Sammenligner du også dine børn? Det kan være svært andet, men der er god grund til at undgå det. Det har nemlig en pris for barnet.
Sammenligning er naturlig. Som de sociale flokdyr vi er, ser vi os omkring og tænker: ”Ligner jeg de andre? Eller er jeg anderledes? Og vil jeg gøre noget ved det?” Børn gør det også. Og det kan være både inspirerende og motiverende for dem i deres udvikling. Hvis det kommer indefra. Problemet med sammenligningen opstår nemlig, når det er noget, der gøres ved os i stedet for af os, – når det er sammenligningskulturen frem for –naturen, der er på spil.
Ofte tænker vi slet ikke over det, når vi sammenligner børn:
- ”Alberte har altid været hurtig rent fysisk, – hun gik fx, da hun var ti måneder. Der er Hubert helt anderledes. Han foretrækker at blive båret, – det lille luksusdyr,” siger vi som en pudsig konstatering.
Andre gange gør vi det, når vi ikke forstår dem:
- ”Jeg kender ikke andre end dig, der kan blive ved med at spørge så insisterende.”
Og endelig når vi i frustration prøver at få dem til at makke ret:
- ”Conrad, se lige på din lillebror. Han kan sagtens finde ud af at binde sine sko og han er endda yngre end dig”.
Der er god grund til at bekæmpe trangen til at sammenligne, når det kommer til vores børn, for i sammenligningerne ligger der altid en vurdering mellem linjerne. Vi tror måske, vi opmuntrer Conrad til at tage sig sammen, men i virkeligheden siger vi til ham: ”Det er for dårligt, du ikke har lært at binde dine sko endnu!”
Når vi på denne måde fremhæver det ene barns styrke, bliver det på bekostning af det andet og sådan udpeges både en vinder og en taber. I dag ved vi, at børn altid gør det bedste, de kan med de ressourcer, de har til rådighed, og derfor bliver det ekstra svært at stå tilbage som den, der ikke er god nok. Budskabet er nemlig altid: Du er ikke god nok, som den du er. Jeg ville ønske, du var mere som din søster, som naboens børn eller mig. Med andre ord; en anden end den du er.
Det er krænkende at få at vide, især af dem, som børnene elsker højest og er så afhængige af. Vores børn har enormt stor tillid til os. Langt større end de har til deres egen dømmekraft, også selvom de indimellem lader os tro noget andet, – så når de hører, at vi ikke synes, de er gode nok, præcis som dem de er, så vil de med tiden komme til at tro på det og så får de også svært ved at holde af sig selv.
På den måde skabes børns selvopfattelse gennem vores ord. Så når du vurderer (og en sammenligning er næsten altid en vurdering) dit barn op mod en anden, – dig selv, en søskende eller klassekammeraterne – lærer du det, at det skal være noget andet, noget mere end det, det allerede er. Således hentes følelsen af at have værdi i andres meninger og vurderinger i stedet for at komme indefra.
Sådan som vi taler til vores børn, vil de altså med tiden tale til sig selv og deres indre stemme vil sige: ”Jeg er ikke god nok, så længe der er dem, der er bedre”. Det er en farlig vej, for der vil altid være dem, der er dygtigere, højere, tyndere og længere fremme.
Men kan vi ikke sammenligne, hvis det er til barnets fordel?
Vi gør det jo nemlig også i situationer, hvor vi ønsker at styrke børnenes selvtillid og fulde af stolthed kan vi sige noget i retningen af:
- ”Mathilde er den bedste til at læse i sin klasse. Hun er langt foran de andre.”
Intentionen er kærlig og god, men vi lærer hende, at hendes værdi findes ved at blive målt op mod andre og i det, hun kan præstere. Og vi risikerer også at lære hende, at andres værd skal (ned)vurderes i forhold til hende selv og hendes evner.
På den måde bliver de ”positive” sammenligninger blot den anden side af samme mønt, fordi barnet også her henter oplevelsen af at være god fra sine omgivelser og ikke fra sit indre.
Når børn ikke kan hente denne oplevelse i sig selv, men hele tiden må søge bekræftelsen i de ydre omgivelser, vil de blive umættelige og konstant søge vores ros, meninger og vurderinger for at blive tanket op. Det er en sårbar position at være i, og derfor vil en negativ feedback kunne give dem oplevelsen af, at de intet er værd, fordi de sætter lighedstegn med omgivelsernes vurderinger og deres person.
I stedet for at sammenligne kan vi anerkende
Anerkendelse er, når vi empatisk møder barnet med interesse og nysgerrighed og forsøger at forstå og oversætte dets handlinger og følelser – uden at vurdere det eller dets handlinger som værende dygtigt, sejt, for dårligt eller slapt etc. Når vi anerkender, ser og mærker vi barnets inderste og det er, når vi møder barnet på denne måde, at det føler sig set og bekræftes i sin oplevelse af sig selv og sin omverden. Det er altså igennem det anerkendende møde, at barnets selvopfattelse udvides og selvfølelse styrkes.
Læs mere om lederskab uden krænkelser i Drop opdragelsen af Fie Hørby
3 ting du kan være opmærksom på, når du anerkender
1. Accepter dem, som de er
Børn er ligesom voksne forskellige og har hver deres styrker. Når vi møder dem med dét udgangspunkt, giver vi dem en grundlæggende følelse af at føle sig elsket og det vokser de af. Generelt er det sådan, at vi skal lade være med at lave hinanden om. Det er noget af det mest sorgfulde at opleve, at dem, vi elsker, gerne vil lave os om.
2. Sig, hvad du mener og men hvad du siger
Noget af det tryggeste for børn er at have forældre, der siger, hvad de mener og mener, hvad de siger. Så ved de nemlig, hvor de har os. Så i stedet for at sammenligne barnet og indirekte fortælle det, at du ville ønske, at det fx var i stand til at binde sine snørebånd, så sig dét i stedet. Men herfra en opfordring til at være respektfuld og tage ansvar for, at barnet endnu ikke har denne ”ressource” i sin bagage. Du kan fx sige noget i retningen af:
- ”Jeg kan se, jeg ikke rigtig har fået lært dig det med snørebåndene endnu. Samtidig står jeg og bliver lidt irriteret over, at det tager så lang tid. Det er ikke fair. I weekenden vil jeg gerne lærer dig det, så du kan det til fingerspidserne”.
Når du på den måde taler ud fra dig selv, undgår du at vurdere og bebrejde barnet. Det er ligeværdigt og respektfuldt.
3. Den ligeværdige kommunikation
Vi kan have en tendens til at tale til børn, som om de tilhørte en laverestående race og sige ting, som vi aldrig ville sige til vores partner eller gode venner. Det kan være svært at lægge øre til og børn lukker ofte ned for hørelsen for at beskytte sig selv. Det kan være derfor, vi oplever at sige de samme ting igen og igen. Så hvordan bærer vi os ad med at tale ligeværdigt? Test det du vil sige på din partner. Så når du står overfor dit barn og bliver i tvivl, om det, du er ved at sige, er holdbart, så vend dig mod din partner og sig det til ham eller hende. Hvis det ikke bliver vel modtaget, så er det, du siger, ikke ligeværdigt.
Som vi taler til vores børn, vil de med tiden tale til sig selv. Sådan er vi med til at forme deres indre stemme. Det er altså op til os, om vi vælger at støtte dén indre stemme i at modstå trangen til at sammenligne sig – eller om vi vælger at give næring til den.
Artiklen har tidligere være bragt i Gentofte lokalavis
Selvregulering og farfundamentet
Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.
