Børns kontakt til deres forældre er afgørende for deres trivsel og udvikling, men det er ikke altid let for børn at give udtryk for deres behov for kontakt, fordi erfaringer kan fortælle dem, at de risikerer at skubbe forældrene væk. For at passe på sig selv i relationen udvikler børn derfor ubevidst forskellige strategier, som igangsætter en særlig adfærd, når de bliver klemte: De bliver fx søde (oversamarbejder), ligger sig døde (stivner), går i kamp (bliver aggressiv) eller flygter (trækker sig).

Selvbeskyttelsesstrategier risikerer at blive til livsprogrammer, vi tager med os ind i voksenlivet og når vi bliver ramt enten i kontakten med vores partner eller vores børn, bliver de aktiveret. I barndommen var det et barns bedste forsøg på at få det, der var livsnødvendigt – kærlighed, forståelse og omsorg, men i voksenlivet bliver det til selvmordsstrategier, fordi programmet sikrer, at vi ikke får det, vi længes efter.

Råber og skriger vi i håb om, at den anden vil møde os med omsorg, forståelse og respekt, får vi det ikke. Trækker vi os eller lægger den anden på is i håb om at få kontakt, forståelse og kærlighed, får vi det ikke, fordi det bliver utrygt og demotiverende at give det. Bliver vi for pleasende i håb om, at den anden vil se og forstå vores behov, vil vi blive overset, fordi vi allerede har udslettet os selv i relationen.

For at stoppe de gamle mønstre, der ødelægger kontakten til dem, vi elsker og dem vi har ansvaret for, er vi nødt til at få øje på dem. Det er kun det første skridt. Andet skridt handler om at deaktivere mønstret og lære at gøre noget andet.

Den 01.11 2022 starter jeg et forløb for fædre op – Farfundamentet. Det kommer til at handle om at skabe et mere sikkert fundament at stå på, når du skal tage lederskabet på dig i familien og ansvaret for dig selv. Vi kommer til at stille skarpt på, hvordan dine programmer kan spænde ben for det, du ønsker i din familie og vigtigst af alt, hvad du kan sætte i stedet for, så du både skaber kontakt og gør indtryk.

Farfundamentet - Et forløb for fædre

Hvis du vil vide mere om Farfundamentet, så klik på ovenstående link. Efter artiklen er der en beskrivelse over, hvad du får med i forløbet, og hvordan du tilmelder dig. 

Når vores børn her i ferien spørger om en is og får nej.
Så græder de små. Og gerne på langs.

Det er en sund og naturlig reaktion, når man ikke får det, man gerne vil have. 

Eller de større børn ønsker sig et stykke textil, der koster en ordentlig bid af månedslønnen, fordi det er et bestemt mærke. Vi siger nej, og vi får at vide, at alle de andre på skolen har netop de der gummisko eller det der tørklæde.

Eller de falder sammen kropsligt og synes, vi er de værste forældre i verden. For en stund.

Andre børn og unge ønsker at sidde og spille computer hele natten. Eller noget der ligner. Vi siger nej og det udløser en vredesreaktion, der fortæller os, at der er meget på spil.

Det hele er lige, som det skal være.
Barnet får et nej, og det udløser en følelsesmæssig reaktion.

Hvad havde vi forventet?

Det kan være et meget godt spørgsmål at stille sig selv, da vi ofte som forældre bliver antændt af vores børns følelsesmæssige reaktioner og går i krig med dem, hvor vi ofte ender med at forklare dem rimeligheden af deres ønske eller deres reaktion. Men følelser og ønsker har sjældent noget med fornuft at gøre. Det er irrationelle størrelser, så her rækker ingen rationalitet. Det vil blot optrappe konflikten.

Derfor skal vi bare møde vores børns følelser uden ord og domme. På den måde lærer vores børn at mestre et nej uden at blive gjort forkerte i at have et ønske, der går imod deres forældres.

Det kunne eksempelvis lyde sådan:

“Ja, det er da også surt ikke at få en is, når det er det, du har lyst til. Øv.”
- bare trøst.

“Hold nu op, hvor koster det mange penge! Det vil jeg ikke betale for et par sko … Kan du ikke fortælle mig, hvad der gør dem så særlige for dig?”
- vær nysgerrig over for det, du ikke forstår.

“ja, jeg kan godt se det er surt at blive begrænset …især når det er så spændende for dig.”


Den respekt vi giver vores børn i de her situationer, giver de tilbage … både til os som forældre, dem selv og resten er deres verden.

Selvregulering og farfundamentet

Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.

I mit forløb for fædre - Farfundamentet, (<--- du finder information om forløbet, nederst i artiklen efter at du har klikket på linket her) sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
OBS holdopstart i KBH primo november 2022

 

Når børn føler sig pressede, vil de ofte vise os det igennem deres adfærd. Og når den gør os vrede eller frustrerede og vi lukker børnene ned på en måde, hvor de kommer til at føle sig kritiseret eller bebrejdet, så vil de naturligt komme til at føle sig utilstrækkelige og få det dårligt med dem selv.

De vil vise os det ved enten at implodere og vende følelserne indad: vreden, tristheden, ked-ad-det-heden eller lignende og bebrejde sig selv eller ved at eksplodere, vende følelser ud og skrue op for de handlinger, vi ikke bryder os om.
 
Begge dele er kommunikation og oversat til voksensprog betyder det: ”Hjælp! Jeg kan ikke håndtere situationen og jeg har sådan brug for, at der kommer en voksen og hjælper med at håndtere mig selv og det problem, jeg er fanget i!”
 
Og det er vigtigt at vide her, at det kun er os, voksne, der kan bryde dette reaktionsmønstre og det er absolut nødvendigt for, at vi kan hjælpe barnet. 
 
Det er bestemt ikke altid let, at skulle møde børn i deres store følelser, når vi selv er opdraget i en tid, hvor børn har skulle tilpasse sig og høre efter, hvad de voksne sagde, – og gjorde de ikke det, blev de truet eller det, der var meget værre. Sådan lærte de – og vi – at rette ind.

Vi skal gøre noget i kontakten vores børn, som vi ikke har lært …
 

Det kan være svært, men det er heldigvis ikke umuligt 

Når børn i disse svære følelsesmæssige stunder oplever, at vi møder dem med medfølelse, forsøger at forstå dem, holder af dem og mærker, at vi ønsker at hjælpe dem, så vil deres forsvar og vrede ofte smelte. Og herfra vil det blive lettere for dem at være sammen med os og deres store følelser og vi vil opleve, at de vil reagere meget anderledes, mindre eksplosivt i kontakten med os.
 
For at kunne møde vores børn fra et medfølende og forstående sted, så kræver det ofte, at vi for et øjeblik er villige til at forlade os selv, vores egne antagelser og tolkninger for at kunne sætte os i barnets sted og forstå, hvordan de oplever og forstår situationen.

Denne tilgang vil ændre jeres reaktionsmønstre i situationen og på sigt, fordi det giver barnet en erfaring med, at det ikke behøver skulle skrue så højt op for vreden for at blive forstået eller at kæmpe for at få lov til at have det, som det har det.
 
Det er grundlæggende sådan, at når vi kan få lov til at have det, som vi har det og får sat ord på det, så vil følelserne hurtigere kunne reguleres og forandre sig.

Selvregulering og farfundamentet

Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.

I mit forløb for fædre - Farfundamentet, (<--- du finder information om forløbet, nederst i artiklen efter at du har klikket på linket her) sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
OBS holdopstart i KBH primo november 2022

”Tag nu det tøj på! Skynd dig lidt. Stil din tallerken i opvaskemaskinen – og så hurtigt ud og børste dine tænder, ellers når vi ikke at læse godnathistorie. Bliv nu færdig med det pjat, hvor svært kan det være at tage de strømper på – hvis du ikke bliver færdig nu, når vi ikke at tegne, inden jeg skal gå.”

Tøj på og tøj af, oprydning, tandbørstning og putning er ofte noget, vi vil have overstået hurtigt. For vi skal nå at hygge os – eller blot videre til det næste. Men vi glemmer, at det er processen og vejen til målet, der er afgørende for, hvordan vi har det, når vi når frem.

Hvis aftenritualerne med vask og tandbørstning har været båret af kampe og skældud, bliver det svært at hygge sig sådan rigtigt med godnatlæsningen eller middagen.

Børn kan mærke, når de er noget, der bare skal overstås, og som vi egentlig ikke gider – også selvom vi har sukkerstemmen på og siger "skat".

Som forældre bliver mange af os nemt automatiserede i kontakten med vores børn. Det er som om, vi er der uden at være der helt. Som om programmet bare skal køres igennem for, at vi kan komme videre med … hvad?

Livet? Få tid til os selv? Arbejdet? Vasketøjet?

Når vi går sådan til vores børn, får vi ikke rigtig tjekket ind i relationen og der ender med at blive lidt tomt på begge sider af relationen.

Den ærlige kontakt, hvor børnene kan mærke kontakten til os, er livsvigtig for vores børn.

Det er nemlig den, de næres og vokser af. Hvis vi kun er halvt til stede, kaster vi et lavt næringsindhold af os.

Det gør vores børn sultne, og de vil forsøge at fremkalde os for at få en helhjertet kontakt.

Det gør de ved at blive klagende, klæbende, plagende og grædende – de kommer til at virke umættelige efter kontakt og opmærksomhed.

Men med god grund. For de får ikke det, de har brug for fra os.

Jo mindre vi generelt gider vores børn, jo mere opfører de sig som nogen, man ikke gider.

De samarbejder med det, vi sender ud og formes ganske enkelt af vores indstilling til dem.

Børn vil gerne gøre, som vi siger, men vores måde at tale til dem på og være sammen med dem på, kan gøre det svært for dem at give os det, vi gerne vil have, fordi de føler sig talt ned til eller overset.

Når vi skælder meget ud er konflikt- og frustrationsniveauet højt i familien. Afstanden mellem os bliver større, og det bliver sværere at nå hinanden. Med tiden begynder børnene at tale til os, som vi taler til dem, og vores tone afspejles også i børnenes indbyrdes konflikter.

Det er en ond cirkel, der slider på alle i familien – og som kan gøre det svært at mærke kærligheden til hinanden. Det gør os alle triste.

Skældud avler mere skældud.
Og det er kun os voksne, der kan bryde den cirkel.

Det kan synes indlysende, men det er det alligevel ikke for mange af os. For hvor tit siger vi ikke:

Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal skælde så meget ud.
Jeg er træt af, at jeg skal skælde ud hver dag.
Hvorfor skal det foregå på denne måde hver evig eneste morgen!

Som voksne har vi 100% ansvaret for relationens kvalitet, så når vi ender i magtkampe dagligt, skælder ud og stemningen i familien er dårlig, er det vores ansvar at ændre vores måde at tage lederskabet på.  

Selvregulering og farfundamentet

Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.

I mit forløb for fædre - Farfundamentet, (<--- du finder information om forløbet, nederst i artiklen efter at du har klikket på linket her) sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
OBS holdopstart i KBH primo november 2022

Det er helt naturligt, at børn og teenagere bliver kapret af følelserne og får udtrykt sig ”sort-hvidt” med risiko for, at deres forældre misforstår dem og bliver sårede og vrede over de hårde ord. Sådan kan afstanden i familien blive stor og det kan blive svært at finde tilbage til hinanden.

Den fysiske og følelsesmæssige afstand efterlader børn alene med følelserne på et tidspunkt, hvor de i forvejen fylder mere end de kan håndtere. Ladt alene får følelserne lov at rase, og ubehaget kan blive så stort, at børn og unge vælger at lukke af for at mærke følelserne. Når dét bliver en strategi, lærer de ikke at være med følelserne eller give dem et udtryk, der er afstemt til deres omgivelser.

Sådan kan følelser blive farlige at mærke og der kan være risiko for, at den erfaring tages med ind i voksenlivet og at flugt bliver den eneste mulighed, når de store følelser melder sig.

Som alt andet hos børn og teenagere, skal følelser modnes for at få et nuanceret udtrykt. Det bliver de, når forældrene kan være sammen med deres børn, når bølgerne går højt og oversætte dét, de siger og som kan lyde unødvendigt hårdt eller dramatisk.

Vredens og frustrationens modgift er oprigtig nysgerrighed og interesse. Når vi møder børnene fra den kant, beroliges deres nervesystem, fordi de mærker, at de ikke behøver at kæmpe for at blive forstået, og det giver overskud til at være med følelserne og undersøge dem i stedet for kun at reagere på dem.

Vi skal undlade at svare igen på samme måde, men det betyder ikke, at vi skal finde os i den hårde tone. Det er helt legalt og nødvendigt at sige fra: ”Stop lige. Jeg vil ikke tales sådan til.” Og så kan vi fortsætte undersøgende: ”Men hvad er du blevet så vred over?”

Det skaber ro til eftertanke, når vi er nysgerrige på, hvad der ligger bag alle ordene. Og er det svært for barnet at finde ordene, kan vi spørge os selv:

Hvad kunne det, han siger, ellers betyde?
Hvad er det, jeg ikke har forstået?
Er der noget, som jeg har overset?
Hvordan kan jeg støtte ham til at fortælle, hvad der er sket, hvad han har behov for?

Det handler om at gå på jagt efter meningen i galskaben. Det hjælper os med at blive klogere på hinanden. Meningen er der altid og jo bedre vi bliver til at se den, jo mindre skal børn kæmpe for at gøre opmærksomme på deres grænser og behov. Det skaber et rum for at være med følelser og lære dem bedre at kende.

Selvregulering og farfundamentet

Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.

I mit forløb for fædre - Farfundamentet, sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.