Du er her:min barsel»Artikler»Samliv»Hørby | min barsel
onsdag, 03 januar 2024 08:50

Sammenligningens pris

Sammenligner du også dine børn? Det kan være svært andet, men der er god grund til at undgå det. Det har nemlig en pris for barnet.

Sammenligning er naturlig. Som de sociale flokdyr vi er, ser vi os omkring og tænker: ”Ligner jeg de andre? Eller er jeg anderledes? Og vil jeg gøre noget ved det?” Børn gør det også. Og det kan være både inspirerende og motiverende for dem i deres udvikling. Hvis det kommer indefra. Problemet med sammenligningen opstår nemlig, når det er noget, der gøres ved os i stedet for af os, – når det er sammenligningskulturen frem for –naturen, der er på spil.

Ofte tænker vi slet ikke over det, når vi sammenligner børn:

 - ”Alberte har altid været hurtig rent fysisk, – hun gik fx, da hun var ti måneder. Der er Hubert helt anderledes. Han foretrækker at blive båret, – det lille luksusdyr,” siger vi som en pudsig konstatering.

Andre gange gør vi det, når vi ikke forstår dem:

 - ”Jeg kender ikke andre end dig, der kan blive ved med at spørge så insisterende.”

Og endelig når vi i frustration prøver at få dem til at makke ret:

 - ”Conrad, se lige på din lillebror. Han kan sagtens finde ud af at binde sine sko og han er endda yngre end dig”.

Der er god grund til at bekæmpe trangen til at sammenligne, når det kommer til vores børn, for i sammenligningerne ligger der altid en vurdering mellem linjerne. Vi tror måske, vi opmuntrer Conrad til at tage sig sammen, men i virkeligheden siger vi til ham: ”Det er for dårligt, du ikke har lært at binde dine sko endnu!”

Når vi på denne måde fremhæver det ene barns styrke, bliver det på bekostning af det andet og sådan udpeges både en vinder og en taber. I dag ved vi, at børn altid gør det bedste, de kan med de ressourcer, de har til rådighed, og derfor bliver det ekstra svært at stå tilbage som den, der ikke er god nok. Budskabet er nemlig altid: Du er ikke god nok, som den du er. Jeg ville ønske, du var mere som din søster, som naboens børn eller mig. Med andre ord; en anden end den du er.

Det er krænkende at få at vide, især af dem, som børnene elsker højest og er så afhængige af. Vores børn har enormt stor tillid til os. Langt større end de har til deres egen dømmekraft, også selvom de indimellem lader os tro noget andet, – så når de hører, at vi ikke synes, de er gode nok, præcis som dem de er, så vil de med tiden komme til at tro på det og så får de også svært ved at holde af sig selv.

På den måde skabes børns selvopfattelse gennem vores ord. Så når du vurderer (og en sammenligning er næsten altid en vurdering) dit barn op mod en anden, – dig selv, en søskende eller klassekammeraterne – lærer du det, at det skal være noget andet, noget mere end det, det allerede er. Således hentes følelsen af at have værdi i andres meninger og vurderinger i stedet for at komme indefra.

Sådan som vi taler til vores børn, vil de altså med tiden tale til sig selv og deres indre stemme vil sige: ”Jeg er ikke god nok, så længe der er dem, der er bedre”. Det er en farlig vej, for der vil altid være dem, der er dygtigere, højere, tyndere og længere fremme.

Men kan vi ikke sammenligne, hvis det er til barnets fordel?

Vi gør det jo nemlig også i situationer, hvor vi ønsker at styrke børnenes selvtillid og fulde af stolthed kan vi sige noget i retningen af:

 - ”Mathilde er den bedste til at læse i sin klasse. Hun er langt foran de andre.”

Intentionen er kærlig og god, men vi lærer hende, at hendes værdi findes ved at blive målt op mod andre og i det, hun kan præstere. Og vi risikerer også at lære hende, at andres værd skal (ned)vurderes i forhold til hende selv og hendes evner.

På den måde bliver de ”positive” sammenligninger blot den anden side af samme mønt, fordi barnet også her henter oplevelsen af at være god fra sine omgivelser og ikke fra sit indre.

Når børn ikke kan hente denne oplevelse i sig selv, men hele tiden må søge bekræftelsen i de ydre omgivelser, vil de blive umættelige og konstant søge vores ros, meninger og vurderinger for at blive tanket op. Det er en sårbar position at være i, og derfor vil en negativ feedback kunne give dem oplevelsen af, at de intet er værd, fordi de sætter lighedstegn med omgivelsernes vurderinger og deres person.

I stedet for at sammenligne kan vi anerkende

Anerkendelse er, når vi empatisk møder barnet med interesse og nysgerrighed og forsøger at forstå og oversætte dets handlinger og følelser – uden at vurdere det eller dets handlinger som værende dygtigt, sejt, for dårligt eller slapt etc. Når vi anerkender, ser og mærker vi barnets inderste og det er, når vi møder barnet på denne måde, at det føler sig set og bekræftes i sin oplevelse af sig selv og sin omverden. Det er altså igennem det anerkendende møde, at barnets selvopfattelse udvides og selvfølelse styrkes.

Læs mere om lederskab uden krænkelser i Drop opdragelsen af Fie Hørby

3 ting du kan være opmærksom på, når du anerkender

1. Accepter dem, som de er

Børn er ligesom voksne forskellige og har hver deres styrker. Når vi møder dem med dét udgangspunkt, giver vi dem en grundlæggende følelse af at føle sig elsket og det vokser de af. Generelt er det sådan, at vi skal lade være med at lave hinanden om. Det er noget af det mest sorgfulde at opleve, at dem, vi elsker, gerne vil lave os om.

2. Sig, hvad du mener og men hvad du siger

Noget af det tryggeste for børn er at have forældre, der siger, hvad de mener og mener, hvad de siger. Så ved de nemlig, hvor de har os. Så i stedet for at sammenligne barnet og indirekte fortælle det, at du ville ønske, at det fx var i stand til at binde sine snørebånd, så sig dét i stedet. Men herfra en opfordring til at være respektfuld og tage ansvar for, at barnet endnu ikke har denne ”ressource” i sin bagage. Du kan fx sige noget i retningen af:

 - ”Jeg kan se, jeg ikke rigtig har fået lært dig det med snørebåndene endnu. Samtidig står jeg og bliver lidt irriteret over, at det tager så lang tid. Det er ikke fair. I weekenden vil jeg gerne lærer dig det, så du kan det til fingerspidserne”.

Når du på den måde taler ud fra dig selv, undgår du at vurdere og bebrejde barnet. Det er ligeværdigt og respektfuldt.

3. Den ligeværdige kommunikation

Vi kan have en tendens til at tale til børn, som om de tilhørte en laverestående race og sige ting, som vi aldrig ville sige til vores partner eller gode venner. Det kan være svært at lægge øre til og børn lukker ofte ned for hørelsen for at beskytte sig selv. Det kan være derfor, vi oplever at sige de samme ting igen og igen. Så hvordan bærer vi os ad med at tale ligeværdigt? Test det du vil sige på din partner. Så når du står overfor dit barn og bliver i tvivl, om det, du er ved at sige, er holdbart, så vend dig mod din partner og sig det til ham eller hende. Hvis det ikke bliver vel modtaget, så er det, du siger, ikke ligeværdigt.

Som vi taler til vores børn, vil de med tiden tale til sig selv. Sådan er vi med til at forme deres indre stemme. Det er altså op til os, om vi vælger at støtte dén indre stemme i at modstå trangen til at sammenligne sig – eller om vi vælger at give næring til den. 

Artiklen har tidligere være bragt i Gentofte lokalavis

Selvregulering og farfundamentet

Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.



 




Udgivet i SAMLIV
torsdag, 07 april 2022 17:45

Skal børn stadig skamme sig?

”Du skulle skamme dig, sku’ du!” rungede det i mange børneører i 80’erne og 90’erne. Og selvom det nok er de færreste, der ville bruge disse ord i dag, mener mange forældre stadig, at skam er god til at lære børn at mærke, når de har gjort noget forkert. Men skamfulde irettesættelser gør ikke noget godt, tværtimod æder de af livsglæden.

Skam fylder fortsat en stor del i børnelivene og som forældre kan vi tro, at det er nødvendigt at få vores børn til at skamme sig. Særligt i de ”alvorlige” situationer, hvor vi vil sikre os, at børnene har forstået, at dét, de har gjort, er uacceptabelt. Ja, vi kan næsten føle, at det forventes af os, at vi giver vores børn en passende reprimande, så dem omkring os ser, at vi skam ikke tolererer så upassende en opførsel.

Det sker fx i børnehaven. Vi henter vores barn på et tidspunkt, hvor der netop har været en konflikt og pædagogen fortæller, at vores barn har kaldt en anden for fede ko! Vi kigger over på det andet barn – en kraftig pige med store øjne, der stadig er våde efter den verbale ørefine.

Skyldfølelsen rammer os straks og vi føler os tvunget til at vise pædagogerne og ikke mindst alle de andre forældre, som også henter kl. 15:30, hvor forkert vi synes, vores barn har opført sig. Så vi iler hen til vores barn og mens alle øjne hviler på hende, siger vi noget i retningen af:

 – ”Hvad er det jeg hører, du har kaldt Flora? (Barnet svarer ikke, så vi fortsætter) Kan du se, hvor ked af det, du har gjort hende?” Barnet skæver til Flora, men siger stadig ikke noget, så vi skruer op for alvoren i håb om at få et svar, der vil forsikre os og tilskuerne om, at barnet har indset sin fejl:

 – Kig på mig, når jeg taler til dig … Dét kan du simpelthen ikke være bekendt. Sådan taler man ikke til andre og det ved du godt! Nu kan du godt give Flora en undskyldning. ”

Fuld af skam kan barnet ikke få ordene frem og står som forstenet med blikket stift rettet mod jorden. Måske kommer der endelig et svagt, nærmest lydløst ”undskyld” ud af munden. Men der er ingen øjenkontakt og kort efter ekser benene, da kroppen falder sammen i en ustoppelig, skamfuld gråd.

Den påførte skam printes ind i sjælen

Her tror vi, at vores skamfulde irettesættelse har gjort indtryk og lært vores barn, hvordan man ikke skal behandle andre mennesker. Men det har lært en hel del mere. Børn, der bliver påført skam, vil føle sig misforstået, utilstrækkelige og betydningsløse. Det er nemlig ikke muligt at føle sig respekteret og elsket, når man bliver ydmyget og skammet ud, – og sådan en behandling efterlader et varigt mærke i barnet. Skam lærer således ikke børn, at de har gjort noget forkert. Den lærer dem, at de er forkerte og dét ryster barnet i dets selvforståelse.

Som forældre er vi de mest betydningsfulde i barnets verden, og derfor vil det altid vælge at opgive sig selv for at bevare kontakten til os. I det skamfulde øjeblik vil det påtage sig skylden for, at vi vælger at behandle dem så respektløst og i frustration over, at de kunne tage så grueligt fejl og handle så forkert, bebrejder de sig selv.

Skammen kan således ses som en parasit, der æder af livsglæden, fordi den får os til at tvivle på os selv og vores dømmekraft. Den tvivl gør det svært at tage vores plads i fællesskabet, drage omsorg for os selv og den ødelægger spontanitet og kreativitet. Egenskaber, som vi ønsker at fremelske i vores børn, fordi vi ved, at det også er kilden til større livskvalitet.

Skammen er overflødig

Ikke nok med at skammen gør vores børn ondt, den er også overflødig. Børn kalder ikke andre fede ko eller det, der er værre, fordi de er ondskabsfulde, og det er ikke et tegn på, at de er ved at blive til små usympatiske bøller. Vi fødes alle med anlæg for empati, med evnen til at møde andre med venlighed, indføling og forståelse. Derfor mærker børn instinktivt og ofte med fortrydelse, når de sårer andre mennesker.

Som vores mest vidende mand på familieområdet, Jesper Juul plejer at sige, fødes børn med stor visdom men helt uden erfaring. Det gælder også her. I stedet for skam har de derfor brug for, at vi viser dem vejen med forståelse og respekt for, at de er i rivende udvikling og allerede gør deres bedste ud fra de forudsætninger, de har til rådighed.

Læs mere om lederskab uden krænkelser i Drop opdragelsen - lederskab uden krænkelser af Fie Hørby

Brug empati i stedet for skam

Vi bruger ofte skam, fordi vi ønsker os børn, der er gode ved andre mennesker, - altså med stærk empati, men i virkeligheden fremelskes vores børns empatiske evner bedst ved, at de selv bliver mødt empatisk, og det gør vi ved at give dem vores støtte og omsorg – især når de ”fejler”.

Så forælderen fra eksemplet kunne nøjes med at sige til pædagogen:

 – ”Jeg taler med hende, når vi kommer hjem. – Er det derfor, du er så ked af det, Flora? … ”.

Den ydmygende udstilling af barnet udebliver og Flora føler sig samtidig set og trøstet.

Dit barn vil måske helt af sig selv begynde at fortælle om konflikten på vej hjem eller måske er du nødt til at spørge ind til konflikten derhjemme. Det kunne se således ud:

 – Forælder: ”Pædagogen fortalte mig, at dig og Flora blev sure på hinanden i dag, og du endte med at kalde hende en fed ko”.

 – Barn: ”Ja … hun tog min gynge, da jeg gyngede ved siden af Mathilde, og hun ville ikke give mig den tilbage … Så kom jeg til at sige til hende, at hun var en fed ko.”

 – Forælder: ”Ja … det kan man godt komme til, når man bliver så sur”.

”Det er jo laissez faire! Og hvor skal det så ikke ende?” tænker du måske. Men det er ikke laissez faire, det er et respektfuldt og ligeværdigt møde, hvor man som forælder aktivt forsøger at sætte sig i barnet sted. Indirekte fortæller barnet her, at det faktisk har gjort sig umage og forsøgt at få sin gynge tilbage, men da det ikke lykkedes, tog frustrationen hende og ud slap de forbudte ord, som hun så udmærket er klar over og fortryder. Det vidner hendes ”jeg kom til” om. Når barnet på denne måde får plads til at mærke det forkerte i handlingen uden at føle, at hun er forkert, bliver det meget nemmere at gøre det rigtige i fremtiden.

Nøglen er at vide, at børn bliver empatiske af at blive mødt med empati, ikke med skam. 


Selvregulering og farfundamentet

Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.

I mit forløb for fædre - Farfundamentet, (<--- du finder information om forløbet, nederst i artiklen efter at du har klikket på linket her) sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
OBS holdopstart i KBH primo maj. 2022

Udgivet i SAMLIV
mandag, 22 november 2021 00:00

Børn går efter den ægte vare

Vi kender det selv. Når vi eksempelvis spørger vores partner, kollega eller et andet nærtstående menneske, om de vil gøre noget for os. De siger tilsyneladende ja. Men der er noget i det ja, der ikke overbeviser os. Så vi spørger igen:

–      Er du sikker?
–      Ja–ja …
 
Bliver vi svaret. (Ja-ja betyder ofte nej).

 

 
Dobbeltheden i svaret afføder en uro i vores system og giver anledning til en masse tankevirksomhed: Var hun/han mon ok med at gøre det for mig? Var det for meget at bede om? Har jeg gjort noget, jeg ikke ved? Skal jeg sige, at jeg gør det selv?
 
Vi kommer med andre ord på overarbejde i relationen. På overarbejde i forhold til at finde ud af, hvor vi har den anden. Sådan er det også for børn. Og fordi de er så afhængige af os, er det endnu vigtigere for dem at vide, hvor de har os.
 

Så når vi siger ja til at læse den ekstra godnathistorie, til en ekstra kiks, til at lege, mere tv – og vi egentlig mener nej, så bliver det krævende for vores børn at være sammen med os. Og ikke mindst krævende for os at være sammen med dem.

Børn vil gerne vide, hvem de er sammen med, og de går hele tiden efter den ægte vare. Så når børn mærker uoverensstemmelsen hos os, vil de udfordre os indtil, der er overensstemmelse. Det gør de ved at plage og klage.

 
 

En adfærd, vi før i tiden har kaldt grænsesøgende. I dag ved vi, at den kamp handler om at finde ud af, hvem deres far og mor er.

 
Jo mindre børn skal kæmpe for at mærke deres forældre, jo mere rolige bliver de i relationen, hvorimod hvis vi ofte siger ja til dem, når vi egentlig mener nej, vil vi opleve langt mere kamp i familien, end det reelt er nødvendigt at have.

 

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

- Læs mere om bogen her.

 
 

 

Udgivet i SAMLIV

Jeg skrev i et nyhedsbrev for ganske nylig, at:

Hvis et barn vokser op med kritik, lærer det at fordømme.
Hvis et barn vokser op med skyld og skam, føler det sig skyldigt.
Hvis et barn vokser op med vold, bliver det voldeligt.
Hvis et barn vokser op med voksne, der misbruger deres magt, vil det lære at gøre det samme i de situationer, hvor det føler sig magtfuldt.

 

 
Hvorimod:
Hvis et barn vokser op med tolerance, bliver det tålmodigt.
Hvis et barn mødes med respekt, bliver det ansvarligt.
Hvis et barn vokser op i et psykisk trygt miljø, lærer det at tro på sig selv og dem omkring sig.
Hvis et barn oplever at blive lyttet til, vil det lære at lytte til sig selv og til andre. 
Osv osv. 
 
På den måde er det ret enkelt; at børn gør som vi gør og samarbejder med det, vi tilbyder.
 
Men det er som om, at mange af os ikke rigtig tror på, at det hænger sådan sammen. For det er stadig et dominerende træk i opdragelsen, at vi med kritik og irettesættelser forsøger at få det gode frem i vores børn.
 ”Sig undskyld!” siger vi kommanderende, når vi vil have barnet til at vise empati. ”Tak for mad hedder det, når man går fra bordet. Hvor mange gange skal jeg sige det?!”, siger vi i ønsket om, at barnet skal vise taknemmelighed. Og på samme måde dikterer vi barnet til at give af sig selv: ”Giv mormor et knus!” eller ”Giv far et kys. Ellers bliver far ked af det.”.
 
 
 
 
Det er venlighedens og korrekthedens vold.


Intentionen fra vores side er god nok. Vi ønsker, at vores børn skal være høflige, kærlige, taknemmelige og empatiske. Men kommandoer fuld af pres og tvang får bare ikke de egenskaber frem i nogen – hverken børn eller voksne.

At tvinge børn til at vise deres kærlighed og taknemmelighed forhindrer dem i at udtrykke den autentisk og helhjertet.
 
De vil i deres udtryk blive mere optaget af, hvad omverdenen vil have fra dem, frem for, hvad de vil give til omverdenen - det er forskellen på at være indrestyret og ydrestyret.
 
Vi havde engang en dreng på besøg, der sagde: ”Tak for, at I ville have mig med hjem. I bor så hyggeligt, Her er altid så dejlig en stemning. I laver bare altid så dejlig mad herhjemme.” – og han gik hen og krammede mig flere gange undervejs i denne strøm af til sidst hultklingende høflighedfraser.
 
Han havde tydeligt mistet sin egen fornemmelse for den rette dosering, så hans høflighed fik en skæv vinkel, fordi det så tydeligt var tillært og ikke oprigtigt – og så kan vi jo spørge os selv, hvad er det så, vi har lært dem?
 
Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at det tager tid at blive voksen og huske alle de sociale regler og normer, vi lever under, og at vi derfor giver børn tiden og pladsen til at øve sig. 

 
 
 
Og så tilbage til start. Børn gør som vi gør. Så når vi selv går forrest med vores værdier og formulerer dem som personlige ønsker for familiens kultur frem for kommandoer, så vil de også lande anderledes og tungere i vores børn. 
 
Som voksne har vi også en gammel tilbøjelighed til at kræve en opførsel af vores børn, som vi ikke altid selv leverer. Ofte er vi derfor ikke de bedste rollemodeller for den kultur, vi ønsker at skabe, og det gør det endnu sværere for børnene at efterleve.
 
Så når vi har sagt det samme igen og igen, kan det være en god ide at vende piben indad og spørge sig selv:

Husker jeg selv at sige tak for mad? Og undskyld, når jeg ikke har ”talt pænt”, været urimelig eller trådt på yndlingsbamsen? Giver jeg mine børn plads til at begå samme fejl og forglemmelser, som jeg selv gør og har gjort?


Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt

- Læs mere om bogen her

 

Udgivet i SAMLIV
tirsdag, 02 april 2024 00:00

Hvem vil du vinke farvel med? Dig.

Små børn vil allerhelst være sammen med deres mor og far. Sådan er det bare. Det er ikke altid muligt at opfylde det ønske hos dem, fordi vi som forældre også vil noget andet. Derfor kommer vores børn i institution. Det betyder, at vi næsten hver dag skal sige farvel til hinanden.

Når jeg afleverer min datter i børnehave, vil hun gerne vinke farvel med en pædagog. Hvis jeg spørger hende: "Hvem vil du vinke farvel med?" Svarer hun altid: "Dig."

Av. Jeg får et stik i hjertet. Hver gang.

Det tror jeg mange forældre gør, når de skal aflevere deres børn. For at undgå smerten og barnets gråd, forsøger vi at få det hele hurtigt overstået. Måske sender vi barnet i armene på en pædagog og møder dets grædende ansigt med et akavet smil og en febrilsk vinken, mens vi bedragerisk siger: "Mor kommer lige om lidt igen.". Eller vi gør barnet forkert og siger: "Hvad hyler du for? Vi ses jo lige om lidt igen. Hvorfor skal det være sådan hver morgen? Hold nu op med det hyleri." Og giver det ansvaret, når vi siger: "Slip mig nu, jeg kommer for sent, hvis jeg ikke går nu.". Måske er vi i tankerne allerede på arbejdet, og på den måde kunne vi lige så godt lade vores barn gå alene til institutionen, for det føles lige så tomt at være sammen med os.

Vi gør afskeden mere smertefuld ved ikke at få sagt ordentlig farvel.

Hvad vil det sige at tage ordentlig afsked?

For børn er det vigtigste ikke at få deres vilje, det vigtigste er at få lov at have det, som de har det. Og netop dét, har vi ofte sværest ved at give dem. Hvis vi vil øve os i den kunst, handler det om at acceptere, at følelser er, som de er – og vide, at de hurtigere falder til ro, når de bliver mødt med anerkendelse frem for afvisning. Det gælder for børn såvel som voksne.

Forleden morgen i børnehaven, da min datter sagde: Dig. Og hendes hage hang helt nede på brystet, tog jeg hende over på mit skød.

– Nu bliver du ked af, at jeg skal gå (pause). Kom, lad os få sagt ordentlig farvel, sagde jeg og krammede hende.

Vi sad lidt sådan og derefter gav jeg hende stille og roligt til en pædagog og gik.

Det er sådan, jeg anerkender min datters ønske om, at jeg skal blive. Selvom hun ikke kan få det, som hun gerne vil, får hun ikke en oplevelse af at være forkert eller besværlig. Tværtimod. Hun får en oplevelse af sig selv som meningsfuld. Det er i orden at ville have, at ens mor skal blive, og det er i orden at blive ked af det, når man ikke kan få det, som man gerne vil have det – og det gør det nemmere for hende at slippe mig og sige farvel. For når vi accepterer vores børns følelser, bliver det nemmere for dem selv at acceptere dem.

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

Udgivet i PÆDAGOGIK



HERUNDER FINDER DU DIN PRIVATE JORDEMODER, DIN DOULA, DIN SCANNINGSKLINIK M.M. - UANSET HVOR DU BOR I DANMARK.

PRIVAT JORDEMODER
DOULA
GRAVIDITETSSCANNING
ZONETERAPEUT
FØDSELSFORBEREDELSE
EFTER FØDSEL