét er der ingen mødre der har lyst til at give videre. Jeg har endnu ikke mødt en mor, der uanset hvordan hun agerer, og hvad andre mener (og brokker sig over) om hendes opførsel, så har jeg aldrig mødt en kvinde, der ikke vil det aller bedste for sine børn.

 
Og det er så vidunderligt at være vidne til, når det går op for hende, at det bedste for hendes børn, kan være det samme som er bedst for hende.


Så begynder magien at opstå. 

 

Skrevet af 



HERUNDER FINDER DU DIN PRIVATE JORDEMODER, DIN DOULA, DIN SCANNINGSKLINIK M.M. - UANSET HVOR DU BOR I DANMARK.

PRIVAT JORDEMODER
DOULA
GRAVIDITETSSCANNING
ZONETERAPEUT
FØDSELSFORBEREDELSE
EFTER FØDSEL